Noget om kroppe

På flere blogs kan man for tiden, læse om kroppe. Fantastisk Petra Nagel har lavet et TV-program, hvor hun vil lære at elske sin krop. Det har vist sparket en debat igang. En debat jeg synes der er vigtig at tage. Så derfor vil jeg selvfølgelig også være med. Heldigvis kan man læse den samme pointe flere steder, nemlig at kroppe er seje – uanset størrelse. Det er jeg sådan set helt enig i. Oftest er de indlæg eller artikler jeg er faldet over, bare skrevet af slanke kvinder. I manges øjne, tror jeg at det er lidt provokerende og virker meget gratis at skrive, at du skal elske dig selv og din krop, når du har den mest “almindelige” tøjstørrelse og ikke oplever at blive fat-shamet som det så fint hedder. Men selvom man er slank og har modellignende mål, så er det ikke ensbetydende med at man hviler i sin krop og har det godt med den. Det kommer jeg ind på senere. For jeg ved godt hvordan det er.

Men alligevel savner jeg personligt lidt, at høre fra kvinderne med de brede røve og de bløde lår. Sådan en er jeg (heldigvis) selv og jeg er jo ikke som sådan bange for at bruge min stemme. Så here goes:

Alle kroppe er gode kroppe, siger kropsaktivisten Andrea Storgaard Brok. Jeg kan kun erklære mig enig. Som tilføjelse vil jeg sige, at jeg synes det at have en krop, er blevet alt for meget lig med at have et udseende. Et udseende som nogen kan forholde sig til og mene noget om. Men en krop er jo så meget mere end et udseende.

Det har helt klart hjulpet på mit forhold til min krop, at blive mor. Aldrig har min krop været så kurvet og blød som den er nu. Men jeg har det helt fint med den.
Jeg skulle lige til at skrive det der, man altid siger til sine venner – jeg kunne da sagtens trænge til at tabe mig. Det ligger ligesom lige på tungen, og er sådan noget man lidt forventes at sige. For må man egentlig godt være glad nok for sin krop, når den ikke har modelmål? Hvis man er tyk og glad for sin krop, så er man jo nok dum, synes at være fordommen. Må man rose sin krop, når man har modelmål? Hvad med janteloven og den slags? I Danmark er vi sgu egentlig ikke så vilde med folk der hylder sig selv.

Og jo, der ville sikkert ikke ske noget ved at jeg tabte mig lidt. Men jeg har det nu afslappet nok med min krop. Den har båret og groet 2 mennesker. Efterfølgende født dem. Og så igen fodret dem. Og det er på under 3 år. Det er sgu da meget godt klaret.
I øjeblikket slæber den rundt på skiftevis 7,5 og 14 kg barn- nogle gange samtidig. Den har næsten altid en rygsæk med de vigtigste fornødenheder på, når vi forlader lejligheden. Den skubber tit en søskendevogn, med knap 22 kg fordelt på to sæder foran sig. Den løber op og ned ad trapperne til 3. sal mange gange om dagen. Og hvis man skal tro skridttælleren på min telefon, går den i gennemsnit 7-8 km. om dagen. Min krop er sgu sej nok. Og ja, muligvis lidt tungere end det der BMI foreskriver at den “bør” være. Men kroppen, den er igang, den sidder ikke bare stille hele dagen lang. Den bliver fodret med grøntsager og fibre hver dag. Den får sine vitaminer og mineraler. Bevares, den får måske lidt for meget kaffe, chokolade og boller med smør og ost – men sådan er det altså lige nu.

På den ene side bliver jeg glad (og føler mig meget moderne) når jeg ser en artikel med overskriften “Morkroppen er moderne” – skønt hvis bløde maver og hængerpatter er på vej tilbage. MEN, samme overskrift gør mig også lidt i dårligt humør. For, den viser bare præcis hvor meget fokus der er på, hvordan vores kroppe tager sig ud, i disse tider. Kunne vi ikke bare gå rundt og se ud som vi nu engang gør, uden at det var et kæmpe tema? Som der også er en der udtaler i artiklen, ønsker jeg at vi kunne slappe lidt mere af i forholdet til vores kroppe.

Jeg har to piger. Den ene har alle dage været lang og slank og den anden er også lang, men klart mere i den runde ende. I morges klappede min ældste datter mig, på mit bare lår og jeg skulle lige til at sige noget med mors tykke lår. Men nej. Jeg tænker så meget over at være en god rollemodel for mine døtre. Det er virkelig vigtigt for mig at de to – uanset hvordan de ender med at forme sig – aldrig vil føle sig forkerte, eller tro at man er mere værd, hvis man ser ud på en bestemt måde. Det er så vigtigt for mig at du får et afslappet forhold til deres kroppe. Jeg vil gerne have at de ser mange forskellige kroppe, at der er rollemodeller i forskellige størrelser, man kan spejle sig i.
I førnævnte artikel, nævner Charlotte Højlund noget om det kvindebillede hendes døtre skal vokse op med og at “hun ville ønske, at normalspektret blev udvidet, og at vi kunne fjerne fokus fra, at alt handler om, hvordan vi ser ud. At vi kunne slappe mere af og bare være glade for, at vi har en krop, der fungerer”. Det er præcis sådan jeg også ser det. Kroppen er så meget mere end et hylster.

Da jeg var 16 år, havde jeg det på mange måder ret svært med mig selv og min krop. Det er der desværre ikke noget usædvanligt i at have, når man er 16 år. Men hos mig resulterede det i, at jeg i en periode ikke spiste ret meget. Nærmest ingenting. Nogle gange kastede jeg også op – hvis jeg var nødt til at spise. Jeg ville ikke have at der var nogle der skulle opdage noget, så derfor spiste jeg, når jeg var sammen med andre mennesker, i situationer hvor mad var en del af programmet. Hvis jeg kunne komme til det, prøvede jeg at få maden op igen. Perioden var ikke ret lang og nåede aldrig at kamme helt over. Men en spiseforstyrrelse, det var det vist. Jeg blev også rimelig tynd. Dengang var jeg en del af en sub-kultur, hvor det var et must at være tynd, have en masse sort øjenmakeup og stort hår. Selvom jeg blev tynd, blev jeg ikke glad.

1931328_44462809094_612_n
16 år og ikke spor glad for sig selv.

De to gange jeg har været gravid, har jeg begge gange fået målt et BMI der var for højt. De jordemødre jeg mødte, greb det helt forskelligt an. Første gang fik jeg at vide “at jeg jo var en lidt stor pige” og “at det jo er vigtigt at spise fuldkorn” – jeg er uddannet madkundskabslærer og lever generelt rimelig sundt – så det ved jeg godt. Men jordemoderen fik mig til, at føle mig så dum, tyk og forkert. Anden gang havde jeg en fantastisk jordemoder, som målte mit BMI og sagde “ja, Louise, så “skal” jeg jo fortælle dig noget om kost og indstille dig til en glukosebelastningstest for at udelukke sukkersyge – hvordan har du det med det?” Hun var ikke selv nogen lille dame, og var tydeligvis godt klar over, at en krop godt kan være sund, selvom den ikke er lille. Jeg følte mig set, forstået og mødt i øjenhøjde.

Resized_20161029_163003_1496922750107
November 2016. Gravid i 7. måned.

Alle kroppe ER gode kroppe. Personlig er jeg selv gladere for min i dag, end dengang jeg var allertyndest og blev stoppet på gaden i London og fik tilbudt en modelkarriere. Men hele min krop bliver så træt, når jeg fornemmer at folk skuer hunden på hårene og dømmer folk på deres udseende. I det hele taget, skal man sgu passe på med, at dømme hinanden ret meget. Dybest set ved vi meget lidt om hinanden. Når man ser mig og min krop komme gående ned af gaden, ser man jo ikke den spiseforstyrrelse jeg havde som 16-årig, at jeg har født to børn, at jeg hver dag slider og slæber for at få alting til at fungere. Man ser muligvis mine rander under øjnene, mine brede hofter – og det kan man jo mene så meget om. Men i stedet for at dømme, kan man jo spørge. Det er ikke sikkert at den tykke pige nødvendigvis har det skidt med sig selv – til gengæld kan den slanke kvinde sagtens have det. Jeg ønsker mig virkelig en verden, hvor det er det indre der tæller. Selvom det lyder så mega hippie-agtigt, så er det i mine øjne klart det vigtigste.

Morkrop i fuld firspring og klar til at lege.
Morkrop i fuld firspring og klar til at lege.

You may also like

8 kommentarer

  1. Amen to that! Jeg bliver så stram i betrækket når mine døtre på 7 og 9 år bruger udtryk som “hun er så lille og fin” – de skal simpelthen stoppe med at dømme sig selv eller tro andre har det bedre/nemmere whatever. Jeg er selv ikke nogen lille dame, og så sent som i aften ved sengetid spørger min 7 årige “hvad deller er for noget”. Jeg viser hende de deller jeg har på min mave. Hun kommenterer at de er store og jeg svarer “det er jo fordi jeg er tyk” (og det er jeg vitterligt, så ingen forsøg på billige point der) hvortil pigebarnet helt forundret svarer “Nej, dét er du ikke. Du er min mor”! Så, tyk og tynd, lille og stor. Kroppe er gode, og min krop er mine børns mors krop.

    1. Åh. Ja! Det kan jeg sgu godt forstå. Men hvor er det en fin historie du fortæller. Det er så rigtigt. For dem er du jo hele verden og lige som du skal være, og det er jo fantastisk <3

  2. Ej men – BRAVO! Jeg er så enig. Kroppen og udseende bliver ikke mindre vigtig af at vi siger vi SKAL elske den, lige meget hvad. Og det er det der med det kæmpe fokus, som så heldigvis skifter, når det nu skal være, som er problemet. Fokusset, altså. Slap nu aaaaaaf altså. Min mor er stadig en “hvis jeg bare tabte fem kilo”-type, og i gymnasiet havde jeg også selv mega meget fokus på det. Men jeg er også kronisk syg, så på et tidspunkt lærte jeg, at min krop altså kunne sindssygt mange ting og havde været udsat for alt for meget, og den var der stadig. Og kunne bevæge sig. Og det var jeg glad for. Og så var det bare sådan. Og det er vigtigere end de ekstra kilo jeg har flere af end mange af mine veninder. Og selv hvis jeg ikke var syg, så burde det jo også være sådan. Jeg er bare så træt af, at der altid skal være en årsag til at elske sin krop – enten at man er syg, at man har født og kroppen er tilbage i teenageform en uge efter – eller også hvis den bare slet ikke er. Der burde slet ikke være en ekstra årsag til at elske sin krop andet end at man har en. Det burde slet ikke være så vigtigt.

    1. Tusind tak for din fine kommentar.
      Åh ja. Jeg tror man lære og kopiere meget af ens forældres adfærd – også hvad angår krops-kærlighed. Jeg kan godt genkende din mors tanke. Livet bliver rigtig sjovt, når man har tabt de famøse fem kilo. Det har jeg fandeme også tit tænkt. Sådan noget fis.
      Din krop lyder jo så mega sej!! Og nej, det er godt at have en krop <3

  3. Godt sagt
    Det netop ikke størrelsen der alene siger noget om ens sundhed… eller glæde.
    da jeg var for tynd var jeg træt og trist….
    nu har jeg en form som ikke passer på stangtøj, korte ben og bløde former, men langt mere energi og glæde. Og mobilen siger jeg får gået ok til daglig.
    ok min krop vil nok gerne at jeg omformer lidt af vægten til muskler, tog desværre på af noget medicin og er hybermobil, så jo vil godt “tabe” mig (muskler vejer jo mere så det ikke vægten jeg helt vil af med) men har altså ikke mere stress over det end at jeg bare lever nogenlunde fornuftigt, godt med fibre og grønt… og en bolle med smør, livet skal nydes.
    men ja de der elsk din krop m.m. programmer… De fleste finder jeg lidt for meget på en eller anden måde, måske fordi det er næsten model typer som ofte skal være forbillederne. Og nej det bliver ikke bedre med programmer hvor kendte spiser for at tage på og så tabe det, det så usmagelig.

    1. Tak Anette 🙂
      Og nej, det er det virkelig ikke.
      Jeg er meget enig med dig, livet skal altså også nydes, det ville jeg personligt ikke kunne, hvis jeg skulle hige efter en størrelse 34.
      Og ja, præcis. Tit er de “naturlige” kvinder, der bliver udvalgt til den slags tv-programmer, men også reklamer jo mere modelagtige end virkeligheden. Så er man jo ligevidt.

  4. Jeg synes du er flot. Og jeg håber du finder en smuk bikini og et par lækre shorts. Iøvrigt synes jeg også du er sej ud over alke grænser! Hvad læser du egentlig nu? Hvis du er madkundskabslærer – er du så igang med en overbygning eller?
    God sommer

    1. Tak <3 Hvor er du sød! Monki har nogle mega flotte højtaljede bikinier, tror det ender med sådan en.
      Lige nu, er jeg mest på barsel. Men skal op og forsvare mit bachelorprojekt i næste uge, og bliver så (forhåbentlig) færdig med læreruddannelsen. Regner dog bestemt med at læse videre, når min yngste er blevet et år, til januar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *