Om et rum

En del af mine skriv starter som en note på min telefon. En gang i mellem er det nærmest udgivningsklart efterfølgende, andre gange skal der skrives mere på, der skal uddybes, finpudses og der kommer nyt til som bliver flettet sammen med det jeg først havde skrevet. Jeg har haft en lille skriveblokade. Eller, jeg har bare vasket tøj og søgt jobs i stedet for at få skrevet. Hvilket tit gør mig i lidt dårligt humør. Altså når der kun er tid til at ordne praktisk. Det nedenstående skriv fandt jeg en lang bid af på min telefon, og havde lidt svært ved hvad der lige skulle ske med det. Men jeg satte musik i høretelefonerne, musik der prægede mig i de år jeg beskriver længere nede. I de første år havde jeg en periode med rap-musik. Men mest hørte jeg oldschool rock musik, en del vred pigerock og rigtig meget “jeg har ondt af mig selv-tude-punkrock”, som var en del af det miljø jeg kom i. Som blev definerende for en del af de år. Anyway, det skal handle om:


Et rum

Jeg ligger her i mørket og skribler det her. Til lyden af mine helt egne hjemmelavede ungers vejrtrækning. De er langt væk i drømmeland.
Rummet her var mit værelse. Fra jeg var 10 år til jeg var 20 år. Det her er pigeværelset der husede mig og alt mit rod og kaos i de der 10 helt helt skelsættende år kan man sige.

Det ligner ikke det rum der var baggrundstapet til de år som formede mig. Ingen plakater, ingen kaos eller rod. Heller ikke inde i mig. Jeg er en anden nu. Der er intet tilbage fra dengang. Eller jo. Rullegardinet foran det lille vindue på gavlen. Væggene havde en skiftende udsmykning i de år. Backstreet Boys, Britney, Courtney Love, Lennon & Ono, Guddommelig Galskab og Ungdomshuset har alle været repræsenteret på disse vægge. Nu er her mest hvidt. Min mor har overtaget rummet, og det kan man godt se. Her er ryddeligt, rent og hvidt. Det var det aldrig dengang.

Denne sene aften, tænker jeg på alle de historier de her vægge ville kunne fortælle, hvis de altså kunne tale. Både de gode og de knap så gode.

Om dengang værelset blev mit, og det fedeste jeg kunne komme i tanker om var et “Kina-værelse”, med gulvpuder og “Kina-pynt” – jeg havde ingen relation til Kina, what so ever, men det var det der var det fede.
Om den sovesofa med kinesiske tegn jeg brændende ønskede mig, men som jeg tror min mor syntes var dårlig smag (jeg er ikke uenig i dag)
Om dengang jeg havde min første opvarmningsfest herhjemme og mine veninder havde inviteret drenge fra de ældre klasser og de rent faktisk kom.
Om alle de lektier jeg sagde jeg lavede, men som jeg aldrig fik lavet.
Om alle de videoaftener vi holdt.
Om dengang jeg lå og var helt kulret på morfin, 16 år gammel og ved at abortere. Hvor ulykkelig og vred jeg var. Om Julie der kom og gav mig en badeand forklædt som djævel, fordi min eks-kæreste var en djævel, syntes vi. Om hvordan jeg både grinede og græd, mens hun var der. Helt kulret på morfin.
Om den længsel jeg havde for at komme et andet sted hen.
Om dengang jeg rykkede rundt, lavede om, hang nye plakater op, for at imponere en kæreste.
Om det gamle teaktræsskrivebord som jeg syntes både var stort, gammelt, klodset og pinlig – i dag er det hipt. Om den kæmpestore computer på skrivebordet. Om de utallige timer foran computeren, på MSN-chatten, i søgen efter nogen der mindede om sig selv.
Om det slangeformede spejl fra IKEA.
Om usikkerheden foran spejlet.
Om den sindssyge og vrede musik der blev spillet så højt at naboen kunne høre det.
Om de dage hvor jeg var så træt, fordi jeg arbejdede som en sindssyg, og derfor kun orkede at ligge i sengen når jeg kom hjem.
Om de mange bekymringer for fremtiden.
Om dengang jeg kom om i fuldt pensum i gymnasiet og ikke turde fortælle mine forældre det.
Om alle de gange hvor jeg vendte hjem, enten ensom eller i selskab med andre.
Om dengang jeg boede her en måned, inden jeg skulle på højskole. Hvor jeg både nød at få vasket mit tøj, det fulde køleskab, men også var ved at gå ud af mit gode skind over at være tilbage, der hvor nogen spurgte hvor man skulle hen og hvornår man ville være hjemme.
Om dengang jeg skulle giftes og sov her dagen inden den store dag, og om hvor stor min mave var og hvor fuld af sommerfugle og sparkende fødder den var.
Om alle de aftener jeg er gået til ro her, mæt, glad og tryg, som kun man kan være det hos sine forældre.
Om dengang jeg boede her i 10 dage. Som nybagt og nyskilt mor.
Om at det nu også er mine døtres værelse, når de er på overnatning hos mormor og morfar.
Om alle tårerne der er blevet grædt og alle grinene der er blevet grint. Hele det liv der er blevet levet i denne her kulisse. Det føles uendeligt og jeg kan se så mange ting.
Om at jeg nu er en helt anden.

Jeg er ikke længere vild med Kina-tema og slangeformede spejle. Jeg er vild med teaktræs møbler og det gamle skrivebord. Jeg er ikke længere vred. Jeg er ikke ked af det. Forladt eller ensom. Jeg længes ingen andre steder hen. Jeg bliver ikke længere positivt overrasket når folk har lyst til at komme til fest hos mig. Og nå ja, så er jeg jo voksen.

Tiden er en ganske anden og denne nat falder jeg i søvn til mine døtres vejrtrækningen. De trækker vejret i kanon. Der er hele tiden en der trækker vejret ind. Jeg kan ikke lade være med at tænke på alt det der venter dem. Hele det liv der skal forme sig for dem. Jeg håber at de vil lukke mig ind i så meget af det som muligt. Jeg vil aldrig glemme hvordan det er at være teenager. Jeg vil aldrig glemme det liv der udspillede sig i det her rum.

 


Noget har ikke ændret sig, jeg har stadig en masse billeder på væggene – også af mine helte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *