I’m still alive

2,5 uge skulle der gå, før jeg fik checket ind her på domænet. Det er der én god grund til:

Vuggestuestart,

Jeg har prøvet før, men ikke på den her måde. Pyller og sygdom i lange baner. Hos os alle tre.

Den yngste hev en eller anden mavevirus med hjem i sidste uge, og hun var ramt og jeg blev ramt BIG TIME. Jeg plejer ellers at kunne bryste mig af et jernhelbred. Men okay, et år uden sammenhængende søvn, gør en til et nemt offer. De sidste 14 dage har jeg haft ondt i maven og ingen appetit. Været svimmel og kolossalt træt. På en måde, tror jeg, at det var godt nok for mit system med sådan en omgang. Jeg har fået hvilet mere de sidste 14 dage, end jeg har det seneste år.

Tirsdag var første dag, hvor vi alle tre var tilbage i topform. Jeg er tilbage ved computeren, møderne og jobansøgningerne.  Pigerne bliver begge to afleveret i institution. Den mindste er faldet totalt godt til, og er mega glad dernede. Det giver så meget ro, at vide.

Ro er for mig, totalt essentielt i denne her tid, kan jeg mærke. Det seneste år og det at skulle tackle og overleve det, sidder ret dybt i mig. At det ikke mere er ren overlevelse, frigiver plads til tanker. Dybe tanker, strøtanker, triste tanker, stolte tanker. Men også katastrofetanker. Forleden aften havde jeg ret svært ved at falde i søvn. Mine tanker begyndte at køre i ring og handlede om overlevelse. Jeg tænkte på, hvad jeg skulle gøre, hvis lejligheden pludselig stod i flammer. Hvordan jeg skulle få pigerne og mig selv ud, hvis det ikke var muligt at bruge døren ud til opgangen. Skulle vi springe ud af vinduet? Kaste en madras ud først? Hvor farligt ville det være? Hvad ville jeg gøre, hvis nogen brød ind i lejligheden?

Det kørte virkelig i ring. Men det er nok ikke så mærkeligt. Det er jo tanker om overlevelse. Mine tanker og min krop er i totalt beredskab. Jeg har jo lært, at det værste kan ske. At det kan være nødvendigt, at klare sig igennem. At man ikke nødvendigvis når at tænke, før man står mit i katastrofen og skal overleve. Jeg har heldigvis lært, at mit overlevelses instinkt er særdeles veludviklet, at jeg ved hvad jeg skal gøre når katastrofen rammer. At jeg klarer det. At jeg handler mig ud af det.

Selvom jeg ved, at jeg klarer det. At jeg overlever og at jeg faktisk har det godt, er jeg alligevel begyndt at se en psykolog. Det at der nu er ro omkring mig, at jeg er landet og at alt er godt, giver plads til, at jeg virkelig mærker hvad der er sket. Reflekterer over det og det er rart at have hjælp til. At sætte det hele lidt i system. Jeg har brug for at være proaktiv omkring mig selv og min situation, brug for at bearbejde, for jeg tror kun, at det giver mig mere styrker og flere overlevelsesressourcer. Jeg har hele tiden haft en god mavefornemmelse, eller hvad man nu skal kalde det, været ret sikker på at min skilsmisse ikke ville knække mig, heller ikke selvom det hele har været vildt og voldsomt. Men for at være hel sikker, vil jeg gerne bruge det overskud jeg har, på at få den bearbejdet bedst muligt. Så det prøver jeg på, og det er rart. Psykologen er sød, hun siger gode ting og roser mig. Det er rart. Men det rareste er i virkeligheden, at have en ventil som kun er min. Hvor jeg ikke skal stå til regnskab for noget. Hvor jeg kan sige alt det der fylder i mit hoved, også det der ikke er hensigtsmæssigt for noget (eller nogen) som helst. Jeg kan få min vrede ud, min ked-af-det-hed og det hele. Uden at det får konsekvenser. I lænestolen hos psykologen behøver jeg ikke tænke på andre end mig selv. Det er sjældent. Det er vigtigt og det er rigtig dejligt.

Det er snart et år siden, jeg fik opkaldet der ændrede alt. Et år siden jeg stod med 2,5 årig og en lillebitte baby på 5 uger og skulle klare det. Der er ingen tvivl om, at det var mega-hårdt, mega-svært. Men så, pludselig er der gået et år, og mit liv er blevet så uendeligt meget nemmere. Den mindste af pigerne er fyldt et, og selvom det selvfølgelig er vemodigt (og sygt voksen-agtigt!!) ikke at have en baby længere, er det virkelig også fedt. Hun kan spise alting, hun kan selv gå, sover bedre og bliver hele tiden mere selvkørende.

Hele tiden bliver det nemmere. Over hele linjen.

Herfra kan det faktisk kun gå fremad. Op ad.

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *