Unge-mor?

I nogle kommuner bliver man betragtet som en ung mor, hvis man er under 25 når barnet fødes. Jeg var 24 og 11 måneder da jeg blev mor.

For at researche lidt til det her blogindlæg, røg jeg ind på en masse debatsider, hvor det handlede om mødres alder. Da jeg (og min mand) besluttede os for at vi ville være forældre, tænkte jeg ikke så meget over at jeg ville være en ung mor. Eller jo, jeg talte måske lidt med mine veninder om det. Men jeg følte mig ikke ung-ung, og jeg tænkte måske heller ikke at min alder ville være noget nogle kunne have en holdning til. På de her debatsider er det tydeligt at se, at folk i den grad har en holdning til det. Mærkater som “ung mor” og “gammel mor” flyver omkring i en lind strøm. I mine øjne (og øre) er der ikke rigtig nogle af de betegnelser der lyder rigtig fede. Ingen af delene er noget jeg vildt gerne vil identificeres med.

I min barsel var en veninde og jeg ude og gå tur med vores barnevogne. Vi mødte en far som gjorde os følgeskab rundt om søerne. Han og hans kæreste havde lidt samme konstellation som min mand og jeg har. Han var en del år ældre end kæresten og hun var 24 da hun blev mor. Ligesom mig. Til de jordmoderkonsultationer hun havde været til i sin graviditet, skulle hun svare på en masse spørgsmål om økonomi og boligsituation. Der blev talt ned til hende. Der blev stillet spørgsmåltegn ved hvorvidt hun var klar over hvad hun havde kastet sig ud i?

Min datter var yderst planlagt. Det var et spørgsmål jeg måtte svare meget på i min graviditet. Tit var spørgeren næsten måbende. At blive mor som 24-årig er ikke nødvendigvis et resultat af en smutter. Det blev ikke bedre som graviditet skred frem. I samtlige jordmoderkonsultationer/fødselsforberedelse/venteværelses situationer jeg var i som gravid var jeg den yngste. Som i den aller-yngste. 10-15 år yngre end de andre. Jeg følte at jeg stak ud og at der blev lagt mærke til det. Til gengæld roste min læge mig til skyerne for at have den alder jeg havde. Min læge ligger på Strøget og som han sagde ”hørte det til sjældenhederne at han havde kommende mødre under 35 i sin konsultation”.

Jeg har følt at jeg at havde noget at leve op til. Det har man jo i høj grad når man bliver nogens mor – men måske i højere grad, når man er i u/25 kategorien. Da vi skulle have det første sundhedsplejerske besøg efter min datter var født, var jeg HELT hysterisk. Der skulle i hvert fald ikke være noget at komme efter. Jeg ryddede hele lejligheden op. Gjorde rent. Skiftede sengetøj. ALT skulle være i orden. Alle rum fik en overhaling. Min mand syntes det var helt vanvittigt. Men jeg var sikker på at jeg ville fremstå som en dårlig og for ung mor, hvis sundhedsplejersken fandt en nullermand. Jeg var bange for at hun skulle se hele lejligheden, og ikke ville finde vores soveværelse godt nok til baby. Dét var vanvittigt – det kan jeg jo godt se i idag. Men jeg følte virkelig at der ville blive holdt et ekstra øje med mig. Jeg vil fandeme ikke bedømmes på min alder. Jeg vil bedømmes på mine evner. Ligesom jeg heller ikke vil bedømmes på min højde eller øjenfarve, eller andet jeg alligevel ikke kan gøre noget ved.

Unge mødre kan være mindst lige så kvalificerede som gamle. Og omvendt. Der er helt sikkert forskel på hvordan man griber opgaven an. MEN, jeg tror ikke at evnerne til at være en god mor sidder i de år man har levet. Jeg tror der er forlemper og ulemper ved begge ting. Jeg tror også at de såkaldte “gamle mødre” møder kritiske spørgsmål, løftede bryn og dømmende spørgsmål. Det er jo lidt noget pjat. I disse tider virker det som om, at alle har ret til at have en mening om alt. Især når det kommer til mødre. Skalaen spænder vidt – alt fra alder til arbejde-tid-med-børnene-balance.
Næste gang jeg skal være gravid, vil jeg (desværre) nyde at jeg ikke er unge-mor eller gamle-mor boksen.

– (Unge) Mor her.

Continue Reading

Madmor

Jeg elsker mad! På mit studie beskæftiger jeg mig med mad (madkundskabslærinde in spe). Jeg elsker at læse om mad og jeg elsker at finde på nye retter og fortolkninger.

Min datter begyndte at få grød da hun var lidt over 5 måneder. Ifølge de anbefalinger man kan læse rundt omkring angående babyers kost, er det dog det bedste at amme fuldt ud til barnet er 6 måneder. Men vores virkelighed var lidt en anden. Min datter var vildt interesseret i alt hvad vi puttede i munden og vi startede op på grød, da min mands barsel startede. Både så vi kunne være to om det i starten, og så han også kunne give hende mad. Det fungerede så fint allerede fra begyndelsen.

Men det skulle ikke vare længe, inden det blev for kedeligt for den unge dame. Hun kiggede stadig efter det vi spiste, og vi spiste jo ikke det samme. Hirsegrød er ikke lige min kop te. Derfor begyndte jeg hurtigt på det man kalder overgangsfasen, altså den fase hvor det lille barn skal lære at spise familiens mad og vi har ikke set os tilbage siden. I det første lange stykke tid spiste vi flest gryderetter og andet blød mad og jeg saltede det ikke under tilberedningen. Det har selvfølgelig udviklet sig med tiden. I dag spiser min datter med stor appetit, også når jeg synes jeg er kommet til at overkrydre maden.

Jeg er ikke noget orakel omkring mad til småbørn og alle børn er også forskellige, men det har fungeret virkelig godt for os at perioden med mos og grød blev kort. Overgangsfasen blev også kort, vi kunne nemt prøve nye ting. Min datter er nysgerrig på mad – hun bliver sur hvis vi får noget hun ikke må smage, så det må hun altid.
Men, som nævnt er børn forskellige og jeg er udmærket godt klar over at det ikke altid er nemt. En bekendt prøvede det samme som mig i overgangsfasen, og hendes datter var gang på gang ved at blive kvalt, og det duer jo selvfølgelig ikke. Men mit råd er at man skal prøve sig lidt frem, og hvis barnet ikke spiser så meget, kan det være fordi at maden keder dem – det kan man jo godt forstå. Hirsegrød er ikke ligefrem et festfyrværkeri rent visuelt og smags eksplosioner er der heller ikke mange af.

I grød-og-mos dagene havde jeg rigtig meget glæde af forskellige ting:
Grød: Jeg købte mange af produkterne fra Smiley Rainbow. Udover produkterne rent visuelt er pæne, var det nemt at gå til, og endelig havde jeg det ret godt med at støtte et mindre firma.
Mos: Mine svigerforældre gav mig en mos-maskine i barselsgave. Flere i min mødregruppe syntes at det var en meget ekstravagant ting at have i sit køkken. MEN, holdnuligekæft hvor er det smart. Vi havde en lidt ældre udgave af denne her. Finten er at man både kan dampe og mose maden i en maskine. Maden laver næsten sig selv. Nemt og overskueligt. Den bedste feature for mig var egentlig at man også kan tø op i den. Vi har ingen mikroovn, så det var helt ideelt. Jeg frøs små portioner af mosen ned og tøede op. Uden at lyde hellig var jeg glad for at kunne give min datter hjemmelavet mad, og maskinen gjorde det meget overskueligt. Maskinen bruger jeg stadig i dag, til at dampe forskellige grøntsager til min datter. Gulerødder går det længe før hun kan tygge selv, og dem elsker hun.
Selvfølgelig var der også dage hvor overskuddet var småt og især når vi skulle ud på tur, sværgede jeg til produkter fra Ella’s Kitchen. Dengang (det er under 1 år siden!!) fandtes der ikke så mange produkter af mos og andet babymad på pose, som der gør nu.

Det her indlæg blev ikke helt så “på barikaderne”-agtigt, som tidligere. Men jeg syntes selv at alt det med babymad var ret meget en jungle. Derfor har jeg nu forfattet min ærlige mening. Som sagt ved ikke mere om babymad, end en google-søgning kan lære en, men jeg tror ikke at man skal være så bange for at eksperimentere. Desuden fik jeg et tip fra en konsulent fra Københavns Madhus om at man altså “bare” skal blive ved med at servere de ting børn ikke kan lide. Det er desværre ikke en skrøne at børn skal smage tingene flere gange for at deres smagsløg vender sig til dem, og små børn smagsløg ændrer sig hele tiden – især derfor er det vigtigt ikke at give fortabt i kampen for at få børn med madmod. Det er helt sikkert lettere sagt end gjort, men nogle gange er det forsøget værd.

Uden at blive alt for spelt-agtig, er det sgu vigtigt for mig at præsentere min datter for en masse forskellig mad – jeg ville hade at skulle leve de næste 10-15 år af boller i karry og spaghetti med kødsauce. Så jeg forsøger virkelig at vi spiser varieret. Når det så sagt, får vi tit de sikre retter. Jeg laver aldrig mere små portioner når jeg laver mad, og på den måde bliver der mange gengangere, men man er sgu også nødt til at gøre det let for sig selv.

– (Mad) Mor her.

Continue Reading

Studie-mor

Engang var der en af mine medstuderende der sagde til mig og min studie-mødregruppe  “det er da en god idé at få børn, mens man læser – det er helt sikkert nemmere”.
Det var helt sikkert venligt ment, men i mandags tænkte jeg på hans ord og han skal være glad for at jeg ikke stødte ind i ham der.

I mandags havde jeg nemlig en helt åndssvag studiedag, først undervisning fra 8-12 og så igen fra fra 17-22. Heldigvis dukkede vi kun to op til aftenundervisningen og vi blev hurtigere færdige. Men lige der, synes jeg fandeme ikke at noget som helst var nemmere. Mandag morgen startede kl. 05, og tanken om at dagen først ville slutte ved 23-tiden var næsten ikke til at holde ud. Men jo, der er absolutte fordele ved at have fået barn som studerende, se selv her:

Fordele:

  • Tiden er din egen – jeg har undervisning 3-4 gange om ugen, oftest fra 8-12. Resten af tiden skal jeg så selv administrere.
  • Er barnet syg kan man lidt lettere blive derhjemme. Måske skylder man lige at fortælle studiegruppen det, men som regel er det ikke et problem.
  • Flere frie timer i løbet af dagen – igen, du planlægger selv og kan måske derfor have tid til at se veninder, læse, købe ind og lave aftensmad klar inden barnet skal hentes.
  • Nogle vil også mene at det er en stor fordel at have fået børn, når man engang er færdig med uddannelsen og skal søge job.
  • Intet er så vigtigt som min datter. Da jeg i januar var til eksamen, var det virkelig en befrielse at tænke på, at uanset hvordan det gik, var det en ganske almindelig dag hvor nogen skulle hentes i vuggestuen og vi skulle hjem og lege.

Ulemper:

  • Socialisering – dette kan selvfølgelig også være positivt. Men nogle dage kan jeg godt synes det er hårdt hele tiden at skulle forholde sig til andre mennesker. Jeg kan ikke lukke en kontordør og ikke lige snakke med nogen. Man er konstant på.
  • Økonomi – Jeg er i den heldige situation at min mand arbejder fuldtid. Men vi kan stadig godt mærke at jeg ikke tjener “rigtige” penge
  • Studiejob? Mange af de andre studerende mødre jeg kender, har ikke tid til at arbejde ved siden af studierne. Jeg arbejder selv nogle timer om ugen og har heldigvis meget fleksibilitet i mine studiejobs, hvilket jeg er rigtig glad for, men det giver lige lidt ekstra pres.
  • Tiden er knap og du er træt. Efter jeg er blevet mor, er er sjældent ret meget hjernekapacitet efter kl. 16 – lidt et problem når det er aftenerne der bruges på lektier.
  • Bekymringer!! Selvfølgelig kan man også være bekymret når man går på arbejde. Men jeg bruger virkelig meget tid på at tænke over hvilket job jeg mon får når jeg er færdig. Om jeg får et job. Om hvordan min work-life-balance skal være. Og så videre, og så videre!

Så, kære studieven; ja, nogle gange er det nemmere. Men som med alt andet i livet er der ingenting der bare er lutter lagkage. Jeg er helt klart glad for min beslutning om at få mit barn som studerende. Men jeg mener helt klart at der både er fordele og ulemper.

(Studie) Mor her.

 

Continue Reading

Mor-telefonløs

Jeg har snart været uden telefon i nogle uger (JA! Som i mere end en!) Og det har faktisk slet ikke gjort ondt. I tiden uden telefon har jeg gjort følgende opdagelser:

  • Forældre på legepladser bruger oceaner af tid på at glo ned i deres telefoner. F.eks. så jeg en far, der gyngede sit barn, barnet sad med ryggen til og far gloede ned i telefonen. Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige om det var vigtigt det han lavede, men det var sgu et sørgeligt syn.
  • Manbuns er åbenbart (også) et hit, når er 8 år og bor på Nørrebro. Vesterbroficeringen er over os!
  • At jeg er seriøst bagud i Mads og Monopolet – det er en katastrofe.
  • At det faktisk er forbavsende få vigtige ting, jeg bruger min telefon til.
  • Man kan høre fuglene pippe når man cykler langs Hillerødmotorvejen om morgen – det er sgu da smukt
  • Jeg er blevet bedre til at lege efter telefonen er lagt på hylden. (Fuck!)
  • Folk kigger meget mærkeligt på en, når man spørger om de ved hvad klokken er.
  • Jeg hører mere efter og husker mere. (Fuck! igen)

Jeg læste en artikel om vigtigheden af kedsomhed. Det er sundt at kede sig, og det moderne menneske gør det nærmest aldrig mere. Hvis vi har en ledig stund, tjekker vi mails, Facebook, instagram, læser nyheder og så videre. I går morges lå jeg lige ti minutter ekstra i min seng, og blev enig med mig selv om at både himlen og lampen i soveværelset er flotte. Jeg lå og lod tankerne vandre. På 10 minutter nåede jeg vidt omkring, og det var ret dejligt! Normalt ville jeg nok lige have tjekket instagram og set andres billeder af den flotte lyserøde himmel. Det er da for dumt?
I denne her periode uden telefon er det blevet virkelig tydeligt for mig, hvor meget magt et lille stykke elektronik har over os. Jeg tror ikke at jeg var den værste før. Jeg har forsøgt at have telefon-fri tider på døgnet, men jeg har sgu altid lige tjekket den alligevel, hvis jeg gik forbi den. Jeg har bestemt brugt ret meget tid på at kigge ned i den lille skærm. Det er ligefør at jeg vil anbefale alle, at komme miste deres telefon engang i mellem.

Nu er der snart gået 3 uger uden telefon. Jeg har faktisk ikke rigtig savnet den på noget tidspunkt. Måske lige til et par praktiske ting og det duer heller ikke at vuggestuen ikke kan få fat i mig, hvis barnet bliver syg. Så, mandag er dagen, hvor jeg skal besøge Telia. Jeg håber at jeg fortsat vil høre fuglene pippe, nyde himlen og være en god legekammerat.

  • (analoge) Mor her.
Continue Reading

Ravnemor eller speltmor?

I dag snakkede en veninde og jeg om en debat der har været mellem journalisten Ditte Giese og en kvinde der i et interview til Politiken har fortalt om hvordan hendes liv er indrettet. Kvinden har en videregående uddannelse, men er tilbage på skolebænken. På Facebook udråber Ditte Giese hende til en speltmor der lever af mandens penge og i øvrigt går en sort fremtid i møde. Fordi manden sandsynligvis skrider og tager pengene med. Jeg vil egentlig ikke tage stilling til hvem jeg synes har mest ret. For Ditte Giese har klart en pointe i, at det valg man tager når man vælger deltidsløsningen og de lange barsler, også er et fravalg i forhold til egen værdi på arbejdsmarkedet og pensionsopsparing. Men jeg bryder mig ikke om at der er nogen der vil bestemme hvad der er mest rigtigt.

I lange tider har der været den ene debat efter den anden i forhold til moderskab og de valg der følger i kølvandet på at få et barn. Ofte handler det om hvor meget man er til stede i det der moderskab. Om man er en mor med en smartphone i hånden og karrieren på speed-dial eller om man er så spelt at man har lagt alt det på hylden.

Jeg tror tit det handler om en søgen på at bekræftelse af os selv og de valg vi træffer. I den forbindelse er det bare fandens nemt at komme til at pege fingre af det andre gør.

Enten er man en ravnemor eller en speltmor, enten prioriterer man sin egen karriere eller lever af sin mands penge, mens man tager sig af sine børn. Enten ammer man, eller også shames man for at lade være. Enten laver man daddelkugler til hele gul stue når ungen har fødselsdag eller også fylder man barnet med slik. Enten samsover man (det giver jo trygge børn) eller også gør man ikke. Enten sværger man til BLW eller også er man til mos på glas. Selvfølgelig er det sat lidt på spidsen, men alt sammen fordomme jeg enten har mødt eller hørt om.

Min datter og jeg har aldrig samsovet og hun er tryg. Hun blev ammet til hun var 10 måneder, så ville hun ikke mere. Vi har ikke haft nogle slyngevugge og jeg turde aldrig kaste mig ud i en vikle (hvad nu hvis jeg bandt den forkert?!) Da hun var 7,5 måned bestemte hun at mos var for babyer – og vi har ikke kigget os tilbage siden. Jeg henter nogle gange klokken 14, nogle gange klokken 16. Ofte laver jeg gennemtænkt, sund, nærende øko-aftensmad, andre gange får vi røræg og rugbrød, min datter har natursutter men også blinkende og lysende plastik legetøj. Nogle gange får vi kage, også på en onsdag – men (desværre) ikke hver onsdag. Jeg er studerende, men læser overnormeret og har et job ved siden af. Jeg lever mest af min mands penge og lidt af min S.U. (Som Ditte Giese skriver). Dog tænker jeg i karrierebaner og gør hvad jeg kan for at mit CV er attraktivt. Samtidig tænker jeg at jeg ikke skal arbejde fuldtid mens mine børn er små.

Jeg vil helst ikke være hverken det ene eller det andet. Jeg er bare min datters mor. Med alt hvad det indebærer af gode kvaliteter og fejl og mangler. Men idéer og tanker om hvordan det skal være. Nogle gange viser disse tanker at være de rigtige og andre gange ikke. Jeg vil sgu helst ikke stå på mål for alle mine overvejelser. Jeg er jo bare en træt mor der prøver at finde min vej.

Mit ønske er stadig, at vi ikke peger fingre af hinanden og tror at nogle af os har de vises sten i forhold til moderskabet. Der er jo ingen af os der har regnet den 100 % ud?? Vel?

Continue Reading

Sure-mor

Nå men, forleden dag skrev jeg lidt om det der feminisme. En anden debat der er oppe i tiden, er den såkaldte juridiske abort. For nogle er denne debat et spørgsmål om ligestilling. For hvis kvinder har ret til at få en abort, har mænd vel også? Eller?

Min holdning er at kvinder og mænd aldrig kan blive 100 % ligestillet. Det er vores kroppe simpelthen for forskellige til. Man kan sige at der er en biologisk ubalance, og det er måske unfair – men der er sgu ikke rigtig så meget at gøre ved det. Kvinder må leve med at mænd (ofte) er dem fysisk overlegne, og mænd må leve med at det er kvinder der gravide og kan få aborter. Det er lidt snyd, men det er også sådan naturen har lavet os.

Da jeg var 16, fik jeg en abort. En abort jeg tit tænker på, en abort jeg lever med. Jeg var ung, jeg var ikke kærester med “faren” mere, jeg røg og drak meget på det tidspunkt, og havde det i det hele taget meget kaos-agtigt. Aborten blev valgt af alle de rigtige årsager. Men det er stadig en ting jeg tit tænker på, og jeg tænkte meget på den, da min mand og jeg startede projekt baby – tænk hvis den abort havde været min eneste chance for at blive mor? Det var det heldigvis ikke, og nu hvor jeg har fået min datter, er jeg slet ikke i tvivl om at det dengang var det rigtige valg. Alt havde været anderledes idag, hvis jeg havde valgt at blive ung alene-mor dengang.

Især på grund af min egen historie, gør debatten om juridisk abort mig rigtig vred. En abort er et kæmpe indgreb, både fysisk og psykisk. At tro at man kan sidestille de to slags aborter er fuldstændig vanvittigt. I det ene tilfælde bliver et barn født, og det andet gør det ikke. I mine øjne kan de to ting slet ikke sammenlignes og derfor forstår jeg næsten ikke hvorfor debatten får lov at fylde så meget. Derudover ser jeg en masse problematikker i forbindelse med juridisk abort. Er der for eksempel fortrydelsesret? Foreningen Far skriver: “Vi oplever fædre der med saglig grund ønsker en abort, men fortsat langt flere fædre, der opdager den store kærlighed til barnet overtid. For mange fædre begynder kærligheden til barnet først, når de står med barnet i armene efter fødslen og får de mange sjove og glade oplevelser børnene giver os alle. De fortæller ofte at de aldrig ville have været det foruden.” Hvad hvis man skifter mening? De fleste bliver jo ældre og klogere. Selvom man rent juridisk har afskrevet sig sit barn, kan man jo ikke abortere tanken om barnet.

Det er selvfølgelig virkelig trist for de mænd, der bliver snydt af kvinder. Jeg kan ikke komme i tanke om meget der er mere tarveligt og egoistisk end at snyde nogen til at blive forældre. Samtidig kan jeg bare ikke se, hvordan man skal kunne lovgive imod at nogen opfører sig så egoistisk.  Og hvor stopper det så?

Hvis man virkelig ikke vil have et barn, så kan man jo beskytte sig. Det gælder i øvrigt begge veje. I min egen historie var det “min skyld” at den smuttede. Det lod fyren mig også vide, og det gjorde ondt. Han blev vred. Jeg gik med mange tanker om det her barn. Jeg fik aborten. Jeg havde ondt. Jeg græd. Jeg gik med tanker om hvorvidt indgrebet ville betyde noget for min fertilitet. Fyren kunne fortsætte sit liv, og det tror jeg han gjorde. Vi kender ikke hinanden mere. Det var røvhamrende uretfærdigt, og jeg følte mig meget alene. Det er også røvhamrende uretfærdigt at kvinder snyder mænd til at blive forældre imod deres vilje. Livet er (tit) røvhamrende uretfærdigt.

Alle livets valg og fravalg koster. Nogle ganske koster det dyrt, og øv for det.

– (Sure) Mor her.

Continue Reading

Femi-mor

Feminisme og moderskab – en sprængfarlig cocktail.

Vores bedsteforældres og forældres generation kæmpede for at vi kvinder kunne gå ud i verden og gøre lige hvad vi ville. Mænd skal ikke have mere ret til bestemte jobs, til at tjene flest penge eller til at bestemme mest. Vi skal være lige. De “gamle” feminister vrider deres hænder og forsøger at kalde til orden, for på trods af deres kamp tager mange kvinder stadig moderskabet uhyre alvorligt. De ammer, de vikler sig selv og baby ind i strækvikler, de ofrer år af deres arbejdsliv til barsel og deltidsarbejde. Det er fandeme en ringe tak for hjælpen.

Jeg er all for feminisme og ligestilling, det er jeg virkelig. Men som med mange andre ting, har moderskabet ændret mine holdninger en lille smule.

Joachim B. Olsen er (igen igen) i vælten for at have udtalt sig omkring kvinders biologi. Han udtaler for eksempel: »Hvis man ser på mænd og kvinder gennemsnitligt set, så tror jeg, vi har forskellige ønsker til den måde, vi indretter vores liv på. Jeg tror, der er noget medfødt i os, som gør, at kvinder gennemsnitligt set måske har mere lyst til at være derhjemme med børnene, mens mændene arbejder”.

Efter at have læst Joachim B. Olsens genialiteter, kunne jeg ikke slippe emnet feministisk moderskab – for det er et konfliktfyldt emne. Jeg fandt en 6 år gammel artikel fra Information som på mange måder stadig er relevant. En (af de mange) interessant ting i artiklen er, at mange af feministiske forbilleders børn har savnet dem. De har manglet deres mødre. Av! Og mødrene har formentlig også savnet dem. Det burde de (ifølge hr. Olsens biologi-begreb i hvert fald). Dermed ikke sagt at jeg er enig i Joachim B. Olsens anskuelser, og jeg synes virkelig det er sørgeligt at det i hans verden er så sort-hvidt.

For mig eget vedkommende er jeg stadig feminist. Jeg ammede i 10 måneder. Jeg holdt et års barsel. Min mand arbejder fuldtid og jeg er studerende. Han tjener pengene. Jeg henter barnet tidligt. Han banker søm i væggene. Jeg laver maden. Min mand er ældst. Jeg er yngst. MEN. Jeg er stadig feminist. Jeg er ikke mere forælder end min mand er. Jeg er ikke mere værd end han er, og han er ikke mere værd end jeg er. Vi er forældre på hver vores måde, og det tror jeg i høj grad har mere med vores personligheder at gøre, end vores køn. I nogle situationer reagerer han som moren og jeg som faren, sådan kønsstereotypt- andre gange er det omvendt. I vores hjem er der ikke forskel på os to, selvom den ene tjener mere end den anden eller har større muskler. Vi er lige meget værd – og det er for mig det ligestilling handler om. Jeg er ikke begrænset af mit køn – og det er for mig det feminisme handler om.
På den måde er vi kommet langt i forhold til vores bedsteforældre og det er jeg glad for!

Når alt det så er sagt, kan jeg godt mærke i min krop at jeg har født og ammet et barn. At det betød noget. I starten af min datters liv følte jeg mig vildt forbundet til hende – det har da helt klart haft noget med biologi at gøre. Jo ældre hun er blevet, er hendes far mindst ligeså forbundet til hende som jeg er.
Mellem jul og nytår, var vi indlagt på Rigshospitalets børneafdeling med hende. Vi skulle blive der natten over og var begge i tvivl om, hvorvidt der var plads til begge forældrene. Og hvis der ikke var plads – hvem skulle så blive? Vi huskede begge to tilbage på dengang vi var på Rigshospitalet sidst, nemlig i forbindelse med hendes fødsel, hvor min mand ikke måtte overnatte. Dette måtte han gerne denne gang, der var plads til os begge to. Heldigvis – for barnet havde brug for os begge to og vi havde brug for hinanden. Og lige der slog det mig – vi er lige meget forældre. Vi er lige.


Jeg skønner på alt hvad tidligere generationer har gjort i ligestillingen og feminismens navn. Hvis ikke nogen var gået forrest og havde kæmpet, ville den måde mit liv er skruet sammen på ikke være et frivilligt valg, og det er det. Tak for det!

– Mor her

Continue Reading

Runaway-mor

I dag væltede korthuset totalt for mig.

Min søde mand var til fest i går – en både planlagt og aftalt fest. Barnet blev puttet inden han gik og jeg bestilte thai-mad og så fjerner. ALT var godt.

Men weekender bliver sjældent som man regner med, når halvdelen af forældrene har tømmermænd. De forgangne uger har været meget travle hos os, og inde i mit hoved havde jeg en dejlig lang liste med ting vi skulle nå i dag. Jeg har været stresset de sidste par uger med et par hysteriske anfald og panik til følge.

I dag fik jeg så følelsen af at det hele ramlede – egentlig mest fordi, at der både skulle købes ind, laves madplan, vaskes tøj og forberedes uge og hygges med barnet og og og.. Jeg kunne ikke overskue at gøre det hele selv. Forleden skrev jeg på Facebook, at jeg følte jeg var tæt på at være en superhelt – for man får jo fandeme superkræfter at blive mor. Mine superkræfter var desværre bare sluppet op i dag.

Af og til, henne i det her mor-liv, kan jeg virkelig få lyst til at stikke af. Sådan var det i dag. I stedet for at gøre det, tudede jeg lidt – midt på Nørrebrogade, med barnevogn og det hele. Til gengæld stak jeg af til min seng, med min computer under armen, da vi kom hjem. Lod barn og far være sammen og strejkede lidt fra det der familieliv. Meget kan reddes med det.

Snart skal jeg lave et planlagt run-away. Tænker noget med rødvin, meget damesnak og god mad. Jeg tror det er nødvendigt! Og jeg tror på at rødvin og veninder kan tanke superhelte-tanken op.

– (Slidte) Mor her.

Continue Reading

Ambitiøs-mor

Forleden stødte jeg på en bog der hedder Ambitiøse Mødre. Uden at have læst bogen, satte titlen noget i gang i hovedet på mig.

Så vidt jeg kan læse mig frem til, er bogen en slags håndbog til work-life-balance, som det så fint hedder.
Bogen gør op med 7 værdifulde indsigter, en af dem er: Succes er noget, man har på arbejdet – derhjemme er man bare mor… Den overskrift ramte mig!
Måske er det fordi jeg ”kun” er studerende og ikke endnu er ude på det store vigtige arbejdsmarked. MEN, min største succes er at være mor. Min datter er uden tvivl min største præstation og jeg ved godt at det nogle steder er ilde hørt. Hvis ens største ambition er at være en god mor, betyder det så at man mangler ambitioner for sig selv og sit arbejdsliv?

Ikke for mig. Det er så få år børn er små og jeg vil gerne være med til så meget af det som muligt. Inden man har set sig om, vil de jo hellere hen og lege hos vennerne og så sidder man der – og har tid til sine andre ambitioner. Derudover tror jeg ikke, at jeg ville kunne magte at skulle det hele på en gang. Hatten af for dem der kan, dem der vil og dem der er nødt til det – jeg bukker mig i støvet.
Jeg er selv vokset op med to karrieremennesker til forældre. Jeg elsker og beundrer dem meget højt og jeg har ikke ondt nogle steder over den barndom jeg har haft. Jeg føler mig heller ikke svigtet. Når det er sagt, blev jeg hentet som den sidste – altid. Vi endte med at få en barnepige, som så kunne hente os tidligt. Mine forældre startede deres karrierer op i de år, de fik min bror og mig. Vi var (som de fleste børn) altid syge og til sidst var forståelsen for syge børn ikke stor på deres arbejdspladser.

Lige for tiden er jeg selv i praktik og derfor væk fra mit studie. Man kan sige jeg får lov til at prøve kræfter med, hvad det vil sige at have en hverdag. Jeg synes fandengalemig at det er svært at nå alting. Jeg vil gerne hente barnet tidligt. Jeg vil gerne være en god veninde. En god kone. En god mor. Jeg vil gerne lave ordentlig aftensmad. Jeg vil gerne være med til at lege med legoklodser. Jeg vil også gerne nå i bad. Og forberede mig ordentligt på min praktik. Min uddannelse er som regel ikke anset for et ambitiøst valg, og der kan være tendens til at se ned på folk med den uddannelse jeg læser. Jeg ender altså (nok) ikke med en stor og imponerende karriere. Men alligevel har jeg fornemmelsen af, at selv folk med min uddannelse har svært ved at få hverdagen til at gå op.

Forfatteren til Ambitiøse Mødre vil med bogen opfordre kvinder til at tage aktivt stilling til, hvilke forventninger de selv ønsker at leve op til. For som hun siger “På mange måder kører vi kvinder på autopilot, fordi der i samfundet huserer så mange skjulte ideer om, hvad kvinder skal være i stand til at præstere. Samtidig falder dommen hurtigt, hvis man som mor ikke er i leverer varen. En mor, der er omhyggelig med sine børn får tilnavnet speltmor, mens en mor, der dropper barslen for at hellige sig karrieren er en ravnemor”.

Jeg er absolut enig! Men min erfaring viser mig nu bare alligevel, at det er mere imponerende at være den slags mor, der når det hele. Der er tendens til, at man roser mødre der både har en flot karriere og børn. Mødre der løber marathon. Mødre der kan få det hele til at gå op i en højere enhed. Mødre, der har ambitioner.
Det er ikke på samme måde imponerende, når man siger, jeg vil gerne arbejde deltid mens mine børn er små. Det synes jeg, det er. I M P O N E R E N D E! At være mor handler jo i høj grad om at sætte sine egne behov på pause. Mine børn kommer sikkert ikke til at have det dyreste tøj, og de kommer heller ikke på udlandsrejser flere gange om året, og de kommer sikkert heller ikke til at vokse op i et dejligt parcelhuskvarter i Nordsjælland. Men jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for at de aldrig skal føle sig besværlige, når de er syge. Så derfor udsætter jeg gerne behovet for rigdom, verdensomspændende rejser, dyre møbler og designertasker. Jeg skal gerne tage dem med ud og rejse når de er blevet ældre og deres mor har fået bedre råd til den slags.

Jeg satser på at dyrke motherhood lidt mere og sætte mine ambitions-behov lidt på pause. Og bare være.

Må man det?

(Trætte) Mor her.

 

P.s. Dette blogindlæg er ikke ment som en revselse af mødre der vælger anerledes end mig. Alle har ret til deres frie valg – også (især) mødre. Alle mødre har deres kampe, og alle fortjener et skulderklap.

Continue Reading

Mor-til-mor eller crap mødre siger til hinanden

Da min datter var yngre gik vi til rytmik engang om ugen sammen med resten af speltsegmentet fra Nørrebro. Pæne mødre i smart tøj, med Ida Ising pusletasker og rent hår. Min datter var ikke den hurtigste på holdet til at lære ting, jeg var ikke den smarteste i tøjet, ej heller den slankeste, men jeg har dog en Ida Ising pusletaske 😀

På holdet var der egentlig en fin stemning – Vi lavede gode øvelser med vores unger side om side, og nogle gange faldt man også i snak. En dag mødte jeg dog en af de andre mødre på vejen derhen. Jeg havde trillet min barnevogn ind i den lokale Ella’s Kitchen forhandler (øko baby mad på pose), så der var lidt at spise til barnet efter de rytmikprøvelser vi skulle udsættes for. I butikken står en anden mor foran mig i køen, en kvinde jeg med det samme genkender fra rytmikholdet. Jeg smiler til hende, og følgende senarie udspiller sig:

Mig: ”Hej”
Hende: ”Øh, hej.. Det er lidt pinligt, men hvor er det nu vi kender hinanden fra?”
Mig: ”Vi går til rytmik sammen – I er også på vej derhen kan jeg regne ud?”
Hende: (Rødmer lidt) ”Nååå ja, undskyld.”
Mig: ”I skulle måske også lige tankes op på babymad?”
Hende: ”Ja – altså jeg havde lavet noget hjemmelavet. Men pludselig løb tiden fra mig og jeg nåede ikke at pakke det sammen”.
Jeg smilede og sagde noget med at nogle gange får man jo bare travlt. Det kender vi alle sammen – de sædvanlige floskler.

MEN. Situationen har jeg virkelig tænkt på flere gange.

1. Hvis ikke øko-baby mad til fucking 17,95 portionen er godt nok, hvad er så?
2. Hvorfor opbygge en stemning af, at det ikke er ok at springe over hvor gærdet er lavest (dyrest) når man nu tager ungen med til rytmik?

Jeg har oplevet flere eksempler på at mødre dunker hinanden i hovedet. Helt sikkert ubevidst, men det er stadig ærgerligt. Mødre der siger ”jeg er sikker på at grunden til at mit barn udvikler sig så hurtigt, er fordi han stadig bliver ammet”, selvom der sidder en i rummet, hvis amning mislykkes.

Mødre der insisterer på at samsovning er det eneste rigtige – ikke kun for dem selv. Men for alle. Samsovning er det der gør børn trygge. Og hvem vil ikke gerne have trygge børn?

Børn er forskellige. Mødre er også forskellige, og mange er usikre, især når det hele er nyt. Så lad os lige være nogle gode sisters og støtte hinanden i stedet for at dunke andre i hovedet i jagt på bekræftelse. Jeg savner søstersolidaritet.

– (Skrappe) Mor her

P.s. Nogle gange vil man gerne bekræftes i at man er skidehamrende dygtig til at være nogens mor. Jeg har en hotline jeg ringer til og blærer mig med barnets og mine egne genialiteter. Det kan både være et nyt ord (barnets) eller en fantastisk kombination af mos udtænkt af mig selv. I de situationer ringer jeg til min mor og hun siger altid ”du er så dygtig til at være mor, lille skat”. Mødre stopper åbenbart aldrig med at være stolte af deres (søde små) børn.

Continue Reading