Ligenu..

I skrivende stund sidder jeg med min mors hjemmelavede pærekage, en kop kaffe (der er varm!) og et håndklæde om håret. Jeg har fået Meyer-brød til morgenmad, en formiddagslur, et karbad og nu sover min datter. Det der sker i denne weekend er at barnet og jeg er taget på weekend hos mormor og morfar.

Som jeg tidligere har nævnt her på bloggen, har min mand haft sig et tilbagefald. Han er det man kalder psykisk sårbar og i denne tid er det ekstra svært at være ham. Hvilket vil sige at det er ekstra svært at være familie, ekstra svært at være mig. For at passe bedst muligt på sig selv og os allesammen tog han tidligere på ugen over til sine forældre i Jylland, hvor jeg kan forstå at den står på god hjemmelavet mad, gå-ture, lange snakke, ro og omsorg.

Jeg har i løbet af ugen så været alene med vores datter. Ugen har desuden budt på at hun er startet på de stores stue i vuggestuen og så har jeg haft influenza. Kort sagt, den her uge har været lidt af en prøvelse. Når det så er sagt, er det faktisk gået fint – der har været færre restriktioner på fjernsyns-kigning, vi har været på café på vej hjem fra vuggestue og i torsdag stod den også på pige-pizza-aften med tante Amalie. Lidt flere dyre og usunde løsninger.

Denne uge har givet mig (om muligt) endnu mere respekt for enlige forældre. At nogen kan have et fuldtids-job, være alene med et (eller flere børn), sørge for mad, rent tøj og få det hele til at gå op er jeg meget imponeret over. Jeg er vant til at vi er to om tingene, jeg er vant til at have en mand der er til stede, en mand der hjælper til og er ligeså meget en del af dagligdagen som jeg er. At han er afsted lige nu, er jo ikke meget anerledes end de mange familier hvor den ene rejser med arbejdet, eller tager på forlænget fodbold-weekend, og på en eller anden måde føles derfor heller ikke fair at brokke sig. For det er jo for en kortere periode og jeg har da også haft følelsen af jeg egentlig sagtens kan klare det.

Men, det der gør en uge som denne ekstra svær er, at jeg ekstra tyndhudet – i onsdags græd jeg lidt på en af de andre mødre i vuggestuen. Der er mange følelser i spil, både på godt og ondt. Når jeg nu tænker over det, har jeg faktisk ikke grædt siden og jeg sidder virkelig med en følelse af at vi nok skal klare den. For vi er ikke alene.

Nu er kaffen drukket, kagen spist, tankerne tænkt og ordene skrevet. Min mor har lige taget en steg ud af fryseren og vi debatterer hvad vi mon skal have til den. For satan, det er vigtigt at have nogen der tager sig af en. De seneste par måneder har jeg virkelig arbejdet med at dele ansvar ud og bede om hjælp. Det er totalt nødvendigt, men ikke noget jeg har nemt ved. Det er jo ikke tegn på svaghed at sige ja-tak til den hjælp andre mennesker tilbyder en – det ved jeg virkelig godt.

Og når man sidder her, helt kagemæt og nyvasket, med udsigt til fuglene i haven og en steg til aftensmad, velvidende at barnet bliver leget med af sine elskede bedsteforældre, føles det virkelig godt at have sagt “ja-tak, vi vil gerne passes i weekenden” – hvor havde andet dog været dumt.

?

You may also like

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *