Om Mor her #1

Min gode veninde skrev for noget tid siden et blogindlæg om at være introvert. Fra mig selv kender jeg intet til at være introvert – jeg er ekstrovert ud i det ekstreme, men mærkeligt nok, er de fleste af de mennesker jeg tiltrækkes i mod introverte – mine forældre og min bror er i høj grad introverte, min mand er det, og mange af mine veninder er også.

Af og til bliver jeg virkelig ramt af følelsen af at være forkert, fordi jeg er så modsat af de fleste af de mennesker jeg omgiver mig med. I fredags skete det igen, og det her blogindlæg har været i mine tanker siden. For hvordan er det at være ekstrovert i introverte omgivelser? Som et modsvar til mine søde veninde Amalies blogindlæg kommer her – du ved du er ekstrovert i en introvert verden, når:

  • Du aldrig er klar til at gå hjem. Da jeg var yngre var jeg nærmest altid den der lukkede og slukkede en fest. Jeg har tit taget hjem, eller siddet tilbage efter en fest, og været sulten efter mere.
  • følelsen af at være en elefant i en glasbutik, sådan rent socialt, er noget du kan nikke genkendende til. Jeg buldrer tit derudaf, og snakker højt og længe, selvom nogle måske gerne vil være stille og læse i deres bog.
  • træthed er først noget du mærker, i det øjeblik du er alene
  • det er svært at vente på at andre har talt færdigt. Jeg kommer virkelig tit til at afbryde eller fuldføre andre menneskers sætning, fordi jeg så ivrig for at kommunikere.
  • dit drømmejob ville være “bare” at tale med mennesker dagen lang.
  • det at gå glip af noget, er det værste du kan forestille dig.
  • du presser flere arrangementer ind på en hel dag, end det i virkeligheden kan lade sig gøre.
  • ensomhed er en kendt og gammel ven

Som punkterne her beskriver, har jeg tit været oppe i mod følelser af at være forkert, og det at være ensom i andre menneskers selskab, er også meget velkendt for mig. Jeg læste en artikel om det at være ekstrovert, hvor der stod noget med at ekstroverte mennesker tit har døren til deres kontor åben når de er på arbejde. Da jeg gik på højskole havde jeg virkelig tit døren til mit værelse åben, enten fordi der jo kunne foregå noget jeg ikke ville gå glip af, men også sådan rent symbolsk – jeg er altid disponibel, og folk må altid kontakte mig. Jeg har virkelig nemt ved at sætte mig i folks sted, og er som sagt, så ivrig for at kommunikere med andre at jeg (måske) tit kommer til at træde nogle over tæerne. Artiklen jeg læste i forbindelse med research til det her blog indlæg, diskuterer hvorvidt det at være introvert eller ekstrovert er arveligt, og om man kan vokse fra det:

“Måske kommer man fra en familie, hvor det vægtes højt at være udadvendt og sjov, og derfor har man kun lært at dyrke den side af sig selv, fordi det er den side, man får anerkendelse for. Det kan forholde sig omvendt i en familie, hvor det værdsættes, at man er behersket og mere indadvendt, siger Henriette Boysen, og peger på, at vi kan ændre os flere gange i løbet af livet, alt efter hvilket miljø vi befinder i”, 

Jeg tror ikke man kan ændre sig så drastisk. Tit har jeg ønsket at jeg kunne skrue ned for mit behov for at socialisere, netop fordi det tit er umætteligt og fordi jeg tit ender med at blive ked af det og føle mig ensom. Jo ældre jeg bliver, bliver det lettere for mig at acceptere og tæmme det. Man er som man er, og det er godt nok.

Flere mener at det at være ekstrovert er en fordel i vores samfund – det er kunne smalltalke og skabe kontakter er en kæmpe fordel, og det er sikkert også rigtigt. Desuden klandres ekstroverte tit for både at være overfladiske og ikke ligeså følsomme som introverte – det er jeg lodret uenig i, eller sådan er det i hvert fald ikke for mig. Jeg påvirkes sindsygt meget af hvad andre mener eller føler. Hvis nogle af de mennesker der er tæt på mig har det svært, har jeg det også svært. Jeg føler med dem.

Men, hvordan skal det så gå, med hende den ekstroverte og alle de introverte? Som skrevet bliver det nemmere for mig med årene. Hvor jeg tidligere har haft lyst til at lave om på mig selv, for at passe bedre ind og skåne mine følelser, vælger jeg nu at se det som en fordel. Nogle ting tror jeg godt man kan ændre, men på bundlinjen er jeg som jeg er, og det er helt i orden. Henne i mit parforhold er vi totalt modsatte af hinanden i behovet for social kontakt, men faktisk fungerer det virkelig godt. Nøglen er at acceptere hinandens forskelligheder, at bruge de egenskaber vi hver især har og at give hinanden plads og rum til at være forskellige. Jeg har behov for at gå meget ud, mere end min mand og det får jeg plads til. Og mens jeg er ude, kan han jo hvile ørene.

Min datter har samme glubende sociale sult som jeg har, og det har også hjulpet mig. Hun længes efter at komme i vuggestue og finder selv støvlerne frem om morgenen. I morges klokken 7.30 fandt hun igen sine støvler frem og råbte “TUR! TUR!” – der skal ske noget hele tiden, og jeg elsker det! Sammen buldrer vi ud i verden, som to forlystelsessyge elefanter.

– (Forlystelsessyge) Mor her

Continue Reading

Dagens mor her #3

I dag råbte jeg af en ældre dame.

Eller. Det med råbe mener jeg snerrede. Men det gjorde jeg til gengæld også ret eftertrykkeligt.

Dagen i dag startede 05.30 (igen igen!), da jeg klokken lidt i 8 landede på studiet havde jeg det lidt som om at dagen allerede havde været igang længe – det havde den jo også lidt. Halv ni tikkede der en SMS ind fra min mand om at vores datter havde fuldstændig ulykkelig da han havde afleveret hende. Noget der sker sjældent og noget der giver mig lyst til at råbe “fuck this shit” til min benhårde underviser og cykle ned og hente barnet med det samme. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke – jeg ved godt at hun bliver hurtig glad igen, og jeg vil jo egentlig også gerne have en uddannelse. Min underviser er en god kombination mellem en rigtig fagnørd og en hardass. Undervisningen er svær og hård (og spændende!) På knap 5 timer fik vi to minutters pause, da vi skulle skifte lokale. Termokoppen med kaffe blev hurtigt tømt i dag.

Kl. 12.30 da jeg havde fri, skulle jeg nå en masse ærinder. Samtidig havde jeg en ambition om at hente min datter i det øjeblik hun vågnede fra lur. Så jeg cyklede hele byen rundt, uden at have fået frokost, eller pause og så i det smukkeste (VARME!!) forårsvejr. Alle ærinderne gik heldigvis hurtigere end ventet og jeg kunne derfor nå hjem og stille min taske og spise frokost inden jeg skulle hente barnet. På vejen hjem spotter jeg et lyskryds, hvor der er grønt og skynder mig over. På cykel. Selvom man ikke må. Dét ved jeg godt.

Men det vidste den ældre dame ikke at jeg vidste. Midt i et super trafikeret kryds, med sveden haglende og maven rumlende udspillede denne seance sig:

Dame: “Du ved godt at man ikke må cykle over, ikke?”
Mig: (Smilende og høfligt) “Jo, det ved jeg godt. Jeg har simpelthen bare så super travlt i dag”
Dame: “Nå. Men må altså ikke”
Mig: “Nej, jeg ved det godt. Det var en smutter”
Dame: (Peger på mit barnesæde) “Man skal jo også tænke på børnene”
Mig: (Rimelig bestemt) “Jeg ville aldrig have gjort det hvis mit barn sad bagpå!”
Dame: “JA, for jeg synes altså det er synd for de børn der bliver vist at sådan noget må man godt!”
Mig: (Næsten brølende) “JEG VED GODT AT MAN IKKE MÅ OG DU SKAL SLET IKKE ANFÆGTE AT JEG ER EN DÅRLIG MOR!!”

Lige bagefter var jeg rasende og slog knytnæven ned i mit cykelstyr. Da jeg kom hjem fik jeg sgu lidt ondt af damen. Måske var jeg lige en tand for nærtagende. Men for helvede. Faktisk gjorde jeg alt hvad der stod i min magt for at gøre min datters vuggestue-dag så kort som muligt. Jeg gør næsten hele tiden det bedste jeg kan, for at være den bedste mor for mit barn. Og hvis damen vil være bekymret for børn, så er der virkelig steder hendes bekymring kan bruges bedre. Så undskyld til hende, men vigtigst af alt: lad være med at tirre en træt, sulten og stresset mor.

– (Sure) Mor her

Continue Reading

Ferie-mor

At rejse er at leve – eller hvad?

Da jeg gik ud af gymnasiet var den helt store ting at rejse ud med rygsæk til verdens fjerne egne. Jeg troede en overgang også at jeg skulle, for det gjorde man jo når man var ung. Men faktisk havde jeg ikke rigtig lyst. Min mand og jeg har rejst en del sammen inden vi blev forældre. Både på interrail, forlængede weekender til storbyer og da jeg var højgravid var vi i New York. Jeg kan godt lide at rejse og opleve nye ting, men jeg kan mindst ligeså godt lide at komme hjem igen.

Når man som jeg, læser en del mor-blogs, kan man måske godt få fornemmelsen af at mange rejser med deres børn, og at de rejser langt væk. Forleden snakkede jeg med en bekendt. Hende og hendes mand er the travellin’ kind, som man siger. Hun fortalte om den 4 ugers rejse til Bali de havde været på over julen, og at de skulle noget lignende igen i sommerferien. Hun spurgte meget interesseret hvad vi havde planlagt. Jeg mumlede noget med et sommerhus og noget med et andet sommerhus lidt uden for Berlin, og noget med ferie med bedsteforældre. Vi skal nemlig ikke på det store globetrotter eventyr til sommer. Eller i påsken. Eller lige foreløbig. Jeg får angstens sved ved tanken nærmest. I stedet skal vi to uger i sommerhus, en uge med et vennepar der også har et lille barn, den næste uge med mine forældre og ugen efter kører vi med min datters farfar og farmor en uge til Berlin – eller det vil sige, til et hus uden for Berlin. Det er der sgu ikke meget, mor, far og barn i bungalow på Bali over. Men det er helt perfekt for mig. For os.

Jeg ved ikke om det er øjet der ser, eller om det rent faktisk er en tendens – men er der ikke virkelig mange der rejser meget langt væk – i meget lang tid? Med deres relativt små børn? Jeg spotter det tit, i hvert fald. Der er selvfølgelig ingenting galt med at rejse. Hver mand, sin lyst og alt det der. Men jeg kan næsten få en følelse af vi snyder barnet for noget, når vi bare skal i sommerhus, men så alligevel ikke.

I vuggestuen snakker jeg tit med lederen om dit og dat. Jeg sidder i forældrebestyrelsen og har derfor en god kontakt med hende. Hun er cirka det sejeste pædagog-menneske jeg nogensinde har mødt, hendes viden og forståelse for for børn er fantastisk og stor. Da påskeferien er lige rundt om hjørnet, faldt snakken på sådan noget med ferie, og hun havde nogle gode pointer, synes jeg. For eksempel:

  1. Børn har også brug for ferie. Helt på ligefod med mor og far. Selvom de er glade for institutionen, er det også hårdt at være afsted hver dag – ligesom det er for forældre med job.
  2. En sandstrand kan man få timer til at gå på. Når man 1,5 år – er alt ved stranden nyt og spændende og om havet foran stranden hedder Vesterhavet eller det Indiske Ocean, er i for sig ligemeget.
  3. Så længe mor og far er med er barnet glad. Så nemt er det. Igen, uanset om man er rejst til Thy eller Thailand.
  4. Børn mærker og oplever stress og ubehag stærkt. Hvis man er typen der bliver helt stresset af en lufthavn, bliver det en virkelig ubehagelig oplevelse for barnet. Barnet mærker med det samme hvis forældrene bliver stressede og kører op i en spids, og vil forbinde lufthavnen med noget ubehageligt.
  5. Alt nyt er spændende. Det der med at skulle ud at flyve burde man sprede ud over flere dage. Lufthavnen er ny og spændende. Flyet er nyt og spændende – og barnet når ikke tage det hele ind, før det er tid til næste sceneskift.
  6. Ferie kan også være at man har lov til at lege med legoklodser i nattøj en hel dag, og at der er god tid til at gå på legeplads. Man behøver ikke altid planlægge alt muligt sjovt/vildt/spændende.

Måske kommer det her blog indlæg til at lyde meget spelt-agtigt, og “mit liv er kun på mit barns præmisser”-agtigt, og sådan har jeg det egentlig ikke. Hvis man før man fik barn har været de store globetrottere, så kan jeg godt forstå at man har stort behov for at rykke familien på ferie. Jeg har det personligt sådan at tanken om at skulle flyve i flere timer med min datter er sindsygt uoverskuelig. Dertil kommer at prisen for sådan en ferierejse er høj, de penge en måned på Bali koster, vil jeg virkelig hellere bruge på at forsøde vores hverdag – den fylder nemlig ret meget. Vi skal helt sikkert mere på ferie, og det må gerne koste penge, men jeg tror det bliver senere. Men mens hun er så lille, som hun er nu, vil jeg meget hellere vise hende Vesterhavet og familiesommerhuset. Der udover prioriterer vi at se bedsteforældre i ferien, og det tror jeg er givet så godt ud. Både for dem og for min datter.

Jeg fordømmer på ingen måde folk der prioriterer at rejse langt væk. Hvis de synes det er nemt og hyggeligt er det bare dejligt, og som den kloge vuggestueleder sagde, så er det vigtigste at barnet er sammen med sine forældre. Det kan man jo være mange steder. Så (igen) er pointen måske så simpel, at man skal gøre det der bedst for ens familie og barn, og om det er Thailand eller Thy, er helt op til en selv.

 

Continue Reading

Femi-mor #2

I anledning af denne kvindernes kampdag, føler jeg mig næsten nødsaget til at skrive et lille indlæg. I dag har været en helt almindelig dag i den trædemølle vi kalder hverdag, min hjerne har været omkring kampdagen flere gange. Men arbejdet skulle passes, barnets skulle hentes og maden skulle på bordet. Og hvor er så feminismen?

Feminsmen er både i det store og i det små. Jeg har i dag tænkt meget over nogle ord, som en af mine største heltinder har skrevet:

“Listen, I believe everythin’ we dream
Can come to pass through our union
We can turn the world around
We can turn the earth’s revolution”

Som kvinder skal vi lige stå sammen, i stedet for at kaste mudder efter hinanden, hævde os selv og shame kvinder der anerledes end os selv. Det sker hele tiden, både i den lille og store skala, og det duer fandeme bare ikke.

Sidste år på den dato, tror jeg ikke jeg havde nok åndsnærværelse til at tænke noget særligt over kampdagen. Men i år, i år hvor jeg er landet på mine fødder som mor (til en pige), har mine tanker især handlet om hvilken rollemodel jeg er for min datter i et feministisk henseende.

Jeg vil sørge for at vise og fortælle hende at man som kvinde ikke skal være perfekt, jeg er så pisse træt af feministiske “forbilleder” der optræder blankpolerede. Man har ligeså meget berettigelse i verden med poser under øjnene og for meget på sidebenene. Jeg vil virkelig prøve at vise hende at hun kan blive alt hvad hun vil, det er kun hende selv der skal sætte grænsen. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at hun ser sig selv som mere end en krop. Jeg vil skule til alle dem der fremhæver hende for hendes udseende og ikke andet. Hendes kamp er min kamp. Jeg vil introducere hende for mine kvindelige rollemodeller, fra hendes seje mormor, der har kæmpet sig hele vejen til en sej karriere, til mine søde, kloge og fantastiske veninder, hun skal blive præsenteret for de vigtigste bøger og jeg vil skamspille musik af seje kvinder. Hun skal vide at kvinder har kæmpet, for at jeg og senere hun har de rettigheder vi har. Hun skal kende til alle mulige forskellige måder man kan bruge sig selv på – som kvinde. Om hun vil være trommeslager, astrofysiker, fodboldspiller, læge, smed eller pædagog, så er det hun skal. Og ingen skal nogensinde sige til hende – at det kan man ikke når man er en pige. Endeligt håber jeg at (kvinde)verden ser bedre ud, når hun skal ud og være en voksen dame – kampen er ikke slut endnu, og jeg håber at vilkår på for eksempel barsels og løn-området ser anerledes ud om 20 år. Det skal det sgu!

Men vigtigst af alt – skal hun aldrig stå af alene. Kvinder i flok kan de vildeste ting. Heldigvis er der allerede seje kvinder hele vejen rundt om os, og jeg er sikker på både hun og jeg vil møde mange flere gennem livet. Så tak til alle mine rollemodeller, både dem der tæt og langt væk <3

P.S. 8. marts også dagen hvor mine forældre lærte hinanden at kende. Tillykke og hurra for jer. Og i nyere historie, dagen hvor min datter fik klippet sit hår for første gang. Nu har jeg en korthåret pige – det er ikke tænkt som et statement, men fordi jeg mener at når børn er små skal de have det så behageligt så muligt. Hendes hår irriterede hendes øjne, og var altid filtret ind i diverse krea-projekter fra vuggestuen. Nu er hun endnu mere fri til at gøre hvad hun har lyst til, hun er ikke et symbol på omverdenens forventning til at være en pige og begge ting er jo nærmest symbolske for de ønsker jeg har for hende.

Continue Reading

Dagens Mor her #2

 

Når alting går op i en højere enhed, på trods af helddags hovedpine og ufuldendte to do lister, er hverdagen måske egentlig meget god.

Denne mandag startede kl. 06.10, da lejlighedens mindste beboer råbte “HEEEEJ” inde fra sin seng. Hun er altid så sød og glad allerede fra starten af dagen, idag var moren mere mat og morgenbister i det. Jeg havde feber og ondt i hovedet. Velkommen uge – Gotta love mandag.

Min søde mand gav mig lov at sove lidt længere, og efter 45 minutters blunden, kastede jeg mig i bad og dagen kunne starte. Slugte min kaffe, fik smurt mit trætte og vintergrå ansigt ind i make-up. Lagde puslespil med barnet og så var det afsted til vuggestue. Vi var heldigvis i fin tid i dag (og så på en mandag)! Jeg kan ret godt lide at have tid til afleverings-processen. At se at hun kommer i gang med en leg og er glad for at se de andre børn og de voksne, giver mig en god ro i maven til resten af dagen.
Videre til undervisning, med start 8.45 – På vejen tankede jeg op med en skyr og en bolle. Al den gode tid, skyldtes måske at jeg glemte spise morgenmad. Med masser ad kaffe i termokoppen, kunne den lidt mere professionelle del af dagen starte. Fremlæggelse af et selvlavet undervisningsforløb blev eksekveret, og i bedste skolelærer hippiestil fulgte en time med drama og læseteater.

I løbet af dagen har en eksamensopgave rumsteret i hovedet på mig. Den skal afleveres på mandag. Allerede 12.30 efter undervisning, stod jeg på Israels Plads med en følelse af at være bagud med alt. At halse rundt, kun for at opdage at jeg ikke kan nå det hele. Prøvede at fortælle mig selv at frokost nok ville være en god idé og at jeg ikke kan gøre det bedre, end at løse én opgave af gangen. Frokost blev spist og en stor del af opgaven udarbejdet. Pyh – nogle gange (især efter jeg er blevet mor) er jeg fuld af forundring over hvor mange følelsesmæssige stadier jeg bevæger mig på, inden klokken slår 14:00. Dagene er fyldt med nervøsitet, små-stress, glæde og grin, udmattelse og kampånd.

 

Allerede kl. 14.10 stod jeg i barnets vuggestue – klar til at være en god speltmor og hente barnet hjem, så vi kunne nå at lege og være sammen. Skæbnen ville at hun ikke var færdig med sin eftermiddagslur, så jeg nåede både på apotek og indkøbe panodiler til helddags hovedpinen. Feberen havde forladt mig engang i løbet af formiddagen – nogle gange er det “smart” at have travlt. En halv to-go-kaffe senere tikkede der en SMS ind, min datter var vågen og jeg kunne hente hende. De dage hvor det lykkes mig at kunne hente hende tidligt, er de bedste dage. Den sandhed er sikkert ilde hørt, og jeg ved virkelig godt at det ikke er alle forundt.

Dagens program sluttede desværre ikke her. En eller anden tåbe har bestemt, at mødre sagtens kan have aftenundervisning. Så, klokken 16.30 var det op på jernhesten igen, klokken 17 startede undervisning. I dag var jeg heldig, og den sluttede heldigvis efter et par timer. I skrivende stund har jeg lige onduleret et par skiver rugbrød, hovedpinen er her stadig og nu er jeg ligeså træt som et alderdomshjem. Min to-do liste mangler virkelig stadig et par flueben, men det er der ikke noget at gøre ved.

En meget klog kvinde har introduceret mig for begrebet “pyt-kassen”. I dag, eller her til aften, om man vil, vil jeg fokusere på alt det jeg nåede og ikke alt det jeg mangler at nå. Jeg vil glæde mig over at mine undervisningstimer tillader at jeg henter min datter tidligt, og når at lege med hende hver dag. Som jeg skrev i Studie-mor indlægget, er der fordele og ulemper ved livet som “studie-mor”. Jeg prøver at glæde mig over fordelene, selvom fremtiden rykker tættere på og spøger meget. For hvordan får vi det til at gå op, når mor her skal på arbejde? Og måske også være mor til mere end en?

Nu vil jeg parkere to-do listen i “pyt-kassen”, glæde mig over det jeg nåede, at jeg ikke blev fanget i regnen på cykelstien, at jeg nåede at kramme og kysse mit barn (næsten) så meget som jeg ville i dag. I morgen venter endnu en dag, forhåbentlig med plads til både flueben, arbejde, puslespil, madlavning, kys, kram og alt det andet hverdagen er fuld af.

– (Hverdags) Mor her.

P.S. Husk lige at give jer selv en hverdags-high five (eller en “faij” som min datter kalder det), engang i mellem.

 

Continue Reading

Læse-mor #2

Små hjerter kan også føle store ting, som Grislingen siger. Det her Læse-mor indlæg handler om børnelitteratur hvor der er plads til at have ondt i hjertet, og børnelitteratur med noget på hjerte.

De senere år er der sket en forandring i børnelitteraturen. Bøger der omhandler sorg, død, mobning, og bøger der tager store eksistentialistiske emner op, er blevet mere og mere almindelige. Det synes jeg er helt fantastisk. I mine øjne er det vigtigt at børn får lov at føle forskellige ting. Det er ikke farligt at blive ked af det, og jeg tror det er en god øvelse for os forældre at trøste vores børn, og i trøsten lade dem vide at det er helt okay at blive ked af det.

En billedbog der tager et meget tungt emne op er Annas himmel af Stian Hole. Bogen er sat op, som vi kender det fra en klassisk billedbog – billederne spiller sammen med teksten og handlingen strækker sig over en enkelt dag. Bogen handler om den dag nogen sender søm ned fra himlen. Historien er sorgfuld. Der er kirkeklokker der ringer. Far skynder på Anna – man formoder at de skal til begravelse. I stedet tager Anna far med ud på en rejse. En rejse gennem sorgen. En rejse de skal igennem sammen. Annas mor er (måske) død. Det står ingen steder, det men hentydes.

Teksten er ikke svær at læse, men kan forstås på mange måder. Derfor mener jeg at den kan læses af både af børn på 8-9 år, men også af børn på 11-12 år.
Bogen er ekstremt smuk og fyldt af symboler. Der er små hilsner til forskellige kunstnere, blandt andet Magritte.
Forfatteren Stian Hole har et helt særligt univers. Hans bøger er tænksomme og smukt illustreret. Se selv:

hole

Det der (blandt andet) udemærker Annas himmel, er at de både er for børn og voksne. Læseren kan få forskellige ting ud af bøgerne, alt efter niveauet der læses på. Lige ligesom vi kender det fra Astrid Lindgren og H.C. Andersen. At læse deres historier som voksen overraskede mig meget – det var nogle helt andre ting jeg bed mærke i. Historierne fik flere sider.

Jeg vil helt klart anbefale at dykke ned i Stian Holes forfatterskab – især bøgerne om Garmann er også fantastiske.

Nogle mener at Stian Holes bøger er for dystre. Det er de måske. Men hvorfor er dystert farligt? Jeg mener at det er vigtigt at huske at børnelitteratur kan være mange ting. Ligesom voksenlitteratur kan det, kan børnelitteraturen også hjælpe børnene til på et ikke bevidst niveau at forhold sig til deres egen verden. Bøgerne handler om Alfons Åberg, men også om børnene selv. Børnelitteratur er mere end Totte bader (ikke at der er noget som helst galt med Totte-bøgerne). Børnebøger kan være sjove, smukke, uhyggelige, de kan formidle viden og de kan tage nogle emner op, det måske kan være svært at snakke med børn om. Jeg kender flere eksempler, hvor forældre har brugt børnebøger om de lidt mere mørke sider af livet, som afsæt til en snak. Dét tror jeg er vigtigt.

– (Læse) Mor her.

Continue Reading

Tvivle-mor

Hvornår er man klar til at få børn? Og hvornår ved man at man er klar?

De to spørgsmål har jeg fået mange gange, det er svært at svare på, men jeg vil gøre forsøget. Først og fremmest tror jeg slet ikke at det ideelle tidspunkt findes. Der er som jeg skrev i indlægget Studie-mor fordele og ulemper ved at få børn som studerende. Ligesom der fordele og ulemper ved at få børn mens man kickstarter sin karriere, og der er også fordele og ulemper ved at få børn når man har fået villa, volvo, vovse og karriere. Så det korte svar, er at man måske aldrig kan blive helt klar?

At tage beslutningen om ville være forældre, er en af de vildeste ting min mand og jeg har gjort sammen. Vi blev gift da jeg var højgravid og for mig var det slet ikke tilnærmelses-vist lige så stort som at beslutte sig for at begynde projekt barn. I mine øjne vælger man hinanden til på en helt anden måde, end man gør ved at gifte sig. Det er hurtigere og nemmere at komme ud af ægteskabet (det er jo efterhånden bare noget med et nem-id) end det er at komme ud af at være nogens forældre. Det var stadig en stor og smuk ting at sige ja til hinanden på rådhuset – men vi havde valgt hinanden til flere måneder tidligere. Sådan til døden skiller os ad agtigt – for vi vil altid have et barn sammen. Uanset hvad der sker.

Når man bliver mor som 24-årig, får man tit spørgsmålet “var det planlagt?!” og ja, det var det. Timet og tilrettelagt endda. Idéen om vores kommende barn startede i en lille Italiensk havneby i sommeren 2013. Vi var enige om at vi var klar, og det er jo et meget godt udgangspunkt. Jeg vidste at jeg ville have gennemført en stor del af min uddannelse inden jeg skulle være mor, og det kunne godt nåes. Egentlig startede idéen om at skulle være forældre meget før. Vi købte en lejlighed i efteråret 2012, og der gik vi bevidst efter at der skulle være plads til et børneværelse. Så snakken om børn har vi haft længe og på den måde følte vi os meget klar, begge to.

Min datter blev til i 3. forsøg. (Jeg er godt klar over, at det for nogle mennesker tager meget længere tid og jeg har den dybeste respekt for folk der prøver meget længe. Det må være så hårdt). Den første gang jeg fik menstruation blev jeg ærgerlig, anden gang meget irriteret og ked af det. Efterfølgende blev det meget klart for mig at jeg virkelig gerne ville være mor – jeg ville være mor NU. 3. gang var som bekendt lykkens gang, og da jeg endelig stod med den positive graviditetstest, var min første tanke; “FUCK!”  Fra at være noget meget konkret og ønskeligt, blev det hele meget abstrakt for mig. En bekendt sagde en gang til mig “man bliver mor i det øjeblik, man står med en positiv graviditetstest i hånden”. Det er sikkert rigtig for nogen, men ikke for mig. Jeg blev glad, men også meget forvirret. Og mest af alt, var føltes det enormt ukonkret. Det var som om det ikke var mig og min kæreste det skete for, jeg tænkte hele tiden hvor er det dejligt for dem, men havde svært ved at finde ud af sætte mig selv ind i ligningen. Som ugerne og månederne gik, blev det mere og mere virkeligt, og jeg blev også mere og glad og tryg ved tanken. Vi fik styr på alt det praktiske og til sidst glædede jeg mig endda. Især scanningerne og det at mærke liv gjorde en kæmpe forskel. Jeg følte mig dog ikke 100 % klar hele tiden, jeg gik alle følelser igennem, tvivl, nervøsitet, glæde, frygt, utålmodighed og jeg var så spændt på at møde min datter. Tankerne omkring fødselen fyldte rigtig meget, jeg kan huske at jeg sagde til min mand, at jeg havde svært ved at glæde mig ligeså meget som ham, fordi der ligesom liiiige var noget der skulle overståes først.

Jeg fødte 2 uger før terminsdatoen. Min fødsel endte med at blive sat igang, og det tog lang tid før der skete ret meget. I dagene omkring igangsættelsen var der også noget der ændrede sig, især satte utålmodigheden ind og jeg glædede mig så meget til at se min datter og vi snakkede rigtig meget om hvordan hun må så ud, og hvordan hun ville være. Men jeg var stadig nervøs og tvivlende. Da igangsættelsen trak ud, endte jeg med at få taget mit vand, og sagde i den forbindelse til jordmoderne “nu er der ingen vej tilbage”, hun grinede og sagde “det har der virkelig ikke været i meget lang tid”. Mens jeg havde veer fokuserede jeg meget på den opgave det var at føde, og ikke så meget på resultatet af fødslen, og det hjalp på alle de tusindvis af følelser jeg havde omkring det at skulle være mor. Fødselen handlede i høj grad om mig og min krop og ikke så meget om at skulle have et barn. Selve fødslen gik hurtigt, og pludselig var hun der. Min datter. Hun skreg og jeg fik hende op til mig – i det sekund blev jeg mor. I det sekund var jeg helt klar. Det hele føltes pludseligt naturligt, hun skulle ammes, hun skulle have tryghed og jeg vidste at mit liv nu havde forandret sig for altid, og lige så vanvittigt en tanke det var, lige så fantastisk var det.

Selvom jeg på overfladen følte mig klar til at blive mor længe før jeg overhovedet var gravid. Selvom vi havde de praktiske ting på plads. Selvom vi havde råd og selvom vi vidste at vi ville være forældre sammen. Jeg følte mig først klar, da hun var her.
Jeg blev først mor i det øjeblik jeg så min datter.

 

Continue Reading

Læse-mor #1

Jeg er mindst ligeså glad for at læse, som jeg er for at skrive. Som barn fik jeg læst mange historier højt, især mange klassikere og ældre børnelitteratur. Mange af dem har præget mig og jeg husker dem allesammen. Jeg kan ikke cykle gennem Nyboder uden at tænke på Tude-Marie. Min datter har et mellemnavn der stammer fra en litterær figur. Hvis jeg tænker på historien om Brødrene Løvehjerte kan jeg stadig få tårer i øjnene, og jeg begyndte engang at græde da jeg havde læst en bog færdig, fordi jeg aldrig ville kunne læse den for første gang igen. Mit hjem er tapetseret med bøger. Bøger er fantastiske fordi de kan give ny viden om verden, de kan hjælpe en med at forstå forskellige situationer, give ekstra perspektiv og man kan forsvinde væk fra virkeligheden og ind i dem.

Efter jeg har fået et barn læser jeg desværre færre bøger. Og mange af dem jeg læser, læser jeg tit højt. Hovedpersonerne hedder Totte og Kaj, og historierne handler om dukkevogne og om at bade. Jeg voksede op omgivet af bøger og det kommer min datter også til. Vi prøver i høj grad at læse i bøger i stedet for at kigge på iPad. Vi har faktisk ikke en iPad – jeg er ikke hellig, for der bliver bestemt også set Sigurds Bjørnetime og Kaj & Andrea på computeren. Men jeg kan godt lide det rum der skabes når vi sidder med en bog. Vi begyndte at læse godnathistorie for min datter da hun var omkring 6 måneder, og det var egentlig en god idé. Umiddelbart havde jeg svært ved at regne ud om hun fik noget ud af det, men både dengang og nu sidder hun helt stille, mens hun kigger og lytter. Hun spørger til billederne i bogen og er rigtig nysgerrig.

Vi læser både Totte og Kaj-bøgerne. De er rigtig gode, der er gentagelser og et enkelt tema i hver bog. Den sulte larve Aldrigmæt har også været et hit – der er en masse flotte farver, og den udgave vi har, har tykke sider, så det er nemmere for små fingre selv at bladre. Vi læser også bøger i den serie følebøger Jellycat har udgivet, de er på engelsk, men vi oversætter dem mens vi læser. Vi har også nogle bøger af Jakob Martin Strid, de fleste er hun for lille til endnu, men vi læser dem alligevel og kigger på billederne. Strid har lavet enkelte papbøger til små børn, vi læser blandt andet  Ord med Mimbo Jimbo, den præsenterer nogle lidt anerledes ord, end de fleste småbørns-bøger. Jeg tænker også at det er fint at indvie barnet i Strids forunderlige univers – så kan vi altid bygge oven på med Lille Madsens hus og Mustafas Kiosk.

Jeg tror aldrig det er for tidligt at åbne bøgernes verden for børn. Da min datter var 14 måneder, begyndte hun selv at komme med sin yndlingsbog, række os den og sætte sig op på skødet. Det var et stolt øjeblik for læsemor her.

På mit studie har jeg nørdet en masse børnelitteratur og derfor vil jeg senere skrive indlæg med boganbefalinger til lidt større børn. Næste Læsemor indlæg, vil handle om børnelitteratur der tager livets svære emner op.

– (Læse) Mor her

Continue Reading

Pige-mor

Forleden læste jeg et blog-indlæg om at have præferencer når det kom til kønnet på ens kommende barn, og det satte lidt tanker igang hos mig. Jeg ved ikke om jeg direkte havde præferencer til hvilket køn mit kommende barn skulle have. Jeg troede mest på at vi ville få en dreng, men kunne måske bedst forestille mig at være mor til en pige. Selvom jeg selv har en god portion “drenge-pige” i mig og selvom jeg i flere år passede en dreng, var der bare noget om tanken ved at få en pige. Jeg tror det handler identifikation – i hvert fald for mig – for alt andet lige er jeg selv en pige, og det er det jeg kender til. I dagene op til MD-scanningen, fik jeg dog et andet syn på det. Jeg havde alverdens sygdomme, huller i hjertet, ganespalter og andet på hjernen. Så da den store dag oprandt, var jeg fuldstændig ligeglad med om det var en dreng eller en pige – bare det var et raskt barn. Helt kliche, og fuldstændig som mange havde fortalt mig.

Jeg tænker tit over, om der mon egentlig er så stor forskel på drenge og piger? Måske ville min datter have haft samme personlighed, hvis hun var en dreng? Det er i hvert fald tydeligt at se, at hun har noget fra sin far, noget fra mig og noget der hendes helt eget. Uden at vi i virkeligheden har snakket så meget om det, eller været super bevidste omkring det, bliver hun behandlet som hun er, og ikke som sit køn. Hun har både klassisk “drengelegetøj” og “pigelegetøj” (fraser som jeg ellers ikke bryder mig meget om). Vi prøver at købe/ønske os legetøj til hende, som fanger den interesse, hun viser os. Da vi opdagede hvor meget hun elskede legekøkkenet i vuggestuen, besluttede vi at det var det hun skulle have i julegave. Da vi opdagede hvor sjovt hun synes det var at lege med biler (og sige som biler) købte vi nogle. Senest er hun begyndt at interessere sig meget for kroppen, hvor navlen sidder, at man har tæer, knæ, fingre, øjne, øre og så videre, og så videre. Derfor købte jeg en dukke. En dukke jeg også ville have købt, hvis hun var en dreng. Vi tumler med hende og hun elsker at blive kastet rundt i luften. Noget jeg engang har hørt man især anbefaler at gøre med drenge der vokser op med single-mødre. For mødre tumler jo ikke almindeligvis med deres børn – tsk.

Jeg tror ikke at babyer starter som drenge eller piger, jeg tror de starter som babyer. Men efter at have født en pige, er det blevet meget tydeligt for mig, hvor mange forskellige forventninger og fortællinger der er til det at være en pige. Mange af de ting min datter gør, bliver tit påtalt med bemærkningen – “det er nok fordi hun er en pige”. En ekspedient i en børnetøjs butik undrede sig højlydt over at jeg valgte den mørkeblå termodragt til min pige, når der nu var en gammelrosa (hvem vælger gammelrosa til overtøj??!) Hun er blevet kaldt “en nuttet lille ballerina-pige” (hvem siger at hun vil danse ballet?) Når man køber børnetøj er alting delt op i køn. En veninde fortalte endda at hun havde set noget børnetøj, hvor der på “drengetrøjen” stod Cool & Clever, og på “pigetrøjen”  Pretty & Perfect. At man i 2016 skal være perfekt som (lille!!) pige, mens drengene skal være cool, gør mig helt træt og i dårligt humør. Indtil videre tror jeg ikke at min datter opfatter at hun er en pige og at der er forskel på hende og drengene i vuggestuen, og det synes jeg er så dejligt at tænke på. Samtidig er jeg spændt på hvornår bevidstheden sætter ind, og om hun en dag kommer hjem og kræver en lyserød prinsessekjole – hvis det er et stort ønske, skal hun selvfølgelig nok få sådan en på et tidspunkt, ligesom at vi også kan finde en Spiderman dragt til hende, hvis det skulle blive nødvendigt.

Da jeg selv var barn, kan jeg ikke mindes at jeg tænkt noget særligt over at jeg var en pige og min bror en dreng. Eller selvfølgelig vidste jeg godt det- men ikke at der som sådan var forskel på os. Der blev ikke forventet bestemte ting af mig, fordi jeg var en pige og omvendt med min bror. Min bror var god til at sidde stille og tegne, jeg havde lidt mere ild bagi – de klassiske drenge/pige-evner blev altså ikke fordelt “rigtigt”. Når jeg kigger på mine forældre, var det meget min far der gjorde rent og min mor lavede mad. I mit barndomshjem har jeg aldrig tænkt over at det lå mere for, at det var min mor der ordnede alt det huslige, men hun var nu bedre til at lave mad end min far, og derfor var det hende der gjorde det. Begge mine forældre har arbejdet meget. De passede os begge to når vi var syge. Der blev altså ikke truffet valg udfra at det lå mere til det ene eller det andet køn at gøre ting. Den erfaring er jeg glad for at have lært hjemmefra og jeg tager det med mig i mit eget familieliv.

Jeg kunne virkelig godt tænke mig at min datter ikke behøver forholde sig til at hun skal være nuttet og sød. Jeg kunne godt tænke mig at hun vokser op i en verden hvor hun bliver vurderet på hendes evner og personlighed, frem for hendes udseende og køn. At hun både kan få lov at gå i blåt og lyserødt – og vælge selv. At hun vil være mindst ligeså Clever og Cool, som hun (i morens øjne) er perfekt. Egentlig håber jeg bare at hun får alle verdens muligheder.

– (Pige) Mor her

Continue Reading

Dagens Mor her #1

I fredags var barnet og jeg i bedste vinterferie stil i Fields med noget familie. Familien var på besøg fra Jylland. Nogle skulle i butikker, vi med børn besøgte legelandet Capella Play. Legelandet var som sådan nogle er flest. Larmende og i tusinde farver. Min datter var rimelig godt tilfreds, kuglerummet var det største hit. Hun var ikke 100 % tryg og derfor vurderede jeg at hun var for lille til selv at gå på opdagelse i legelandet. Legelandet er delt op i forskellige niveauer, man kan klatre, kravle, gå på trapper og boltre sig. Jeg var lidt bange for at hun ville blive tromlet ned af andre børn, falde ned af trapperne og så videre. Jeg anser ellers ikke mig selv for at være en pylret mor, men jeg brugte alligevel dagen i legeland på at kravle efter hende. Op og ned, til højre og venstre, gennem forhindringer og andet. ke. Der var mange børn (hej vinterferie!) og sådan lidt kaotisk stemning. Alt i alt en ok oplevelse, men priserne var høje og jeg tror ikke at det er et sted vi vil besøge meget i fremtiden. Jeg vil til hver en tid anbefale Remisen på Østerbro, der er en indendørs legeplads. De holder desværre lukket i weekenderne, og derfor var legelandet i Fields jo et alternativ. Dog er Remisen gratis og ikke helt så kaotisk.

Siden turen i legeland har jeg haft helt åndssvagt ondt i ryggen. Min lænd er lås helt fast og jeg kan ikke rigtig bevæge mig ordentligt. Jeg føler mig som en gammel kone, og jeg har hede drømme om at kunne bevæge mig frit som jeg har lyst til. Kender I det der, at når man er syg, så glæder man sig helt til normale ting? Som at kunne cykle, hoppe og lege og bære sit barn så let som ingenting.

En anden ting, jeg har tænkt meget over, er hvordan ens perspektiver og idéer om god smag og æstetik ændrer sig når man får børn. Før jeg fik min datter, ville jeg have haft svært ved at forestille mig selv kravle rundt i et farvestrålende plastik-legeland en hel eftermiddag. Jeg synes ikke at blinkende plastik legetøj er flot eller lækkert. Men nogle ting gør jeg for min datters skyld og pakker i den forbindelse mine egne fordomme væk. Jeg tror at det er sundt at prøve noget nyt og rykke sig lidt ud af sin komfort zone. Jeg vil gerne give min datter varierede tilbud og derfor prøver vi også nogle ting der ikke altid er det mest tjekkede eller spelt-agtige.

I går var min undervisning heldigvis aflyst og i dag skal jeg arbejde hjemmefra og planlægge praktik. Så ryggen får masser af hvile og jeg SKAL være rimelig fit for fight i morgen, hvor jeg skal undervise en 6. klasse i madkundskab. I eftermiddag vil jeg hente barnet tidligt og håbe på at ryggen kan klare en tur på legeplads – det elsker vi begge to. Solen skinner i dag, der sælges kaffe på legepladsen og der er så skønt på Nørrebro. I dag bliver vi i komfort-zonen.

Det her blev et rimelig dagbogs-agtigt indlæg. Men samtidig en anbefaling af Remisen. Capella i Fields ved jeg ikke helt om jeg vil anbefale – det er selvfølgelig ikke deres skyld at min ryg sætter ud. Men priserne var som sagt høje og jeg synes godt der kunne have været mere for børn på min datters alder (1,5 år).

Jeg tænker at skrive flere af den her slags indlæg med anbefalinger og beskrivelser af hvad vi laver på en helt “almindelig” dag.

– (Slidte) Mor her.

Continue Reading