Fra skuffen #4

Jeg har tidligere udgivet skriverier fra min skuffe. Jeg holdt et par måneders blogpause, mens skilsmissen stod i lys lue. Det betød dog ikke, at jeg ikke fik skrevet. Læs mere herher og her.

I sommer
Nu er det februar. Jeg sidder med vores 5 uger gamle baby i armene, og den store vimser rundt om mig. Hun er mor-syg. Hun kan godt mærke, at alt ikke er som det plejer. For det er det godt nok ikke. Jeg har ellers prøvet at hele hendes liv, var så plejer-agtigt som muligt. Ro og stabilitet og sådan. Som mor, vil man jo allerhelst skærme sine børn fra alverdens ulykker og triste ting. Men selvom jeg gør mit bedste, oplever de nu begge en ualmindelig trist ting.

I sommer var vi på ferie i det sommerhus ved Vesterhavet, der har været i min familie i mange år. Et sommerhus vi tit har holdt ferie i. Vi jokede med, at du var heldig, fordi du havde giftet dig til en del af sommerhuset. Selvom det er lidt slidt og sjovt indrettet, er det en plet vi holder meget af. Begge to.
Vi havde nogle sløve og dejlige dage derude. Gik på opdagelse i klitterne. Cyklede ture på de faldefærdige sommerhuscykler. Det var den sommer, hvor vores datter virkelig fik smag for jordbæris. Hver dag sov vi fælleslur alle tre. Jeg mærkede livet af lillesøster vokse i maven på mig. En eftermiddag, under fællesluren, vågnede jeg, og mens I sov, lå jeg og tænkte på det paradoksale i at alle de mennesker, jeg altid er kommet bedst ud af det med og som jeg agter og elsker allerhøjest, er dem med lidt ridser i lakken. Dem der har mærket at livet kan gøre ondt. Dem som har befundet sig i et form for stormvejr. Samtidig tænkte jeg på, at mine piger ville få en tryg opvækst, uden noget af det der gør ondt. Mærkeligt nok gav det mig ikke kun glæde at tænke på. Jeg ønsker dem det bedste. Det allerbedste man kan få. Jeg ønsker at de skal være så glade og have det så godt, som man overhovedet kan. Men jeg ønsker også for dem, at de bliver seje, robuste og livserfarne. At de kan klare lidt af hvert. Tit kommer sejheden, livserfaringerne og modet, fordi man har været igennem stormvejret og oplevet at det hele ikke bare er lutter lagkage. Det har de allerede oplevet nu, kan man sige. Selvom de kun er 2,5 år og 5 uger, har livet allerede budt dem udfordringer og svære ting. Desværre. Måske? De er nok for små til, at de mærker hvor kæmpe stort det her er. Men der ingen tvivl om, at de er seje. Begge to.

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *