Madmor

Jeg elsker mad! På mit studie beskæftiger jeg mig med mad (madkundskabslærinde in spe). Jeg elsker at læse om mad og jeg elsker at finde på nye retter og fortolkninger.

Min datter begyndte at få grød da hun var lidt over 5 måneder. Ifølge de anbefalinger man kan læse rundt omkring angående babyers kost, er det dog det bedste at amme fuldt ud til barnet er 6 måneder. Men vores virkelighed var lidt en anden. Min datter var vildt interesseret i alt hvad vi puttede i munden og vi startede op på grød, da min mands barsel startede. Både så vi kunne være to om det i starten, og så han også kunne give hende mad. Det fungerede så fint allerede fra begyndelsen.

Men det skulle ikke vare længe, inden det blev for kedeligt for den unge dame. Hun kiggede stadig efter det vi spiste, og vi spiste jo ikke det samme. Hirsegrød er ikke lige min kop te. Derfor begyndte jeg hurtigt på det man kalder overgangsfasen, altså den fase hvor det lille barn skal lære at spise familiens mad og vi har ikke set os tilbage siden. I det første lange stykke tid spiste vi flest gryderetter og andet blød mad og jeg saltede det ikke under tilberedningen. Det har selvfølgelig udviklet sig med tiden. I dag spiser min datter med stor appetit, også når jeg synes jeg er kommet til at overkrydre maden.

Jeg er ikke noget orakel omkring mad til småbørn og alle børn er også forskellige, men det har fungeret virkelig godt for os at perioden med mos og grød blev kort. Overgangsfasen blev også kort, vi kunne nemt prøve nye ting. Min datter er nysgerrig på mad – hun bliver sur hvis vi får noget hun ikke må smage, så det må hun altid.
Men, som nævnt er børn forskellige og jeg er udmærket godt klar over at det ikke altid er nemt. En bekendt prøvede det samme som mig i overgangsfasen, og hendes datter var gang på gang ved at blive kvalt, og det duer jo selvfølgelig ikke. Men mit råd er at man skal prøve sig lidt frem, og hvis barnet ikke spiser så meget, kan det være fordi at maden keder dem – det kan man jo godt forstå. Hirsegrød er ikke ligefrem et festfyrværkeri rent visuelt og smags eksplosioner er der heller ikke mange af.

I grød-og-mos dagene havde jeg rigtig meget glæde af forskellige ting:
Grød: Jeg købte mange af produkterne fra Smiley Rainbow. Udover produkterne rent visuelt er pæne, var det nemt at gå til, og endelig havde jeg det ret godt med at støtte et mindre firma.
Mos: Mine svigerforældre gav mig en mos-maskine i barselsgave. Flere i min mødregruppe syntes at det var en meget ekstravagant ting at have i sit køkken. MEN, holdnuligekæft hvor er det smart. Vi havde en lidt ældre udgave af denne her. Finten er at man både kan dampe og mose maden i en maskine. Maden laver næsten sig selv. Nemt og overskueligt. Den bedste feature for mig var egentlig at man også kan tø op i den. Vi har ingen mikroovn, så det var helt ideelt. Jeg frøs små portioner af mosen ned og tøede op. Uden at lyde hellig var jeg glad for at kunne give min datter hjemmelavet mad, og maskinen gjorde det meget overskueligt. Maskinen bruger jeg stadig i dag, til at dampe forskellige grøntsager til min datter. Gulerødder går det længe før hun kan tygge selv, og dem elsker hun.
Selvfølgelig var der også dage hvor overskuddet var småt og især når vi skulle ud på tur, sværgede jeg til produkter fra Ella’s Kitchen. Dengang (det er under 1 år siden!!) fandtes der ikke så mange produkter af mos og andet babymad på pose, som der gør nu.

Det her indlæg blev ikke helt så “på barikaderne”-agtigt, som tidligere. Men jeg syntes selv at alt det med babymad var ret meget en jungle. Derfor har jeg nu forfattet min ærlige mening. Som sagt ved ikke mere om babymad, end en google-søgning kan lære en, men jeg tror ikke at man skal være så bange for at eksperimentere. Desuden fik jeg et tip fra en konsulent fra Københavns Madhus om at man altså “bare” skal blive ved med at servere de ting børn ikke kan lide. Det er desværre ikke en skrøne at børn skal smage tingene flere gange for at deres smagsløg vender sig til dem, og små børn smagsløg ændrer sig hele tiden – især derfor er det vigtigt ikke at give fortabt i kampen for at få børn med madmod. Det er helt sikkert lettere sagt end gjort, men nogle gange er det forsøget værd.

Uden at blive alt for spelt-agtig, er det sgu vigtigt for mig at præsentere min datter for en masse forskellig mad – jeg ville hade at skulle leve de næste 10-15 år af boller i karry og spaghetti med kødsauce. Så jeg forsøger virkelig at vi spiser varieret. Når det så sagt, får vi tit de sikre retter. Jeg laver aldrig mere små portioner når jeg laver mad, og på den måde bliver der mange gengangere, men man er sgu også nødt til at gøre det let for sig selv.

– (Mad) Mor her.

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *