Lort mødre siger…

Forleden skrev sjove Johanne, en liste over lort folk uden børn, siger til folk med børn. Jeg grinede højt og genkendte mange punkter. Som jeg engang læste et andet sted, så er de bedste forældre, dem der ikke selv har fået børn endnu. Det tror jeg er ret rigtigt. Det er tit (også i andre sammenhænge) nemt at kloge sig, men når man står i skyttegraven og bliver beskudt og er under maksimalt pres, så er de store tanker tit forsvundet som dug for solen. Virkeligheden som forælder, er en anden end den man forestiller sig – det tror jeg, at de fleste kan skrive under på. Ellers hører jeg gerne fra jer 😉

Min veninde Amalie svarede igen på Johannes indlæg, og skrev om, hvor meget lort folk med børn siger til folk uden børn. Jeg kunne ikke lade være med at føle mig en lille smule ramt. Og da vi lavede en aftale om at drikke et glas vin når mine børn var puttet, og jeg sagde “jeg kan ikke lige sige et konkret tidspunkt endnu, det afhænger lidt af luren”, følte jeg mig som et mega irriterende menneske. For ja, det er ikke det nemmeste i verden, at lave en aftale med folk der har børn, og hvis man er så heldig at have fået en aftale, kan man risikere at den bliver udskudt eller at man får at vide, at man helst ikke må bruge dørtelefonen, men skal sende en SMS når man er fremme. Så ja, folk med børn er irriterende og bøvlede. Men folk uden, er sgu også ret gode til at kloge sig omkring noget, som de i virkeligheden ikke rigtig har haft mulighed for at prøve.

Jeg kom faktisk til at tænke på noget jeg skrev for halvandet år siden, der handlede om det lort mødre siger til hinanden. Man kan åbenbart ikke rigtig gå fri af folks lort? 😀

Nogle gange, ofte faktisk, synes jeg desværre, at der er sådan en kvinde er kvinde værst stemning. Især omkring det at have børn. Sikkert også omkring andre ting, men det kan jeg sgu snart ikke huske. Anyway, et indspark til lorte-listerne kommer her:

Lort mødre siger til hinanden: 

  • “Ej, så vred kan mit barn slet ikke blive”
    Altid godt at vide, når ens eget barn skriger og går helt amok*
  • “Mit barns livret er broccoli. Jeg tænker at det handler om hvilke vaner DU præsenterer barnet for” *
    Måske ja, men broccoli… Livret? Har dit barn ikke smagt pizza endnu?!

  • Så meget legetøj behøver mit barn ikke”
    Øh, nå? Så er det jo godt, at dit barn ikke bor i vores legoklods-helvede
  • “Hvilket tema har du tænkt dig at køre til barnets fødselsdag?”
    Er fødselsdag ikke sit eget tema? Navnligt, når man er så lille, at man ikke kan huske den sidste?
  • “Du skulle altså prøve en vikle. Det er det tryggeste for barnet, at blive båret på dig”
    Siges det, mens der skules ned til mit trygt sovende barn i barnevognen)
  • “Mit barn sover jo igennem”
    Det gider andre forældre ALDRIG høre
  • “Er du ikke bange for at aldersforskellen bliver for kort?”
    Øh jo. Nu du siger det – hvor afleverer jeg lillesøster henne?
  • “Altså, min dreng er simpelhen så fremmelig. Han vil bare frem i verden. Hvad har dit barn lært siden sidst?”
    Mit barn havde ikke lært en skid 😃)
  • “Den type mor, troede jeg ikke, at du var”
    For det første hvad betyder det? Hvem tror du at jeg er? For det andet, jeg tænker bare at jeg er mor, og ikke en bestemt type.

Fortsæt gerne listen i kommentarsporet 😉

For nogle måneder siden, skrev jeg om det her med de perfekte mødre. Noget af det mest irriterende jeg kan komme i tanke om, når det kommer til andre mødre, er når de er bedrevidende og fortæller mig ting om en bestemt måde at gøre tingene på, når jeg ikke har spurgt. Jeg har aldrig brugt en vikle og vi samsover som udgangspunkt ikke, nogle gange jo, men ikke som en fast ting. Mine døtre er mega trygge og glade alligevel. De spiser godt, sover godt, leger godt. Det jeg ville ønske alle mødre kunne blive enige om er, at børn er forskellige og mødre er forskellige og at vi nok allesammen gør det så godt vi kan.

96aed99a603575cb90d6b9d04f423b1b--sarcastic-funny-quotes-funny-sayings

You may also like

3 kommentarer

  1. Hej Louise.
    Nu hører du lige fra mig nu du beder om det;) :)
    Jeg har en datter på halvandet og er gravid med mit andet barn. Jeg oplever at det at være blevet mor med alle de herligheder og udfordringer det medfører, er præcis som jeg forestillede mig det inden. Jeg kan simpelthen ikke forstå at der er så mange der bliver ved med at sige: “vent til du selv får børn, så får du et realitets-check på hvordan det er”. Mit barn er “nemt” forstået på den måde at hun ikke er har været i udu (kolik, mavegener etc), andet end alm. børnesygdomme. Hun har temperament, men forstår også at hun ikke får noget ud af at pive sig til ting, eller at “kalde” om natten. Er hun ulykkelig bliver hun trøstet, selvfølgelig. Alt det alle forældre sikkert gør for deres barns bedste. Søvnmangel har til tider været der, og DET er hårdt, men det havde jeg også forestillet mig. Jeg har en teori om, at de fleste har et meget rosenrødt billede af det at få et barn. Det ER jo også fantastisk (ellers sad jeg ikke her gravid igen;)), men det er også hårdt for parforholdet, for friheden etc. Det havde jeg nu regnet med det var, og derfor er jeg ikke blevet chokeret over noget – endnu. Kender flere der har det på samme måde.

    Så hvorfor kan man ikke lade folk uden børn, som kan læse selv og observere og analysere deres venner med børn, give credit til at de muligvis godt kan sætte sig ind i hvordan det er? Jeg bryder mig virkelig ikke om den her “lukkede klub” som så mange forældre sørger for at distancere forældre vs. ikke-forældre til hinanden!

    Ellers: tak for en dejlig blog. Din ærlighed. Dit absurde fantastiske overlever-gen (såvidt jeg kan læse mig til – kender dig jo ikke). Du er en virkelig god mor for dine piger tror jeg :)

  2. Den der med fremmelige børn! Dem der vil frem i verden… Det er simpelthen så fjollet, når folk siger det, for er det ikke næsten definitionen af små børn? Hvor ofte har jeg ikke kigget på mine børn og tænkt “hvordan skal jeg dog få lært dem X, Y eller Z?!” Og tænk, de fleste ting er kommet helt af sig selv. Fordi børn vil frem i verden :-)

    1. Præææcis! Jeg havde helt stress over, hvordan man mon lærte børn at tale. Man skal åbenbart bare tale til dem. De lærer jo altid alt det de skal.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *