(Påske)ferie-mor

Så er påskeferien slut. Hverdags-trædemøllen skal rulles i gang. I morges snakkede min mand om at det var godt at skulle på arbejde igen. Jeg frygtede lidt det hele – især at aflevere barnet, efter 10 dage i familiens skød, forestillede jeg mig at hun ville knuge sig til mig og græde. Jeg brugte derfor lang tid på at aflevere, men da den store afskedsscene skulle udspille sig vinkede hun bare og sagde “Hahej Moar”. Både barn og mand har det altså fint med at hverdagen er igang igen.

Men jeg savner allerede påskeferien lidt. Vi trængte til den. Alle 3. Barnet trængte til at være sammen med sine forældre, non stop. Forældrene trængte til at slappe af, være sammen med hinanden og at mærke hvor meget vores familie faktisk trives. Min datter har udviklet sig med raketfart henover ferien. Mange flere ord er kommet på. Nogle bliver til sætninger. Vi har været på Statens Museum for Kunst, besøgt Farfar og Farmor, været i en virkelig fin, børnevenlig mini Zoologisk have, og trillet æg med Mormor og Morfar. Jeg har fået brudt det traume jeg havde omkring babysvømning og været i svømmeren. Vi har leget, grinet, danset, hoppet på hoppepuder, spillet bold, tumlet og været sammen. I skrivende stund er min arbejdsdag slut – resten denne uge står på lange møder, eksamenslæsning og eksamen. Lige nu kan jeg slet ikke se hvordan jeg skal gå til eksamen på torsdag og har mest lyst til at holde påskeferie igen.

Forleden læste jeg et blogindlæg, der blandt andet handlede om den angst og bekymring man har som nybagt mor overfor det at være blevet mere erfaren og garvet. Forleden skrev jeg selv om det at leve med frygten for alt det man ikke kan styre og hvordan det at være mor, kun har gjort det være. Så angsten og bekymringerne er der bestemt stadig. Men erfaringen er blevet større og jeg tvivler ikke helt så meget på mig selv og mine evner mere. At være sammen med min datter mere eller mindre non-stop i påskeferien har givet mig følelsen af at jeg sgu er en ret god mor. Min datter stortrives og det mindsker en masse tvivl. Hun er modig, nysgerrig, fjollet og glad. Hun knytter bånd til andre mennesker, og elsker alle sine bedsteforældre. Hun kan sige fra, være fræk og skælde ud. For mig er det klart nemmere nu, for hun giver tydelige indikatorer på hvordan hun har det, også får hun sin mor til at føle sig som verdens heldigste.

På denne tirsdags-mandag synes jeg det må være på sin plads med lidt rosende ord. Så giv lige jer selv det. Og selvom sommertidsjetlagget måske ikke har lagt sig, at det er mandag på en tirsdag, to-do-listen er lang og at ferien er slut, så er livet med en tumling sgu ret sjovt, solen skinner og forårshelligdagene og sommerferien er tæt på.

 

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *