Om gode dage og dårlige dage

Jeg har ret svært ved at skrive for tiden. Ordene er der ikke rigtig, og det irriterer mig grænseløst faktisk. Men nu prøver jeg lidt alligevel.

Da jeg var på ferie tog jeg alle mulige beslutninger om hvordan livet fremadrettet skulle være. Lavet nogle livsstils ændringer om man vil. Og det har jeg sgu faktisk virkelig holdt. Hovedoverskriften på det hele var, at jeg gerne vil være så glad som jeg kan være. Fokusere på at gøre rare ting, opbyggelige ting, ting der får mig til at smile og grine så ofte jeg overhovedet kan. Jeg er gladere end jeg har været længere. Lettere om hjertet. Lettere i kroppen. Jeg spiser sundt, rører mig meget, danser til høj musik, drikker vin, hygger mig. Mange i min omgangskreds har kommenteret på, at jeg ser gladere ud, mindre træt, mere levende og sådan føler jeg mig i høj grad også. Det er virkelig dejligt. VIRKELIG!

Men, forleden havde jeg en virkelig dårlig dag. Hvor jeg blev kollosalt træt af det hele. Træt af at være på dagpenge, træt af at være så meget derhjemme, træt af mig selv, træt af at min ELSKEDE ladcykel er blevet stjålet, træt af vasketøj, træt af madplaner og pastaskruer, træt af hverdagen, træt af at køleskabe går i stykker, træt af at være voksen. Alle mine trætte tanker eskalerede og blev til vrede tanker. Vrede over at hvor uretfærdigt livet nogle gange arter sig, og hvordan nogle mennesker bare får lov at kæmpe og kæmpe og kæmpe lidt mere. Og så tudede jeg. STOR-tudede. Heldigvis er jeg så smart indrettet, at når jeg først har tudet, så letter skyerne, og hurtigt er det nogenlunde lyseblåt igen. Nogenlunde overskueligt, og der egentlig ikke langt til at jeg kan grine af det hele igen.

Efterfølgende har det bare virkelig slået mig, hvor nemt det er for mig at falde i fælden med dårlige dage. Henne i det her dagpengeliv er der en del dage uden planer, og det fungerer bare så dårligt for mig. Jeg er nødt til at komme ud en masse. Jeg er nødt til at være produktiv. Jeg er nødt til at snakke med andre. Jeg er nødt til at få brugt mig selv. Min hjerne og min krop. Så det gør jeg. De fleste dage afleverer jeg pigerne iført træningstøj, træner, skriver ansøgninger, skriver tekster, hører høj musik, organiserer mit hjem. Og så har jeg HELDIGVIS landet mig et deltidsarbejde som også sluger tid. Det her dagpengeliv kan virkelig sindssygt nemt blive en altopædende sump, og jeg bliver i så dårligt humør når jeg lander der.

Jeg prøver virkelig at holde mig til den opskrift jeg har lavet for det gode og glade liv. Prøver at nyde dagpengelivet, og den fleksibilitet og frihed der på en måde også er i det. Men også at give plads og lov til de der vrede og triste øjeblikke. For det er en del af mig, og alt hvad jeg har med i bagagen. Der skal stadig nogle gange tudes over det hele. Men det bliver stadig mere sjældent, og for det er jeg meget taknemmelig. Tidligere i dag hjalp jeg en sød ung mand henne på mit deltidsjob, for lidt siden skrev jeg en ansøgning til mit seriøse DRØMMEjob og om lidt skal jeg drikke kaffe med verdens bedste (eks)nabo.

Fremtiden er (fortsat) lys og foråret er her <3

You may also like

3 kommentarer

    1. Det holder jeg lige lidt for mig selv endnu. Men noget med kvinder og børn der har det svært.
      Og nej, det droppede DPU desværre for mig 🙁

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *