Mor hvem?

En bekendt sagde en gang til mig; jeg ved ikke hvem jeg selv er efter jeg har fået barn. Mens en mor ude cyberspace skrev, at hun i hvert fald stadig var helt sig selv – morrollen var ligesom lagt ovenpå alt det andet der var hende.

Et sted midt i mellem dumper denne blog ned. Jeg kan sagtens kende mig selv og føler mig stadig som mit gamle jeg. På samme tid er alt ændret, mit syn på nogle ting er totalt forandret. Jeg er mere angst, mere stærk, mere sårbar, mere glad, mere træt, mere tvivlende og mere sikker end mit gamle jeg.

Alt det vil jeg gerne skrive om og derfor har jeg nu oprettet en blog. En blog der handler om at være mor, men ikke handler direkte om mit barn. En blog uden billeder af et barn med natursut og hæklet legetøj, men en blog med tekster om alt det der optager mit morliv.
Mit liv er ikke kun at være mor, jeg studerer, jeg arbejder, jeg drikker rødvin med veninder og ryger en cigaret i smug. Men de fleste af mine overvejelser og tanker omkring livet starter med min familie og med mig, som mor.

Velkommen til, jeg håber at du bliver hængende.

– Mor her

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *