Kære du…

Det er sket flere gange.
At nogen har skrevet til mig. Nogen der har oplevet noget helt helt umuligt, ulykkeligt, livsforandrende, frygteligt, utilgiveligt, alt-om-sig-gribende. Noget som er så kolossalt hårdt, at det er svært at finde ord der dækker.
For nylig skete det igen. At nogen skrev til mig, fordi de kunne spejle sig i min historie.
Historien om at blive forladt på et meget kritisk tidspunkt. Når man mindst venter det. Når man allermest har brug for netop ikke at blive forladt. Jeg ved godt, at det har man aldrig. Men vi kan forhåbentlig allesammen blive enige om, at det at være nybagt mor i sig selv er livsforandrende og alt-om-sig-gribende, og at det er en tid hvor ro og omsorg fra ens omgivelser, er ret nødvendigt.
At nogen har brug for at skrive til mig, fordi de spejler sig i historien om at blive alene med et spædbarn (evt. flere), er ekstremt sørgeligt og det altid med en kæmpe klump i halsen at jeg svarer – også selvom det er for mig ukendt menneske der skriver. Ingen fortjener det. INGEN! Men det er alligevel altid noget, at de rækker ud, finder mig, leder efter noget at spejle sig. Jeg ledte selv med lys og lygte. Googlede og googlede. Ledte efter råd og “how-to-survive”. Det eneste der dukkede op på google, var en liste over hvordan man overlevede den første tid som nybagt mor – punktum – intet ord om skilsmisser eller brud. Det er jo ikke sådan noget der sker, vel?

Da jeg så småt begyndte at fortælle andre mennesker, om det der skete i mit liv, i februar sidste år, væltede historierne alligevel ud af skabene. Alle kendte minimum en kvinde der havde stået i en situation der mindede om min. Da jeg var færdig med at være chokeret over hvor ualmindeligt almindeligt det er, at blive forladt på den helt grove måde, blev jeg rolig. Jeg fandt trøst og håb i alle historierne. For moralen i de fleste af de historier er, at det bliver godt igen. Noget det kan være nærmest umuligt at tro på. Noget der for fanden er umuligt at tro på, når man i nærmest bogstavelig forstand står i (baby)lort til halsen, og er helt helt alene om det.

På en måde virker det for tyndt, og for banalt at lave en liste med gode råd. Det virker for nemt. For simpelt. For alt muligt. Men alligevel, har jeg virkelig lyst til at videregive de ting der virkelig virkede for mig.

Mine bedste råd til dig, der lige er blevet forladt med en baby på armen: 

  • Græd ud og ras ud. Det hjælper. Jeg har selv et virkelig tydeligt billede af mig selv der ligger helt krøllet sammen på stuegulvet i min gamle lejlighed og bare brøle-græder. Der gik 14 dage før jeg virkelig kunne tude på den der måde, og det var som om det svandt i tåre-tanken, og det hele blev en anelse mere klart. Giv dig selv lov til at være vred, men vid samtidig, at det at kaste vreden ud over den der er skyld i din smerte, ikke nødvendigvis hjælper noget. Det gør det ikke nemmere. Desværre.
  • Søg ly. Find et sted du er tryg og bliv der. Så længe du kan og har brug for. Det kan være hos forældre/veninder/bedsteforældre/onkler/tanter/you name it, bare det er et sted du kan få ro, og hjælp. Et sted, hvor der er mennesker der forstår dit behov for at være den lille og lader dig være det.
  • Få omsorg. Lidt i forlængelse af punktet ovenfor. Så ræk ud efter hjælp, tag imod krammere, gryder med mad, telefonopkald og alt hvad dine omgivelser byder dig. Det mindsker følelsen af at være alene. Jeg har alle dage været helt elendig til at modtage hjælp, og at bede om det skulle nærmest kun være, hvis det var livstruende at lade være. Men helt alvorligt, det at bede om hjælp i sådan en tid, og modtage den – som det naturligste i verden, er med til at man ikke føler sig helt mutters alene i verden. At der rent faktisk er en masse mennesker der bekymrer sig og for hvem det er vigtigt at man kommer bedst muligt igennem. Og som min gode veninde sagde “folk kan jo godt lide at hjælpe – også for deres egen skyld”. Det kender man jo også godt fra sig selv – at give en hjælpende hånd kan jo føles så godt.
  • Lad være med at dunke dig selv i hovedet. Det er meget nemt at sidde og finde på alle mulige historier om, hvorfor man er endt hvor man er, hvad der er sket, om det er noget man har gjort eller ikke har gjort. Men for det første hjælper det dig slet ikke, og for det andet, så er det ikke i orden at smutte på så kritisk et tidspunkt. Det er aldrig din skyld.
  • Hjælp til økonomi. Min økonomiske situation ændrede sig ret markant, i forbindelse med skilsmissen. Jeg var studerende i alle de år min eksmand og jeg boede sammen, og vi valgte at få to børn mens jeg læste – fordi det jo er åh så smart. Det gav mig to års forsinkelse på studiet, og derfor var jeg stadig på SU, da jeg blev skilt. Ikke noget super ønskværdigt scenarie. At være enlig mor til to små børn, med SU som eneste indtægt. Men der er faktisk adskillige ekstra tilskud man kan søge (og få), hvis man er ene-forsørger. Alt det er Mødrehjælpen bedre til at rådgive om, end jeg er. De gør det all day, every day, og er FANTASTISKE! Læs mere her!
  • Overvej en form for terapi. Alle mennesker burde give sig selv en psykolog-time i ny og næ. Det mener jeg helt alvorligt. Også dem der tror de har det fint. Men i et tilfælde hvor man har fået revet tæppet væk under sig, og er så udfordret som man kan være, er det virkelig en god idé at tale med en professionel om det, også selvom du føler at du har ok styr på det. For mig handlede det første år, af min yngste datters liv mest om overlevelse og om at rejse sig, flytte, klare praktiske ting (som f.eks. en færdiggørelse af uddannelse). Jeg følte mig først rigtig klar til at grave i hvad der egentlig var sket, og hvordan jeg egentlig havde det, da der var gået en rum tid. Jeg fik 10 psykologtimer af mit forsikringsselskab og det var nok – omend jeg stadig har lyst til at drikke kaffe med verdens sødeste Elisabeth. Men ellers sidder de gode mennesker i Mødrehjælpen også klar ved telefonerne. De kan guide dig, og du kan ringe og få sparring på noget mere akut. Virkelig et vigtigt og uvurderligt redskab.
  • Lad tiden gå. Om tiden læger alle sår, ved jeg ikke helt om jeg tror på. For tiden kan ikke stå alene, men vid alligevel at meget kan ændres på utrolig kort tid. Forleden snakkede jeg med en om, at jeg simpelthen ikke kan huske hvordan vejret var sidste sommer. Der er i det hele tiden utroligt mange ting jeg ikke rigtig kan huske. Jeg havde travlt med at overleve, med et resultat der har givet mig lov til at mærke, huske og føle at solen virkelig skinner denne sommer. På alle mulige måder, også i livet. Alting føles ikke alene nemmere nu, men faktisk synes jeg at livet er helt enormt dejligt. Hvilket er i skærende kontrast til noget der ligger bare et år tilbage. På min stuevæg hænger der en citatplakat – og selvom jeg ellers synes at den slags kan være lidt tacky – er det virkelig words to live by for mig. Der står “This too shall pass”, da min skilsmisse var helt ny og det hele virkelig fuldstændig umuligt, var der en klog mand der mindede mig om de ord. Man tror det er løgn, men det lover jeg at det ikke er. Ting får ende, og nye begyndelser kommer. Det er sådan livet (også) er.
  • Og husk så, at DU ER STÆRK! For det første, er du helt sikkert stærkere end du lige tror. For det andet, så kommer du styrket ud på den anden side, af alt det her. Det sagde to kloge enlige mødre til mig dengang. Den enes ord brændte sig fast på indersiden af hovedet på mig:
    “Du vil finde så meget styrke i, at du kan det her – og det er der aldrig nogen der vil kunne tage fra dig”.
    Det er rigtigt! Det giver en masse tyngde, livserfaring og gør en så meget klogere på sig selv, ens grænser og følelser at opleve sådan et her stormvejr. Uanset hvad livet ellers har til dig, ved du at du kan overleve det der virker umuligt at overleve, og det er en meget stor ting at tage med sig i sin baggage.

Lige helt til sidst, kæmpe kram og kæmpe highfive til dig, og kæmpe los i løgene til det menneske der byder dig det her. Skriv endelig til mig, hvis du brug for det, det gør mig ked af det, men også en lille bitte smule glad, at nogen kan bruge min sindssyge historie til noget.

4 tanker om “Kære du…”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *