Træt

Mit ældste barn har alle dage været virkelig dygtig til at sove. Hun er nem at putte og sover de fleste nætter omkring 12 timer uden at vågne. Som baby sov hun altid når vi var i mødregruppe, og det blev ofte bemærket at hun var et rigtigt sovebarn.

Da jeg var gravid med lillesøster, havde jeg svært ved at forestille mig et andet slags barn end det jeg havde i forvejen. Jeg havde jo ligesom aldrig prøvet at have andre børn, og meget blev ligesom målt op i mod min ældste datter.

Klogere det blev jeg! Mine piger er så forskellige som man næsten kan være. De har bestemt en del lighedspunkter, men er på ingen måde det samme slags barn.

Lillesøster nærmest løber og har gået siden hun var 11 måneder. Hun er sygt motorisk og bruger sin krop vildt meget. Hun har helt enormt meget krudt og kan nærmest ikke sidde stille. Til gengæld kan hun ikke rigtig sige noget, hun siger en lyd der lyder som mor og en der lyder som storesøsters navn rigtig meget. Men decideret sprog er der ikke noget af. Storesøster gik først da hun var omkring 13 måneder, men snakkede tidligt og kunne sige en hel masse ord allerede da hun var 1. Hun gad godt sidde stille og vi kunne tidligt begynde at læse bøger for hende. Lillesøster har travlt med at kravle op på borde, skubbe stole rundt, slæbe rundt på tunge legeting og i det hele taget tumle derudad. Det er virkelig to meget forskellige børn.

Og så er der det med søvnen. Her er de som dag og nat (høhø..)

Lillesøster er IKKE et sovebarn. På torsdag er hun 14 måneder, og på de 14 måneder er det ret få gange hun har sovet igennem en hel nat. Hun havde lige en god periode på en 1½ uge i januar, hvor hun sov hele nætter, men det blev afløst en omgang influenza og herefter har det ikke rigtig været godt. Hun vågner 5-6 gange hver nat, hun er ikke ked af det, og falder heldigvis hurtigt i søvn igen. Der udover står hun tidligt op, og de få gange hun ikke gør, så gør hendes storesøster. F.eks. i morges, hvor lillesøster snorker sødt ved siden af mig, og storesøster kommer ind og siger “Moaar, jeg vil gerne stå tidligt op i dag” … 

SÅ! Jeg er efterhånden træt, men faktisk mærker jeg det næsten ikke mere. Jeg er ikke længere smadret når jeg vågner om morgenen. Bevares, i løbet af dagen er der da øjeblikke hvor jeg er lige ved at ramme muren, men i betragtning af, at det er et stykke over et år siden jeg har fået en fuld nattesøvn, så er jeg sgu ikke særlig træt. Det er ikke noget kaffe ikke kan klare i hvert fald.
MEN.
Jeg ser træt ud. Meget meget træt. Mine poser under øjnene har poser. Jeg ved jo godt, at alting er en fase. Det siger min mor-erfaring mig, og en dag har jeg to teenagepiger som jeg skal jage ud af sengen. Så det skal jo nok gå.

Der er bare en ting, jeg tænker over og er lidt bekymret for… De der poser, ik? Forsvinder de igen?

Skriveblokade

Jeg har haft en mindre skriveblokade. I hvert blogmæssigt. I sidste uge blev til ansøgninger til studie, en ansøgning til en mere krea-agtig skole og så selvfølgelig de obligatoriske jobansøgninger og et par mails.

Men jeg har ikke rigtig vidst, hvad jeg skulle skrive herinde. For det er svært at dele ud af sig selv, når det hele er lidt svært, og man har svært ved at sætte fingeren på hvad det netop er, der er svært.

Virkeligheden er imidlertid, at jeg sgu er i ret dårligt humør for tiden. Ikke decideret deprimeret, men jeg er et lidt svært sted i livet lige nu, synes jeg. Jeg prøver virkelig at leve i nuet, og i forhold til at gøre det, er det virkelig godt at have børn. Når man er sammen med to små børn, er det faktisk ikke rigtig muligt ikke at være i nuet. Der er hele tiden en der har et behov, en der kravler op på spisebordet og skal bæres ned igen, bleer der skal skiftes, fletninger der skal flettes, perleplader der skal stryges, rugbrødsmadder der skal smøres, historier der skal læses, tøj der skal vaskes og så videre, og så videre.

Så det er ikke så meget i mit selskab med mine børn det hele er svært. Men jeg har jo siden midten af december været på dagpenge, og pigerne er afsted i institution, mens jeg søger jobs, går til møder og den slags. Dagpenge-livet har unægteligt medført en del tid til mig selv, noget som bestemt var tiltrængt og som sikkert er sundt og godt. Alligevel synes jeg, at den her tid er svær. Der foregår mange ting i mit hoved i mine alene-timer:

  1. Jeg mærker virkelig sorgen over alt det der brast. Jeg har affundet mig med det og er et fint sted i forhold til min skæbne (eller hvad jeg nu skal kalde det), men samtidig er jeg simpelthen så ked af, at det var sådan det skulle gå. Giver det mening?
  2. Fremtiden. Da da da daaam. Hvad skal det hele ende med? Jeg har søgt et par uddannelser med start til september, jeg er meget i tvivl om det er det rigtige for mig, og jeg er slet slet ikke sikker på at komme ind. Desuden søger jeg jo jobs, jeg har haft et par stykker i kikkerten som jeg virkelig gerne vil have, og arbejder lige nu på en ansøgning til noget der godt kunne være et drømmejob, sådan som mit liv ser ud lige nu. Fremtiden kan virkelig komme til at se ud på alle mulige måder, og jeg synes det er svært, at det ikke rigtig er op til mig, at beslutte om jeg skal have det job jeg gerne vil have, eller om jeg skal læse. Jeg kan bare lidt vente og se, og håbe på det bedste.
  3. Der er en del øjeblikke for tiden, hvor jeg bliver slået helt ud af ensomhed. Jeg har virkelig mange alene-timer, og har svært ved rigtig at gøre noget ved det. Det er hårdt at gå dagen lang og give to små mennesker al den kærlighed, omsorg og opmærksomhed og ikke få det igen.

Se, det var en lidt sørgelig status fra mig. Det hele er ikke så sort, som jeg nok fik det malet. Jeg har også mange virkelig gode timer, og jeg har også lange perioder hvor jeg nyder mit eget selskab. Men lige nu, er livet sgu ikke lutter lagkage, og det vil jeg også gerne kunne skrive om.

Om sygdom og hakkebøffer

Igår faldt jeg i søvn med lugten af hakkebøffer hængende i næsen.
På mandag ville det ellers være 2 ugers dagen, for min tabte lugtesans. Men igår sgu, der kunne jeg lige pludselig dufte noget igen.

Med andre ord, den der stygge influenza man kan læse om i alle mulige slags medier, den der der tvinger folk i sengen, og som gerne varer meeeget længe, ja, den, den har også været på besøg her. Den krævede sine ofre. Både mine døtre og jeg var ramt. Den ramte mens vi – i bedste moderne skilsmisse-familie – holdt vinterferie hos pigernes farmor og farfar. Den var jo sådan set heldigt nok, for der var voksne nok. De første dage var det bare mig der var ramt. Jeg tudede lidt over, at jeg ikke kunne tage med i svømmehallen og over at jeg bare kunne ligge brak.

Få dage senere var pigerne nede. Der var jeg halvfrisk, og var derfor med til at sidde med dem. I et par døgn sad der et feberbarn hos enten mig eller min eksmand. Kun iklædt ble, og oftest sovende. Hold kæft, hvor havde de det skidt. Spiste ingenting, drak kun nødtvunget, brændte af varme og var helt matte. Det er sgu virkelig uhyggeligt og ubehageligt at opleve to der ellers er fulde af krudt, være helt slappe. De tabte sig begge to og sådan noget er jo slet ikke til at holde ud.

Den her uge er gået med at komme til hægterne. Jeg har haft bihulebetændelse og er for første igang nogenlunde uden hovedpine. I dag holder pigerne og jeg fri. Vi har været i Netto, og ellers bare bygget med LEGO. Nu spiser ældsten og jeg pizza i sofaen med dyner og fjernsyn, mens lillesøster sover lur. Og jeg tror, at det er præcis det der skal til, for at få den sidste sygdom ud af systemet.

Tilbage til hakkebøfferne, som min eksmand serverede til aftensmad igår. I min lille lejlighed kommer alting til at lugte, når nogen steger noget. Emhætten i køkkenet var ulovlig, og er derfor pillet ned. Jeg har ikke været voksen nok endnu til at finde en ny og få den installeret. I mit næste liv skal jeg seriøst have bedre håndværker-skills. Madlugten plejer at irritere mig helt vildt, men igår fik den mig til at føle mig som et almindeligt menneske og ikke som en slagen kvinde med hovedet fuld af snot

Med lugtesans tilbage og den første kop kaffe i 10 dage, har jeg kun et enkelt ønske:
Forår nu, tak!!

Om lukkede døre

Jeg ringer på døren til nummer 21. Bliver buzzet ind af en glad stemme. Engang havde jeg selv nøglen til hoveddøren. Nu er jeg gæst.

I min gamle opgang bor en meget dejlig dame. Min eks-nabo. Mit venskab med hende, er blevet noget helt særligt, især efter jeg er blevet skilt.

Men når jeg besøger hende, skal jeg altid forbi døren. Døren til mit gamle hjem, og alt hvad der var engang. Lejligheden blev solgt til et ungt par. De kom fra en lille bitte lejlighed og var vist ret lykkelige for al den plads de nu skulle have.

Jeg går forbi min gamle dør, altså de smukke unge menneskers dør, tænker at det i grunden er mærkeligt hvor lidt jeg føler for den dør. Døren går ind til den første bolig jeg har ejet. Dørtrinnet er trods alt det, jeg bar begge mine døtre henover dengang jeg bragte dem hjem fra hospitalet. Inde i stuen blev jeg friet til. Få år senere lå jeg på stuegulvet og tudbrølede. Få måneder senere var stuen ramme om verdens dejligste lærer-fest, dengang jeg blev færdig. I den lejlighed skete alt ligesom. Alt det store i livet.

Døren er underligt præsent og samtidig ikke. De smukke unge mennesker har hængt et dørskilt op på døren. Et messing skilt med sirligt svungne bogstaver. Deres efternavne er ikke ens, men dørskiltet fortæller alligevel at det vil de måske snart blive. Det er så par-agtigt. Det er så sødt. Så ungt, selvom stilen og udtrykket er ganske gammel.

Når jeg går forbi døren tænker jeg mest “Nårh, hvor sødt” og nogle gange “hvor herre bevares”, få gange tænker jeg på dørskiltet med aben, som jeg fik lavet da min eksmand og jeg blev en familie, hans “du er blevet far”-gave. Men mest af alt, glædes jeg over hvor lidt jeg føler for den dør, og hvor meget jeg bare glæder mig til at drikke kaffe i min venindes køkken.

Tvivl

I juni 2017 færdiggjorde jeg min læreruddannelse. Helt nyskilt og med en lille baby på armen. Dagen for min sidste eksamen var en helt fantastisk og meget forløsende dag. Efter eksamen og den afsluttede uddannelse, havde jeg et halvt års barsel. Der udover at være sammen med yngsten også stod på børnehave-indkøring og flytning. Nu er yngsten så startet i vuggestue, min barsel er forbi og jeg er jobsøgende. I den forbindelse gør jeg mig mange tanker om fremtiden, om arbejdsliv, om hvad min drøm er, hvem jeg skal være, når jeg ikke er mor. Kæmpe store eksistentielle overvejelser.

Igår kulminerede de tanker lidt. Jeg var til åbent hus på Danmarks Pædagogiske universitet og allerede i bussen skriblede jeg det her ned på min telefon:

Jeg er ude i virkeligheden uden mine børn. Jeg skal til åbent hus på et universitet. Men jeg ved ikke, om det er noget for mig. Jeg sidder i bussen. På et sæde for mig selv. Bagerst i bussen. Langt væk fra barnevognspladsen. På voksenpladsen. Et af tidens store hits brager ud gennem højtalerne oppe hos chaufføren. Jeg ved ikke om jeg kan lide den. Jeg ved ikke hvad jeg vil. Hvem jeg er. Eller hvad jeg kan lide.

Jeg ved at jeg er top god mor for mine børn. Jeg kender deres behov, før de kender dem selv. Jeg ved hvad de mangler. Hvornår de er sultne. Jeg ved hvor der er uld på tilbud. Hvad for noget øko babymad der er bedst. Jeg har helt styr på det. På at være mor.

Men nu skal jeg finde ud af hvad der skal ske med mig. Med Louise. Med hende der skal være noget, mens de er institution. Hvad skal være det, der giver os mad på bordet? Den helt store egoistiske beslutning. Hold kæft, hvor kan jeg bare ikke finde ud af at træffe den. Jeg har brugt et år på at overleve. På at falde på plads. På at redde mig selv og mine børn. Men nu ved ikke hvad jeg skal tage mig til. Der er så roligt nu. Jeg er i tvivl om hvad jeg brænder for og jeg frygter lidt, at jeg ikke rigtig kan mærke mig selv. At jeg simpelthen har glemt hvilket aftryk jeg gerne vil sætte på verden. Skal det være den ene eller den anden vej? Studie eller job? Hvad vil jeg helst? Mulighederne virker uendeligt mange, og det er faktisk lidt uoverskueligt. 

 

I’m still alive

2,5 uge skulle der gå, før jeg fik checket ind her på domænet. Det er der én god grund til:

Vuggestuestart,

Jeg har prøvet før, men ikke på den her måde. Pyller og sygdom i lange baner. Hos os alle tre.

Den yngste hev en eller anden mavevirus med hjem i sidste uge, og hun var ramt og jeg blev ramt BIG TIME. Jeg plejer ellers at kunne bryste mig af et jernhelbred. Men okay, et år uden sammenhængende søvn, gør en til et nemt offer. De sidste 14 dage har jeg haft ondt i maven og ingen appetit. Været svimmel og kolossalt træt. På en måde, tror jeg, at det var godt nok for mit system med sådan en omgang. Jeg har fået hvilet mere de sidste 14 dage, end jeg har det seneste år.

Tirsdag var første dag, hvor vi alle tre var tilbage i topform. Jeg er tilbage ved computeren, møderne og jobansøgningerne.  Pigerne bliver begge to afleveret i institution. Den mindste er faldet totalt godt til, og er mega glad dernede. Det giver så meget ro, at vide.

Ro er for mig, totalt essentielt i denne her tid, kan jeg mærke. Det seneste år og det at skulle tackle og overleve det, sidder ret dybt i mig. At det ikke mere er ren overlevelse, frigiver plads til tanker. Dybe tanker, strøtanker, triste tanker, stolte tanker. Men også katastrofetanker. Forleden aften havde jeg ret svært ved at falde i søvn. Mine tanker begyndte at køre i ring og handlede om overlevelse. Jeg tænkte på, hvad jeg skulle gøre, hvis lejligheden pludselig stod i flammer. Hvordan jeg skulle få pigerne og mig selv ud, hvis det ikke var muligt at bruge døren ud til opgangen. Skulle vi springe ud af vinduet? Kaste en madras ud først? Hvor farligt ville det være? Hvad ville jeg gøre, hvis nogen brød ind i lejligheden?

Det kørte virkelig i ring. Men det er nok ikke så mærkeligt. Det er jo tanker om overlevelse. Mine tanker og min krop er i totalt beredskab. Jeg har jo lært, at det værste kan ske. At det kan være nødvendigt, at klare sig igennem. At man ikke nødvendigvis når at tænke, før man står mit i katastrofen og skal overleve. Jeg har heldigvis lært, at mit overlevelses instinkt er særdeles veludviklet, at jeg ved hvad jeg skal gøre når katastrofen rammer. At jeg klarer det. At jeg handler mig ud af det.

Selvom jeg ved, at jeg klarer det. At jeg overlever og at jeg faktisk har det godt, er jeg alligevel begyndt at se en psykolog. Det at der nu er ro omkring mig, at jeg er landet og at alt er godt, giver plads til, at jeg virkelig mærker hvad der er sket. Reflekterer over det og det er rart at have hjælp til. At sætte det hele lidt i system. Jeg har brug for at være proaktiv omkring mig selv og min situation, brug for at bearbejde, for jeg tror kun, at det giver mig mere styrker og flere overlevelsesressourcer. Jeg har hele tiden haft en god mavefornemmelse, eller hvad man nu skal kalde det, været ret sikker på at min skilsmisse ikke ville knække mig, heller ikke selvom det hele har været vildt og voldsomt. Men for at være hel sikker, vil jeg gerne bruge det overskud jeg har, på at få den bearbejdet bedst muligt. Så det prøver jeg på, og det er rart. Psykologen er sød, hun siger gode ting og roser mig. Det er rart. Men det rareste er i virkeligheden, at have en ventil som kun er min. Hvor jeg ikke skal stå til regnskab for noget. Hvor jeg kan sige alt det der fylder i mit hoved, også det der ikke er hensigtsmæssigt for noget (eller nogen) som helst. Jeg kan få min vrede ud, min ked-af-det-hed og det hele. Uden at det får konsekvenser. I lænestolen hos psykologen behøver jeg ikke tænke på andre end mig selv. Det er sjældent. Det er vigtigt og det er rigtig dejligt.

Det er snart et år siden, jeg fik opkaldet der ændrede alt. Et år siden jeg stod med 2,5 årig og en lillebitte baby på 5 uger og skulle klare det. Der er ingen tvivl om, at det var mega-hårdt, mega-svært. Men så, pludselig er der gået et år, og mit liv er blevet så uendeligt meget nemmere. Den mindste af pigerne er fyldt et, og selvom det selvfølgelig er vemodigt (og sygt voksen-agtigt!!) ikke at have en baby længere, er det virkelig også fedt. Hun kan spise alting, hun kan selv gå, sover bedre og bliver hele tiden mere selvkørende.

Hele tiden bliver det nemmere. Over hele linjen.

Herfra kan det faktisk kun gå fremad. Op ad.

1 år

 

              D. 15. januar 2017, kl. 12.30.          Som jeg skriver det her, er det her billede præcis et år gammelt. Og hvilket å

I dag bliver min yngste datter 1 år. For et år siden, søndag d. 15. januar 2017, lå jeg på fødestue og var efter 3 dages igangsættelsesproces ærlig talt ved at være pisse utålmodig. Jeg havde haft veer om natten, som var forsvundet igen, og i det hele taget havde jeg ikke særlig meget lyst til at være på hospital længere. Tålmodighed har aldrig været min stærke side, og jeg bryder mig generelt ikke om at vente, så man kan nok regne ud, at det ikke var spor sjovt. Jeg savnede min ældste datter, havde dårlig samvittighed over at være væk fra hende. I dagene med igangsættelse, havde jeg været indlagt på en firesengsstue, som mest af alt mindede om en banegård. Jeg ville bare gerne hjem og allerhelst af alt, var jeg så klar til at føde og møde min datter nummer 2.

Da selve fødslen endelig gik igang, gik det stærkt. Kl. 13 skrev jeg til min veninde, at der var skruet op for mit vedrop.

Klokken 13.37 lød der et vræl, og endelig var hun der.

Kære E, 
Kl. 13.37, den 15. januar ændrede mit liv sig på den allerbedste vis. Du kom ud til os. I en allerhelvedes fart. Meget større end samtlige jordemødre havde skønnet. Med en lille spids næse og et kuglerundt ansigt. Helt anderledes end din søster. Så meget dig selv. Du ammede fra du var 2 minutter gammel, og har haft appetit som en murerarbejdsmand lige siden. Du kom virkelig med alt hvad der var dig, den dag. Raketfart, glubende appetit, mild og glad, og som helt din egen. 

Jeg har aldrig mødt et barn med et så godt humør som dit. Allerede meget tidligt, smilede du til alt og alle på din vej. Du er sjældent ked af det, eller sur. Bare glad. Nysgerrig og helt utroligt undersøgende. Din morfar siger, at du har et virkelig vindende væsen – og det er så rigtigt. Det er svært, nærmest umuligt, at være i dårligt humør i dit selskab. Du er en helt fantastisk følgesvend at have. Tager alt med et smil, og ser alt som en mulighed for at opdage noget nyt, fornemmer jeg. Det kunne mange lære noget af – det har jeg lært meget af. På den måde kom du og gjorde alt så lyst og fint. 

Du er top sej, og lynhurtigt. Du har været gående i knap 3 uger, og øver dig allerede i at løbe. Du kravler henover samtlige forhindringer jeg laver, for at afholde dig for at pille billeder ned fra væggene. Kravler op på stole og skamler. Op og ned. Ud og afsted. Der er fart på, og du er så sjov at spæne efter. Du er lige startet i vuggestue, og vader som det naturligste i verden ind på de store børns stue, allerede på første dag. Totalt ukuelig <3

Der ingen tvivl om, at du elsker din storesøster helt kolossalt. Hvor hun er, vil du være, og du skal nok komme derop. Du vil med. Heldigvis er følelsen helt tydeligt gengældt. Så sent som igår, sad i sammen på køkkengulvet, mens jeg lavede havregrød. I hvilede hovederne mod hinandens. Din storesøster nikkede ligeså stille hovedet op og ned, og sagde “jeg vil bare gerne nusse hende”. Der er ingen tvivl om, at det er kæmpe stort at blive mor, livsomvæltende og livsbekræftende på en måde man slet ikke fatter. Men ingen havde fortalt mig, at man i fysisk forstand, kan mærke sit hjerte boble og hoppe, når man ser to mennesker, man helt selv har lavet, elske hinanden.

Dit første år i livet, har budt på lidt af hvert. Opture og nedture, kan man sige. Men, du er simpelthen så optur, lille store E.
Intet er større end, at være din (og din søsters) mor. Det er det vigtigste og bedste nogensinde.
Tak for dit første år, som har givet mig meget mere end jeg nogensinde kunne forestille mig. Og kæmpe kæmpe tak for dig. Du var den rigtigste der kunne dumpe ind i mit liv, der for et år siden.

Jeg elsker dig.