Fra skuffen #3

Jeg har tidligere udgivet skriverier fra min skuffe. Jeg holdt et par måneders blogpause, mens skilsmissen stod i lys lue. Det betød dog ikke, at jeg ikke fik skrevet. Læs mere her og her.

110317:
Fik begge piger til at sove før kl. 20. Det er en personlig rekord. Jeg fejrer det med en enkelt dåseøl og noget så interessant som X-factor – det er alt jeg har hjernekapacitet til lige nu. Jeg læner mig tilbage og forsøger at lade mig underholde. Ligesom resten af Danmark, der sidder i kernefamiliens hjørnesofa-hygge, kun adskilt af en slikskål.

En ung dreng synger “How deep is your love”, så det risler ned af ryggen på mig. Satans til underholdningsprogram. Jeg troede at dem slags skulle være letfordøjeligt. Det rammer mig midt mellem øjnene. Jeg er blevet forladt. Din love er ikke deep mere. Den er slet ikke mere.

Forleden hentede du nogle af dine ting. Blandt andet din dyne. I sengen er der ingen til at holde om mig. Og nu kan jeg ikke engang holde om den ekstra dyne for at lade sig om, at jeg ikke er helt alene. At være alene med to små børn er hårdt og intenst og jeg er på hele tiden. Dét er ensomt. At vi ikke er to til at dele både udfordringer og glæder.

Du skal komme og hente flere ting her til aften. Det er egentlig derfor jeg ser X-Factor, og ikke sover. Lige for tiden går jeg i dørken, så snart pigerne sover. Jeg er så træt.

Får en sms “vi er her nu”. Du har en ven med. Gad vide hvad han tænker. Buzzer jer ind. Jeg begynder at bære ting ud i opgangen. Vi behøver ikke trække det her i langdrag. Tidligere i dag havde jeg lyst til, at kyle alt hvad er dit ud ad vinduet. Det havde alt andet lige, forkortet processen og så havde jeg sovet nu. Men jeg er konstruktiv. Fattet. Det er børnenes fortjeneste. Jeg vil ikke være uvenner med deres far. Det er ingen sårede følelser vigtige nok til.

Igen rammer det mig præcis hvor forladt jeg er blevet. Er der grader eller procenter for den slags?

I kører afsted og skal sikkert have en øl efter det hårde arbejde. Min øl er blevet flad og jeg hælder den i vasken. Jeg tager liften hvor vores lillebitte datter ligger og sover trygt. Jeg går ovenpå og i seng.

Du tager afsted. Ud i verden, i din vens varevogn og jeg bliver. Sover i vores gamle seng. Bliver i lejligheden. Er her. Med vores piger. Alene.

Av!

You may also like

7 kommentarer

  1. Åh, hvor du rammer hårdt med din fortælling. Selv har jeg to drenge på 2år og på to mdr. Og du står alene med dine. For h. hvor er det barskt! Og hvor er du sej, som du kæmper og klarer det. ser han slet ikke sine piger mere?

    1. Tak for din kommentar. Det er hårdt, det ville være løgn at påstå andet. Dog vil jeg sige at man kan vænne sig til meget. Jeg har oparbejdet en ret god rutine og heldigvis er mine børn sådan nogle relativt nemme nogle der sover ret godt.

    2. Tusind tak Dorte <3 Det var en sød kommentar - og ja, det er hårdt og barskt, men overraskende nok, kan man vende sig til meget. Det havde jeg aldrig troet.

  2. jeg kan nikke genkendende til mange af de ting du skriver, har selv været igennem det samme for to år siden, dog med kun et barn.
    Det stadig hårdt selvom mange ting er blevet nemmere, så er det stadig drømmen om familien, der braste på en fej måde fra hans side, det kom som et chok…
    Men det har gjort mig stærk og jeg finder mig ikke i alt mere, man finder sit værd…
    knus fra en anden mor 🙂

    1. Puha. Er ked af, at vi er flere med denne skæbne. Jeg er sikker på at du er en mega kickass mor. Jeg kan virkelig godt genkende det du skriver. Især det der med at finde sit værd. Jeg er helt sikkert færdig med at finde mig i og glemme ting, som jeg dybest set ikke har syntes var i orden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *