Dagens Mor her #2

 

Når alting går op i en højere enhed, på trods af helddags hovedpine og ufuldendte to do lister, er hverdagen måske egentlig meget god.

Denne mandag startede kl. 06.10, da lejlighedens mindste beboer råbte “HEEEEJ” inde fra sin seng. Hun er altid så sød og glad allerede fra starten af dagen, idag var moren mere mat og morgenbister i det. Jeg havde feber og ondt i hovedet. Velkommen uge – Gotta love mandag.

Min søde mand gav mig lov at sove lidt længere, og efter 45 minutters blunden, kastede jeg mig i bad og dagen kunne starte. Slugte min kaffe, fik smurt mit trætte og vintergrå ansigt ind i make-up. Lagde puslespil med barnet og så var det afsted til vuggestue. Vi var heldigvis i fin tid i dag (og så på en mandag)! Jeg kan ret godt lide at have tid til afleverings-processen. At se at hun kommer i gang med en leg og er glad for at se de andre børn og de voksne, giver mig en god ro i maven til resten af dagen.
Videre til undervisning, med start 8.45 – På vejen tankede jeg op med en skyr og en bolle. Al den gode tid, skyldtes måske at jeg glemte spise morgenmad. Med masser ad kaffe i termokoppen, kunne den lidt mere professionelle del af dagen starte. Fremlæggelse af et selvlavet undervisningsforløb blev eksekveret, og i bedste skolelærer hippiestil fulgte en time med drama og læseteater.

I løbet af dagen har en eksamensopgave rumsteret i hovedet på mig. Den skal afleveres på mandag. Allerede 12.30 efter undervisning, stod jeg på Israels Plads med en følelse af at være bagud med alt. At halse rundt, kun for at opdage at jeg ikke kan nå det hele. Prøvede at fortælle mig selv at frokost nok ville være en god idé og at jeg ikke kan gøre det bedre, end at løse én opgave af gangen. Frokost blev spist og en stor del af opgaven udarbejdet. Pyh – nogle gange (især efter jeg er blevet mor) er jeg fuld af forundring over hvor mange følelsesmæssige stadier jeg bevæger mig på, inden klokken slår 14:00. Dagene er fyldt med nervøsitet, små-stress, glæde og grin, udmattelse og kampånd.

 

Allerede kl. 14.10 stod jeg i barnets vuggestue – klar til at være en god speltmor og hente barnet hjem, så vi kunne nå at lege og være sammen. Skæbnen ville at hun ikke var færdig med sin eftermiddagslur, så jeg nåede både på apotek og indkøbe panodiler til helddags hovedpinen. Feberen havde forladt mig engang i løbet af formiddagen – nogle gange er det “smart” at have travlt. En halv to-go-kaffe senere tikkede der en SMS ind, min datter var vågen og jeg kunne hente hende. De dage hvor det lykkes mig at kunne hente hende tidligt, er de bedste dage. Den sandhed er sikkert ilde hørt, og jeg ved virkelig godt at det ikke er alle forundt.

Dagens program sluttede desværre ikke her. En eller anden tåbe har bestemt, at mødre sagtens kan have aftenundervisning. Så, klokken 16.30 var det op på jernhesten igen, klokken 17 startede undervisning. I dag var jeg heldig, og den sluttede heldigvis efter et par timer. I skrivende stund har jeg lige onduleret et par skiver rugbrød, hovedpinen er her stadig og nu er jeg ligeså træt som et alderdomshjem. Min to-do liste mangler virkelig stadig et par flueben, men det er der ikke noget at gøre ved.

En meget klog kvinde har introduceret mig for begrebet “pyt-kassen”. I dag, eller her til aften, om man vil, vil jeg fokusere på alt det jeg nåede og ikke alt det jeg mangler at nå. Jeg vil glæde mig over at mine undervisningstimer tillader at jeg henter min datter tidligt, og når at lege med hende hver dag. Som jeg skrev i Studie-mor indlægget, er der fordele og ulemper ved livet som “studie-mor”. Jeg prøver at glæde mig over fordelene, selvom fremtiden rykker tættere på og spøger meget. For hvordan får vi det til at gå op, når mor her skal på arbejde? Og måske også være mor til mere end en?

Nu vil jeg parkere to-do listen i “pyt-kassen”, glæde mig over det jeg nåede, at jeg ikke blev fanget i regnen på cykelstien, at jeg nåede at kramme og kysse mit barn (næsten) så meget som jeg ville i dag. I morgen venter endnu en dag, forhåbentlig med plads til både flueben, arbejde, puslespil, madlavning, kys, kram og alt det andet hverdagen er fuld af.

– (Hverdags) Mor her.

P.S. Husk lige at give jer selv en hverdags-high five (eller en “faij” som min datter kalder det), engang i mellem.

 

Continue Reading

Læse-mor #2

Små hjerter kan også føle store ting, som Grislingen siger. Det her Læse-mor indlæg handler om børnelitteratur hvor der er plads til at have ondt i hjertet, og børnelitteratur med noget på hjerte.

De senere år er der sket en forandring i børnelitteraturen. Bøger der omhandler sorg, død, mobning, og bøger der tager store eksistentialistiske emner op, er blevet mere og mere almindelige. Det synes jeg er helt fantastisk. I mine øjne er det vigtigt at børn får lov at føle forskellige ting. Det er ikke farligt at blive ked af det, og jeg tror det er en god øvelse for os forældre at trøste vores børn, og i trøsten lade dem vide at det er helt okay at blive ked af det.

En billedbog der tager et meget tungt emne op er Annas himmel af Stian Hole. Bogen er sat op, som vi kender det fra en klassisk billedbog – billederne spiller sammen med teksten og handlingen strækker sig over en enkelt dag. Bogen handler om den dag nogen sender søm ned fra himlen. Historien er sorgfuld. Der er kirkeklokker der ringer. Far skynder på Anna – man formoder at de skal til begravelse. I stedet tager Anna far med ud på en rejse. En rejse gennem sorgen. En rejse de skal igennem sammen. Annas mor er (måske) død. Det står ingen steder, det men hentydes.

Teksten er ikke svær at læse, men kan forstås på mange måder. Derfor mener jeg at den kan læses af både af børn på 8-9 år, men også af børn på 11-12 år.
Bogen er ekstremt smuk og fyldt af symboler. Der er små hilsner til forskellige kunstnere, blandt andet Magritte.
Forfatteren Stian Hole har et helt særligt univers. Hans bøger er tænksomme og smukt illustreret. Se selv:

hole

Det der (blandt andet) udemærker Annas himmel, er at de både er for børn og voksne. Læseren kan få forskellige ting ud af bøgerne, alt efter niveauet der læses på. Lige ligesom vi kender det fra Astrid Lindgren og H.C. Andersen. At læse deres historier som voksen overraskede mig meget – det var nogle helt andre ting jeg bed mærke i. Historierne fik flere sider.

Jeg vil helt klart anbefale at dykke ned i Stian Holes forfatterskab – især bøgerne om Garmann er også fantastiske.

Nogle mener at Stian Holes bøger er for dystre. Det er de måske. Men hvorfor er dystert farligt? Jeg mener at det er vigtigt at huske at børnelitteratur kan være mange ting. Ligesom voksenlitteratur kan det, kan børnelitteraturen også hjælpe børnene til på et ikke bevidst niveau at forhold sig til deres egen verden. Bøgerne handler om Alfons Åberg, men også om børnene selv. Børnelitteratur er mere end Totte bader (ikke at der er noget som helst galt med Totte-bøgerne). Børnebøger kan være sjove, smukke, uhyggelige, de kan formidle viden og de kan tage nogle emner op, det måske kan være svært at snakke med børn om. Jeg kender flere eksempler, hvor forældre har brugt børnebøger om de lidt mere mørke sider af livet, som afsæt til en snak. Dét tror jeg er vigtigt.

– (Læse) Mor her.

Continue Reading

Tvivle-mor

Hvornår er man klar til at få børn? Og hvornår ved man at man er klar?

De to spørgsmål har jeg fået mange gange, det er svært at svare på, men jeg vil gøre forsøget. Først og fremmest tror jeg slet ikke at det ideelle tidspunkt findes. Der er som jeg skrev i indlægget Studie-mor fordele og ulemper ved at få børn som studerende. Ligesom der fordele og ulemper ved at få børn mens man kickstarter sin karriere, og der er også fordele og ulemper ved at få børn når man har fået villa, volvo, vovse og karriere. Så det korte svar, er at man måske aldrig kan blive helt klar?

At tage beslutningen om ville være forældre, er en af de vildeste ting min mand og jeg har gjort sammen. Vi blev gift da jeg var højgravid og for mig var det slet ikke tilnærmelses-vist lige så stort som at beslutte sig for at begynde projekt barn. I mine øjne vælger man hinanden til på en helt anden måde, end man gør ved at gifte sig. Det er hurtigere og nemmere at komme ud af ægteskabet (det er jo efterhånden bare noget med et nem-id) end det er at komme ud af at være nogens forældre. Det var stadig en stor og smuk ting at sige ja til hinanden på rådhuset – men vi havde valgt hinanden til flere måneder tidligere. Sådan til døden skiller os ad agtigt – for vi vil altid have et barn sammen. Uanset hvad der sker.

Når man bliver mor som 24-årig, får man tit spørgsmålet “var det planlagt?!” og ja, det var det. Timet og tilrettelagt endda. Idéen om vores kommende barn startede i en lille Italiensk havneby i sommeren 2013. Vi var enige om at vi var klar, og det er jo et meget godt udgangspunkt. Jeg vidste at jeg ville have gennemført en stor del af min uddannelse inden jeg skulle være mor, og det kunne godt nåes. Egentlig startede idéen om at skulle være forældre meget før. Vi købte en lejlighed i efteråret 2012, og der gik vi bevidst efter at der skulle være plads til et børneværelse. Så snakken om børn har vi haft længe og på den måde følte vi os meget klar, begge to.

Min datter blev til i 3. forsøg. (Jeg er godt klar over, at det for nogle mennesker tager meget længere tid og jeg har den dybeste respekt for folk der prøver meget længe. Det må være så hårdt). Den første gang jeg fik menstruation blev jeg ærgerlig, anden gang meget irriteret og ked af det. Efterfølgende blev det meget klart for mig at jeg virkelig gerne ville være mor – jeg ville være mor NU. 3. gang var som bekendt lykkens gang, og da jeg endelig stod med den positive graviditetstest, var min første tanke; “FUCK!”  Fra at være noget meget konkret og ønskeligt, blev det hele meget abstrakt for mig. En bekendt sagde en gang til mig “man bliver mor i det øjeblik, man står med en positiv graviditetstest i hånden”. Det er sikkert rigtig for nogen, men ikke for mig. Jeg blev glad, men også meget forvirret. Og mest af alt, var føltes det enormt ukonkret. Det var som om det ikke var mig og min kæreste det skete for, jeg tænkte hele tiden hvor er det dejligt for dem, men havde svært ved at finde ud af sætte mig selv ind i ligningen. Som ugerne og månederne gik, blev det mere og mere virkeligt, og jeg blev også mere og glad og tryg ved tanken. Vi fik styr på alt det praktiske og til sidst glædede jeg mig endda. Især scanningerne og det at mærke liv gjorde en kæmpe forskel. Jeg følte mig dog ikke 100 % klar hele tiden, jeg gik alle følelser igennem, tvivl, nervøsitet, glæde, frygt, utålmodighed og jeg var så spændt på at møde min datter. Tankerne omkring fødselen fyldte rigtig meget, jeg kan huske at jeg sagde til min mand, at jeg havde svært ved at glæde mig ligeså meget som ham, fordi der ligesom liiiige var noget der skulle overståes først.

Jeg fødte 2 uger før terminsdatoen. Min fødsel endte med at blive sat igang, og det tog lang tid før der skete ret meget. I dagene omkring igangsættelsen var der også noget der ændrede sig, især satte utålmodigheden ind og jeg glædede mig så meget til at se min datter og vi snakkede rigtig meget om hvordan hun må så ud, og hvordan hun ville være. Men jeg var stadig nervøs og tvivlende. Da igangsættelsen trak ud, endte jeg med at få taget mit vand, og sagde i den forbindelse til jordmoderne “nu er der ingen vej tilbage”, hun grinede og sagde “det har der virkelig ikke været i meget lang tid”. Mens jeg havde veer fokuserede jeg meget på den opgave det var at føde, og ikke så meget på resultatet af fødslen, og det hjalp på alle de tusindvis af følelser jeg havde omkring det at skulle være mor. Fødselen handlede i høj grad om mig og min krop og ikke så meget om at skulle have et barn. Selve fødslen gik hurtigt, og pludselig var hun der. Min datter. Hun skreg og jeg fik hende op til mig – i det sekund blev jeg mor. I det sekund var jeg helt klar. Det hele føltes pludseligt naturligt, hun skulle ammes, hun skulle have tryghed og jeg vidste at mit liv nu havde forandret sig for altid, og lige så vanvittigt en tanke det var, lige så fantastisk var det.

Selvom jeg på overfladen følte mig klar til at blive mor længe før jeg overhovedet var gravid. Selvom vi havde de praktiske ting på plads. Selvom vi havde råd og selvom vi vidste at vi ville være forældre sammen. Jeg følte mig først klar, da hun var her.
Jeg blev først mor i det øjeblik jeg så min datter.

 

Continue Reading

Læse-mor #1

Jeg er mindst ligeså glad for at læse, som jeg er for at skrive. Som barn fik jeg læst mange historier højt, især mange klassikere og ældre børnelitteratur. Mange af dem har præget mig og jeg husker dem allesammen. Jeg kan ikke cykle gennem Nyboder uden at tænke på Tude-Marie. Min datter har et mellemnavn der stammer fra en litterær figur. Hvis jeg tænker på historien om Brødrene Løvehjerte kan jeg stadig få tårer i øjnene, og jeg begyndte engang at græde da jeg havde læst en bog færdig, fordi jeg aldrig ville kunne læse den for første gang igen. Mit hjem er tapetseret med bøger. Bøger er fantastiske fordi de kan give ny viden om verden, de kan hjælpe en med at forstå forskellige situationer, give ekstra perspektiv og man kan forsvinde væk fra virkeligheden og ind i dem.

Efter jeg har fået et barn læser jeg desværre færre bøger. Og mange af dem jeg læser, læser jeg tit højt. Hovedpersonerne hedder Totte og Kaj, og historierne handler om dukkevogne og om at bade. Jeg voksede op omgivet af bøger og det kommer min datter også til. Vi prøver i høj grad at læse i bøger i stedet for at kigge på iPad. Vi har faktisk ikke en iPad – jeg er ikke hellig, for der bliver bestemt også set Sigurds Bjørnetime og Kaj & Andrea på computeren. Men jeg kan godt lide det rum der skabes når vi sidder med en bog. Vi begyndte at læse godnathistorie for min datter da hun var omkring 6 måneder, og det var egentlig en god idé. Umiddelbart havde jeg svært ved at regne ud om hun fik noget ud af det, men både dengang og nu sidder hun helt stille, mens hun kigger og lytter. Hun spørger til billederne i bogen og er rigtig nysgerrig.

Vi læser både Totte og Kaj-bøgerne. De er rigtig gode, der er gentagelser og et enkelt tema i hver bog. Den sulte larve Aldrigmæt har også været et hit – der er en masse flotte farver, og den udgave vi har, har tykke sider, så det er nemmere for små fingre selv at bladre. Vi læser også bøger i den serie følebøger Jellycat har udgivet, de er på engelsk, men vi oversætter dem mens vi læser. Vi har også nogle bøger af Jakob Martin Strid, de fleste er hun for lille til endnu, men vi læser dem alligevel og kigger på billederne. Strid har lavet enkelte papbøger til små børn, vi læser blandt andet  Ord med Mimbo Jimbo, den præsenterer nogle lidt anerledes ord, end de fleste småbørns-bøger. Jeg tænker også at det er fint at indvie barnet i Strids forunderlige univers – så kan vi altid bygge oven på med Lille Madsens hus og Mustafas Kiosk.

Jeg tror aldrig det er for tidligt at åbne bøgernes verden for børn. Da min datter var 14 måneder, begyndte hun selv at komme med sin yndlingsbog, række os den og sætte sig op på skødet. Det var et stolt øjeblik for læsemor her.

På mit studie har jeg nørdet en masse børnelitteratur og derfor vil jeg senere skrive indlæg med boganbefalinger til lidt større børn. Næste Læsemor indlæg, vil handle om børnelitteratur der tager livets svære emner op.

– (Læse) Mor her

Continue Reading

Pige-mor

Forleden læste jeg et blog-indlæg om at have præferencer når det kom til kønnet på ens kommende barn, og det satte lidt tanker igang hos mig. Jeg ved ikke om jeg direkte havde præferencer til hvilket køn mit kommende barn skulle have. Jeg troede mest på at vi ville få en dreng, men kunne måske bedst forestille mig at være mor til en pige. Selvom jeg selv har en god portion “drenge-pige” i mig og selvom jeg i flere år passede en dreng, var der bare noget om tanken ved at få en pige. Jeg tror det handler identifikation – i hvert fald for mig – for alt andet lige er jeg selv en pige, og det er det jeg kender til. I dagene op til MD-scanningen, fik jeg dog et andet syn på det. Jeg havde alverdens sygdomme, huller i hjertet, ganespalter og andet på hjernen. Så da den store dag oprandt, var jeg fuldstændig ligeglad med om det var en dreng eller en pige – bare det var et raskt barn. Helt kliche, og fuldstændig som mange havde fortalt mig.

Jeg tænker tit over, om der mon egentlig er så stor forskel på drenge og piger? Måske ville min datter have haft samme personlighed, hvis hun var en dreng? Det er i hvert fald tydeligt at se, at hun har noget fra sin far, noget fra mig og noget der hendes helt eget. Uden at vi i virkeligheden har snakket så meget om det, eller været super bevidste omkring det, bliver hun behandlet som hun er, og ikke som sit køn. Hun har både klassisk “drengelegetøj” og “pigelegetøj” (fraser som jeg ellers ikke bryder mig meget om). Vi prøver at købe/ønske os legetøj til hende, som fanger den interesse, hun viser os. Da vi opdagede hvor meget hun elskede legekøkkenet i vuggestuen, besluttede vi at det var det hun skulle have i julegave. Da vi opdagede hvor sjovt hun synes det var at lege med biler (og sige som biler) købte vi nogle. Senest er hun begyndt at interessere sig meget for kroppen, hvor navlen sidder, at man har tæer, knæ, fingre, øjne, øre og så videre, og så videre. Derfor købte jeg en dukke. En dukke jeg også ville have købt, hvis hun var en dreng. Vi tumler med hende og hun elsker at blive kastet rundt i luften. Noget jeg engang har hørt man især anbefaler at gøre med drenge der vokser op med single-mødre. For mødre tumler jo ikke almindeligvis med deres børn – tsk.

Jeg tror ikke at babyer starter som drenge eller piger, jeg tror de starter som babyer. Men efter at have født en pige, er det blevet meget tydeligt for mig, hvor mange forskellige forventninger og fortællinger der er til det at være en pige. Mange af de ting min datter gør, bliver tit påtalt med bemærkningen – “det er nok fordi hun er en pige”. En ekspedient i en børnetøjs butik undrede sig højlydt over at jeg valgte den mørkeblå termodragt til min pige, når der nu var en gammelrosa (hvem vælger gammelrosa til overtøj??!) Hun er blevet kaldt “en nuttet lille ballerina-pige” (hvem siger at hun vil danse ballet?) Når man køber børnetøj er alting delt op i køn. En veninde fortalte endda at hun havde set noget børnetøj, hvor der på “drengetrøjen” stod Cool & Clever, og på “pigetrøjen”  Pretty & Perfect. At man i 2016 skal være perfekt som (lille!!) pige, mens drengene skal være cool, gør mig helt træt og i dårligt humør. Indtil videre tror jeg ikke at min datter opfatter at hun er en pige og at der er forskel på hende og drengene i vuggestuen, og det synes jeg er så dejligt at tænke på. Samtidig er jeg spændt på hvornår bevidstheden sætter ind, og om hun en dag kommer hjem og kræver en lyserød prinsessekjole – hvis det er et stort ønske, skal hun selvfølgelig nok få sådan en på et tidspunkt, ligesom at vi også kan finde en Spiderman dragt til hende, hvis det skulle blive nødvendigt.

Da jeg selv var barn, kan jeg ikke mindes at jeg tænkt noget særligt over at jeg var en pige og min bror en dreng. Eller selvfølgelig vidste jeg godt det- men ikke at der som sådan var forskel på os. Der blev ikke forventet bestemte ting af mig, fordi jeg var en pige og omvendt med min bror. Min bror var god til at sidde stille og tegne, jeg havde lidt mere ild bagi – de klassiske drenge/pige-evner blev altså ikke fordelt “rigtigt”. Når jeg kigger på mine forældre, var det meget min far der gjorde rent og min mor lavede mad. I mit barndomshjem har jeg aldrig tænkt over at det lå mere for, at det var min mor der ordnede alt det huslige, men hun var nu bedre til at lave mad end min far, og derfor var det hende der gjorde det. Begge mine forældre har arbejdet meget. De passede os begge to når vi var syge. Der blev altså ikke truffet valg udfra at det lå mere til det ene eller det andet køn at gøre ting. Den erfaring er jeg glad for at have lært hjemmefra og jeg tager det med mig i mit eget familieliv.

Jeg kunne virkelig godt tænke mig at min datter ikke behøver forholde sig til at hun skal være nuttet og sød. Jeg kunne godt tænke mig at hun vokser op i en verden hvor hun bliver vurderet på hendes evner og personlighed, frem for hendes udseende og køn. At hun både kan få lov at gå i blåt og lyserødt – og vælge selv. At hun vil være mindst ligeså Clever og Cool, som hun (i morens øjne) er perfekt. Egentlig håber jeg bare at hun får alle verdens muligheder.

– (Pige) Mor her

Continue Reading

Dagens Mor her #1

I fredags var barnet og jeg i bedste vinterferie stil i Fields med noget familie. Familien var på besøg fra Jylland. Nogle skulle i butikker, vi med børn besøgte legelandet Capella Play. Legelandet var som sådan nogle er flest. Larmende og i tusinde farver. Min datter var rimelig godt tilfreds, kuglerummet var det største hit. Hun var ikke 100 % tryg og derfor vurderede jeg at hun var for lille til selv at gå på opdagelse i legelandet. Legelandet er delt op i forskellige niveauer, man kan klatre, kravle, gå på trapper og boltre sig. Jeg var lidt bange for at hun ville blive tromlet ned af andre børn, falde ned af trapperne og så videre. Jeg anser ellers ikke mig selv for at være en pylret mor, men jeg brugte alligevel dagen i legeland på at kravle efter hende. Op og ned, til højre og venstre, gennem forhindringer og andet. ke. Der var mange børn (hej vinterferie!) og sådan lidt kaotisk stemning. Alt i alt en ok oplevelse, men priserne var høje og jeg tror ikke at det er et sted vi vil besøge meget i fremtiden. Jeg vil til hver en tid anbefale Remisen på Østerbro, der er en indendørs legeplads. De holder desværre lukket i weekenderne, og derfor var legelandet i Fields jo et alternativ. Dog er Remisen gratis og ikke helt så kaotisk.

Siden turen i legeland har jeg haft helt åndssvagt ondt i ryggen. Min lænd er lås helt fast og jeg kan ikke rigtig bevæge mig ordentligt. Jeg føler mig som en gammel kone, og jeg har hede drømme om at kunne bevæge mig frit som jeg har lyst til. Kender I det der, at når man er syg, så glæder man sig helt til normale ting? Som at kunne cykle, hoppe og lege og bære sit barn så let som ingenting.

En anden ting, jeg har tænkt meget over, er hvordan ens perspektiver og idéer om god smag og æstetik ændrer sig når man får børn. Før jeg fik min datter, ville jeg have haft svært ved at forestille mig selv kravle rundt i et farvestrålende plastik-legeland en hel eftermiddag. Jeg synes ikke at blinkende plastik legetøj er flot eller lækkert. Men nogle ting gør jeg for min datters skyld og pakker i den forbindelse mine egne fordomme væk. Jeg tror at det er sundt at prøve noget nyt og rykke sig lidt ud af sin komfort zone. Jeg vil gerne give min datter varierede tilbud og derfor prøver vi også nogle ting der ikke altid er det mest tjekkede eller spelt-agtige.

I går var min undervisning heldigvis aflyst og i dag skal jeg arbejde hjemmefra og planlægge praktik. Så ryggen får masser af hvile og jeg SKAL være rimelig fit for fight i morgen, hvor jeg skal undervise en 6. klasse i madkundskab. I eftermiddag vil jeg hente barnet tidligt og håbe på at ryggen kan klare en tur på legeplads – det elsker vi begge to. Solen skinner i dag, der sælges kaffe på legepladsen og der er så skønt på Nørrebro. I dag bliver vi i komfort-zonen.

Det her blev et rimelig dagbogs-agtigt indlæg. Men samtidig en anbefaling af Remisen. Capella i Fields ved jeg ikke helt om jeg vil anbefale – det er selvfølgelig ikke deres skyld at min ryg sætter ud. Men priserne var som sagt høje og jeg synes godt der kunne have været mere for børn på min datters alder (1,5 år).

Jeg tænker at skrive flere af den her slags indlæg med anbefalinger og beskrivelser af hvad vi laver på en helt “almindelig” dag.

– (Slidte) Mor her.

Continue Reading

Unge-mor?

I nogle kommuner bliver man betragtet som en ung mor, hvis man er under 25 når barnet fødes. Jeg var 24 og 11 måneder da jeg blev mor.

For at researche lidt til det her blogindlæg, røg jeg ind på en masse debatsider, hvor det handlede om mødres alder. Da jeg (og min mand) besluttede os for at vi ville være forældre, tænkte jeg ikke så meget over at jeg ville være en ung mor. Eller jo, jeg talte måske lidt med mine veninder om det. Men jeg følte mig ikke ung-ung, og jeg tænkte måske heller ikke at min alder ville være noget nogle kunne have en holdning til. På de her debatsider er det tydeligt at se, at folk i den grad har en holdning til det. Mærkater som “ung mor” og “gammel mor” flyver omkring i en lind strøm. I mine øjne (og øre) er der ikke rigtig nogle af de betegnelser der lyder rigtig fede. Ingen af delene er noget jeg vildt gerne vil identificeres med.

I min barsel var en veninde og jeg ude og gå tur med vores barnevogne. Vi mødte en far som gjorde os følgeskab rundt om søerne. Han og hans kæreste havde lidt samme konstellation som min mand og jeg har. Han var en del år ældre end kæresten og hun var 24 da hun blev mor. Ligesom mig. Til de jordmoderkonsultationer hun havde været til i sin graviditet, skulle hun svare på en masse spørgsmål om økonomi og boligsituation. Der blev talt ned til hende. Der blev stillet spørgsmåltegn ved hvorvidt hun var klar over hvad hun havde kastet sig ud i?

Min datter var yderst planlagt. Det var et spørgsmål jeg måtte svare meget på i min graviditet. Tit var spørgeren næsten måbende. At blive mor som 24-årig er ikke nødvendigvis et resultat af en smutter. Det blev ikke bedre som graviditet skred frem. I samtlige jordmoderkonsultationer/fødselsforberedelse/venteværelses situationer jeg var i som gravid var jeg den yngste. Som i den aller-yngste. 10-15 år yngre end de andre. Jeg følte at jeg stak ud og at der blev lagt mærke til det. Til gengæld roste min læge mig til skyerne for at have den alder jeg havde. Min læge ligger på Strøget og som han sagde ”hørte det til sjældenhederne at han havde kommende mødre under 35 i sin konsultation”.

Jeg har følt at jeg at havde noget at leve op til. Det har man jo i høj grad når man bliver nogens mor – men måske i højere grad, når man er i u/25 kategorien. Da vi skulle have det første sundhedsplejerske besøg efter min datter var født, var jeg HELT hysterisk. Der skulle i hvert fald ikke være noget at komme efter. Jeg ryddede hele lejligheden op. Gjorde rent. Skiftede sengetøj. ALT skulle være i orden. Alle rum fik en overhaling. Min mand syntes det var helt vanvittigt. Men jeg var sikker på at jeg ville fremstå som en dårlig og for ung mor, hvis sundhedsplejersken fandt en nullermand. Jeg var bange for at hun skulle se hele lejligheden, og ikke ville finde vores soveværelse godt nok til baby. Dét var vanvittigt – det kan jeg jo godt se i idag. Men jeg følte virkelig at der ville blive holdt et ekstra øje med mig. Jeg vil fandeme ikke bedømmes på min alder. Jeg vil bedømmes på mine evner. Ligesom jeg heller ikke vil bedømmes på min højde eller øjenfarve, eller andet jeg alligevel ikke kan gøre noget ved.

Unge mødre kan være mindst lige så kvalificerede som gamle. Og omvendt. Der er helt sikkert forskel på hvordan man griber opgaven an. MEN, jeg tror ikke at evnerne til at være en god mor sidder i de år man har levet. Jeg tror der er forlemper og ulemper ved begge ting. Jeg tror også at de såkaldte “gamle mødre” møder kritiske spørgsmål, løftede bryn og dømmende spørgsmål. Det er jo lidt noget pjat. I disse tider virker det som om, at alle har ret til at have en mening om alt. Især når det kommer til mødre. Skalaen spænder vidt – alt fra alder til arbejde-tid-med-børnene-balance.
Næste gang jeg skal være gravid, vil jeg (desværre) nyde at jeg ikke er unge-mor eller gamle-mor boksen.

– (Unge) Mor her.

Continue Reading

Madmor

Jeg elsker mad! På mit studie beskæftiger jeg mig med mad (madkundskabslærinde in spe). Jeg elsker at læse om mad og jeg elsker at finde på nye retter og fortolkninger.

Min datter begyndte at få grød da hun var lidt over 5 måneder. Ifølge de anbefalinger man kan læse rundt omkring angående babyers kost, er det dog det bedste at amme fuldt ud til barnet er 6 måneder. Men vores virkelighed var lidt en anden. Min datter var vildt interesseret i alt hvad vi puttede i munden og vi startede op på grød, da min mands barsel startede. Både så vi kunne være to om det i starten, og så han også kunne give hende mad. Det fungerede så fint allerede fra begyndelsen.

Men det skulle ikke vare længe, inden det blev for kedeligt for den unge dame. Hun kiggede stadig efter det vi spiste, og vi spiste jo ikke det samme. Hirsegrød er ikke lige min kop te. Derfor begyndte jeg hurtigt på det man kalder overgangsfasen, altså den fase hvor det lille barn skal lære at spise familiens mad og vi har ikke set os tilbage siden. I det første lange stykke tid spiste vi flest gryderetter og andet blød mad og jeg saltede det ikke under tilberedningen. Det har selvfølgelig udviklet sig med tiden. I dag spiser min datter med stor appetit, også når jeg synes jeg er kommet til at overkrydre maden.

Jeg er ikke noget orakel omkring mad til småbørn og alle børn er også forskellige, men det har fungeret virkelig godt for os at perioden med mos og grød blev kort. Overgangsfasen blev også kort, vi kunne nemt prøve nye ting. Min datter er nysgerrig på mad – hun bliver sur hvis vi får noget hun ikke må smage, så det må hun altid.
Men, som nævnt er børn forskellige og jeg er udmærket godt klar over at det ikke altid er nemt. En bekendt prøvede det samme som mig i overgangsfasen, og hendes datter var gang på gang ved at blive kvalt, og det duer jo selvfølgelig ikke. Men mit råd er at man skal prøve sig lidt frem, og hvis barnet ikke spiser så meget, kan det være fordi at maden keder dem – det kan man jo godt forstå. Hirsegrød er ikke ligefrem et festfyrværkeri rent visuelt og smags eksplosioner er der heller ikke mange af.

I grød-og-mos dagene havde jeg rigtig meget glæde af forskellige ting:
Grød: Jeg købte mange af produkterne fra Smiley Rainbow. Udover produkterne rent visuelt er pæne, var det nemt at gå til, og endelig havde jeg det ret godt med at støtte et mindre firma.
Mos: Mine svigerforældre gav mig en mos-maskine i barselsgave. Flere i min mødregruppe syntes at det var en meget ekstravagant ting at have i sit køkken. MEN, holdnuligekæft hvor er det smart. Vi havde en lidt ældre udgave af denne her. Finten er at man både kan dampe og mose maden i en maskine. Maden laver næsten sig selv. Nemt og overskueligt. Den bedste feature for mig var egentlig at man også kan tø op i den. Vi har ingen mikroovn, så det var helt ideelt. Jeg frøs små portioner af mosen ned og tøede op. Uden at lyde hellig var jeg glad for at kunne give min datter hjemmelavet mad, og maskinen gjorde det meget overskueligt. Maskinen bruger jeg stadig i dag, til at dampe forskellige grøntsager til min datter. Gulerødder går det længe før hun kan tygge selv, og dem elsker hun.
Selvfølgelig var der også dage hvor overskuddet var småt og især når vi skulle ud på tur, sværgede jeg til produkter fra Ella’s Kitchen. Dengang (det er under 1 år siden!!) fandtes der ikke så mange produkter af mos og andet babymad på pose, som der gør nu.

Det her indlæg blev ikke helt så “på barikaderne”-agtigt, som tidligere. Men jeg syntes selv at alt det med babymad var ret meget en jungle. Derfor har jeg nu forfattet min ærlige mening. Som sagt ved ikke mere om babymad, end en google-søgning kan lære en, men jeg tror ikke at man skal være så bange for at eksperimentere. Desuden fik jeg et tip fra en konsulent fra Københavns Madhus om at man altså “bare” skal blive ved med at servere de ting børn ikke kan lide. Det er desværre ikke en skrøne at børn skal smage tingene flere gange for at deres smagsløg vender sig til dem, og små børn smagsløg ændrer sig hele tiden – især derfor er det vigtigt ikke at give fortabt i kampen for at få børn med madmod. Det er helt sikkert lettere sagt end gjort, men nogle gange er det forsøget værd.

Uden at blive alt for spelt-agtig, er det sgu vigtigt for mig at præsentere min datter for en masse forskellig mad – jeg ville hade at skulle leve de næste 10-15 år af boller i karry og spaghetti med kødsauce. Så jeg forsøger virkelig at vi spiser varieret. Når det så sagt, får vi tit de sikre retter. Jeg laver aldrig mere små portioner når jeg laver mad, og på den måde bliver der mange gengangere, men man er sgu også nødt til at gøre det let for sig selv.

– (Mad) Mor her.

Continue Reading

Studie-mor

Engang var der en af mine medstuderende der sagde til mig og min studie-mødregruppe  “det er da en god idé at få børn, mens man læser – det er helt sikkert nemmere”.
Det var helt sikkert venligt ment, men i mandags tænkte jeg på hans ord og han skal være glad for at jeg ikke stødte ind i ham der.

I mandags havde jeg nemlig en helt åndssvag studiedag, først undervisning fra 8-12 og så igen fra fra 17-22. Heldigvis dukkede vi kun to op til aftenundervisningen og vi blev hurtigere færdige. Men lige der, synes jeg fandeme ikke at noget som helst var nemmere. Mandag morgen startede kl. 05, og tanken om at dagen først ville slutte ved 23-tiden var næsten ikke til at holde ud. Men jo, der er absolutte fordele ved at have fået barn som studerende, se selv her:

Fordele:

  • Tiden er din egen – jeg har undervisning 3-4 gange om ugen, oftest fra 8-12. Resten af tiden skal jeg så selv administrere.
  • Er barnet syg kan man lidt lettere blive derhjemme. Måske skylder man lige at fortælle studiegruppen det, men som regel er det ikke et problem.
  • Flere frie timer i løbet af dagen – igen, du planlægger selv og kan måske derfor have tid til at se veninder, læse, købe ind og lave aftensmad klar inden barnet skal hentes.
  • Nogle vil også mene at det er en stor fordel at have fået børn, når man engang er færdig med uddannelsen og skal søge job.
  • Intet er så vigtigt som min datter. Da jeg i januar var til eksamen, var det virkelig en befrielse at tænke på, at uanset hvordan det gik, var det en ganske almindelig dag hvor nogen skulle hentes i vuggestuen og vi skulle hjem og lege.

Ulemper:

  • Socialisering – dette kan selvfølgelig også være positivt. Men nogle dage kan jeg godt synes det er hårdt hele tiden at skulle forholde sig til andre mennesker. Jeg kan ikke lukke en kontordør og ikke lige snakke med nogen. Man er konstant på.
  • Økonomi – Jeg er i den heldige situation at min mand arbejder fuldtid. Men vi kan stadig godt mærke at jeg ikke tjener “rigtige” penge
  • Studiejob? Mange af de andre studerende mødre jeg kender, har ikke tid til at arbejde ved siden af studierne. Jeg arbejder selv nogle timer om ugen og har heldigvis meget fleksibilitet i mine studiejobs, hvilket jeg er rigtig glad for, men det giver lige lidt ekstra pres.
  • Tiden er knap og du er træt. Efter jeg er blevet mor, er er sjældent ret meget hjernekapacitet efter kl. 16 – lidt et problem når det er aftenerne der bruges på lektier.
  • Bekymringer!! Selvfølgelig kan man også være bekymret når man går på arbejde. Men jeg bruger virkelig meget tid på at tænke over hvilket job jeg mon får når jeg er færdig. Om jeg får et job. Om hvordan min work-life-balance skal være. Og så videre, og så videre!

Så, kære studieven; ja, nogle gange er det nemmere. Men som med alt andet i livet er der ingenting der bare er lutter lagkage. Jeg er helt klart glad for min beslutning om at få mit barn som studerende. Men jeg mener helt klart at der både er fordele og ulemper.

(Studie) Mor her.

 

Continue Reading

Mor-telefonløs

Jeg har snart været uden telefon i nogle uger (JA! Som i mere end en!) Og det har faktisk slet ikke gjort ondt. I tiden uden telefon har jeg gjort følgende opdagelser:

  • Forældre på legepladser bruger oceaner af tid på at glo ned i deres telefoner. F.eks. så jeg en far, der gyngede sit barn, barnet sad med ryggen til og far gloede ned i telefonen. Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige om det var vigtigt det han lavede, men det var sgu et sørgeligt syn.
  • Manbuns er åbenbart (også) et hit, når er 8 år og bor på Nørrebro. Vesterbroficeringen er over os!
  • At jeg er seriøst bagud i Mads og Monopolet – det er en katastrofe.
  • At det faktisk er forbavsende få vigtige ting, jeg bruger min telefon til.
  • Man kan høre fuglene pippe når man cykler langs Hillerødmotorvejen om morgen – det er sgu da smukt
  • Jeg er blevet bedre til at lege efter telefonen er lagt på hylden. (Fuck!)
  • Folk kigger meget mærkeligt på en, når man spørger om de ved hvad klokken er.
  • Jeg hører mere efter og husker mere. (Fuck! igen)

Jeg læste en artikel om vigtigheden af kedsomhed. Det er sundt at kede sig, og det moderne menneske gør det nærmest aldrig mere. Hvis vi har en ledig stund, tjekker vi mails, Facebook, instagram, læser nyheder og så videre. I går morges lå jeg lige ti minutter ekstra i min seng, og blev enig med mig selv om at både himlen og lampen i soveværelset er flotte. Jeg lå og lod tankerne vandre. På 10 minutter nåede jeg vidt omkring, og det var ret dejligt! Normalt ville jeg nok lige have tjekket instagram og set andres billeder af den flotte lyserøde himmel. Det er da for dumt?
I denne her periode uden telefon er det blevet virkelig tydeligt for mig, hvor meget magt et lille stykke elektronik har over os. Jeg tror ikke at jeg var den værste før. Jeg har forsøgt at have telefon-fri tider på døgnet, men jeg har sgu altid lige tjekket den alligevel, hvis jeg gik forbi den. Jeg har bestemt brugt ret meget tid på at kigge ned i den lille skærm. Det er ligefør at jeg vil anbefale alle, at komme miste deres telefon engang i mellem.

Nu er der snart gået 3 uger uden telefon. Jeg har faktisk ikke rigtig savnet den på noget tidspunkt. Måske lige til et par praktiske ting og det duer heller ikke at vuggestuen ikke kan få fat i mig, hvis barnet bliver syg. Så, mandag er dagen, hvor jeg skal besøge Telia. Jeg håber at jeg fortsat vil høre fuglene pippe, nyde himlen og være en god legekammerat.

  • (analoge) Mor her.
Continue Reading