Pårørende-mor

Nu gik der igen længe inden jeg fik skrevet her på bloggen, og som jeg skrev i mit tidligere indlæg var der en grund til denne “blogpause”. Jeg har gået og tænkt og haft det lidt svært. Jeg har kunne mærke at min krop har reageret meget på alt det der sker i mit hoved. Derfor har jeg haft influenzalignende symptomer flere gange. Med andre ord, jeg har haft brug for ro. Jeg har haft brug for at fokusere på min familie, det har været vigtigt for mig at min datter ikke har lidt under at mor har haft det lidt svært og derfor har det meste andet været skåret fra. Så derfor har jeg oven i hatten også følt mig som en dårlig veninde og en ringe studerende. Men det lever jeg med. Det har ikke kunne være anerledes.

De sidste uger har jeg, som skrevet før, gået og tænkt meget på en periode der ligger to år tilbage, nemlig da min mand blev syg. Syg i sindet. Responsen på det seneste blogindlæg, hvor jeg skrev om det, var fantastisk. Jeg fik flere beskeder fra nogle der selv har det svært, eller kender til noget der minder om. Og det var jo egentlig derfor jeg skrev det.

Hele tanken med den her blog startede nemlig dengang, for to år siden. Tanken kom fordi jeg følte mig så alene. Jeg kendte ikke nogen der havde oplevet noget lignende, og når vi var igennem det system der skulle hjælpe min mand med at få det bedre handlede det jo om ham. Jeg skrev til SIND for at finde en pårørende gruppe, men hørte aldrig tilbage. Jeg oplevede kun at finde pårørende grupper til børn. Jeg googlede alverdens ting for at finde bare et eller andet. Jeg havde brug for at finde nogle der kendte min situation. Men det var nærmest umuligt.

Til gengæld sendte DR en række programmer der handlede om psykisk sygdom i den periode og jeg tror faktisk at de hjalp mig mere end jeg umiddelbart havde regnet med. Det kom ned på et menneskeligt og håndgribeligt niveau. De mennesker der fortalte om at leve med psykisk sygdom var helt almindelige mennesker, faktisk kendte mennesker som man kender for alt andet end sygdom. Noget af det vigtigste jeg lærte er, at man ikke er en sygdom, man HAR en sygdom. Mange går rundt og siger: “Han/hun er psykisk syg” eller “han/hun er deprimeret” “han/hun er skizofren” – Men nej, det hedder det ikke! Ligesom man jo heller ikke ER influenza. Desuden lærte jeg at hver femte dansker i løbet af deres liv rammes af en form for psykisk sygdom. Det er mange! (Faktisk opdagede jeg lige at psykiatrifonden har en ny undersøgelse der siger hver tredje! Dét er mange!) Og så burde man som pårørende eller som psykisk syg jo for pokker ikke føle sig alene.

Efter vi er kommet ud på den anden side, og jeg selv er begyndt at fortælle andre mennesker om det vi gik igennem, er det blevet tydeligt for mig, at det var og er vi ikke alene om. Ganske som det også blev tilfældet med mit blogindlæg. Med det in mente, bliver det nok ikke er sidste gang emnet bliver berørt her på bloggen.

Derfor er dette indlæg ment som en slags opfølgning, men også som en slags opfordring. Jeg ville elske hvis psykiske sygdomme var mindre tabubelagte og noget vi kunne snakke om. For det sidder der virkelig nogen derude og har brug for.

– (Tænksomme) Mor her.

1-ud-af-3

You may also like

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *