Om helligdage med familie(rne)

Helligdagene har jeg – ligesom mange andre – brugt i selskab med min familie. Både den selvvalgte, mine forældre og sandelig også eks-familien. En ganske moderne ferie, kan man sige. Men efterhånden er det jo blevet sådan her det er. The New Normal.

Torsdag var jeg ude og spise middag og drikke et par øl med hende her, mens pigerne spiste/legede/blev puttet af deres far. Hjemme i deres vante rammer. Det gik mega godt, både for dem og mig. Jeg har ikke været rigtig ude siden efterårsferien, så det var tiltrængt. Men jeg kunne mærke en kæmpe forskel på mig selv fra dengang og til nu. Verdenen syntes klarere, mændene pænere og grinene mere inderlige. Faktisk tror jeg bare, at jeg er et lettere sted i mit liv. Det er noget helt særligt for mig at være sammen med Amalie. Hun er et af de mennesker, der virkelig står mig bi. Sådan et hundrede procent, hele vejen igennem, også i regnvejr og storm. Når jeg er sammen med hende, føler jeg mig så ekstremt godt tilpas. Hun får mig virkelig til at føle mig godt tilpas, som om jeg kan klare alting, som om jeg er smuk, sød og sej. Klog endda. Hvis bare hele verden kunne mig, som jeg føler at hun gør. Så ville det hele være meget nemt. At have veninder der er så tæt på, som stiller op når man er i allermest krise, som man kan ringe og tudbrøle til uden at kvoten bliver brugt op, det er noget ganske særligt. Men veninde-termen er lidt tynd, og jeg har få veninder som jeg anser mere som en slags søstre, end som venner. Sådan selvvalgt familie, I ved.

Fredag havde vi besøg af pigernes far (det har vi flere gange om ugen, så intet nyt der) og deres farmor og farfar. Det der med at skulle bibeholde en god relation, selvom man ikke på den måde er linket sammen mere, er noget jeg har gjort mig mange tanker om. Mit yngste barn var 5 uger gammel, da jeg blev alene. Men alt det ved den opmærksomme læser jo. Hendes meget unge alder har haft en kæmpe betydning, for den måde jeg har tænkt over relationen til min eks-svigerfamilie. For hun nåede ikke at lære nogen at kende. Inden hendes egen lille familie var hakket i stykker, og netop det var noget af det, jeg havde sværest ved at bære. At den ene af mine døtre havde flere familiære relationer, altså en større familie end den anden. Den skævvridning i deres forhold vil jeg simpelthen ikke være med til. Fordi hun var/er så lille, er det mest af alt mit ansvar at sørge for, at hun får et forhold til hendes far-familie. Derfor har jeg flere gange besøgt min eks-svigerfamilie i Jylland, været med til store familiearrangementer, fødselsdage og så videre. Fordi det er vigtigt, at børnene ikke bliver taget som gidsler, fordi det er vigtigt at have familie. I mine øjne kan børn aldrig have for mange voksne mennesker der elsker dem, og det ved jeg at deres farmor og farfar gør. Derfor har jeg besluttet at mit hjem virkelig ikke kun er mit, men også mine børns. De har nogle gange gæster der mest er til dem, og det er lige som det skal være.

Lørdag startede på gulvet i pigeværelset med en hel masse stabletårne, høje grin og jubelskrig (og en lille smule dårlig samvittighed overfor underboen) Sidst på formiddagen kom min far og hentede de små damer og mig, og kørte os hjem til mit barndomshjem. Her stod den på god påskefrokost, æggetrilning og forkælelse.
Den aften falder jeg i søvn på mit pigeværelse til lyden af mine sovende børn og min far der går og tømmer opvaskemaskinen i køkkenet. Hos mine forældre føler jeg mig både lille og stor. Som den store moder der sover i ske med børnene. Men samtidig som datteren der er hjemme på påskeferie. Jeg vasker hår i min mors shampoo og tager lugten af hende med mig. Her er jeg så meget mig. Her kan jeg om nogle steder være mig. Døren til værelset hvor jeg sover med mine børn var engang beklædt med postkort, plakater og udklip i en skøn forening. Væggene det samme. Nu er det hele hvidt og nydeligt. Men væggene her har set det hele. De kender hele mig. Både det store barn, det unge menneske, moderen og den voksne unge dame der netop denne aften har siddet og givet sine forældre gode råd.

Søndag tog mine forældre, pigerne og jeg i Zoologisk have. Senere kørte vi hjem til mig og pigerne, tankede op med kage hos bageren. Min far og min ældste datter legede sørøver og fandt påskeæg (skatte) i lejligheden, efter at have orienteret sig på deres skattekort. Imens lagde min mor alt mit vasketøj sammen og pudsede mine støvler. Jeg er i sandhed et meget heldigt menneske.

Mandag var pigerne og jeg igen sammen med deres far-familie. Denne gang til børnefødselsdag hos deres fætter. Jeg er meget glad og lettet over, hvor ukompliceret det hele er blevet. Det havde jeg ikke turdet regne med der for et år siden.
Først på eftermiddagen drog jeg igen imod Nørrebro, for at fejre en af mine helt særlige veninder. En til af dem der føles mere som en slags familie. Jeg lod pigerne blive til fødselsdagen sammen med deres far og resten af familien og var derfor ganske alene afsted. Jeg skal stadig virkelig vænne mig til at gå rundt på gaden alene. Man kan føle sig mærkelig afklædt når man hverken skubber en vogn, bærer på et barn, en pusletaske eller noget lignende. Med en flaske vin under armen gik jeg ned ad Nørrebrogade med solen lige i ansigtet. Min veninde fortjener om nogen en fejring, og det var så dejligt for mig, at se at hun havde flere gode veninder der mente det samme. Jeg fik lejlighed til at lege med hendes datter, læse bøger og glæde mig til den sommerferie mig og hende tager på – sammen med alle vores piger. Fødselsdags-dagen sluttede med hvidvin i en solstråle og til sidst vendte jeg hjem og serverede fiskefrikadeller for mine børn og deres far.

Det her blev lidt længere og med lidt flere sidespring end jeg lige havde regnet med. Men det er godt nok svært at fatte sig i korthed når det kommer til det her familie-tjuhej og den nye familiekonstellation jeg lever i. Der er mange overvejelser og tanker, og det er sikkert ikke det sidste jeg har skrevet om emnet. Men jeg håber, at nogen kunne bruge det til noget. For mig har det været det allervigtigste at mine børn ingen nød lider på familiefronten, og det kræver selvfølgelig sin kvinde til tider. Men det er jo bare virkelig aldrig børnenes skyld, at de voksne er dumme og bliver skilt. 

Jeg håber at alle mine søde læsere havde en dejlig påske. Tak fordi I læser med. 

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *