Ferie

“Jeg kan virkelig anbefale Thailand med børn”, sagde en af de andre børnehave-mødre til mig over afleverings-situationen en dag. 

Jeg nåede at tænke på tusindevis af ting jeg hellere vil, end at sidde i en flyver tæt på et døgns tid alene med mine børn. Inden jeg smilede og sagde “jeg er jo alene med dem, det bliver nok ikke lige Thailand i første omgang”. 

For det der med at være enlig mor til to ret små børn, kan godt gøre det der med ferier lidt uoverskueligt. I hvert fald hvis der ikke skal andre med. Jeg er nok heller ikke rejse-tosset eller eventyrlysten nok til at jeg gider kaste mig ud i det. 

Men jeg vil gerne give min datter fridage og ferier fra børnehaven. I denne her omgang har jeg delt efterårsferien over i to dele. I sidste uge havde hun 3 fridage hvor vi blandt andet så Hr. Skæg, på legeplads, i Tivoli og en masse andet. Gode ferier kan også godt være herhjemme og vare få dage vil jeg påstå. 

Og nu er det så tid til anden ferie-etape. Vi er nu på vej til Jylland, hvor vi skal besøge alt muligt forskellig familie. Sidst jeg tog toget med dem til Jylland lovede jeg ellers mig selv, at der skulle gå meget længe før jeg kastede mig ud i det igen. Det var i april, jeg var relativt nyskilt og min yngste (dengang 3 måneder) var begyndt at afvise amningen. Vi havde godt nok min mor med, men den yngste sov ikke på hele togturen og den ældste ville ikke sidde stille. Flere gange i løbet af turen, tænkte jeg, “hvorfor var det lige det her var en god idé” og “jeg gør det aldrig igen”. Men nu er der åbenbart gået længe nok, for jeg kan mærke at jeg VIL kunne. Det skal simpelthen kunne lade sig gøre. Vi sidder nu og venter på et tidligt tog, så det passer med lillesøsters lur, det er lyntog og hvis der ikke er forsinkelser, er vi fremme på under 3 timer (PLEASE DSB! Kør ordentligt!!) 

Indtil videre går alt efter planen. Dobbeltvognen er læsset, lillesøster gnasker på sin hånd, storesøster på en gulerod. Vi har dukken med. Sutteflasker, bamser, dyner, madpakken er gigantisk. Jeg er beredt til tænderne. Vi skal kunne det her.

Wish me luck.

You may also like

4 kommentarer

  1. You can do it!! Alternativt findes der også rødvin i Jylland, som du kan dæmpe nerverne med, når I når frem, hvis alt andet glipper…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *