Om feministiske initiativer

Havde egentlig planlagt et helt andet blogskriv i dag. Med dagens store nyhed om fødslen af det nye parti Feministisk Initiativ, må noget andet vige pladsen. Jeg har overvejet det her skriv nogle gange i løbet af dagen, for det hele er jo nyt endnu. Det er ikke sikkert jeg er eller bliver enig med alt hvad de står for. Men de skal fandeme bydes velkommen alligevel.

For først og fremmest, HURRA! Min gamle kollega er en af kvinderne bag. Det overrasker mig slet ikke, så sejt Marie <3

Da jeg var teenager gik jeg med et guld kvindetegn i en kæde om halsen. Jeg havde min mors gamle badge med et kvindetegn på min jakke. Jeg var meget optaget af feminisme. I alle årerne siden, har det interesseret mig. Jeg har læst kvindesagsbøger, bøger om kvindeliv, feministiske manifestationer og hørt kvindesagsmusik. Kort sagt interesseret mig for sagen og fulgt den. Min opdragelse bygger helt klart på feministiske grundsten. Jeg har aldrig oplevet, at mænd var vigtigere end kvinder, eller at man ikke kunne alt det man ville, når man var kvinde. Jeg har kun oplevet, at vi allesammen var lige gode når støvsugeren skulle svinges og at kvinder sagtens kan gå ud og få sig job og karriere.

Men det var først da jeg blev mor til en pige, at behøvede at mærke hvor vigtigt det var. Hvor mange forventninger der allerede var til hende inden hun var født og inden hun selv fik en fornemmelse af det med drenge og piger. Hvor mange kasser hun “skal”passe i og hvor mange normer der er, omkring børn (og mennesker i al almindelighed) og deres køn.

Da jeg blev enlig mor (til to piger) oplevede jeg virkelig frugten af de mange års kvindekamp. Jeg forstod at vi alle må kæmpe og hvor udsat man kan være. Jeg fik revet alt væk under mig. Vi levede sgu lidt som henne i 50’erne. Jeg var studerende, han hev pengene hjem, jeg vaskede tøjet og lavede maden.

Men det var ikke skamfuldt at være alene og der var flere steder med ressourcer jeg kunne trække på. I forbindelse med min skilsmisse og min nye rolle som enlig mor, har jeg flere gange glædet mig over de sikkerhedsnet, vi trods gevaldige nedskæringer på velfærden i det her land, alligevel har. De børneydelser og tilskud jeg kan få. Den gratis institutionsplads og de forhøjede børnepenge. Det at jeg ved, at jeg får de penge, giver en kæmpe ro. En ro som forplantet sig til børnene. De har ikke en mor der er bange, som frygter fremtiden eller som har økonomiske skrupler der holder hende vågen om natten.

Men har vi det så ikke godt nok? Det tror jeg sgu ikke. Skellet mellem rig og fattig er hastigt voksende. Velfærden er sgu ret hårdt truet i de her år og faktum er desværre stadig, at kvinder og mænd ikke får den samme løn for det samme arbejde. Det er sgu da for dårligt.

Jeg ved godt, at det ikke er alle der har det ligeså godt som mig. Mit ønske for kvinder der havner i min situation, er at de ikke behøver bekymre sig om økonomi og institutionspladser, penge til bleer og rugbrødsmadder. Men at de bare kan være noget for deres børn. Det er mit ønske for alle der ender i en livskrise, eller får brug for at trække på systemet, at der er et system og at det kan trækkes på.

Feministisk Initiativ skriver blandt andet det her i deres værdigrundlag:

“Vi kræver et samfund, som tager vare på alle menneskers behov og fundamentale ret til at være den, de er, uanset køn, opholdsstatus, kønsidentitet, etnicitet, alder, kønsudtryk, handicap, klasse, tro, religion, uddannelsesniveau, nationalitet og seksualitet”

Jeg har tit tænkt på, at det nok har været nemmere for mig, at blive enlig mor, end det kunne have været for andre. At jeg er en hvid, forholdsvis veluddannet, ung kvinde med egen lejlighed, har helt klart gjort det hele nemmere.

Og dét at Danmark nu har fået et nyt parti, der vil sørge for at passe på de enlige mødre og alle andre der er udsatte, gør mig glad helt ned i maven. Velkommen Feministisk Initiativ, jeg er sikker på, at der er brug for jer.

IMG_4456

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *