Hjemkomst

Mandag formiddag gik jeg lidt rundt i cirkler rundt om mig selv. Som jeg skrev i lørdags har min mand været 6 dage i Jylland for at blive passet lidt på af sine forældre. Noget der både var en fælles og rigtig god beslutning.
Det er muligvis ret priviligeret, men i de 2 år vi har været far, mor og børn, har vi aldrig været mere end et par enkelte overnatninger væk fra hinanden. Der er ingen af os der har jobs hvor man rejser meget og der er nok ikke rigtig nogle af os der har haft lyst til at tage væk.

Onsdag i sidste uge skulle vi så prøve noget helt nyt – at far var længe væk og mor var alene med barn. Noget jeg ikke har prøvet ret meget af og noget som barnet slet ikke er vant til. Og selvom jeg virkelig godt kunne se at det var for hele min lille families bedste at min mand tog afsted, var det ikke uden en vis form for nervøsitet.
Det handlede ikke så meget om mig selv, jeg skulle nok klare det. Det skulle jeg jo.
Men barnet – hvad med barnet? Jeg gjorde ret meget ud af at snakke meget åbent med pædagogerne i vuggestuen om hvad der skete hjemme hos os, om at vi var alene for en kortere periode, hvorfor, at det var svært for mig og at det ikke var noget vi havde prøvet før. Pædagogen jeg snakkede med var bare fantastisk, hun roste mig for måden at håndtere det på, rakte mig en kleenex og kom med nogle virkelig brugbare råd. Jeg vil virkelig anbefale at man trækker på den faglighed pædagogerne har – de kan virkelig give et andet perspektiv.
En anden ting der virkelig fungerede var Skype. Et medie jeg ellers har det ret svært med – jeg kommer aldrig til at synes at det er helt vildt fedt at man sidder og kan se hinanden, jeg ved aldrig hvor jeg skal kigge hen og synes tit at det hele kommer til at virke lidt akavet. Men i den her situation var det et hit, min datter kunne se far, snakke med ham, se at han faktisk var hos farfar og farmor og at han havde det godt. Vi skypede om morgenen inden vuggestue og om aftenen inden sengetid. Derfor gik hun rundt, helt afklaret og sagde “far hos farfar og farmor” “far kommer tilbage” – og ja, det var jo bare sådan det var.

I mandags, mens hun var i vuggestue kom han hjem. Vi fik snakket og jeg fik mærket at han havde det godt nok. Jeg sendte vuggestuen en SMS om at vi begge to kom og hentede hende og om de lige ville sige det til hende. På vejen ned til vuggestuen snakkede vi om at det jo kunne være at hun ikke ville snakke med ham, eller at hun ville reagere på en eller anden måde vi ikke kunne forudse og det var han helt afklaret med. Da vi træder ind i vuggestuen sidder de midt i eftermiddagsfrugt-situationen og vi venter lidt på at hun selv får øje på os. Hun kigger op, smiler lidt og siger “far ikke hos farfar og farmor mere” og gnasker videre på sit æble. Hold nu op, det var nemt, tænkte jeg. Igen, er det gået over al forventning. Hun har gerne ville lege lidt mere med far end hun plejer og har været ret svær og putte om aftenen. Det skal være far og han må ikke gå. Men som de siger i vuggestuen; “det ville være underligt hvis hun slet ikke reagerede” og igen, er jeg meget enig. Hun er et lille bitte menneske, men hvor har hun været sej. De store mennesker i familien har også været seje. Far er en kæmper. Mor er en kæmper og vi skal nok klare det.

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *