Princip mor #2

Det her blogindlæg har jeg tænkt på i flere måneder. Flere gange er tankerne omkring det blusset op, og igen de seneste par dage. Det skal handle om børn på de sociale medier. Mine tanker omkring det har fået fornyet styrke af den debat der  foregår i kommentarfeltet hos Mette Marie. Hun har medvirket i en artikel for Berlingske og senere også medvirken i Godmorgen Danmark.

Mette Marie har en Danmarks største “mommy-blogs”, og startede ud med at vise mange billeder af sine tvillinger på bloggen og instagram. Men nu har hun skiftet mening. Fra nu af fotograferes børnene kun bagfra. Hendes beslutning om denne ændring har skabt stor debat i kommentarfeltet på hendes blog og jeg har været med i debatten. For som den skarpe læser af min blog nok har opdaget – er Mor her en blog om at være mor, men ikke om min datter, som sådan. Jeg har hele tiden haft det sådan at de to ting umiddelbart godt kan skilles ad.

Jeg er i kraft af mine 26 år, vokset op med sociale medier og digitalisering. Jeg fik min første mobiltelefon som 10-årig, min første Arto-profil som 13-årig. Jeg husker også hvordan jeg før det, havde “for-sjov profiler” på diverse datingsider og chatfora sammen med veninder. Når vi gik hjem efter skole sad vi og chattede for sjov og foregav at være nogle andre end de bøjle-befængte tweens vi var. I min tid som Arto-bruger oplevede jeg at være en del af en gruppe der var “Arto-kendte” – vi var en “kendt” del af en subkultur der blomstrede op i Danmark i mine teenage-år. Jeg oplevede at blive genkendt på gaden. Jeg oplevede at folk gerne ville snakke med mig, give øl og mad, for jeg var jo “hende der fra Arto”. Lad mig bare sige, det gjorde ikke noget godt for mig at få den opmærksomhed. I min folkeskoletid havde jeg en lang periode hvor jeg blev holdt grusomt udenfor og følte mig mobbet. At gå derfra og så til at blive en der blev genkendt, og en som nogle ligefrem så op til, kunne jeg som 15-16-årig slet ikke håndtere. Det steg mig totalt til hovedet og i den forbindelse kunne jeg godt finde på at udnytte det og bruge det på en ikke særlig hensigtsmæssig måde. Det har jeg det faktisk dårligt med idag.

Blandt andet derfor, har jeg en virkelig skarp holdning til at have min datter på de sociale medier. Jeg ved godt at bare fordi jeg ligger et par billeder af min datter på min private Facebook-side, Instagram, eller på min lille blog her, betyder det ikke nødvendigvis at hun bliver kendt eller kommer til at opføre sig som sin mor. Men jeg kender til bagsiden af alt det der sociale-medie behov og forbrug.

Derudover handler det for mig også om at give min datter et frit valg. Jeg har læst mange forskellige kommentarer omkring det her emne. Nogle fra store børn, der skriver at de nærmest ville blive kede af det, eller ikke føle at deres forældre holdt nok af dem, hvis de ikke var en del af deres sociale-medie liv. Argumentet at man skal følge med tiden, og at det her jo er den virkelighed vores børn vokser op i – dét har jeg også hørt. Og jeg kan sagtens forstå begge synspunkter – det er bare ikke sådan jeg har det. Jeg vil hellere have at min datter bliver vred på mig, eller ked af at jeg ikke har “givet hende en identitet” på de sociale medier i vuggegave, end jeg ønsker det modsatte. For jeg har også hørt historier om børn der føler det grænseoverskridende at deres forældre deler deres liv. Af de to onder, ved jeg godt hvad jeg foretrækker. Og ja, så kan det være at jeg en dag bliver nødt til at forklare min datter at det var ud af kærlighed og respekt for hende, at hun er den eneste i klassen der ikke allerede findes på det store internet.
Endeligt, har jeg hørt uhyggelig historier om hvordan delte facebook billeder bliver brugt som reklamer i andre lande. Vi ved faktisk ikke hvor billederne ender.
Selvom at de sociale medier efterhånden har eksisteret hele mit teenage- og voksenliv, synes jeg stadig det er en lidt ny ting, som vi ikke kender enden på endnu. Derfor har jeg, som den forsigtig-Per jeg er, brug for at fare lidt med lempe.

Paradoksalt nok, blogger jeg jo om vores liv og smider alt muligt ud i cyperspace. Men jeg prøver alt hvad jeg kan at holde mig på min egen banehalvdel. Den har jeg nemlig bruset ud med før.

– (Princip) Mor her

 

Pige-mor #2

Forleden læste jeg hos Cana, at hendes dreng har fået nye sandaler – ikke bare hvilken som helst slags sandaler, men et par sandaler han helt selv har valgt og derfor er de guld og har blomster på. Hvis I kigger forbi hendes blog, kan I selv se hvor flotte de er. Og hvorfor skal børn egentlig ikke have lov selv at bestemme? Og hvis de skal, hvornår er det så?

I sidste uge oplevede jeg for første gang, at min datter var utilfreds med det tøj jeg havde givet hende på. Hun har tidligere udtryk mening om hvad hun helst ville have på, men ikke haft en decideret holdning. Og come lige on, hun bliver først 2 år til september. Så det starter lidt for tidligt.

I bedste “drenge”-stil, eller måske bare klassisk for hendes alder, er hun helt bidt af alt hvad der hedder gravkøer, kraner, “flymaskinaa” og alverdens transportmidler. At stå ved bygge pladsen ved Nørrebro station er cirka det fedeste man kan lave, for der er både toge, store kraner, gravkøer og der kører busser forbi. Sikke en fest!

Derfor har moderen selvfølgelig været på Reshopper og fundet en aflagt gravko og en mejetærsker. By-barnet høster nu korn midt på stuegulvet og sammen med DUPLO-dyr er det pt. det bedste legetøj der findes. Hver morgen kører vi desuden forbi en stor kran på vej til vuggestue og der bliver bliver både råbt “HEEEJ”, hujet og sagt farvel til den.

Et sted i mellem de indkøbte landbrugsmaskiner og de daglige besøg til byggepladsen, troede jeg at det var godt nok, men næ-nej.  Nu er den nemlig gal med tøjet. I sidste uge havde vi set både kraner og gravkøer på vej til vuggestue. Da vi ankom til vuggestuen ville skæbnen at de to drenge der udover min datter var mødt tidligt, havde trøjer med gravkøer og kraner på. Da hun blev opmærksom på det, udspillede følgende sig:

Hun kigger ned af sig selv. Kigger forurettet op på mig og siger “Mig gravko-trøj” – det er ellers fine sæt med leopard-gamacher (eller “tiger-buksarh”) og en sort trøje var og er slet ikke godt nok. Jeg må altså på jagt efter noget sejere tøj.

Samtidig er hun i de her dage helt vildt optaget af at få “fina hår” – altså fint hår, og viste stolt verdens mindste hestehale frem i vuggestuen i morges.

Jeg tror at kombinationen mellem lyserøde elastikker og tøj med køretøjer bliver perfekt. For det behøver jo ikke være så sort/hvidt hvad man godt kan lide? Hvorfor ikke vælge det bedste fra begge verdener? Moren foretrækker i øvrigt, biler og gravkøer frem for Frost-rædsler any day.

– (Drenge)-Pige Mor her.

Institutions-mor

To af mine bedste veninder har netop fået vuggestuepladser til deres dejlige unger, og det har selvfølgelig sat tankerne igang hos Mor her.

For i et samfund hvor man høre så mange stygge ting om børns institutions-liv. Historier om én pædagog til 15 børn, bræk, gråd og tænders gnidslen er dagligt at finde i flere aviser. Jeg vil slet ikke undervurdere disse historier, men mange må være meget nervøse for at aflevere deres aller dyrebareste til en så presset institutions-verden.

Mange forældre har sikkert fældet en lille mange tårer i forbindelse med indkøring, måske fordi man savner og måske fordi det føles forkert at nogle andre – ovenikøbet vidt fremmede mennesker – skal passe på ens lille pus. Der er måske noget unaturligt i at overgive sit lille forsvarsløse barn til andre. Da min datter startede i vuggestue, kan jeg huske at jeg blev enormt påvirket af, hvis jeg hørte historier om forældre der havde barsel i flere år, gik hjemme med barnet eller fandt andre alternativer til vuggestue. Hun var kun 10,5 måned da hun startede og netop det oplevede jeg at der var få der havde en negativ holdning til. Selvom det var få, blev det der fyldte. Svigtede jeg nu som mor?

Det ved jeg nu at jeg ikke gjorde.

Min datter går, som jeg vist tidligere har nævnt, i en F A N T A S T I S K vuggestue. Den er selvejende, normeret til få børn og det til trods har de masser af plads. Personalet er sindsygt dygtige og finder på de sejeste projekter med børnene. Jeg er ikke i tvivl om at det selvfølgelig har gjort det noget nemmere at aflevere hende.

Faktisk har jeg nærmest kun positive ting at sige om det at have et vuggestuebarn. For at være helt ærlig kan jeg mærke at jeg nyder min datter på en helt anden måde, end jeg gjorde da jeg var på barsel. Sat lidt på spidsen kan man sige at (noget af barslen) var præget af en vis form for afvikling. Jeg synes jeg var lidt stresset over om det hele var godt nok og jeg følte at der var mange ting vi “skulle”.

Min mand og jeg snakkede lidt om det hele i går og det endte egentlig med at blive en større filosofisk udredning. Vi snakkede om det faktum at alting har to sider – at man for at være glad også skal kende til at være ked af det. Lykken som koncept afhænger af lykkens modsætning. Og at det at savne ikke nødvendigvis er skidt. For når man savner elsker man og når man savner nyder man den tid man har sammen. Disse overvejelser er summerer meget godt op, hvad det for mig vil sige at have et institutions barn.

Det at jeg ikke bruger alle døgnets timer sammen med mit barn gør at jeg elsker det og nyder det på en helt anden måde – i stedet for at tænke på ting vi skal, hvornår hun har sovet, skal spise og så videre, er jeg nu kun fokuseret på en eneste ting. Nemlig at nyde det. Det at vi har en hverdag hver for sig er ikke kun en dårlig ting. Ved at skrive dette, kan det være at jeg lægger mig ud med en masse af de forældre der prædiker at børn har bedst af at være sammen med deres forældre. Det er jeg egentlig ret enig i, men jeg ser nu alligevel ikke alternativerne som værende stygge og onde.

Jeg er som nævnt i tidligere indlæg velsignet med et meget socialt barn der selv efterspørger at komme i vuggestue om morgenen. Hun snakker tit – og meget – om de andre børn og pædagogerne og jeg synes det er fint at hun har sin egen lille hverdag. Der er helt klart morgener hvor jeg har svært ved at aflevere hende og allerede mærker savnet når vuggestuens tunge hoveddør smækker bag mig. Men de dage ender alligevel med at blive gode dage, for så kompenserer jeg for savnet ved at hente hende så tidligt det overhovedet er muligt, kalenderen bliver (i det omfang det kan lade sig gøre) ryddet, der bliver taget en frossen gryderet op af fryseren og tid med barnet bliver prioriteret over alt andet.

For selvfølgelig savner jeg hende når hun ikke er hos mig. Men i min bog er savn ikke kun en dårlig ting. For når jeg savner, mærker jeg hvor meget jeg elsker.

Overraskede mor

Når man går og venter sig et barn, kan man læse en masse om, hvad der med det venter en. Der er helt sikkert også mange mennesker der har alverdens velmenende råd. Jeg fik selv min portion af disse. Alligevel var der visse ting ved det at blive forældre der virkelig overraskede mig.

Derfor har jeg udformet listen over de største overraskelser ved moderskabet:

  • Hvad der før var lidt kikset og pinligt er nu HELT naturligt. F.eks. at omtale mig selv og min mand som henholdsvis mor og far
  • At rigtig mange ting giver sig selv
  • Følelserne – ALLE følelser bliver forstærket. Lige fra glæde og lykke til selvbebrejdelse, tvivl og angst
  • Min forfængelighed er tit en by i Rusland. Jeg kan fint gå på legeplads i joggingbukser og daggammel make-up
  • At man kan føle sig HELT veludhvilet ved 2 x 3 timers uafbrudt søvn.
  • Ens tålmodighed vokser – det ville jeg ønske nogen havde fortalt mig før jeg fik min datter – for det troede jeg ikke at den hverken ville eller kunne.
  • At selvom jeg ikke følte mig klar eller særlig mor-agtig helt op til fødslen gav alting sig selv, da jeg fik min datter i armene første gang
  • TIDEN. Shit man kan få meget ud af sin tid, når man står børnefamilie-tidligt-op
  • At med den store kærlighed, følger også stor angst. Har fandeme aldrig været så bange for at miste som nu

Det allervigtigste som overraskede mig er sværhedsgraden i det at være forældre. Jeg troede på en måde at det ville være meget kompliceret. Det er virkelig utrolig mærkeligt hvor mange instinkter man har, og hvor meget der ender med at give sig selv. Det bedste råd jeg kan give til gravide/nybagte forældre er: Stol på dig selv! Da vi lå på hospitalet, efter jeg havde født, spurgte jeg en jordemoder om alt muligt. Hele tiden. Til sidst kiggede hun på mig og sagde? Hvad tænker du selv? Jeg svarede hvad jeg tænkte og hun sagde: Det synes jeg lyder så fornuftigt. Og ved du hvad? Hver gang du har spurgt mig om noget, har du selv kendt svaret. Det er dig der ved hvad dit barn har brug for”. 

Så, kære kommende forældre – Det skal nok gå! Også selvom du ikke føler dig spor klar.

Princip-mor

I pinsen skal vi på tur til Jylland. En tur vi har taget rigtig mange gange. Denne gang har vi flere stop på vores Jyllandstur, og starter med en togtur på 3 timer første dag, for så at være et døgns tid hos min datters farmor og farfar. Dagen efter tager vi 2,5 time med henholdsvis bus og tog. Det er storartet for os at vi kan bryde vores tur over i flere i dele. Så når det nemlig ikke at blive uudholdeligt for nogle af os.

Når vi har rejst på de her togture tidligere, har der vist sig et mønster, eller en tendens, kan man nærmest kalde det. Vi reserverer altid plads i togets familievogn – hvor andre børnefamilier også sidder. Lidt udfra devisen om at være i samme båd. Jeg tænker at børnefamilier er (forhåbentlig) er mere tolerante over for andre børns larm og løb op og ned af midtergangen.

På turene med tog, tværs over Danmark, er det blevet mig smerteligt klart at vi lever i teknologiens og især iPad’ens tidsalder. For når man tager på togtur med børn – også dem under 2 år – kan man stikke dem en iPad og så er der ellers ro det meste af turen. Således kan mor og far sidde med snuden i deres telefoner og alle kan passe sig selv.

En dag overhørte jeg nogle forældre der snakkede om at det snart var tid til at deres lille barn fik en iPad. Er det bare mig, eller er det ikke totalt hul i hovedet at udstyre børn under 2 år med dyr elektronik?

For et års tid siden var jeg på biltur med mine forældre og min datter – hun var ærligtalt helt helt umulig og i et sidste forsøg på at få hende til at falde ned viste jeg hende et eller andet på min telefon. Min far, der har stor erfaring i at køre skrigende unger rundt på tværs af landegrænser, konstaterede lidt små-fortørnet at moderne forældre havde det meget nemmere end de havde haft det og noget med at vi bare skulle vide.

Men bare fordi vi har alle de muligheder vi har – er det så ensbetydende med at vi skal bruge dem? Jeg synes det er vildt at stikke børn et stykke dyrt elektronik som en form for holdkæft-bolsje. I sidste uge læste jeg en artikel, der handler om at “vi har fået digitaliseringen galt i halsen”. Artiklen kommer blandt andet med den overvejelse at i det vi giver vores børn iPad’en eller elektronikken går de glip af noget andet. Der er sociale koder barnet ikke lærer at aflæse, fordi det er travlt beskæftiget med noget andet. Det tror jeg er meget rigtigt.

Som man måske kan regne ud, ejer vi ikke en iPad. Faktisk har vi heller ikke fjernsyn. Jeg kan forstå at nogle af dem med fjernsyn har Ramasjang kørende hele morgenen. Det kan jeg godt forstå, og jeg er ikke sikker på at vi ikke selv vi ryge i den fælde. Inden man forestiller sig at vi sidder og leger med dukker uden ansigter og løber efter et tøndebånd, skal det lige siges at det faktisk ikke er et politisk statement som sådan. Når det så er sagt, synes jeg ikke at små børn skal se fjernsyn i rå mængder. For der er så meget andet de skal lære.

Hos os har vi TV-tid, engang i mellem. Ikke hver dag, men stadig rimelig tit. Min datter ELSKER at se fjernsyn og kalder alle skærme for Per – Postmand Per har ikke levet forgæves. Når vi har TV-tid fungerer det således, at vi fortæller hende hvor længe hun må se. Det er aldrig mere end 15-20 minutter af gangen. Jeg ved godt at børn på 1½ år ikke kender klokken, men det handler om at få opbygget en vane. Oftest sidder vi sammen med hende, hun vil rigtig gerne snakke om det hun ser, så det gør vi. Selvfølgelig er der dage hvor hun ser fjernsyn når jeg laver aftensmad eller støvsuger. Det er klart. Samtidig er det vigtigt for mig at skærmen ikke bliver en digital barnepige. Man kan ligeså godt stikke barnet et puslespil, en bog, eller nogle farver.

Førnævnte artikel fortæller også hvordan store mediemoguler som Steve Jobs lod deres børn indskrive på en skole hvor digitale redskaber er bandlyst. Omtalte skole har et princip om at disse redskaber ikke har noget at gøre i barndommen. Ret interessant, ikke sandt?

Tilbage til togturen – når vi er afsted, side om side med andre småbørnsfamilier, kan jeg godt få fornemmelsen af at vi er de eneste i landet uden en iPad. Men så har vi en blok, tusher, bøger, legoklodser og snacks med. Når gode råd er dyre, og barnet har leget alt hvad hun kan med det “analoge”-legetøj, får hun lov at se lidt på telefonen. Det handler altså ikke om fuldstændig afholdenhed, men mere om at bare fordi vi har en masse muligheder og redskaber skal vi ikke nødvendigvis bruge dem hele tiden. Der er ingen tvivl om at der virkelig er tidspunkter hvor de er gode at have, og at fjernsyn, film og serier godt kan lære en helt masse, men det må stadig gerne være lidt noget særligt.

Vi øver os meget i at ligge vores telefoner væk, og lade være med at sidde og glo ned i den, når vi er sammen med vores barn. Lige som hun har TV-tid eller skærm-tid, skal vi også efterleve vores egne principper. Jeg er nemlig slet ikke nervøs for at hun nok skal lære og mestre at bruge alle den moderne verdens medier og teknologier – men vanerne, det er dem der er det svære at lære.

– (Analoge) Mor her

Skrappe-mor

Forleden var jeg i H&M. Barnets sommergarderobe trængte voldsomt til at blive optimeret. For pludselig var sommeren her jo.

Min datter er røget op i stor-pige tøjet, hun er nu en størrelse 92 og er derfor i samme tøjkategori som de helt store piger på op til 4 år. Der er ikke meget baby tilbage over mit barn – faktisk tværtimod når det kommer til H&Ms tøj.
I pige-afdelingen var det kun muligt at finde shorts til min (trods alt) lille tumling, der kun lige akkurat ville dække hendes ble. Hotpants er åbenbart et hit til de små piger. De kunne så krydres med en bindebluse, hvor man ville kunne se hendes navle og hendes (stadige) “baby-topmave”. Det fatter jeg seriøst ikke en lyd af!

Sidste år på denne tid huserede en debat om bikinier til småpiger. Som jeg husker fik H&M nogle lussinger på den konto. Nogle mente at det var mærkeligt med en “BH-del” til små piger, andre mente at det var en direkte seksualisering af de små piger, modsvaret til det blev at hvis man synes at der er noget sexet over små piger i bikini-toppe, så må det være fordi man er pervers. Debatten fra i fjord blussede op i hovedet på mig som jeg stod der i H&M.

For mig handler det ikke direkte om seksualiseringen, selvom det var yderst påfaldende at shortsene var flere centimeter længere i drenge-afdelingen, og t-shirtsene er lavet til at dække de små drenges topmaver. Derfor brugte jeg da også mit aktive valg som forbruger og købte det meste af sommergarderoben hos “drengene” – igen! Egentlig handler det mest om at det tøj jeg vælger til min datter skal have følgende funktioner:

  • Det skal være behageligt – man skal kunne lege og tumle i det. Af samme grund havde hun stort set ikke kjole på før hun kunne gå.
  • Tøjet skal ikke være for sart. Lyst tøj der ikke kan kogevaskes er en sjældenhed.
  • Børnetøj skal være børnetøj, og ikke en kopi af voksentøj. Børn er børn og børn skal lege. Derfor blev jeg heller ikke fristet af ruskinds-frynse-vesten H&M bød på. Hvorfor give børn overflødigt tøj på?!
  • Når det er sommer skal tøjet skærme hende mest muligt for solen – derfor ingen hotpants!
  • Tøjet skal ikke være for dyrt. Jeg er vild med øko-bomuld og god kvalitet. Men igen, det er et barn der skal have det på. Tanken om at jeg måske ville blive irriteret over at nogen kom til at spilde tomatsauce på Mini Rodini trøjen til 500 kroner er ikke til at holde ud.

Så selv om der vist var en skjult opsang til H&M, skal de også have en spand ros. Tak for jeres Conscious linje, jeres 3 for 2 tilbud og tak for at have studierabat engang i mellem. Det kan jeg li’.

– (Skrappe-Femi) Mor her.

Mor-kortet

Der er mange irriterende udtalelser jeg øver mig i ikke at sige, men kun tænke. Jeg forsøger at undgå at trække mor-kortet, eller komme med de der klassiske irriterende udtalelser, som mange bruger.

Jeg bider mig i tungen og siger ikke:

  • “Baaaaare vent til du får børn” – i dag, da jeg sidder til undervisning. Min datter stod op kl. 5.30 og klokken 9.30, da det er tid til første pause overvejer jeg om jeg vil få det skidt af dagens fjerde kop kaffe. Samtidig overhører jeg en fyr, der højlydt sidder og klager over at han ikke får nok søvn og “kun” nåede 7,5 times søvn i nat. Cry me a fucking river!
  • “Husk at nyd det” – når jeg er på barselsbesøg og virkelig ikke forstår hvor hurtigt mit eget barn er blevet stor – det er små-provokerende at sige, for man nyder det jo ikke hele tiden og hvornår nyder man det nok?
  • “Kan I f*cking ikke huske hvordan det er?!?!” Når forældre lader deres store børn larme og lege fangeleg rundt om barnevognen med et sovende barn
  • “Hvis du ikke selv har små børn, må du ikke mene noget” – til den midaldrende mand i toget, da jeg 3. gang forsøger at putte overtræt datter-barn i barnevognen og han siger til mig at “hun nok IKKE er træt”
  • *Alle bandeord i verden* – når jeg cykler ned af Nørrebrogade med et skrigende ulvetime-barn og ALLE kigger fordømmende på mig. Alle forældre der har skrigende børn ude i virkeligheden fortjener en krammer, high-five, en stor kop kaffe og et stykke kage. 

Nu hvor jeg har jeres opmærksomhed, og har afsløret mine “inderste tanker”, kan jeg jo lige give en kort besked:
Til alle jer der ikke har fået børn endnu – sov for helvede. Klag aldrig til forældre over at blive vækket kl. 7 – klokken 7 er LUKSUS og klag aldrig over 7 timers søvn. 7 timer ér meget! Til alle jer der har overstået at have små børn – vær lige flink og lad være med at ligge dig ud med trætte og slidte forældre.

– (Skælde-ud)Mor her 😉

Mad-mor

I dag skal det handle om noget lidt andet. Nemlig mad, og hvad vi (blandt andet) putter i munden her i huset.

De seneste par dage har der været en spændende debat om kødpriser, efter Etisk råd har foreslået at der kommer afgifter på oksekød. Jeg er ikke helt klar i spyttet omkring hvad jeg mener. Jeg ved ikke hvad jeg synes om afgifter på madvarer. Men omvendt, mener jeg ikke at vi kan blive ved med at leve som vi gør uden at det har store omkostninger. For nogle måneder siden hørte jeg et oplæg om madspild, hvor det blandt andet blev italesat at vi lige nu lever som vi havde 4 ½ jordklode til rådighed. En af de helt store syndere er madvarer herunder spild af dem og så selvfølgelig kød. Produktionen af oksekød står for 10 % af den samlede globale udledning af drivhusgasser. Derfor ville det jo være fint, hvis man gjorde noget ved det kæmpe store forbrug der af den slags. Desuden synes jeg at meget kød er alt alt for billigt. Man kan tit gå i supermarkedet og hente 500 g. kød for 25 kroner, og det kan jeg simpelthen ikke holde ud. Dels fordi at dyret ikke kan have haft det ret godt når det er prisen på produktet og dels fordi jeg ikke mener at kød skal være så billigt at det vinder over andre råvarer. Der udover tror jeg at mange køber f.eks. hakket oksekød når de ikke ved hvad de skal lave til aftensmad, for man kan altid bygge noget op om hakket oksekød. Men det må gerne være lidt luksus-agtigt at skulle have kød. Sådan er det i hvert fald hjemme hos os.

Jeg stødte på et udtryk forleden: Flexitarians. Jeg synes det lyder lidt tåbeligt, men det er ret meget dét vi er hjemme hos os. Vi har 3-4 kødfrie dage om ugen, og får en del fisk og kylling og engang i mellem rødt kød. Men så er det oftest i kødsaucer eller gryderetter der er fyldt med grøntsager også, og så en sjældent gang i mellem som en stor fed synde-bøf. Det er egentlig startet med at jeg foretrækker at leve så økologisk som muligt – det kan hurtigt blive ret dyrt og yderst SU-uvenligt, hvis man insisterer på kød alle ugens syv dage. I denne her uge har vegetar-dagene blandt andet stået på følgende retter:

Rødbede-burgere:
– 4 små groftrevede rødbede
– 1 dl havregryn, -måske lidt ekstra
– 1 fint hakket løg
– 2 fed hvidløg, finthakket
– 2 æg
– 1 tsk dijonsennep

1. Jeg rev rødbederne og saltede dem. Inden jeg blandede resten af ingredienserne i, pressede jeg al væden fra.
2. De øvrige ingredienser røres sammen med rødbeden og formes til bøffer. Det er en god idé at stege bøfferne right away, så de ikke falder fra hinanden. Vær i øvrig forsigtig når du vender dem.
3. Jeg serverede med persille-mayo, guacamole, feta, spinatblade, tomater og rødløg og byggede op som en “almindelig” burger.

Indisk carry med kikærter, blomkål og kartofler
Den her er en regulær klassiker i mit køkken. Jeg freestyler dog tit over den og putter enten revet gulerod, små blomkålsbuketter og kartoffeltern. Og så har koriander nærmest den eneste ting jeg virkelig ikke kan lide, så det kommer der ikke i min mad.

Begge retter er store hits i mit hjem – både hos den store mand og det lille barn. Så hermed min anbefaling.

Jeg skal overhovedet ikke bestemme hvordan andre lever deres liv, eller hvad der ligger på deres tallerken. Men hvis man vil mindske sit økologiske fodaftryk, så er det der med maden et virkelig godt sted at starte. Vi spiser flere gange hver dag, hele året rundt, så det kan altså hurtigt blive en forandring der batter. En ekstra bonus er at pengepungen har også ganske godt af en linseret engang i mellem.

 

Pårørende-mor

Nu gik der igen længe inden jeg fik skrevet her på bloggen, og som jeg skrev i mit tidligere indlæg var der en grund til denne “blogpause”. Jeg har gået og tænkt og haft det lidt svært. Jeg har kunne mærke at min krop har reageret meget på alt det der sker i mit hoved. Derfor har jeg haft influenzalignende symptomer flere gange. Med andre ord, jeg har haft brug for ro. Jeg har haft brug for at fokusere på min familie, det har været vigtigt for mig at min datter ikke har lidt under at mor har haft det lidt svært og derfor har det meste andet været skåret fra. Så derfor har jeg oven i hatten også følt mig som en dårlig veninde og en ringe studerende. Men det lever jeg med. Det har ikke kunne være anerledes.

De sidste uger har jeg, som skrevet før, gået og tænkt meget på en periode der ligger to år tilbage, nemlig da min mand blev syg. Syg i sindet. Responsen på det seneste blogindlæg, hvor jeg skrev om det, var fantastisk. Jeg fik flere beskeder fra nogle der selv har det svært, eller kender til noget der minder om. Og det var jo egentlig derfor jeg skrev det.

Hele tanken med den her blog startede nemlig dengang, for to år siden. Tanken kom fordi jeg følte mig så alene. Jeg kendte ikke nogen der havde oplevet noget lignende, og når vi var igennem det system der skulle hjælpe min mand med at få det bedre handlede det jo om ham. Jeg skrev til SIND for at finde en pårørende gruppe, men hørte aldrig tilbage. Jeg oplevede kun at finde pårørende grupper til børn. Jeg googlede alverdens ting for at finde bare et eller andet. Jeg havde brug for at finde nogle der kendte min situation. Men det var nærmest umuligt.

Til gengæld sendte DR en række programmer der handlede om psykisk sygdom i den periode og jeg tror faktisk at de hjalp mig mere end jeg umiddelbart havde regnet med. Det kom ned på et menneskeligt og håndgribeligt niveau. De mennesker der fortalte om at leve med psykisk sygdom var helt almindelige mennesker, faktisk kendte mennesker som man kender for alt andet end sygdom. Noget af det vigtigste jeg lærte er, at man ikke er en sygdom, man HAR en sygdom. Mange går rundt og siger: “Han/hun er psykisk syg” eller “han/hun er deprimeret” “han/hun er skizofren” – Men nej, det hedder det ikke! Ligesom man jo heller ikke ER influenza. Desuden lærte jeg at hver femte dansker i løbet af deres liv rammes af en form for psykisk sygdom. Det er mange! (Faktisk opdagede jeg lige at psykiatrifonden har en ny undersøgelse der siger hver tredje! Dét er mange!) Og så burde man som pårørende eller som psykisk syg jo for pokker ikke føle sig alene.

Efter vi er kommet ud på den anden side, og jeg selv er begyndt at fortælle andre mennesker om det vi gik igennem, er det blevet tydeligt for mig, at det var og er vi ikke alene om. Ganske som det også blev tilfældet med mit blogindlæg. Med det in mente, bliver det nok ikke er sidste gang emnet bliver berørt her på bloggen.

Derfor er dette indlæg ment som en slags opfølgning, men også som en slags opfordring. Jeg ville elske hvis psykiske sygdomme var mindre tabubelagte og noget vi kunne snakke om. For det sidder der virkelig nogen derude og har brug for.

– (Tænksomme) Mor her.

1-ud-af-3

Om mor her #2

Det er halvanden uge siden jeg har skrevet noget herinde, og det er der en god grund til.

Bedst som livet lige gik så godt, blev det hele svært. Jeg har haft nogle mindre panikanfald over bitte små hverdagsting, for eksempel et hjemmebagt rugbrød som jeg ikke var tilfreds med. Jeg har tidligere haft angstanfald og helt derude er vi heldigvis ikke. MEN, det her er ikke ingenting. Jeg kan bedst beskrive det med at jeg føler mig presset helt op mod muren og har svært ved at falde ned. De mindste ting kan gøre mig helt vildt ked af det. Jeg er indesluttet og træt – meget træt. Det føles lidt som influenza. Altså som om mit hoved har influenza.

For lidt over to år siden blev min mand syg. I sit sind. Men det er en helt anden og lang historie. Jeg var forholdsvis nygravid med vores datter, vores første barn. Når jeg tænker tilbage på det, ved jeg ikke hvordan vi kom igennem det. Vi har siden dengang gået hos en psykolog. Det sidste lange stykke tid mest som en slags parterapi, dog uden at vi har haft det skidt. Man kan måske kalde det en slags syn af parforholdet – noget jeg virkelig kun kan anbefale. Især ovenpå svær sygdom, barn og forældreskab. Men udgangspunktet var den største krise jeg nogensinde har oplevet. Nemlig at stå som 24-årig, ny-gravid og skulle indlægge min mand. Jeg vidste ikke hvordan noget som helst ville blive, eller hvad der skulle ske med os allesammen.

Jeg ved virkelig ikke hvordan vi kom igennem det. Når jeg kigger tilbage og kigger på de ting jeg har skrevet ned fra den tid, tror jeg egentlig at jeg slog en form for automatpilot til. Det er den bedste overlevelses-mekanisme jeg kender. Tiden skulle bare gå. Jeg var selvfølgelig ked af det, men jeg vidste også at jeg var nødt til ikke at dvæle for meget ved det, for så ville jeg aldrig kigge op fra den tårefyldte sump jeg sad i igen.
Og tiden gik. Det blév forår. Min mand fik det bedre. Vi fik det bedre. Vi rejste på ferie til New York, nød sommeren, holdt i hånd og glædede os til vi skulle være forældre. Helt almindeligt. Vi blev gift, og oven på det vi havde været igennem, gav det mening. Det gav så meget mening – vi havde bevist overfor hinanden at vi kunne stå hårde ting igennem, vi valgte hinanden til, i mere end en forstand.

I slutningen af november måned 2014, da min datter var 2 måneder, blev gulvtæppet revet væk under mig igen. Han blev syg igen. Denne her gang var mit fokus et andet. Nu var jeg virkelig nødt til at klare det. Siden det tilbagefald, har der ikke været det mindste og vi har været en helt almindelig familie. Men jeg har haft brug for at tage ret meget kontrol over de ting, som jeg ved jeg kan tage kontrol over. For eksempel vasketøj, madplaner og rugbrødsbagning.

Men nu. Nu hvor alt går godt og har gjort det længe. Nu hvor jeg kan se at jeg er lykkedes som mor, lykkedes med at få et fantastisk glad barn, der bare trives. Nu hvor min mand har det godt, og har haft det længe. Nu hvor jeg snart er færdig med mit studie. Nu er jeg bange, rystet, slidt og træt. Jeg kan ikke tage kontrol over fremtiden, og det skræmmer mig helt vildt. Den her reaktion er ingens skyld, men jeg har desværre ikke fået bearbejdet det kæmpe chok jeg fik for to år siden.

For det er helt klart noget af det hårdeste jeg nogensinde har prøvet. Jeg har aldrig haft så meget ansvar på mine skuldre. Der skulle løftes for tre. For mor, far og barn. Den sidste barnlige uskyld blev taget ud af mig dengang. Jeg var voksen, jeg var nødt til at være voksen, og jeg kæmpede som kun en mor kan gøre det. Jeg satte mine egne behov totalt på pause.

Alle de her oplevelser skal bearbejdes, og det bliver de nu. Selvom jeg jo er exceptionel ekstrovert, har jeg brug for ret meget fred, fred til at tænke, skrive og læse alle mine tanker fra den gang. Komme helt ind i følelserne. Jeg bebrejder ingen, og jeg ved at det hele bliver godt igen. Det er fordelen ved at opleve de helt store kriser, at man opdager at verden samler sig igen og at “alt nok skal gå”.

Heldigvis ved jeg at det bliver forår igen. At solen denne sommer vil skinne mindst ligeså stærkt som sommeren for to år siden. Hjemme hos mig er vi sammen om de kriser der kommer. Jeg får alverdens støtte og vi kan alting sammen.

De stærkeste rødder har træer i blæst. 

– (Følsomme)Mor her

P.s. Bare at skrive det her hjalp mig så meget.