Mor-udfordringer

Indlægget her kunne have mange titler, jeg opererede lidt med noget om lykke. Eller mangel på samme. For gør moderskabet lykkelig eller ulykkelig? Nogle mener at livet først giver mening når du får børn, andre føler at de var mere lykkelige før børnene.

De sidste par måneder har man kunne høre mere og mere, og læse mere og mere om det faktum at det at være mor langt fra er en dans på roser. Nogle fortæller at de er i tvivl, andre om at de elsker deres barn, men ikke det at være mor, ganske få fortæller at de har fortrudt. Jeg er dybt imponeret over disse kvinders mod.

Verden har på mange punkter ændret sig meget, siden jeg selv for knap 27 år kom til verden. I virkeligheden er det jo ikke ret mange år, men så alligevel. Af flere omgange har jeg snakket med både min mor og min svigermor om det at være mor i vores samtid. Min mor sagde noget i stil med: “at det da måtte være svært at det var noget alle mennesker har en holdning til” – hun mente ikke at det fyldte helt så meget i verden at nogle var mødre dengang, i slutfirserne/start halvfemserne. I dag, synes jeg at det kan føles meget svært at gøre noget som helst rigtigt, eksemplet med sammensovning er godt – for sover du sammen med dit barn er du en hønemor der er for knyttet til dit barn og gør du det ikke, giver du ikke dit barn den nødvendige tryghed og kærlighed. Det kommer an på brillerne der kigger på det. Men kritikken er “nem at finde”. Samtidig med at du skal træffe alle de rigtige beslutninger, skal du jo være glad mens du gør det.
Min egen mor er temmelig kølig og siger: “det er da pissehamrende hårdt at have et lille barn” – ikke så meget pis eller dårlig samvittighed. Vi gør jo hvad vi kan.

Og ja, det er hårdt. Det synes jeg faktisk. I nogle perioder mere end andre. Lige nu, er jeg inde i en periode hvor det er hårdt på en ny måde, en måde som jeg ikke har oplevet før. Det er ikke så meget selve det at være mor der er det hårde. Jeg har styr på rutinerne og fornemmer bestemt at mit barn har det godt. Personligt har jeg ingenlunde fortrudt at blive mor, det har bygget en ekstra dimension ovenpå mit liv og jeg ville ikke være det eller min datter foruden. Det er der slet ingen tvivl om. Men det betyder ikke at det bare er lutter lagkage, lyserøde skyer og sommerfugle. Det er også svært. På mange måder og på forskellige måder.

Det er egentlig mere det udenom moderskabet jeg synes der er svært. Det er som om det først nu rigtigt går op for mig, hvor meget det har ændret mit liv at blive mor. Det genkendelige liv fra før. Det at blive mor som 24-årig var i virkeligheden en brat overgang til det “rigtige” voksenliv. Starten af mine tyvere handlede meget om at drikke store øl på værtshus og at ses og måske også identificere mig meget med mine veninder. Vi har set hinanden på alle mulige skæve tidspunkter, da vi allesammen er studerende og derfor oplever undervisnings-fri på hverdagsformiddage – på den måde bliver man en meget stor del af hinandens (hverdags) liv og man kender til hinandens gøren og laden.

Af gode grunde ved jeg ikke ret meget om hvordan det er blive mor når man er i 30’erne. Men jeg tænker det må føles lidt anerledes, fordi man i større omfang er vant til at have en 8-16 hverdag og ikke kan smide alverdens venindedates ind i den. Det er ren gætteri, men sådan forestiller jeg mig det.

I min barsel mærkede jeg ikke meget til hvordan mit (sociale) liv havde ændret sig. De fleste af mine veninder studerede endnu og derfor var der stadig tid til kaffe i hverdagen og mange veninder var søde til at lufte barnevognen med mig. Men nu her, et år efter min barsel sluttede kan jeg godt mærke at der er sket noget. Der tikker ikke ligeså mange SMS’er ind på telefonen og jeg ser færre mennesker og også mindre frekvent end for et år siden.

For et par uger siden, til sidst i min sommerferie affødte det en form for ensomhed. Mit liv vendte på en tallerken den dag jeg stod med min datter i armene, og det kan helt sikkert ikke være anerledes. Men behovet for social kontakt er ikke ophørt og jeg kan stadig virkelig have brug for at føle mig som en del af venindeflokken, eller som en folk gerne vil se. Måske har jeg sagt nej til for mange arrangementer, eller måske har jeg snakket for meget om mit barn – jeg ved det ikke – jeg kan ikke huske det. (Fri)tiden er helt klart ikke det samme som før, men det betyder ikke at jeg ikke savner det, og stadig har prøver at justere hist og her for at få den “nye” virkelighed til at hænge sammen.

I virkeligheden tror jeg ikke det kan være anerledes. Om lidt skal jeg ud og have et rigtigt voksenjob, så tiden bliver kun mere knap. Men jeg vil tænke tilbage på starten af 20’erne som noget rigtig sjovt og dejligt – voksenlivet kom hurtigt, men det valgte jeg selv og jeg ville ikke vælge anerledes i dag. Det handler måske mest om tilvænning. Og så om at have “honningdepoter”, som min far kalder det. At gøre lige det man har allermest lyst til og brug for. Engang i mellem. I sidste uge hjalp det mig meget at tage en halv spontan tur til Odense og se en veninde jeg ikke har set i lang tid, og bare have tid til at snakke. Honningdepoterne og venindetiden bliver mindre, men de er der, og de giver mig fornyet energi.

– (Veninde/unge/savne) Mor her

 

 

 

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *