Pårørende-mor #2

Den seneste uge har min mand haft et form for tilbagefald til noget sygdom der snart ligger 2 år tilbage. Det er hårdt. Jeg har før skrevet om at han har været syg i sindet. Det her tilbagefald er ikke helt så slemt som tidligere, men sådan noget er jo aldrig nemt. Kombinationen af min opstart på sidste semester af uddannelse, at jeg er gravid i 4. måned og at vi har en (lige om lidt) 2-årig med en masse krudt gør det næsten uoverskueligt. Synes vi har rigeligt at se til under normale omstændigheder.

Fordi jeg selv tidligere har savnet at læse noget om mennesker der er i situationer der minder om min og fordi jeg ikke bryder mig om tabuer tager jeg altså bladet fra munden og skriver alt det jeg kan og orker om det. Det her blogindlæg er lavet på baggrund af lomme-noter fra en dag hvor jeg gik på gaden og gjorde mit bedste for ikke at bryde sammen:

Du får det værre og værre. Lige mellem hænderne på mig. Jeg kan ikke nå ind til dig og du kan ikke høre alt hvad jeg siger.
Min vejrtrækning bliver hurtigere og hurtigere. Følelsen af at drukne og følelsen af at få mavepusterer blander sig og bliver til en. Det er ikke rart at være inde i mig. Jeg har lyst til at stikke af. Jeg har lyst til at smide mig ned og tude. Var det bedre at være alene? Jeg føler mig allerede helt alene. Jeg ved ikke hvem jeg skal snakke med, hvem jeg skal kontakte. Vil der ikke nok komme nogle voksne?
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Så jeg bliver ved med at skubbe den tomme klapvogn foran mig. Jeg skal op og hente vores datter. Hun og det at være hendes mor er det rigtigste der er. Hvis det ikke var for hende og babyen i maven, ville det hele faktisk være meget sværere. Børn har meget at skulle sige, børn har på en måde meget magt. “Find roen. Træk vejret” – For deres skyld. Det bliver jeg ved med at messe for mig selv. 

Da jeg var ung. Teenager. Havde jeg en t-shirt, hvor jeg selv havde skrevet “Normal people scare me”. I dag ved jeg sgu ikke hvad der er normalt. Om noget i virkeligheden er normalt. Til gengæld er jeg ved at brække mig over folk der ser lykkelige ud. Lykkelige mennesker uden problemer. Jeg prøver at fortælle mig selv at alle har jo deres. Ingen har det nemt hele tiden. Men hvor mange af mødrene på legepladsen er udover at være mor til en vildbasse, gravid og har en mand der måske falder fra hinanden derhjemme? Jeg ved ikke om jeg egentlig har ondt af mig selv. Jeg er bare vred. Og vreden rammer alle mulige og ingen specifikke – egentlig bare alle dem der har det lettere end mig. Jeg er vred over min situation. 

Heldigvis går det allerede meget bedre – det er op og ned. Men det går den rigtige vej.

You may also like

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *