Dagens Mor her #1

I fredags var barnet og jeg i bedste vinterferie stil i Fields med noget familie. Familien var på besøg fra Jylland. Nogle skulle i butikker, vi med børn besøgte legelandet Capella Play. Legelandet var som sådan nogle er flest. Larmende og i tusinde farver. Min datter var rimelig godt tilfreds, kuglerummet var det største hit. Hun var ikke 100 % tryg og derfor vurderede jeg at hun var for lille til selv at gå på opdagelse i legelandet. Legelandet er delt op i forskellige niveauer, man kan klatre, kravle, gå på trapper og boltre sig. Jeg var lidt bange for at hun ville blive tromlet ned af andre børn, falde ned af trapperne og så videre. Jeg anser ellers ikke mig selv for at være en pylret mor, men jeg brugte alligevel dagen i legeland på at kravle efter hende. Op og ned, til højre og venstre, gennem forhindringer og andet. ke. Der var mange børn (hej vinterferie!) og sådan lidt kaotisk stemning. Alt i alt en ok oplevelse, men priserne var høje og jeg tror ikke at det er et sted vi vil besøge meget i fremtiden. Jeg vil til hver en tid anbefale Remisen på Østerbro, der er en indendørs legeplads. De holder desværre lukket i weekenderne, og derfor var legelandet i Fields jo et alternativ. Dog er Remisen gratis og ikke helt så kaotisk.

Siden turen i legeland har jeg haft helt åndssvagt ondt i ryggen. Min lænd er lås helt fast og jeg kan ikke rigtig bevæge mig ordentligt. Jeg føler mig som en gammel kone, og jeg har hede drømme om at kunne bevæge mig frit som jeg har lyst til. Kender I det der, at når man er syg, så glæder man sig helt til normale ting? Som at kunne cykle, hoppe og lege og bære sit barn så let som ingenting.

En anden ting, jeg har tænkt meget over, er hvordan ens perspektiver og idéer om god smag og æstetik ændrer sig når man får børn. Før jeg fik min datter, ville jeg have haft svært ved at forestille mig selv kravle rundt i et farvestrålende plastik-legeland en hel eftermiddag. Jeg synes ikke at blinkende plastik legetøj er flot eller lækkert. Men nogle ting gør jeg for min datters skyld og pakker i den forbindelse mine egne fordomme væk. Jeg tror at det er sundt at prøve noget nyt og rykke sig lidt ud af sin komfort zone. Jeg vil gerne give min datter varierede tilbud og derfor prøver vi også nogle ting der ikke altid er det mest tjekkede eller spelt-agtige.

I går var min undervisning heldigvis aflyst og i dag skal jeg arbejde hjemmefra og planlægge praktik. Så ryggen får masser af hvile og jeg SKAL være rimelig fit for fight i morgen, hvor jeg skal undervise en 6. klasse i madkundskab. I eftermiddag vil jeg hente barnet tidligt og håbe på at ryggen kan klare en tur på legeplads – det elsker vi begge to. Solen skinner i dag, der sælges kaffe på legepladsen og der er så skønt på Nørrebro. I dag bliver vi i komfort-zonen.

Det her blev et rimelig dagbogs-agtigt indlæg. Men samtidig en anbefaling af Remisen. Capella i Fields ved jeg ikke helt om jeg vil anbefale – det er selvfølgelig ikke deres skyld at min ryg sætter ud. Men priserne var som sagt høje og jeg synes godt der kunne have været mere for børn på min datters alder (1,5 år).

Jeg tænker at skrive flere af den her slags indlæg med anbefalinger og beskrivelser af hvad vi laver på en helt “almindelig” dag.

– (Slidte) Mor her.

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *