Lommefilosofi

2017-05-11 17.34.57

Sådan skrev min onkel til mig, da jeg sendte en mail rundt til venner og familie for at fortælle at jeg var ved at blive skilt.

Da jeg læste den første gang tænkte jeg “arh, der er der nogen man kan regne med” og det er der helt sikkert også. Men for mit vedkommende er det få. Og jeg kan sådan set godt forstå det. Mange mennesker har deres eget liv, deres egne bekymringer, ting der optager dem.

Det er ikke det samme som at jeg ikke har følt mig omsluttet og hjulpet. Mange har været søde til at spørge til mig, en del har tilbudt deres hjælp. Min nabo har sat mad og kage til mig på min dørmåtte, min søde veninde Amalie er kommet de gange lokummet virkelig har brændt – nogle gange endda bevæbnet med rødvin og is. Mange tænker på mig, det ved jeg. Mine forældre har været en uvurderlig støtte. Så der er bestemt mennesker jeg kan regne med.

Men at the end of the day, kan alle tage hjem. Hjem til dem selv, til deres udfordringer, til deres hverdag og interesser. Den eneste der bliver tilbage i mit liv, er mig. Og selvfølgelig mine piger. Den eneste selskab jeg ved jeg har 24 timer i døgnet, er mit eget. Det har i øjeblikke givet mig den største ensomhedsfølelse og gjort mig meget ked af det. Men der er også noget stærkt ved det og det føles godt at begynde at vænne sig til at mit eget selskab er rart at være i. Og når det hele brænder på, og jeg fredag aften føler mig meget ensom, ved jeg at der er gode mennesker jeg kan ringe til.

Så jo, min onkel har på en måde ret. Men det betyder ikke nødvendigvis at man er alene om at klare alle udfordringer ❤

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *