Fra skuffen

Som jeg skrev forleden, har jeg en masse skriverier liggende fra de sidste par måneder. Nedenstående er et blandt mange. Jeg håber, at I vil tage godt imod det.

Det er i dag sølle 15 dage siden du annoncerede at du ville skilles. For 5 dage siden skrev jeg skilsmisse papirerne under med mit nem-id. Hurtigere end at booke en fucking charterrejse.

Men i dag er det fastelavn i vuggestuen. Og vi deltager begge to. Selvfølgelig gør vi det. Det er få af de tilstedeværende der ved hvad jeg står midt i. To af de andre mødre er gravide. Fædrene er søde og holder om dem. På den der “jeg passer på min kvinde”-måde. Vi sidder ved siden af hinanden med hver vores papkrus med kaffe. Da jeg henter den til dig, tager jeg mig selv i at tænke om du mon stadig bruger mælk – det kunne jo også godt være en af de ting du har lavet om. Jeg ved jo ikke hvem du er alligevel. Hælder dog mælk i alligevel – det er for underligt at spørge. Du siger at du vil takke ja til værelset på Blegdamsvej. Jeg spørger om vi ikke kan snakke om den slags et andet sted. Jeg har fandeme ikke brug for at udstille min skilsmisse til hele vuggestuen.

Jeg går ud for at finde noget vand. I værkstedet sidder en dreng med sin mor. Hun kender min situation og er blevet en slags fortrolig. Hun siger “han fik lige brug for at trække sig” .. jeg smiler og siger at det kan jeg godt forstå. Jeg får lyst til at gøre ham kunsten efter. Men mødre kan ikke trække sig. Mødre kan tage en stor slurk vand, trække vejret dybt ned i maven og trække ja-hatten og game-facet på. Så det gør jeg.

Efter seancen i vuggestuen, går pigerne og jeg hjem. Bare os tre, sådan er det jo nu. Jeg laver aftensmad, ammer og putter begge børn. Efter sådan en dag får jeg trang til at snakke med min mor. Fredag aften er en af de svære. I weekenden er det på en måde mere tydeligt, hvor alene man er, som enlig. Pigernes far er vist ude og drikke øl, og jeg sidder i lejligheden. Helt træt. Helt alene. Da pigerne sover ringer jeg til min mor. Hun minder mig om at alle de lykkelige kernefamilier man ser i vuggestuen jo er et øjebliksbillede. Det har hun ret i. Men det var fandeme nogle pæne øjebliksbilleder. Mit eget familieportræt er krakeleret. Gad vide om nogen opdagede det i dag?

 

You may also like

7 kommentarer

  1. Jeg har læst flere af dine indlæg, men ikke kommenteret. Det er jeg nødt til nu.
    Du skriver helt fantastisk sindssygt godt! Og det er ikke kun fordi det er et smertefuldt emne.

    Uden at have stået i din situation, kan man godt mærke hvordan det må ha’ været.

    Men altså… fortæl mig lige hvorfor den eks-mand ikke hentede kaffen til dig? Sgu’ da det mindste han kunne have gjort. :-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *