Fra skuffen #2

Det er med blandende følelser at jeg udgiver de her “Fra skuffen” indlæg. Det er mærkeligt at finde dem frem og læse dem igen. Det nedenstående er fra slutningen af februar. Det er sgu ikke særlig længe siden. Men jeg er et helt andet sted nu. Nu tænker jeg, at det måske er okay at pigerne er så små. De kommer ikke til at kende til en anden virkelighed end at have skilte forældre. Det fine med børn er jo, at den verden der er deres, nok er det de forbinder med normalen.
I de her dage sidder jeg og ser Matador for gud ved hvilken gang, når pigerne er puttet. Det er sgu da altid noget at det er 2017 vi lever i. Tak for offentlig støtte til ene-forsøgere og tak for at det ikke er ildeset at være alene med to små børn.

Anyway, her kommer Fra skuffen #2:

Jeg er alene i huset. I  mit barndomshjem. Eller jeg har jo pigerne. Den store sover, den lille ammes og jeg tænker over hvor meget hun ænser. Hvad kan man egentlig forstå, når man kun er 5 uger?
Lænestolen der stod hos min mormor og morfar knirker lidt. Det var en kæmpe lænestol dengang jeg var lille og den stod hos dem. Nu er jeg voksen, sidder med mit eget lille barn her. Der er plads til os begge i stolen, men kæmpe stor er den ikke længere.
På min finger er der stadig et mærke efter min vielsesring. Den har strammet lidt – måske har jeg stadig lidt vand i kroppen? 5 uger er intet.
Jeg ammer og græder over at vores piger aldrig kommer til at opleve den store kærlighed jeg virkelig synes vi havde. At de aldrig skal opleve at bo sammen med to forældre der elsker hinanden. At de aldrig skal se os være så glade for hinanden som vi virkelig var. At jeg nu kun kan fortælle dem det, som om det var et eventyr. Eller hvad kalder man det, når der ikke er en lykkelig slutning? En tragedie?
Jeg tørrer tårerne væk med den stofble der hænger over min skulder.

20170509_135552

You may also like

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *