Institutions-mor

To af mine bedste veninder har netop fået vuggestuepladser til deres dejlige unger, og det har selvfølgelig sat tankerne igang hos Mor her.

For i et samfund hvor man høre så mange stygge ting om børns institutions-liv. Historier om én pædagog til 15 børn, bræk, gråd og tænders gnidslen er dagligt at finde i flere aviser. Jeg vil slet ikke undervurdere disse historier, men mange må være meget nervøse for at aflevere deres aller dyrebareste til en så presset institutions-verden.

Mange forældre har sikkert fældet en lille mange tårer i forbindelse med indkøring, måske fordi man savner og måske fordi det føles forkert at nogle andre – ovenikøbet vidt fremmede mennesker – skal passe på ens lille pus. Der er måske noget unaturligt i at overgive sit lille forsvarsløse barn til andre. Da min datter startede i vuggestue, kan jeg huske at jeg blev enormt påvirket af, hvis jeg hørte historier om forældre der havde barsel i flere år, gik hjemme med barnet eller fandt andre alternativer til vuggestue. Hun var kun 10,5 måned da hun startede og netop det oplevede jeg at der var få der havde en negativ holdning til. Selvom det var få, blev det der fyldte. Svigtede jeg nu som mor?

Det ved jeg nu at jeg ikke gjorde.

Min datter går, som jeg vist tidligere har nævnt, i en F A N T A S T I S K vuggestue. Den er selvejende, normeret til få børn og det til trods har de masser af plads. Personalet er sindsygt dygtige og finder på de sejeste projekter med børnene. Jeg er ikke i tvivl om at det selvfølgelig har gjort det noget nemmere at aflevere hende.

Faktisk har jeg nærmest kun positive ting at sige om det at have et vuggestuebarn. For at være helt ærlig kan jeg mærke at jeg nyder min datter på en helt anden måde, end jeg gjorde da jeg var på barsel. Sat lidt på spidsen kan man sige at (noget af barslen) var præget af en vis form for afvikling. Jeg synes jeg var lidt stresset over om det hele var godt nok og jeg følte at der var mange ting vi “skulle”.

Min mand og jeg snakkede lidt om det hele i går og det endte egentlig med at blive en større filosofisk udredning. Vi snakkede om det faktum at alting har to sider – at man for at være glad også skal kende til at være ked af det. Lykken som koncept afhænger af lykkens modsætning. Og at det at savne ikke nødvendigvis er skidt. For når man savner elsker man og når man savner nyder man den tid man har sammen. Disse overvejelser er summerer meget godt op, hvad det for mig vil sige at have et institutions barn.

Det at jeg ikke bruger alle døgnets timer sammen med mit barn gør at jeg elsker det og nyder det på en helt anden måde – i stedet for at tænke på ting vi skal, hvornår hun har sovet, skal spise og så videre, er jeg nu kun fokuseret på en eneste ting. Nemlig at nyde det. Det at vi har en hverdag hver for sig er ikke kun en dårlig ting. Ved at skrive dette, kan det være at jeg lægger mig ud med en masse af de forældre der prædiker at børn har bedst af at være sammen med deres forældre. Det er jeg egentlig ret enig i, men jeg ser nu alligevel ikke alternativerne som værende stygge og onde.

Jeg er som nævnt i tidligere indlæg velsignet med et meget socialt barn der selv efterspørger at komme i vuggestue om morgenen. Hun snakker tit – og meget – om de andre børn og pædagogerne og jeg synes det er fint at hun har sin egen lille hverdag. Der er helt klart morgener hvor jeg har svært ved at aflevere hende og allerede mærker savnet når vuggestuens tunge hoveddør smækker bag mig. Men de dage ender alligevel med at blive gode dage, for så kompenserer jeg for savnet ved at hente hende så tidligt det overhovedet er muligt, kalenderen bliver (i det omfang det kan lade sig gøre) ryddet, der bliver taget en frossen gryderet op af fryseren og tid med barnet bliver prioriteret over alt andet.

For selvfølgelig savner jeg hende når hun ikke er hos mig. Men i min bog er savn ikke kun en dårlig ting. For når jeg savner, mærker jeg hvor meget jeg elsker.

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *