Om et sommerhus

Min fars familie har en ret skøn perle af et sommerhus. Eller, sommerhuset i sig selv er et gammelt og lidt slidt træhus og ville, set med andres øjne, nok ikke være noget at råbe hurra for. Det fine ved sommerhuset er, at det er min oldefar der har bygget det og at familien altid har holdt sommerferien her. Vi er flere om at dele det og skiftes derfor til at have det en uge ad gangen. En anden fin ting ved huset, er at det ligger i alleryderste klitrække. Der må ikke bygges længere ude. Så der er masser af natur og strand lige ved huset, og det meste af det føles som vores.

Jeg har brugt mange sommerferier i huset. Både som barn og voksen. Huset står der altid og ligner sig selv. På væggen hænger et stamtræ over familien. Der hænger billeder af mine oldeforældre og billeder af familien samlet. Min oldefars gamle gyngestol står der endnu, på den samme plads, den altid har stået. Sommerhuset emmer af familie-hus.

Alligevel havde jeg det som om, at jeg fik en mavepuster, da vi trådte ind i huset sidste lørdag. For der er jo naturligvis mange minder forbundet med sådan et sted. Den her gang mindede det mig ikke om barndoms-somre, bølgebrus og sand i håret. Den her gang mindede dig mig om sommeren 2016. Sidste sommer var min eksmand, datter og jeg derovre for første gang helt alene. Vi har altid været afsted sammen med mine forældre. Men efter vi fik vores eget barn, gav det ligesom mening at vi begyndte at bruge huset selv. Sidste sommer gik jeg rundt med en lykkelig hemmelighed i maven. Jeg var ny-gravid og det var ikke mange udover vores egne forældre der vidste besked. Da jeg trådte ind i sommerhuset sidste lørdag, igen i selskab med mine forældre (og begge pigerne, selvfølgelig), var det som om hele sidste års sommerferie passerede revy. Jeg så det hele for mig. Vi cyklede ture med vores dengang 1,5 årige datter i cykelsæde, plukkede blomster og pressede dem i tykke bøger, spiste is, gik ture på stranden. Var sammen. Vi havde det sgu da godt. Vi var en familie, en lille voksende familie. Mens sidste sommer udspillede sig i mit hoved, ramte det mig, hvor sindssygt hurtigt det hele er gået.

At man den ene sommer, kan føle sig som en lykkelig lille kernefamilie og man den næste er enlig mor til to. Det er ufatteligt, og det er virkelig barskt at tænke på, hvor uforudsigeligt livet kan være.

I sommerhuset holder vi gæstebog. Hver gang nogen har været der, skriver de en hilsen i bogen. Vi er oppe på bog nummer 4 nu, og den første af bøgerne, blev vist påbegyndt i starten af 70’erne. Det er vores helt egen lille familiekrønike, og at sidde og bladre dem igennem og se det hele for sig, er noget ganske særligt. Jeg har selvfølgelig selv skrevet i gæstebogen. Både som barn, teenager, som voksen, som mor. Jeg skrev i den sidste år og berettede om de dejlige dage min egen lille familie havde haft, at vi så en grævling, spiste jordbæris og kørte på cykel. Da jeg genlæste det, begyndte tårerne at presse sig på. Jeg lød så glad, dengang. For bare et år siden. Min mor fangede godt, at jeg ikke var helt på toppen, gav mig et stort kram og sagde ting som, “selvfølgelig har du det sådan, det er ikke mærkeligt”. 

Heldigvis blev jeg hurtigt kaldt tilbage til nutiden. Min ældste datter var gået på opdagelse i sommerhuset, og hun ville have mig med. Selvom hun kan huske mange ting, sin alder taget i betragtning, kunne hun tydeligvis ikke huske at hun havde været i huset før. Vi gik ud i solen, og hen til garagen. “Kan man åbne den?”, spurgte hun. Jeg svingede den halvknirkende gamle trælåge op, og vi kiggede ind i garagen. Gulvet er halvt sand, halvt fliser, og min datter udbrød begejstret “se mor, en sandkasse”. Vi fandt skovle og spande frem og begyndte at grave. Hver dag i ferien, skulle vi ud i garagen. Det endte med at være et af hendes yndlingssteder.

Som timerne og dagene gik i det gamle sommerhus ved Vesterhavet, blev det ligeså stille fyldt med nye ferieminder. Min yngste datter tog sine første kravletag på gulvet, min ældste viste hvor god hun er blevet til rollelege. Vi fandt et nyt sted at købe vores is. Vi var på loppemarked, dyppede tæerne i det vilde Vesterhav, fandt muslingeskaller, var på museum, på restaurant, fejrede mormors fødselsdag, var i svømmehal og en helt masse andet. Fredag aften var det igen tid til at skrive i gæstebogen. Jeg undlod ikke at fortælle, at det havde været svært for mig at se huset igen, men kunne heldigvis igen berette om en dejlig uge, fyldt med gode minder og oplevelser og når jeg læser det næste år, er jeg sikker på, at jeg vil tænke; hvor lyder jeg dog glad.

IMG_3804

Skyer over Vesterhavet

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *