Min første fødselsdag som voksen

I går var det min fødselsdag. 27 år er gået siden jeg blev født på et lille, nu lukket hospital i provinsen. Jeg hører ikke til dem der har det svært med at blive ældre, 27 er i min optik nærmest ingenting, for jeg har på en måde følt mig gammel hele livet.

Alligevel har jeg altid haft en helt barnlig måde at håndtere det med fødselsdag på. Da jeg var barn var mine forældre virkelig gode til at gøre noget ud af fejringen, når jeg havde fødselsdag. Vi holdt altid fri og gjorde noget særligt sammen hele dagen. Den der fyldte år fik lov at være i centrum og hele dagen var ens egen. Måske derfor har jeg altid haft et helt vildt forhold til fødselsdage, både mine egne men også andre menneskers – særligt dem der betyder meget for mig. På ens fødselsdag skal man føle sig elsket, på ens fødselsdag skal man have alt det man ønsker sig og alt det der skal til for at dagen bliver helt speciel. Når man har fødselsdag er man kongen af verden. Mine veninder driller mig lidt med det og kalder mig for fødselsdags-nazisten. Sådan er det bare, sådan har det altid været.

Men i år var det anderledes. Fødselsdags-nazisten er død. Eller hvilende i hvert fald. Eller måske bare blevet voksen. For i år fyldte min fødselsdag intet i mit hoved. Jeg har altid lagt storstilede planer om flere fejringer, haft en ønskeliste klar flere måneder i forvejen, købt pynt til det fine fødselsdagsbord, googlet kageopskrifter og jeg ved virkelig ikke hvad. I år.. Ingenting. I lang tid kunne jeg ikke forholde mig til det, når jeg blev spurgt hvad jeg ønskede mig, eller hvad jeg havde lyst til at lave og om mon jeg havde tænkt mig at fejre det i år? Måske hænger det sammen med at være nogens mor, mit fokus er ikke kun på mig selv længere, men så igen, jeg har jo været mor i 2 år – først på min tredje fødselsdag som mor var det anderledes. Det hænger muligvis sammen med at det hele har været meget svært på det sidste.
Fødselsdag har været the last thing on my mind. 

Det har sikkert også handlet om frygten for at blive skuffet. Jeg havde ærlig talt ikke regnet med noget som helst i år – mit allerstørste ønske for dagen var i virkeligheden bare at vi alle sammen havde det godt og var glade.

Jeg er pessimist helt ind til den inderste knogle. “Når man forventer det værste, bliver man sjældent skuffet” – sådan tænker jeg tit, måske man næsten kan kalde det et motto.

I går havde fødselsdags-pessimisten fødselsdag. Jeg regnede ikke med noget, håbede ikke på noget særligt. Bare en stille og rolig god dag. En af de første hilsner jeg fik var denne her:

thumbnail_screenshot_2016-10-19-14-13-07
Fra min tandlæge! Selvom de har gjort brug af fine balloner og de sikkert bare ville være søde, var det ærlig talt nedslående og meget voksen-agtigt med sådan en besked. Der var ikke meget barnlig fødselsdags-kongen-af-verden-lykke over det.

Men så skete der alligevel noget. Jeg blev “vækket” på sengen af min søde mand og verdens dejligste to-årige, som sang fødselsdagssang, flagede, råbte “HURRA” og gav mig gaver (at jeg ikke selv fik lov at pakke dem op er en anden snak). Jeg fik nogle virkelig fine ting og da vi var stået op tog vi på en hemmelig tur der endte på SULT, hvor vi spiste os igennem en kæmpe – og meget lækker – brunchbuffet. Da datterbarnet ikke gad spise mere, gik min mand og hende på opdagelse og jeg sad med min varme kaffe og lækre mad og kiggede til og følte mig meget rig og heldig. For mens jeg kiggede efter dem væltede det ind med søde beskeder. En veninde formulerede noget meget smukt der fik mig til at føle mig meget elsket og værdsat, et familiemedlem fik tårerne til at pible frem og lige der kunne jeg ikke ønske mig det meget bedre.

Da vi kom hjem igen, ringede det på døren og en meget ung dreng kom løbende op af trappen med en smuk buket blomster og et kort der udnævnte mig til at være den modigste og stærkeste min søde veninde kender. Som om blomsterne i selv ikke var nok. Efter et lille hvil derhjemme, satte manden, barnet og jeg kursen mod La Glace hvor vi var inviteret ind af mine ret så fantastiske forældre, som udover at betale gildet havde nogle meget flotte gaver med og et kort der igen fik mig til at tude af rørelse. Min mor og jeg gik en lang tur i byen, snakkede om alt og intet og endte med at købe aftensmad i Torvehallerne. Senere samledes vi med min far, min mand og min datter derhjemme til tapas og champagne (et lille bitte mikro glas til mig, men alligevel).

Fødselsdagen endte på sofaen hvor jeg flettede fingre med min mand og hvor vi havde den vigtigste og smukkeste snak vi har haft i meget lang tid. En snak om at elske hinanden. Om at vælge hinanden til. Om alt det vi har.

Måske fødselsdags-nazisten er tilbage næste år – den dag jeg havde i går gav i hvert fald fødselsdag-pessimisten kamp til stregen og selvom jeg intet havde forventet gik jeg lykkelig og overbevist i seng. I går følte jeg mig som en meget elsket og hyldet kongen af verden.

Tak <3
Bare, virkelig tak <3

 

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *