Hej fra den anden (og nye) side

Der har været langt mellem mine skriv her på domænet, de sidste måneder. Jeg har savnet at skrive, og har i vanlig stil også en helvedes masse noter på min telefon. Men der er noget i mig der er forandret. Mange ting ændrede sig med den der Malta-tur. For det første har jeg haft utrolig meget ny energi, og derfor haft lidt svært ved at sidde stille og få skrevet alt muligt.

I slutningen af april, var jeg jo som bekendt, på en uges charterferie med hele min eks-svigerfamilie. Min eksmand og jeg var, for første gang siden skilsmissen sammen i en hel uge. Vi samarbejde om vores børn en hel uge. Lagde os til at sove under det samme tag. Mine børns farmor blev 70 år, og det var derfor vi var afsted. For at fejre hende. Mange af mine veninder fortalte mig, at det syntes de bestemt ikke jeg behøvede, og det gør jeg jo heller ikke. Jeg tænker at det er sit eget skriv værdigt. Det der med at undgå at tage børnene som gidsler i skilsmissen, at de mærker at de har en familie, ikke at frarøve dem muligheden for at være en del af den familie de har.

Men altså, meget ændrede sig på den ferie. Mit syn på mange ting ændrede sig. Jeg vandrede mange ture. I mit helt eget selskab. Oplevede at der var flere hænder og delt ansvar om mine børn. At det ikke kun var mig der holdt øje med solcremes-smørings-frekvensen, væskebalancer, bleer og madindtag. Og henne i de der huller og pauser fra ansvar fløj der mange store tanker igennem hovedet på mig. Min eksmand har i perioder haft det svært (læs her og her), og det har selvfølgelig været med til at farve en helt masse ting. Det har givet mig øget arbejdspres i perioder, det har gjort bekymringerne større og flere, det har været med til at bestemme vores samværsform, eller dvs. hans samværsform med pigerne. Jeg har været bekymret og nervøs for at lade ham overtage fuldstændig. Men på Malta blev det virkelig tydeligt for mig, at han er inde i en ret god periode og at mere ansvar godt kan frigives. At det også gør mig godt og at pigerne har det godt med ham. Så han har dem mere og mere alene nu, hvilket har givet mig en del mere fritid og frihed end jeg hidtil har haft. I den fritid dyrker jeg mig selv og mine egne behov til fulde. Jeg drikker mange øl, træner, dater, griner og fester. Jeg lader mig selv mærke, at jeg stadig er i 20’erne (om end i slutningen, men alligevel), at jeg lever, at jeg er mit eget menneske og altså ikke ”kun” nogens mor.

Henne i de store tanker på de lange vandreture tog jeg mig selv op til gennemsyn. Det sidste 1½ år har jeg levet meget indendørs, haft det tungt og hårdt i perioder og belønnet mig selv med ting man kan spise. For jeg har følt mig låst fast. Låst fast til gulvet i børneværelset, til mor-rollen, til ansvaret og om aftenen når pigerne sov, låste jeg mig selv fast til sofaen. Ofte med chokolade, eller noget andet man kunne putte i hovedet. For jeg kunne jo alligevel ikke gå ud. Jeg kunne jo alligevel ikke gøre noget. Jeg kunne ikke gøre andet. Sådan føltes det i hvert fald. Jeg kunne forsøde min fastlåsthed med slik. Små belønninger på hårde dage. Andre dage handlede det om hurtig energi. Når dagen starter kl. 5, og har gjort det længe, kan man sgu godt komme ind i sådan en evig tømmermændsfølelse, hvor man bare craver hvede, sukker og salt. Jeg gav efter for alle cravings, for lasterne. Orkede ikke andet!

Det mærkelige er, at det ændrede sig fra den ene dag til den anden. Jeg blev træt af det. Træt af at have det sådan. Jeg læste en bog på ferien der fik mig til at se mig selv med andre briller. Fra Smørhullet, som bogen så pudsigt hedder, handler om at være fanget i et klaustrofobisk smørhul. Hovedpersonen Mette, sidder fast i sin lejlighed, interesserer sig ikke rigtig for noget, spiser kollosalt meget slik, vil gerne være typen der redder verden, men orker ikke. Hun viser ingen initiativ og er utrolig doven. Samtidig spejler hun virkelig mange af de sider, vi allesammen har I os, og derfor gav bogen også mig en kæmpemæssig mavepuster. For jeg vil fandme ikke være en Mette.
På ferien så jeg også mig selv – og andre – i bikini, og det gjorde mig selvbevidst på en hel ny måde. Jeg er så absolut fortaler for at alle kroppe er gode kroppe. Jeg drømmer på ingen måde om at passe ind i et eller andet snævert kropsideal eller noget i den dur. Men jeg vil gerne være sund. Fit nok, rask og glad. Derfor har jeg haft gang i en kæmpe livsstilsændrings-ting. Da ferien var slut og hverdagen (dagpenge-hverdagen, that is) ramte igen, gav jeg mig selv et rimelig hidsigt træningsprogram. Når jeg nu intet job havde, kunne jeg sgu da ligeså godt bygge mig selv op. Jeg har brugt det sidste 1½ år på sofaen, hos en psykolog, i en notesbog og med veninder ved min side, på at bygge mig selv mentalt op. Få styr på hvad fanden det var der skete, hvem jeg er nu, hvad det vil sige at være mig henne i mit ”nye” liv – og det er hvad der har været plads til. Udover at være mor og jobsøgende. Men jeg nåede til et punkt, hvor jeg er i fred og ro med alt hvad der er sket, hvem jeg er, hvad tilværelsen har budt på og byder på. Det gav plads til det andet. Til den mere fysiske opbyggelse. Jeg er blevet stærkere. Meget stærkere. Har tabt en del af de der efter fødselskilo og er måske blevet en anelse mere tonet. Min grundform er bedre – nu kan jeg løbe. Ikke langt og ikke meget – men hele tiden mere. Jeg er mindre sulten. Jeg craver ikke noget mere. Men prøver at fylde kroppen med sunde og gode ting. Det handler ikke om idealvægt, om at skulle nå en bestemt tøjstørrelse eller sådan noget. Jeg har stadig pisse brede hofter, men jeg hviler bedre og mere i den her krop nu. Den er glad og sund, ligesom mit hoved.

Jeg har brugt rimelig meget tid på at være svedig i et fitness-center. P.s. Ingen grund til at frygte at der går #fitnessmom i den, her på domænet – I know absolutely NOTHING om træning. Skal mest bare være stærk nok til at klare livet med småbørn.

Og ja, så er jeg begyndt at date. Ikke noget seriøst overhovedet. Mest bare for at få hul på bylden og for at arbejde imod følelsen af at ”det hele også kan være ligemeget” og ”mænd er nogle idioter”. For at opleve noget og for at mærke at jeg for fanden stadig kun er i 20’erne, at jeg er rimelig fly af en mor at være (det er endda gået så vidt, at jeg blev kaldt MILF), men mest alt for at mærke at brændt kvinde ikke skyr ilden. For det gør hun sgu ikke!

Stadig bredhoftet, forever-sortklædt, men lettere i livet og mest bare glad.

2 tanker om “Hej fra den anden (og nye) side”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *