Om lange dage

“Dagene er lange og årene korte”. Det var der engang en der sagde til mig, da snakken faldt på det at være forælder. Det er meget rigtigt synes jeg.

For tiden er dagene virkelig lange. Alt i mens er min baby begyndt at rejse sig selv op, og er passeret de 10 måneder. Snart er hun et år, og det er for vildt. Den store er bare stor, og overrasker mig dagligt med ting hun siger, forstår og kan. Det går lynhamrende stærkt.

Men, dagene er godt nok også lange.
Bare tag i lørdags.
Vi var oppe klokken 6, alle tre. Vi lå lidt og krammede og puttede i min seng. Stod op, og kom igang med dagen. Men pludselig. Midt i havregrødskogningen, begyndte den store og klage over ondt i nakken. Det blev værre og værre. Hun skreg og hylede. Ville ikke bevæge sig. Jeg blev bange. Satte mig på gulvet med hende på skødet og ringede 1813. Hun havde ikke feber, men alligevel ville de gerne se os på Bispebjerg. Jeg bar hende ind foran computeren, og fik den – nu kolde – havregrød i begge piger. Fik dem pakket sammen, pakket snacks, bleer, drikkedunke, sutteflasker og diverse fornødenheder. Nu er jeg jo efterhånden helt øvet ud i det, at tage med børn på hospital. Det gælder om at være forberedt, skulle jeg lige hilse og sige. Klokken var omkring 8, da jeg skubbede dobbelt-klapvognen ud af hoveddøren. Det føltes lidt som om vi var alene i verden. De fleste af dem jeg sms’ede til og prøvede at få fat på, sov tydeligvis endnu. Afsted kom vi. Ind i bus. Ud af bus. Forbi vejarbejde. Gennem regnen. Hen til akutmodtagelsen. Vente vente vente.


“Mor, jeg har ikke ondt i nakken mere” sagde barnet, alt i mens hun hoppede rundt i venteværelset.
Super!

Ind til lægen, lægen undersøgte. Barn strittede imod. Lillesøster vågnede i klapvognen. “Børn kan også få hold i nakken”. Pyh. Altså ingen meningitis – som virkelig er en af mine største skrækscenarier.
Børn op i klapvogn. En bolle til dem hver. På med regnslag. Ud i regnen. Savnede lidt vinduesviskere på brillen. Jeg havde sjovt nok ikke nået, at få linser i.

 

Da vi kom hjem, kom min mor. Min ældste og jeg tog en lur sammen. Vi vågnede. Alt var godt. Ingen hold i nakken mere. Bare krudt og godt humør. Vi havde egentlig planlagt, at skulle på julemarked, og nu var der ikke noget der stoppede os mere. Ud igen. Med børn, udstyr, bleer og alle vores pakkenelliker.

Julemarked var et hit. Jeg startede en ny juletradition på stedet, og lod min ældste datter vælge en  julekugle. Tænker at vi kan fortsætte stilen hvert år. Det bliver sikkert et mærkeligt miskmask af pynt, men det er der nu også noget skønt i. Efter julemarked tog vi på café. Lillesøster tog sig verdens længste lur.

Da tusmørket begyndte at indfinde sig, drog vi hjem. Hjem og spise aftensmad. Bade. Lege. Nattøj på. Godnathistorielæsning.

Kl. 19.30 var der ro.

Verdens længste lørdag.

Og sådan er dagene lidt for tiden synes jeg. Vi står absurd tidligt op, i morges var den 5.
Så ja. Dagene er lange. Men årene er korte. Jeg prøver alt hvad jeg kan, at nyde dagene. Også de lange. Dem med hospitalsbesøg og regnvejr på brillerne. Når man lige når at frygte sygdomme og alverdens ulykker, giver det sig selv. At nyde ungerne. Også når de står op klokken 5.

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *