Om Mor her #1

Min gode veninde skrev for noget tid siden et blogindlæg om at være introvert. Fra mig selv kender jeg intet til at være introvert – jeg er ekstrovert ud i det ekstreme, men mærkeligt nok, er de fleste af de mennesker jeg tiltrækkes i mod introverte – mine forældre og min bror er i høj grad introverte, min mand er det, og mange af mine veninder er også.

Af og til bliver jeg virkelig ramt af følelsen af at være forkert, fordi jeg er så modsat af de fleste af de mennesker jeg omgiver mig med. I fredags skete det igen, og det her blogindlæg har været i mine tanker siden. For hvordan er det at være ekstrovert i introverte omgivelser? Som et modsvar til mine søde veninde Amalies blogindlæg kommer her – du ved du er ekstrovert i en introvert verden, når:

  • Du aldrig er klar til at gå hjem. Da jeg var yngre var jeg nærmest altid den der lukkede og slukkede en fest. Jeg har tit taget hjem, eller siddet tilbage efter en fest, og været sulten efter mere.
  • følelsen af at være en elefant i en glasbutik, sådan rent socialt, er noget du kan nikke genkendende til. Jeg buldrer tit derudaf, og snakker højt og længe, selvom nogle måske gerne vil være stille og læse i deres bog.
  • træthed er først noget du mærker, i det øjeblik du er alene
  • det er svært at vente på at andre har talt færdigt. Jeg kommer virkelig tit til at afbryde eller fuldføre andre menneskers sætning, fordi jeg så ivrig for at kommunikere.
  • dit drømmejob ville være “bare” at tale med mennesker dagen lang.
  • det at gå glip af noget, er det værste du kan forestille dig.
  • du presser flere arrangementer ind på en hel dag, end det i virkeligheden kan lade sig gøre.
  • ensomhed er en kendt og gammel ven

Som punkterne her beskriver, har jeg tit været oppe i mod følelser af at være forkert, og det at være ensom i andre menneskers selskab, er også meget velkendt for mig. Jeg læste en artikel om det at være ekstrovert, hvor der stod noget med at ekstroverte mennesker tit har døren til deres kontor åben når de er på arbejde. Da jeg gik på højskole havde jeg virkelig tit døren til mit værelse åben, enten fordi der jo kunne foregå noget jeg ikke ville gå glip af, men også sådan rent symbolsk – jeg er altid disponibel, og folk må altid kontakte mig. Jeg har virkelig nemt ved at sætte mig i folks sted, og er som sagt, så ivrig for at kommunikere med andre at jeg (måske) tit kommer til at træde nogle over tæerne. Artiklen jeg læste i forbindelse med research til det her blog indlæg, diskuterer hvorvidt det at være introvert eller ekstrovert er arveligt, og om man kan vokse fra det:

“Måske kommer man fra en familie, hvor det vægtes højt at være udadvendt og sjov, og derfor har man kun lært at dyrke den side af sig selv, fordi det er den side, man får anerkendelse for. Det kan forholde sig omvendt i en familie, hvor det værdsættes, at man er behersket og mere indadvendt, siger Henriette Boysen, og peger på, at vi kan ændre os flere gange i løbet af livet, alt efter hvilket miljø vi befinder i”, 

Jeg tror ikke man kan ændre sig så drastisk. Tit har jeg ønsket at jeg kunne skrue ned for mit behov for at socialisere, netop fordi det tit er umætteligt og fordi jeg tit ender med at blive ked af det og føle mig ensom. Jo ældre jeg bliver, bliver det lettere for mig at acceptere og tæmme det. Man er som man er, og det er godt nok.

Flere mener at det at være ekstrovert er en fordel i vores samfund – det er kunne smalltalke og skabe kontakter er en kæmpe fordel, og det er sikkert også rigtigt. Desuden klandres ekstroverte tit for både at være overfladiske og ikke ligeså følsomme som introverte – det er jeg lodret uenig i, eller sådan er det i hvert fald ikke for mig. Jeg påvirkes sindsygt meget af hvad andre mener eller føler. Hvis nogle af de mennesker der er tæt på mig har det svært, har jeg det også svært. Jeg føler med dem.

Men, hvordan skal det så gå, med hende den ekstroverte og alle de introverte? Som skrevet bliver det nemmere for mig med årene. Hvor jeg tidligere har haft lyst til at lave om på mig selv, for at passe bedre ind og skåne mine følelser, vælger jeg nu at se det som en fordel. Nogle ting tror jeg godt man kan ændre, men på bundlinjen er jeg som jeg er, og det er helt i orden. Henne i mit parforhold er vi totalt modsatte af hinanden i behovet for social kontakt, men faktisk fungerer det virkelig godt. Nøglen er at acceptere hinandens forskelligheder, at bruge de egenskaber vi hver især har og at give hinanden plads og rum til at være forskellige. Jeg har behov for at gå meget ud, mere end min mand og det får jeg plads til. Og mens jeg er ude, kan han jo hvile ørene.

Min datter har samme glubende sociale sult som jeg har, og det har også hjulpet mig. Hun længes efter at komme i vuggestue og finder selv støvlerne frem om morgenen. I morges klokken 7.30 fandt hun igen sine støvler frem og råbte “TUR! TUR!” – der skal ske noget hele tiden, og jeg elsker det! Sammen buldrer vi ud i verden, som to forlystelsessyge elefanter.

– (Forlystelsessyge) Mor her

You may also like

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *