Mañana

I morgen er der atter en dag, siger man jo. Og heldigvis for det. I dag har bestemt været mindeværdig, men en sørgelig dag, det har det været.

Vi vågnede op til nyheden om at USA har fået en kvindehadsk, klimaproblems-ignorant, minoritetsfjendsk og ikke mindst tikkende bombe som præsident, og så startede dagen jo ligesom trist ud. Det er simpelthen ufatteligt og jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige om det. Fremtiden bliver spændende.

thumbnail_2016-11-09-14-44-46

Regnen silede ned af ruden, jeg kom lidt for sent ud af sengen, barnet ville ikke spise sin havregrød hvis hun ikke måtte sidde hos mor. Selvfølgelig må hun jo normalt det, men i dag skulle jeg hurtigt ud af døren.

Jeg skulle nemlig bruge formiddagen på at få en glukose-belastningstest. Sprintede gennem det våde og grå Nørrebro og nåede Rigshospitalet på under 10 minutter – som gravid i 3. trimester og med den morgentrafik der er omkring runddelen er det altså ganske godt klaret, vil jeg lige sige. Jeg var fremme lige tidsnok og skulle efter at have fastet i 10 timer sluge en halv liter sukker vand. På givne tidspunkt var jeg simpelthen så tørstig at jeg drak det lynhurtigt – med det resultat at jeg indkasserede en ordentlig omgang kvalme. To timer skal man sidde (stadig fastende, btw) og vente på at man kan måle resultatet. To lange timer med træthed, kvalme og ondt i hovedet. Sygeplejersken havde været flink og indskærpe over for os at vi IKKE måtte sove. At bruge formiddagen på de sociale medier var jo lige til at få en depression over, så det droppede jeg hurtigt og læste lidt i stedet. Da de to lange timer var gået fik jeg et godt resultat og forsøgte at tømme vandautomaten på Obstetrisk klinik på Rigshospitalet.

At jeg fik en mail fra en af mine undervisere om at min sidste eksamen kommer til at ligge en uge inden terminsdatoen for lillesøsters fødsel, var heller ikke med til at gøre dagen lysere. Også det bliver lige spændende nok.

Afleveringsdatoen for mit bachelorprojekt nærmer sig med hastige skridt, og det var da også meningen at den skulle have haft en over nakken i dag, men det blev vist lidt tyndt med indsatsen. Kvalme, ondt i hovedet og træthed var ret uforeneligt med at arbejde. Jeg prøver at prise mig lykkelig for det lidt jeg trods alt har fået udrettet.

Og så tænker jeg, skal vi ikke bare aftale at i dag var sådan en rigtig undtagelsestilstands-dag? Og at vi i morgen allesammen gør hvad vi kan for at gøre verden til sådan et sted vi gerne vil være? Jeg ved godt at det er en kliche, men man må jo starte med sig selv. Valgresultatet fra over there kan vi jo ikke stille noget op med, men især nu, tænker jeg over at være inkluderende, rummelig, vise mine børn den retning som jeg synes er den rigtige og at være ved andre, som jeg ønsker de er mod mig. Bedre kan en lille bitte kedelig borger fra et lille land langt mod nord vel ikke gøre det?

I øvrigt, regnen blev til solskin, min 2-årige er måske det gladeste væsen jeg kender, lillesøster i maven har det godt – det sætter nu de fleste ting lidt i perspektiv.

You may also like

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *