Pårørende mor #3

Gårsdagens indlæg om at de følelser og tanker der har strømmet igennem mig den seneste tid, blev taget virkelig godt imod. TAK! Heldigvis var dagen igår og dagen i dag ret gode og nærmest almindelige. Så måske det begynder at gå den rigtige vej?

Forleden læste jeg en gammel artikel fra Politiken om det at være pårørende, hvor generalsekretæren fra Bedre Psykiatri siger følgende: »Som pårørende bliver du stillet over for en enorm opgave, som ingen ønsker sig på forhånd. Du er på 24 timer i døgnet. Hele tiden lurer bekymringen i baghovedet om, hvordan det nu skal gå. Når den syge har det godt, er den pårørende også ovenpå. Men dagen efter kan det se helt sort ud igen. Det er komplet uforudsigeligt og opslidende. Livet som pårørende er som at tage en tur i en karrusel, der aldrig stopper« Selvom min karruseltur heldigvis stopper i årelange perioder, kan jeg sagtens nikke genkendende til betragtningen. Især bekymringen i baghovedet – det er umuligt at slappe af hundrede procent, og det bliver man altså drænet af.

Jeg har lavet en lille liste med idéer, tanker og råd til karruselturen. Det er selvfølgelig bare ting der har virket for mig, men deles det skal de:

  • Sig pyt til alt det du kan sige pyt til. Rene gulve, hjemmelavet aftensmad, sammenlagt tøj på rette plads, vent med alt hvad der er overflødigt. Og lad være med at slå dig selv i hovedet med det du ikke når.
  • Få hjælp! Der er sikkert mange der gerne vil hjælpe, hvis bare du fortæller hvordan omstændighederne er. Sig JA til dem der tilbyder at vaske tøj, holde dig i hånden, skuldre du kan græde på og gryder med mad
  • SNAK! I forbindelse med punktet herovre – det er altså meget lettere at få hjælp og ikke føle sig alene, hvis du prøver at tale med folk. Det er svært at tage hul på, men det føles så meget bedre når du har gjort det og du vil føle dig mindre ensom
  • Pas på dig selv – du er hverken til hjælp eller støtte, hvis du ikke selv får spist, sovet eller slappet af. Det er vigtigt at du ikke glemmer dig selv
  • Kom ud og hver dig selv. Mærkeligt nok er det så dejligt for mig at være i studie – dels fordi det ikke er alle der kender mig så godt og dels fordi jeg kan være en anden version af mig selv og kan bruge mig selv på en anden måde
  • Snak med andre der har det ligesom dig. Jeg har meldt mig ind i en pårørende gruppe hos SIND – jeg tror virkelig det er godt at opleve en form for samhørighed med andre “lidelsesfæller”
  • Sig fra – nogle gange har jeg været nødt til at sige til min mand at jeg kan klare at holde vores liv sammen, jeg kan klare rammerne om vores familie, men jeg kan ikke deltage i alt hvad der har med sygdommen at gøre
  • Sidst, men ikke mindst og noget som jeg fortæller mig selv hver dag, og som jeg ved fordi jeg har prøvet det før er at “det skal nok gå! og det skal nok blive bedre”. 

Tror faktisk at disse råd med lethed kunne oversættes til at passe på andre livskriser. Håber i hvert fald at de vil blive taget godt imod.

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *