Never a dull moment

Titlen på det her blogindlæg, er ret meget også titlen på mit liv de sidste måneder, føler jeg.

IMG_3978

De sidste par måneder har stået på skilsmisse, brystbetændelse, syg baby og eksamen. Derefter var der heldigvis en dejlig sommerferie.

I mandags startede min ældste i børnehave, og indkøringen går så godt. Men hun har brug for nogle flere krammere fra mor, og jeg prøver også at give hende så korte dage som muligt. Fordi et “projekt” ikke er nok, er projekt flytning gået igang. Der er med andre ord, nok at se til hos mig, og derfor måske også lidt stille her på domænet.

På mandag får jeg nøglerne til min nye lejlighed. Det betyder også, at jeg mellem pasning af ½ års baby, indkøring af den knap 3 årige, skal
have pakket hele min lejlighed ned. Det går ikke stærkt, lade mig sige det sådan. Og det er begyndt at frustrere mig en lille smule. Men det er svært, for alting skal også sorteres da jeg skal flytte til noget mindre. I dag har jeg købt ind, givet nogle ting væk til en flygtningefamilie, solgt noget babyhalløj, sat flere ting til salg, hængt i verdens længste telefonkø. Altså udover at bringe barn i børnehave og være barsels-mor.
Jeg føler lidt at jeg er igang hele tiden, og at jeg ingenting når. Der er stadig bunker alle vegne og tusind ting der skal sorteres eller pakkes.

Den telefonkø jeg ventede i, var til Udbetaling Danmark. Da jeg blev færdig med mit studie i sidste måned, søgte jeg om barselsdagpenge. Jeg har ventet og ventet på at få en afgørelse. Jeg har prøvet at ringe virkelig mange gange, men er blevet smidt af, allerede før telefonkøen, på grund af travlhed. Are you kidding me, har jeg tænkt. Travlt, det er det jeg har! For travlt til at skulle bøvle med det også.
Nå men, i dag lykkedes det mig endelig at komme igennem. Havde forberedt en svada om, hvad de egentlig havde tænkt sig, at en enlig mor til to små børn, med en flytning coming up, skulle gøre når nu deres system ikke fungerede.
MEN. Det skulle vise sig, at jeg selvfølgelig har lavet en fejl i min ansøgning. Damen i telefonen var så sød, og så begyndte jeg at tude. Jeg blev simpelthen så ked af at det. Dels fordi det er pisse træls, at have lavet en fejl, dels fordi at der nu er endnu længere til jeg ser de barselsdagpenge. Men egentlig mest fordi, at jeg føler jeg kæmper og kæmper. Prøver at have styr på det hele. Huske det hele. Hver dag er der tusind ting jeg skal huske, skiftetøj, bleer, solhatte og cykelhjelme. Der skal meldes flytning, pakkes og ordnes. Og så er det sgu glippet med den ansøgning. Jo nok fordi jeg har så skide meget om ørerne. Men igen, damen var sød og sagde at hun nok skulle hjælpe mig så hurtigt hun kunne.

Ens for alle de ting, jeg skal ordne er, at det er svært for mig at være fokuseret. Jeg går til og fra hele tiden. Fordi alting skal nåes på den halve tid, og fordi der er mange ting, der er vigtige, prøver jeg at nå det hele på en gang. Derfor føler jeg også, at jeg aldrig bliver helt færdig med noget som helst.

Efter mit opkald til Udbetaling Danmark, tog jeg mig lige en solid tudetur og har nu trukket vejret langt ned i maven. Det. Skal. Nok. Gå! Jeg får et rimeligt overskud med fra min gamle lejlighed, så jeg står ikke og mangler pengene totalt akut. Nu prøver jeg lige at slappe af, mens babyen sover i soveværelset, og storebarnet sover i børnehaven. Har lavet en to-do-liste over flytning, og har besluttet mig for at jeg måske nok er nødt til at bede om nogle hjælpende hænder.

I aften pjækker jeg lidt fra det hele. Min mor kommer og overnatter, og lytter efter pigerne, mens jeg tager ud og får en øl med nogle gamle venner. Det er much needed. Selvom jeg burde bruge tiden praktisk, tror jeg alligevel at det er en god prioritering. Der skal fyldes lidt overskud på kontoen, og lidt honning i honning depoterne, som jeg plejer at sige. bab

Continue Reading

Natteravne

I går startede ældstedatteren i børnehave, og denne uge står således i indkøringens tegn. Det er 2 år siden hun startede i vuggestue, og jeg sidst kørte hende ind. Det var jo noget ganske andet. Nu kan hun f.eks. sige “du må ikke gå, mor”. Heldigvis kan hun også sige “jeg vil blive i børnehaven”. I dag var hun der 1½ time alene og det gik godt. Men da jeg gik derfra i formiddags, havde jeg ondt i maven. Følte jeg svigtede. Følte at der er noget helt unaturligt i at man afleverer sit et og alt til nogle relativt fremmede mennesker. Det er det måske også, men sådan er vores samfund jo nu engang skruet sammen. Det er ikke en mulighed for mig at blive hjemmegående med mine piger. Jeg har lagt nogle planer for min, og deres fremtid, der gør at vi får brug for at de er institution.

På den lyse side, så kan jeg allerede efter to dage mærke hvor meget hun er vokset af at være der. Hvor stolt hun er af at være børnehavebarn og hvor spændende hun synes det er. Når den dårlige samvittighed nager, glæder jeg mig over, at jeg har tid og mulighed for at give hende mange korte dage og fridage. Da hun gik i vuggestue, var det det samme. Jeg ved at hun er tryg, og jeg ved at hun er glad. Men den dårlige samvittighed og de tunge tanker er sværere at slå væk, når man er træt.

I morges var jeg træt. Min nat så nemlig sådan her ud:
22.30: vender og drejer mig og kan ikke falde i søvn
23.30: vågner af at den ældste græder og har slået hovedet ind i sit sengegærde. Får hende hurtigt beroliget og puttet igen. Alt er godt.
23.40: Lillesøster er vågen. Laver en flaske. Giver flaske.
24:00: Lillesøster gylper udover hele min seng. Ned af min ryg, og ned i mine underbukser. Der er gylp über alles.
00:05: Finder ren body og ble. Skifter barn.
00:10: Leder efter sengetøj i mørket
00:15: Skifter sengetøj med så lidt lys som muligt. Er så stille jeg kan. Ingen skal få den fikse idé at det er morgen.
00:20: Leder efter rent tøj til mig selv
00.25: “Aaa-græææ, pludre, pludre, pludre” lyder det henne fra babysengen
Halvanden timer senere sover hun igen.
04:30: Pludren fra sengen igen. Barnet tror tydeligvis at det er morgen.
06:00: Efter mere sutteflaske, mere pludren, bleskift og mere rullen rundt sover yngstebarnet igen.
06:40: “Moaaar, jeg er vågen”.

Da jeg stod op i morges, troede jeg virkelig at alt ville gå galt i dag. Men overraskende nok følte jeg mig ikke så træt. Kender I det, at man er så træt, at man “kun” har ondt i hovedet og tømmermænds-agtige fornemmelser i kroppen? Men jeg havde svært ved at se, hvordan indkøring af børnehavebarn skulle passe sammen med overtræt baby. Men, baby faldt i søvn i barnevognen da vi kørte ind i børnehaven. Så der var god tid til overlevering af børnehavebarn.
Hentede børnehavebarn kl. 12, og kl. 13.30 sov vi alle tre en lur.
Derfor kan jeg nu, fortælle mig selv, at det hele nok skal gå. Huske på at børnehavebarnet ikke ville hjem. At vi har masser af tid sammen. At alt er godt og at indkøringen faktisk gik godt, igen i dag.

20130730-071942Men i nat, der skal vi sove. Aaah, sove..

Continue Reading

Om et sommerhus

Min fars familie har en ret skøn perle af et sommerhus. Eller, sommerhuset i sig selv er et gammelt og lidt slidt træhus og ville, set med andres øjne, nok ikke være noget at råbe hurra for. Det fine ved sommerhuset er, at det er min oldefar der har bygget det og at familien altid har holdt sommerferien her. Vi er flere om at dele det og skiftes derfor til at have det en uge ad gangen. En anden fin ting ved huset, er at det ligger i alleryderste klitrække. Der må ikke bygges længere ude. Så der er masser af natur og strand lige ved huset, og det meste af det føles som vores.

Jeg har brugt mange sommerferier i huset. Både som barn og voksen. Huset står der altid og ligner sig selv. På væggen hænger et stamtræ over familien. Der hænger billeder af mine oldeforældre og billeder af familien samlet. Min oldefars gamle gyngestol står der endnu, på den samme plads, den altid har stået. Sommerhuset emmer af familie-hus.

Alligevel havde jeg det som om, at jeg fik en mavepuster, da vi trådte ind i huset sidste lørdag. For der er jo naturligvis mange minder forbundet med sådan et sted. Den her gang mindede det mig ikke om barndoms-somre, bølgebrus og sand i håret. Den her gang mindede dig mig om sommeren 2016. Sidste sommer var min eksmand, datter og jeg derovre for første gang helt alene. Vi har altid været afsted sammen med mine forældre. Men efter vi fik vores eget barn, gav det ligesom mening at vi begyndte at bruge huset selv. Sidste sommer gik jeg rundt med en lykkelig hemmelighed i maven. Jeg var ny-gravid og det var ikke mange udover vores egne forældre der vidste besked. Da jeg trådte ind i sommerhuset sidste lørdag, igen i selskab med mine forældre (og begge pigerne, selvfølgelig), var det som om hele sidste års sommerferie passerede revy. Jeg så det hele for mig. Vi cyklede ture med vores dengang 1,5 årige datter i cykelsæde, plukkede blomster og pressede dem i tykke bøger, spiste is, gik ture på stranden. Var sammen. Vi havde det sgu da godt. Vi var en familie, en lille voksende familie. Mens sidste sommer udspillede sig i mit hoved, ramte det mig, hvor sindssygt hurtigt det hele er gået.

At man den ene sommer, kan føle sig som en lykkelig lille kernefamilie og man den næste er enlig mor til to. Det er ufatteligt, og det er virkelig barskt at tænke på, hvor uforudsigeligt livet kan være.

I sommerhuset holder vi gæstebog. Hver gang nogen har været der, skriver de en hilsen i bogen. Vi er oppe på bog nummer 4 nu, og den første af bøgerne, blev vist påbegyndt i starten af 70’erne. Det er vores helt egen lille familiekrønike, og at sidde og bladre dem igennem og se det hele for sig, er noget ganske særligt. Jeg har selvfølgelig selv skrevet i gæstebogen. Både som barn, teenager, som voksen, som mor. Jeg skrev i den sidste år og berettede om de dejlige dage min egen lille familie havde haft, at vi så en grævling, spiste jordbæris og kørte på cykel. Da jeg genlæste det, begyndte tårerne at presse sig på. Jeg lød så glad, dengang. For bare et år siden. Min mor fangede godt, at jeg ikke var helt på toppen, gav mig et stort kram og sagde ting som, “selvfølgelig har du det sådan, det er ikke mærkeligt”. 

Heldigvis blev jeg hurtigt kaldt tilbage til nutiden. Min ældste datter var gået på opdagelse i sommerhuset, og hun ville have mig med. Selvom hun kan huske mange ting, sin alder taget i betragtning, kunne hun tydeligvis ikke huske at hun havde været i huset før. Vi gik ud i solen, og hen til garagen. “Kan man åbne den?”, spurgte hun. Jeg svingede den halvknirkende gamle trælåge op, og vi kiggede ind i garagen. Gulvet er halvt sand, halvt fliser, og min datter udbrød begejstret “se mor, en sandkasse”. Vi fandt skovle og spande frem og begyndte at grave. Hver dag i ferien, skulle vi ud i garagen. Det endte med at være et af hendes yndlingssteder.

Som timerne og dagene gik i det gamle sommerhus ved Vesterhavet, blev det ligeså stille fyldt med nye ferieminder. Min yngste datter tog sine første kravletag på gulvet, min ældste viste hvor god hun er blevet til rollelege. Vi fandt et nyt sted at købe vores is. Vi var på loppemarked, dyppede tæerne i det vilde Vesterhav, fandt muslingeskaller, var på museum, på restaurant, fejrede mormors fødselsdag, var i svømmehal og en helt masse andet. Fredag aften var det igen tid til at skrive i gæstebogen. Jeg undlod ikke at fortælle, at det havde været svært for mig at se huset igen, men kunne heldigvis igen berette om en dejlig uge, fyldt med gode minder og oplevelser og når jeg læser det næste år, er jeg sikker på, at jeg vil tænke; hvor lyder jeg dog glad.

IMG_3804

Skyer over Vesterhavet

Continue Reading

Early birds

Den der står tidligt op, får noget ud af dagen. Som man (lettere lallet) siger. Klokken har lige akkurat passeret ti, og vi har allerede været i gang i mange timer. Det føles i hvert fald sådan. Jeg havde egentlig planlagt, at udgive et lidt tungere blogindlæg i dag, men jeg blev ikke helt færdig med det igår aftes. Derfor bliver vi en den lette ende.

Man ved at man har været tidligt oppe, når klokken er 10 og man allerede har:

  • luftet løbecyklen og barnevognen
  • været på legepladsen
  • fået serveret kage, lavet henholdsvis af LEGO og sand
  • kogt havregrød
  • vasket havregrødsgryde op
  • været hos bageren og hente den obligatoriske tebolle
  • solgt og overleveret dagens første ting (jeg downsizer for tiden, vi skal snart flytte)
  • haft opvaskeren til at køre i 2 timer
  • tørret mælk af sofaen
  • puttet det ene barn til lur
  • drukket to kopper kaffe
  • brygget dagens 3. kop
  • skrevet et blogindlæg i punktform, fordi du er lidt træt

Nu er klokken halv elleve, min kaffe er varm og ældstebarnet gaber. Måske de to banditter har tænkt sig at sove samtidig?

God søndag derude.

IMG_3877

Continue Reading

Et halvt år

Et halvt år er på en gang lang tid og ingen tid.

For et halvt år siden lå jeg alene med en lille baby i en gennemsigtig plastikvugge på Riget. Hun sov og jeg spiste beige hospitalsmad. Få timer tidligere var min mand og datter taget hjem. De to søstre havde mødt hinanden. Jeg lå og kiggede på hende. Tænkte på hvad hun mon var for en. Smilede af hendes søde lille spidse næse. Glædede mig til den kommende dag hvor vi skulle hjem. Jeg kunne nærmest ikke vente med at få hende hjem. Hjem og være en familie. Hjem og være sammen alle fire.

I dag er mit yngste barn et halvt år gammel. Jeg har været mor til to børn i et halvt år, og jeg har snart været alene med dem i 5 måneder. Det er lidt vildt. Mest det sidste. Vildt fordi, tiden er bare gået. Det er hverdag at være enlig mor nu. Det er sådan livet er, og jeg er faktisk glad og tilpas med min tilværelse. Jeg er et godt sted. Et rigtigt sted.

“I alt det her, har hun været en lille ø af ro”, sagde min far engang om yngsten. Og det er virkelig rigtigt, det er lige præcis det hun har været og det hun er. Selvom hun er baby, er hun en lille klippe. Hun har, med sin blotte tilstedeværelse, givet mig en tryghed og ro. Selvom hun sikkert ikke ved det, hjælper hun mig til at beholde jordforbindelsen.

Hun er et nemt barn. Altid i godt humør. Hun smiler til alle hun møder på sin vej. Lyser op i verdens sødeste tandløse smil når man får øjenkontakt med hende. Hun er en rigtig trooper. Hun vil frem i livet og hun voksede ekstremt hurtigt i starten. Det gør hun endnu. Lige om lidt kravler hun. Hun er min store seje baby. Ligesom sin storesøster elsker hun andre mennesker og fest. Hun er en charmetrold af de helt store. Vigtigst af alt, er det tydeligt at hun virkelig har det godt. Ikke kun for mig, men for alle der møder hende. Jeg bliver så glad når folk siger det. For hun skal altid have det godt.

Selvom de første måneder af hendes liv var turbulente, er hun, sammen med sin storesøster, det rigtigste der er i mit liv. Det kan godt være at intet blev som jeg forestillede mig, den dag for et halvt år siden.
Men det har intet med hende at gøre.
Intet.
At få hende har kun beriget mit liv og jeg elsker at være mor til to.

Kære søde glade mindste-skat, tusind tak for dig. Din mor elsker dig, mere end ord kan beskrive.

20170204_145856

Continue Reading

En mand og hans bil

I sidste uge havde min far fødselsdag. Vi havde så travlt med Dyrepark-besøg og fejring, at jeg aldrig fik skrevet det her indlæg helt færdigt. De seneste dage har vi haft fuldt ferieprogram, men mere om det en anden dag. Da det var mors dag skrev og dedikerede jeg et blogindlæg til min mor. Man må ikke gøre forskel på børn, eller forældre for den sags skyld, så derfor er det nu min kære fars tur til at få sit eget blogindlæg. Jeg ved at han er ivrig læser af bloggen, og han roser også ofte mine indlæg. Derfor må det være på sin plads med et, der er hans helt eget.

Min far fik sin første bil, da jeg var 4 år. Kort forinden, havde ham og min mor fået deres andet barn, og det var derfor en nødvendighed at få bil. Det var en gammel, slidt og brugt bil. Det jeg husker bedst om den, var at man måtte spise alle de kiks man havde lyst til på bagsædet. Og at den fragtede os på sommerferier i Sverige. På en af de mange sommerferier i Sverige, blev min far og jeg gift. Jeg havde myggenettet fra min lillebrors barnevogn på hovedet og min mor var præst. Som 5-årig var der ingen anden mand i verden, end min far.

I løbet af mit liv, har min far haft 4 forskellige biler. Ens for dem alle har været, at det kun har været ham der har haft kørekort til dem. Og at de er blevet brugt meget. Min far kører meget i bil.

Min far er en meget vidende mand, og han har altid gjort meget for at åbne verden, for dem han holder af. I min børnehave, følte pædagogerne sig engang nødsaget til at sige at ”børn ikke behøvede at komme på museum hver weekend”.

Min fars yndlingsdyr er løven, men selv er han en rigtig ”pappa-bear”. Han er en høj mand med stærke arme, og han passer meget godt på mig og mine piger.

Min far og jeg minder nogle gange uhyggeligt meget om hinanden. Vi elsker bøger begge to, men mest er det temperamentet vi har tilfælles. Vi er begge to stædige – vi elsker at være den der har ret. Vi kan blive meget sure, men har også let til store grin. Vi kan godt lide god mad og vin. Min far og jeg er nogle rigtige ”levemænd”.

Da jeg var teenager clashede de to ens temperamenter på daglig basis. Giganternes kamp udspillede sig over nogle år – i de år var vi tit meget trætte af hinanden. Vi var uenige om mange ting, politik, lydniveauet på musikken på teenageværelset, hvor lang tid man bør bruge på at smøre øjnene ind i kulsort eyeliner og meget andet. Vi er stadig uenige om mange ting. Men vi er vist begge blevet mildere med årene og er oftest enige om at være uenige. Men dengang jeg var allermest fyldt af teenagehormoner, var allermest rasende på verden, og dengang vi var rigtig uenige om alting, vidste jeg at jeg havde pappa-bear i baghånden. Den store blå bil ville komme og hente mig, hvis jeg ringede efter den.

Vi har kørt meget i bil, min far og jeg. Nogle gange med flyttelæs, andre gange til hospitaler sent om aftenen. Nogle gange har han hentet mig på en pløjemark i Roskilde, med sorte affaldssække spredt ud over bagsædet. Nogle gange er målet for bilturen spændende og uopdaget land, som f.eks. da han kørte mig på højskole. Den store blå bil hentede og hjembragte mig og min nye lille familie, da jeg havde født mit første barn. Min far og bilen, dem kan man regne med.

Min far er verdens bedste morfar for mine piger. Deres ve og vel ligger ham virkelig på sinde, og i hans øjne, er kun det bedste godt nok til dem. Han er en stor del af det, at åbne verden for dem. Blandt andet lærer han den ældste blomsternavne, navnet på havet der ligger udfor den by mine forældre bor i, hun ved at togene kan køre enten til Helsingør eller København og hvilken retning de to byer ligger i. Når hun overrasker mig allermest med ting hun ved, er det som regel fordi hun lige har været sammen med morfar. Forleden dag travede han glasmuseet i Ebeltoft tyndt med mit yngste barn på armen, og hun elskede at sidde der og se på former og farver, trygt i favnen på morfar. Man kan lære meget af min far.

Selvom det er hans fødselsdag, og han lige har fået serveret hvidvin på terrassen i sommerhuset, starter han alligevel den lille sølvfarvede bil, da jeg opdager, at jeg har glemt at købe bleer.

Tak for det hele far, både til dig og dine biler.

far

Continue Reading

Mom shaming

For et par uger siden, skrev jeg et indlæg på vej til fest. Senere slog det mig, om det var dumt at udgive et sådant indlæg. Må man egentlig godt gå til fest uden børn, når ens yngste er knap 6 måneder?

Når man stikker snuden frem, kan man godt forvente at få en over den. Og det ser man godt nok i mange kommentarspor på især de større blogs. Det er helt legitimt at harcelere over de valg andre tager. At “mom-shame” dem der gør anderledes end en selv, er åbenbart helt iorden. Eller er det virkelig fordi, at der sidder folk bag skærmene der tror, at man ikke gør det så godt man kan?

Forleden læste jeg, at Lortemor har stoppet sine bloggerier midlertidigt, fordi hun er blevet anmeldt af nogle af sine læsere til Københavns Kommune for at være en dårlig mor. Det er enormt sørgeligt, og som flere skriver, er det problematisk at man bliver anmeldt, når man fortæller om den lidt mindre lyserøde del af det at være forældre. Jeg tænker også, at selvom man måske deler meget af sit privatliv på nettet, kan man som læser ikke nødvendigvis vide, hvordan hverdagslivet foregår hos den pågældende. Der er altså meget vi ikke ved om hinanden. Selvom man alligevel har fornemmelsen af at kende forfatteren godt. Som udgangspunkt tror jeg, at næsten alle forældre gør det så godt de kan.

Men tilbage til min night out. For jo, jeg lod min 5 måneders baby og hendes storesøster passe. De sover begge to totalt igennem. De timer det drejede sig om var fra kl. 16.30 til de skulle puttes. Pigerne blev passet af mine forældre og de havde en fest. Mine forældre har altid haft en stor plads i mit liv, og det sidste halve år er det kun blevet intensiveret. Vi ses oftest 2 gange om ugen. Det er tit noget med overnatning eller mange timer sammen. Så mine børn kender deres mormor og morfar virkelig godt. De er trygge ved dem.

De – og især den lille – er sammen med mig every hour, every day. Jeg har virkelig givet alt hvad jeg har for at holde sammen på deres liv, og på en måde virkede det da også helt forkert at drage afsted til fest. For hvad nu hvis? Men det gik så fint. Begge børn var glade og havde bare været i godt humør, hele vejen igennem. Næste dag da jeg vågnede, henholdsvis pludrede og snakkede de til mig i et væk. Det var tydeligt at de var glade for at se mig, men kun på en positiv måde.

Jeg tænker at det her skriv muligvis deler vandene. Der vil være nogle der tænker, at jeg er den vildeste speltmor, fordi jeg føler at jeg skal retfærdiggøre at være ude et par timer en lørdag aften. Og andre, der synes at det er for tidligt. Det er interessant, synes jeg.

For mit eget vedkommende, holder jeg mig normalt til den der tommelfinger regel, der går på at man kan lade sine børn passe, efter deres alder. Før de er et år, er det de timer, de er antal måneder gamle, dvs. en på 5 måneder kan passes 5 timer. Efter 1 år, er det en overnatning pr. leveår. Det synes jeg giver god mening. Og jeg har overhovedet heller ikke lyst til at være væk fra mine børn mere end det.

Men af til, er det sgu nok meget sundt at give sig selv en pause. Også selvom man har svært ved at føle at den er tiltrængt. Det har jeg heldigvis nogle der hjælper mig med at se. At det ville være godt og sundt for mig at komme lidt ud. Hvad enten det er et par timer i en frisørstol, eller noget med god mad og vin.

Continue Reading

Online eller offline

… That is the question.

For nogle uger siden tabte jeg min telefon ret så eftertrykkeligt. Jeg troede, at den var afgået ved døden, og at den med sig i faldet havde taget en masse noter og billeder med sig. Men det var heldigvis ikke noget en telefonreparatør på Nørrebro ikke kunne klare. Han morede sig helt over hvor taknemmelig jeg var, for at han kunne fikse den. Nu er den imidlertid gået lidt i stykker igen, og igår aftes brugte jeg på at gemme alt materiale fra telefonen, således at jeg snart kan tage min spritnye telefon i brug – en eksamensgave fra mig til mig.

Men for et par uger siden, havde jeg næsten et døgn var jeg telefonløs – noget jeg har prøvet før, og som jeg også skrevet om. I det døgn tænkte jeg meget over hvor meget de telefoner har fået lov at fylde. F.eks. ænsede jeg næsten ikke at der havde været valg i England, for jeg havde ikke tjekket nyheder/facebook/instagram. Til gengæld mærkede jeg hvad der skete lige nu og her. Jeg gik en lang tur med barnevognen, med fuglefløjt i ørerne, i stedet for de sædvanelige podcasts og jeg drak kaffe med verdens sødeste nabo og var tilstede i det. Det er lidt vildt, men nogle dage, tror jeg at man ved mere om hvad der sker i den store verden, end i det nære rundt om en. Fordi man har haft næsen i telefonen.

Jeg prøver virkelig at give min telefon mange pauser, når jeg er sammen med mine børn. Men det er ikke altid let, hvis jeg er rigtig træt, eller trænger til at tænke på noget andet, er den jo en god trøst. Sådan skal det ikke være. Når jeg har haft telefonen liggende på en hylde i flere timer udspiller to scenarier sig, altså, enten det ene eller det andet.

  1. Ingen har hverken ringet eller skrevet. Der er ingen nye notifikationer på facebook, eller noget som helst. Ingen vil en noget. Så var det jo det samme om den lå der eller ej. Jeg er jo ikke gået glip af noget.
  2. Der findes også mennesker der helt klart forventer at man er tilgængelig hele tiden. Som sender mange sms’er i træk, også selvom man ikke svare. Men disse mennesker forstår som regel, at man svarer lidt forsinket.

Men bottomline er, at jeg aldrig har oplevet at der faktisk skete noget helt vildt vigtigt, som jeg overså. Derfor, har jeg holdt flere og lange telefonpauser de sidste par uger.

I de timer jeg gik rundt uden telefon, stressede jeg dog ret meget over, at min datters vuggestue ikke ville kunne få fat i mig, hvis nu, et eller andet. Og jeg savnede den også til at skrive noter på, havde måske 5 blogindlæg inde i hovedet, mens jeg gik tur. Jeg nåede jo at glemme det meste inden jeg nåede at få det skrevet ned på et stykke papir. Jeg læste gang en undersøgelse der viste at vi bliver dårligere til at huske, når vi har vores telefoner hos os. Det giver jo vildt god menig. Undersøgelsen viste også, at de minder mange bedst kunne huske, var de ufotograferede – simpelthen fordi man (ubevidst) tvang hjernen til at huske det for en. Jeg stopper helt sikkert ikke med at tage billeder af mine børn any day soon – men jeg tror virkelig det er sundt at stoppe og tænke over vores telefonforbrug. Især, når man som jeg, prøver at lære sine børn, at det er bedst at lege selv og at “vi ikke skal se skærm lige nu”. Min datter har temmelig faste regler for skærmtid. Det er ikke hver dag hun får lov og aldrig ret længe af gangen. Og selvom dobbeltmoral jo er dobbelt så godt som moral – kunne det måske være at jeg (og andre) skulle tage lidt ved lære at det principper vi prøver at indprente vores børn. Jeg har tænkt mig at forsøge.

http://www.dailymail.co.uk/health/article-2237034/Unsupervised-children-having-accidents-parents-busy-playing-smartphones.html

Continue Reading

Sommerferie og skilsmisse

Efter et par hektiske uger med eksamenslæsning, eksamen, fejring, sidste dag i vuggestue og så videre, er det blevet sommerferietid for mig og de små damer. Vi har nu haft sommerferie i en uge – derfor har der været lidt stille herinde. Det at have ferie med små børn, er ikke helt det samme som ferie for andre mennesker. Det at have småbørns-ferie, betyder ikke nødvendigvis at man har ret meget (fri)tid.

I tirsdags drog ældstebarnet med sin far til Jylland. Her skulle de besøge Farmor og Farfar sammen med alle de andre børnebørn. Det gav mig to dage derhjemme med kun et barn – det ville for nogen være rigeligt, men når man er vant til at have to, kan man nå uendeligt meget, når der kun er et barn tilstede. Og jeg skulle også nå en masse, faktisk skulle jeg nå alt det, jeg ikke når til hverdag, når jeg har dem begge to og deres forskellige behov at jonglere rundt med. F.eks. vaske tøj, pakke til ferie, ordne lejlighed (er både ved at sælge min lejlighed og købe en ny), snakke med banken, snakke med min A-kasse, søge barselsdagpenge, sætte de ting der ikke skal med over i den nye lejlighed til salg, handle med folk fra Re-shopper og Den Blå Avis, købe fødselsdagsgaver til Mormor og Morfar, og så selvfølgelig tiltrængt venindetid.

Torsdag pakkede jeg min bedste og største backpackerrygsæk, lagde lillesøster i barnevognen og drog mod Jylland. I bedste moderne-skilsmissefamilie-stil tog jeg over til mine eks-svigerforældre og var sammen med begge børn, eks-mand og eks-svigerfamilie. Det er heldigvis ret ukompliceret for os at være sammen på den måde og det er godt. Flere jeg kender, har ytret den holdning, at sådan noget behover jeg slet ikke gøre, at det er meget stort af mig, og at jeg er i mine gode ret til at være både vred og såret stadigvæk. Det er måske rigtig nok. Der er mange ting man ikke behøver, sådan generel i livett. Men jeg tror, at det er rigtig godt for børnene. Jeg er ikke interesseret i, at afholde nogen fra at dyrke deres familie, og halvdelen af mine døtres familie, er altså min eks-svigerfamilie. At de har mange mennesker i deres liv, der elsker dem og har lyst til at bruge tid med dem, ser jeg kun som en kæmpe fordel. At de interagerer med en masse forskellige mennesker, tror jeg, at de vokser af.

Desuden er yngsten jo kun 5,5 måned. Hvis hun skal danne en stærk relation til sin far og hans familie, altså hendes familie, er jeg nødt til at hjælpe hende. Jeg er nødt til at bane den vej, jeg er nødt til at være der imens. Og det er netop det, der betyder noget for mig. Det er ikke hendes skyld, at hun kun nåede at leve en måned, før hun blev skilsmissebarn. Det er en af de ting der har gjort mig allermest trist, og derfor skal og må det ikke have lov at ødelægge noget for hende. Ikke mere end det absolutte minimum. Endelig ville det gøre mig meget trist, hvis min ældste datter ender med at have et større og mere rigt forhold til sin fars familie, end hendes lillesøster har. Det tror jeg heller ikke, at de to søstres indbyrdes forhold har godt af.

FB_IMG_1498990969773

Billedet der stammer fra Familierådgivningen facebookside. Jeg har gjort brug af deres tilbud og snakket med en psykolog i forbindelse med min skilsmisse. Det kan bestemt anbefales. Og det kan godt være at jeg stadig har ret til at være vred, føle mig forurettet og at jeg ikke behøver at være en stor ja-hat. Men det har jeg ikke lyst til. Jeg har ikke lyst til at være vred eller ked af det mere. Jeg har ikke lyst til at mine børn skal vokse op og have to forældre der ikke kan samarbejde. Skilsmissen skal ikke defineres deres liv, eller gøre det sværere end den allerede har gjort.

I går drog begge piger og jeg videre på vores sommerferiefærd, og i skrivende stund sidder vi i et sommerhus på Mols. Den store sover lur og den lille får serveret grød af sin mormor. Solen er ved at bryde igennem skyerne og egetræernes grene bølger i vinden. Her er fred og ro, og et åndehul til mor her. Nu er det ferie.

Continue Reading

At finde sin stemme

Første gang det slog mig, at jeg gerne ville blogge var jeg 24 år. Jeg var nygravid med mit første barn og havde lige tjekket min kæreste ind på psykiatrisk hospital. Jeg googlede og ledte alle steder, efter en artikel eller en pårørendeberetning der skulle fortælle mig, at det nok skulle blive ok. Jeg fandt ingenting. Jeg prøvede at klare mig selv. Fik hjælp og snakkede med mine venner og forældre om hvad jeg oplevede. Også skrev jeg. Men egentlig følte jeg mig ret alene. Der var jo ikke rigtig nogen der vidste eller kunne forstå hvad jeg gik igennem. Jeg var ung. Der voksede et barn i maven på mig. Jeg havde aldrig set et psykiatrisk hospital indefra før. Jeg var bange. Utryg på min kærestes vegne. Fremtiden så usikker ud. Hvad skulle det ende med? Hvilket liv ville mit ufødte barn få. Hvilket liv ville jeg få? Det troede jeg, at jeg ville få svar på, hvis jeg fandt en der havde oplevet noget lignende. Som sagt, jeg ledte forgæves.

Dengang tænkte jeg, at jeg så blev nødt til at skrive om det. Skrive en bog. Pårørende bogen. Samtidig tænkte jeg på alle mine febrilske google-søgninger og tænkte at det ville være smart med en blog.

Da jeg startede bloggen her, var det alligevel for svært at stå 100 % frem. Jeg tænkte at den kunne være anonym. De fleste indlæg jeg startede med at skrive havde ikke så meget personlighed bag sig. Eller, jo, men de kunne være skrevet af alle muligt. Man kunne ikke nødvendigvis lige se at det var mig.

Men så skete der noget. Jeg blev skilt og begyndte at dele det på bloggen. Det er der læsere i, skulle jeg lige hilse at sige. De blogs jeg selv elsker mest, er også de mest personlige. Sådan er det for mange, tror jeg. Og jeg kan mærke at det her, blogging, er blevet personligt for mig. Der er helt klart nogle ting, der for mig er for personlige at dele, og jeg tænker meget over hensynet til mine børn, når jeg skriver og deler. På en måde, er det jo også deres historie.

Jeg vil stadig gerne skrive indlæg om at det er dyrt at bo i byen, om at små piger ikke bør dulles op i mini-voksentøj osv. De lidt mere debat-agtige ting, som kunne være skrevet af mange.

Men.

Jeg bærer min historie med mig. Der er ingen grund til at være anonym længere. Jeg har intet at skamme mig over. Derfor har bloggen nu fået nyt layout og mit tegneserie alias er væk. Jeg hedder Louise, og det er mig på billedet. Sig hej, hvis vi støder på hinanden ude i virkeligheden.

received_10213782843745575

Continue Reading