Mange bække små…

Det er mest om aftenen, at jeg føler mig alene. Når aftensmaden er afviklet, børnene har været i bad og er blevet puttet. Når mine små piger ligger trygt i deres senge og når jeg endelig har tid til mig selv, så sker det at de sorte-ensomsheds tanker kommer.

Det der med at mangle en, der er der 100 procent, har tit taget pippet fra mig. At jeg ikke rigtig er nogens mere, det er en ambivalent følelse. Mest nyder jeg det egentlig, men nogle gange skræmmer det mig. I serien Grey’s Anatomy, snakker de tit om at være hinandens “person” . Sådan en har jeg ikke. Sådan en er jeg ikke.
I de sorte stunder har jeg været ked af, at det er meget få der har “taget sig af mig”. Det har overrasket og til tider gjort mig ked af det, hvor alene jeg alligevel har været. Min skilsmisse blev hurtigt hverdag. Både for mig og andre.
Som jeg skrev forleden, så forstår jeg det sådan set godt. Jeg ved ikke om jeg nogensinde har støttet andre på den måde, jeg har brug for at andre støtter mig.

Min kloge mor har i de øjeblikke snakket om, at man jo godt kan stykke det folk gør sammen. Sådan at de små gestusser bliver knyttet sammen, som små stykker stof til et stort kludetæppe.

At tale om kvantitet og kvalitet er forkert. For jeg ved nu, at de små ting godt kan føles meget store. Som nu f.eks. i søndags. Mors dag. Egentlig ikke en dag der førhen har betydet meget for mig. Men pludselig svømmede nettet over med blomster, chokolade og smykker. Fædre der havde købt gaver fra deres børn til moren. For at ære og anerkende hende. Det gav ærlig talt et sug i maven på mig. En mavepuster. Søndag aften tømmer jeg så min postkasse og finder en kuvert med en hilsen fra en mødregruppe-veninde. Jeg blev så lykkelig og rørt. Senere bankede min søde nabo på med chokolade og en lille hilsen.

2017-05-17 17.47.15

20170517_141202

Der udover har en gammel studieveninde inviteret mig og pigerne i sommerhus, min gudmor ringer tit for at få en status, min juristkusine tog med mig i statsforvaltningen, der er venner kommer med aftensmad, eller inviterer os, flere tilbyder at kigge forbi, købe ind for mig eller bære skraldet ned.

Så jo. Jeg har mistet den person der var tæt på at være med mig næsten 100 % af tiden. Den person som lænede sig op af mig og som jeg lænede mig op ad. Men det gamle ordsprog mange bække små, gør en stor å, er ikke helt forkert. Der er mange jeg kan takke. Ikke for det hele, men for noget. Jeg har ikke en jeg kan læne mig 100 % opad, men jeg har flere der giver mig en arm at støtte mig til.  Og netop det gør det hele meget mindre trist og ensomt.

You may also like

2 kommentarer

  1. Pyha, du er altså vild nok, at du klarer den her tid så godt (som du giver indtryk af her på din blog)… Stor respekt!
    Jeg læste et af dine andre indlæg, hvor du nævnte, at du sad og ammede den mindste og jeg tænkte “kan man godt have en deleordning med børnenes far, når den ene stadig ammer?” Jeg er helt med på, at en baby snildt kan få flaske, jeg tænkte bare over det, fordi jeg selv ofte siger i spøg (men jeg mener det alligevel lidt…) at min baby er mere MIN baby end hun er vores baby. Hvis det giver mening? Man er jo nok en anelse tættere knyttet til sin baby, så længe de ammer og er helt små, ikke? Nå, det tænkte jeg bare på. Både logistik og følelser i den sammenhæng. Men du kan selvfølgelig bare lade den fare, hvis sådan noget som deleordning osv er for privat til det her forum <3

    1. Pernille, for søren. Jeg har glemt alt om at svare på din kommentar. Eller faktisk var jeg ved det, men så kom jeg fra det igen. Det giver total mening det du skriver, og sådan har jeg det også. Vi har ikke rigtig en deleordning endnu, det synes jeg børnene er alt for små til. Min eks-mand besøger os ca. 3 gange om ugen og det går faktisk fint. Jeg tænker at det er oplagt at skrive om, så måske der kommer et blogindlæg om samvær og deleordninger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *