Savn

Igår sad jeg og skrev om det faktum, at min ældste datter fra i morges, er på tur med sin far. Jeg ser hende først fredag formiddag. Igår skrev jeg: Jeg savner hende allerede. Det skal ikke være nogen hemmelighed. Jeg er vant til at vi er sammen 24/7 – og at der er knald på. Så der bliver sikkert stille i det lille hjem de næste par dage. Lillesøsteren er begyndt at sige en lyd, der lyder utrolig meget som om hun siger sin storesøsters navn. Hun er så optaget af hende, hver morgen når hun får øje på hende, er hun ved at hoppe ud af sin egen lille krop, af bare begejstring. Så det er nok ikke kun mig der kommer til at savne.

Jeg skrev:

Som min kloge veninde sagde, det her kan ikke sminkes. Det er ikke sjovt. Det er svært at se fordelene ved det, og det gør mig trist, at det er sådan her det skal være. Man kan prøve at tænke positivt. Jeg ved at hun kommer hjem igen. Jeg ved at vi kommer til at snakke i telefon, og jeg glæder mig til at hun kommer hjem igen. Det fortæller jeg hende, men jeg fortæller hende ikke at mor har ondt i maven, og kommer til at savne hende helt vildt. Det synes jeg på ingen måde, at hun skal forholde sig til.

Men så skete der noget. Min datter var meget tydelig omkring, at det også er svært for hende.

I går morges, da jeg afleverede hende i børnehave, var det med en knude i maven. Jeg syntes det er svært at skulle undvære hende, det vil jeg gerne indrømme. Det sidste halve år, har jeg gjort alt hvad jeg kunne for at give mine børn tryghed og kærlighed. Jeg har sat mig selv på pause af flere omgange, for at lade deres behov komme først. Hverdagen kører, jeg er blevet vant til at have fart på. Vi kører på rutinerne. Om morgenen står jeg først om med lillesøster, skifter hende, giver hende tøj på, laver havregrød til dem begge. Giver lillesøster mad, drikker kaffe. Så står storesøster op, vi leger lidt på gulvet alle 3, jeg varmer havregrød igen, (de slemme morgener tager jeg dagens anden kop kaffe), spiser morgenmad med storesøster, vi finder tøj sammen (hej selvstændighedsalder), leger lidt mere, går i vaskekælderen eller afsted. Pakket med rygsække, pusletaske, sutteflaske, solhat, huer, skiftetøj og løbecykel. Det er hverdag, og vi er vant til det og det kører egentlig uden grus i maskineriet.

Senere da jeg hentede hende i børnehave, kunne man godt mærke at hun var mærket af, at skulle afsted. Vi snakkede om det, og hun begyndte at græde. Jeg krammede hende, og spurgte hvorfor hun var ked af det, hun var dygtig til at beskrive det for mig. Det handlede kort sagt om, det at skulle afsted. Hun ville gerne afsted, men ville også gerne blive hjemme. Hun bliver 3 år om under to uger. Det er tydeligt, at hun er begyndt at forstå, hvad det vil sige at være skilsmissebarn. At det er at være sammen med den ene forælder, nogle gange udelukker den anden. Og det er fandeme hjerteskærende at være vidne til. I nat vågnede hun flere gange, og jeg skulle ligge sammen med hende, så det gjorde jeg. Hun havde brug for den ekstra tryghed, og det var fint at kunne give hende den.

Her til morgen, stod hun op og var glad. Vi pakkede kuffert, snakkede om hvilket legetøj det kunne være rart at have med. At vi skulle huske badetøjet, så hun kan komme i svømmehallen. Ingen tårer, ingen behov for kram og trøst. Hun var glad, og så frem til at skulle afsted.
Mine døtres far kom og hentede den ældste. Vi spiste morgenmad sammen alle 4 og efter en times tid, drog de to afsted. Min morgenrutine var med andre ord aflyst i morges. Da jeg havde lukket døren bag dem, og sunket klumpen i halsen, gik jeg ind for at putte lillesøster til lur. Da hun sov, smed jeg mig i min seng, lå og læste lidt, og faldt i søvn. Klokken 12:30 havde jeg stadig nattøj på. Senere gik vi ud, sad på en bænk i Hans Tausensparken, midt på dagen, som en almindelig barselsmor. Der er pludselig meget tid, når man ikke skal indregne ture til børnehaven og alt muligt andet. Måske lidt for meget tid?

I løbet af dagen har jeg fået billeder af en smilende pige. I går var jeg i tvivl om, hun var klar til at skulle afsted. Jeg vidste, at jeg ville kunne mande mig op, klare savnet, fordi jeg er voksen og fordi jeg har en anden fornemmelse af tiden – fordi jeg har en fornemmelse af tiden. Men hun var glad i morges og ser ud til at nyde turen. Det var hjerteskærende igår, at høre hende sætte ord på. Men jeg er godt nok glad for at hun kan, stolt af hende og tænker at det nok er godt at vi kan snakke om det. At hun ved, at hun kommer hjem igen, og at det er okay at savne og at man kan glæde sig til at se hinanden igen.

Indtil vi ses, ved jeg at hun bliver forkælet af sine bedsteforældre og af sin far. I aften kommer min mor med lækker aftensmad, og i morgen passer min veninde lillesøster, så jeg kan forkæle mig selv. Jeg kan mærke, at jeg brug for at have ting på programmet. For her er mærkbart mere stille, mindre rodet og tiden går langsommere. Jeg glæder mig til, at få min store, seje og kloge pige hjem igen. Og jeg er sikker på, at hun også er klar til at vende hjem når vi rammer fredag. Indtil da, må vi have det så rart vi kan, uden hinanden.

 

Continue Reading

Girls, girls, girls

I dag er det 3 uger siden, at min far, min bror og flere af mine veninder slæbte/samlede møbler, hjalp med at pakke ud, passede yngsten og en masse andet der skulle til, for at pigerne og jeg kunne have den første nat i nyligheden. I aften er det 3 uger siden, at nogle af mine allernærmeste skovlede den pizza min mor kom med. Og hvor jeg, da jeg sad og kiggede på dem og lyttede til at de snakkede, tænkte på, at mine venner og min familie smelter sammen, i denne her tid. Mine tætteste veninder er efterhånden mere som søstre.

Jeg føler at vi kan sige alt til hinanden, og det at vi har set hvor grimt livet kan være overfor os allesammen, at vi har skælve-grædt sammen, trøstet, skålet og krammet gør, at veninde, på en eller anden måde ikke er betegnelse nok længere. Jeg har en lille håndfuld jeg ser tit, de ved sikkert hvem de er, nogle er nye venner, som jeg kun har mødt fordi jeg bor, hvor jeg bor, nogle er tilbage fra dengang man havde dreadlocks, røg de billigste smøger i frikvarteret og en anden mødte jeg første gang en kold januar dag, da vi begge startede på højskole.

Igår delte jeg halvspontant en flaske vin med to af dem. I virkeligheden burde vi nok allesammen være gået tidligt i seng, og få indhentet det der søvn, vi hele tiden går og mangler. Men nogle gange, tit faktisk, giver det mig fornyet energi, at bruge tid med mine veninder. Energi som jeg ikke kan få ved at sove, eller ved at være i mit eget selskab.

Vi havde flere forskellige emner på bordet igår. Børn, moderskab, job-liv, studieliv, parforhold, livskriser, at have det pisse fucking svært og alt muligt andet. Ret store emner i virkeligheden. Men da jeg gik i seng, faldt jeg i søvn med en følelse af, at vi allesammen kan klare det hele. Især hvis vi har hinanden og taler med hinanden om det hele, også det grimme. For vi er fandeme gode til at støtte hinanden og samle hinanden op.

IMG_4388

Det her billede hænger på min væg. Mine girls, både de store og små, de gamle og de nye, er sgu det største og mest livsgivende jeg har. One love ❤️

Continue Reading

På plads

Så gik der lige tid, siden jeg sidst fik skrevet noget som helst herinde. Jeg har alle mulige halve og næsten hele skriverier liggende. Jeg har alt muligt på hjerte. Noget om hvor meget hjælp jeg har fået, noget om den sidste tids store omvæltning, noget om at være en bekymret mor til en snart 3 årig der har oplevet mange forandringer, noget om at være en moderne skilsmisse-familie, der tager til familietamtam sammen, måske noget om en forestående barnedåb. Men der er stille her på domænet. Der er simpelthen ikke nok timer i døgnet for tiden. Jeg synes hele tiden, at jeg skal noget. Altså noget oveni min hverdags trædemølle med børn, vasketøj, madlavning og alt det der.

I går havde jeg f.eks. besøg, min fars bedste ven, en slags onkel for  mig, var her og hænge billeder op i min stue. Det er blevet skide godt, og nu mangler der snart ikke mere, før vi er helt på plads. Det er fedt.

Samtidig er lillesøster halvsyg, hoste og snot i en skøn kombination, og hun er ikke i sit sædvanlige strålende humør hele tiden. Men har mere lyst til at hænge på sin mor. Så med flyttekasse udpakning, hyldeophængning, eftersøgning af garderobeløsning til verdens måske mindste gang, syg baby, barnedåbsplanlægning, de daglige ture til og fra børnehaven, er der faktisk ikke tid til alt det jeg gerne vil.

I dag mødte jeg en gammel veninde, mens jeg sad og gav lillesøster en sutteflaske. Og da hun spurgte hvordan det gik, fik jeg tårer i øjnene. Jeg var træt og det hele virkede en lille smule uoverkommeligt. Men, for mig skal der tit ikke mere til end en god snak, og efter vi havde snakket lidt, og jeg havde fortalt en masse, havde jeg det helt fint igen. Senere var sundhedsplejersken på besøg, og min lille (store) baby fik en masse ros, og kan alt hvad hun skal. Begge piger har det sgu godt, jeg har det faktisk også godt. Lejligheden ligner et rigtigt hjem, og vi er alle tre ret glade for at være her.
Så alt er godt, og vi skal nok nå det hele. We can do this.

IMG_4331

 

 

Continue Reading

Om lyst til leverpostej

Nå. Jeg har sagt det før. Jeg keder mig aldrig. Never a dull moment, er de ord der beskriver mit liv bedst.

Vi er så godt som på plads i nyligheden. Alle flyttekasser er pakket ud og vi mangler kun lidt knager, billeder og skoopbevaring, før vi er helt på plads. Jeg havde derfor set frem til en uge, hvor jeg ligeså stille kunne gå og dimse med det.

Men sådan skulle det selvfølgelig ikke gå. Jeg har pt en virkelig pylret baby. Hun er forkølet, små-varm og utilpas. Tænderne er på vej igennem. Oh the horror. Derfor vågnede hun også 6 (!!!) gange i nat og kartede rundt of havde helt tydeligt ondt. Det er jo sådan det er, I know. Og jeg var sådan set også forbedredt på at det kunne ske.

Men. Fordi en ulykke som bekendt aldrig kommer alene, så har børnehaven lus og ældsten er ramt.

Eftermiddagen bliver noget med at lusekæmme, med en baby i bæresele. Hvis det rent fysisk, kan lade sig gøre!

Tidligere skrev jeg en SMS til en veninde, hvor jeg efterlyste en hel almindelig hverdagsuge. En hvor det bare er hverdag, uden alt det ekstra man kan smide ovenpå. Ingen skilsmisser, ingen sygdomme, ingen lus eller flytninger. Men sådan en må man åbenbart se langt efter. Måske romantiserer jeg det, men jeg trænger sådan til en god gammeldags kedelig leverpostejs-uge.

IMG_4272

“Vil du have den store æske, eller den med en enkelt kur?” Spurgte manden på apoteket. Jeg svarede “bare den store tak” – sådan er livet nemlig. Det ved jeg. Man skal altid have luseshampoo på lager!

Continue Reading

Instagram

Når det kommer til teknik, sociale medier og sådan noget, er jeg totalt en late bloomer. Det tog mig flere år, at beslutte at jeg ville blogge.  Jeg har læst blogs i mange år, alt i mens jeg har fyldt notesbøger op. I virkeligheden kan jeg ret godt lide at skrive i hånden. Jeg fremkalder stadig billeder, ligesom jeg aldrig kunne drømme om at læse bøger på en tablet. Så jeg egentlig ret glad for det analoge.

Samtidig er jeg virkelig glad for Instagram og følger alt muligt derinde. Der udover, er der et par læsere der efterlyst min profil, og min private har jeg ikke lyst til at dele herinde. Så nu, som den sene starter jeg er, har jeg oprettet en Instagram profil til bloggen her. Følg med her, hvis I vil.

Continue Reading

Kloge børn

In such an ugly world, something so beautiful, synger the Kooks, og de ord kom jeg til at tænke på i dag.

For shit, en grim verden altså. Jeg kan slet ikke holde tanken om det terrorangreb, der skete i Barcelona i torsdags. Barcelona er klart en af mine yndlingsbyer og en jeg meget gerne vil besøge med mine børn en dag. Desuden var min lillebrors søde dejlige kæreste i Barcelona indtil samme dag og jeg er så glad for at hun er okay.

På Nørrebro, hvor pigerne og jeg bor huserer der pt. bandekrig. Min Gudmor ringede forleden fra Jylland, for at sikre sig at vi ikke er blevet skudt endnu, og ville også høre om vi kan gå frit på gaden. Det kan vi. Sådan da. Eller altså, det er sgu da noget jeg tænker over. Og er på en måde glad for, at jeg aldrig går rundt udenfor efter kl. 17, og der er klart visse steder jeg skynder mig igennem eller undgår. Det giver mig myrekryb, at tænke på, at der er røget kugler ind af vinduerne, hos en familie, uhyggeligt tæt på hvor jeg bor. Det skal stoppe nu!

IMG_4088

I dag var mig og min ældste datter på tur til Silvan i Nørrebro Bycenter. Min yngste og pigernes far var hjemme i lejligheden. Inden vi cyklede, sagde jeg lidt i spøg “nu må man håbe at vi ikke bliver skudt”. Jeg er nu som sådan ikke nervøs for det. Men så alligevel.

Da vi kom ud af Silvan holdt der 3 politibiler og der var flere betjente i skudsikre veste. Nogle af dem var ved at ransage en bil og andre holdt en mand fast i håndjern. Det så egentlig ikke så dramatisk ud (jeg har muligvis boet på Nørrebro for længe). Min datter fik øje på en politibil der kærte, og sagde “det er en politibil. Politiet er på vej ud og redde nogen” “måske sidder de fast i et træ og har slået sig”. 

Jeg smilede til hende og sagde, at det troede jeg også. Samtidig tænkte jeg, at verden ville være et bedre og mindre ugly sted, hvis alle anskuede den som en på knap 3 år.

Continue Reading

3 år

For 3 år siden var jeg temmelig højgravid. Min store mave var fyldt med sommerfugle og pakke ind i hvidt stof. For 3 år siden var jeg brud.

IMG_4229

Solen strålede da min far kørte mig ind til Rådhuspladsen. Jeg havde svært ved at have mine trætte fødder i de sorte højhælede sko, så jeg stak først i dem, i det øjeblik jeg skulle hoppe ud af bilen. Vi var lidt forsinkede. Midt på Rådhuspladsen stod min kæreste sammen med sine forældre og med min brudebuket i hånden. Selvom det skulle være en stille dag med kun de nærmeste, ville jeg alligevel gerne have sådan en. Som det sig hør og bør. Han fik ikke øje på mig til at starte med. Da jeg gik henimod ham, tænkte jeg, at det var lidt sindssygt at vi gjorde det. Det føltes som alvor og som forevigt.

Giftefogden snakkede om medgang og modgang. Om svære dage og gode dage. Hun nikkede mod min store mave og sagde noget med, at det jo ikke altid var nemt når der kom børn. Den dag var jeg helt sikker på, at vi ikke ville blive en del af den der grimme skilsmisse statistik.

For et par uger siden, cyklede jeg forbi Rådhuset. Solen skinnede på det, på samme måde som det gjorde, d. 14/9-14. Men den dag, var jeg skilt, og på vej til min venindes polterabend. Jeg funderede meget over, om man mon må fortælle om sin polterabend og bryllup, når det ligesom ikke gik? Slugte den klump i halsen, de tanker medførte. Tænkte “det handler ikke om dig, det her!!”

Vi var altid gode til at fejre mærkedagene. Den dag vi blev kærester, bryllupsdagen og sådan noget. I dag er første gang, vi ikke har bryllupsdag. Dagen har jeg fejret med at pakke flyttekasser ud. Pigerne og jeg har spist kødboller i tomatsauce. Alt er hverdag. Intet festligt på den måde.

På vejen hjem fra børnehave, midt på smarte Jægersborggade, med sved på overlæben, lidt for vågen sprællebaby i den lidt for fyldte barnevogn, med løbecykel over armen og børn over det hele. Udbrød ældstebarnet, helt ud af det blå “Jeg vil ha’ en ridder”, og lige i det øjeblik var jeg tilbøjelig til at give hende ret, og ønske mig en ridder.

Dagen i dag, havde jeg faktisk frygtet at skulle se i øjnene. Broken dreams og alt det der. Men det er ok. Har ikke skænket det så mange tanker, som jeg havde troet, at jeg ville. Jeg har set hele to gode veninder i dag. De har givet mig peptalks, hjulpet med at sætte varer på plads og rykke møbler rundt i stuen. Når ungerne sover kommer en tredje veninde med vin. Så jeg føler mig ikke alene. Langt fra, faktisk. Det er bare noget andet og det andet kan nu også noget. Selvom jeg ikke har en ridder, har jeg alle mine ridderinder og de er de bedste ❤️ Og som en ridderinderne konstaterede i dag, klarer vi os sgu ret godt selv. “Vi er nogle stærke piger”, som barnet også sagde i dag

Continue Reading

We’re here

Weekenden har i den grad stået i flytningens tegn. Fredag formiddag efter ældstebarnet blev afleveret i børnehave, gik vi igang. Eller det vil sige, flytningen har været igang længe. Men det sidste seje træk, var i denne weekend.

Der har været mange hjælpende hænder igang. Min venindes mand, min eks-mands venner, mine søde veninder, min ret så fantastiske familie, nye og gamle naboer. Det er helt på sin plads, at sige, at jeg ikke havde kunne klare det alene.

Nu ligger jeg på sofaen og kigger op i de hylder som hele 4 forskellige mænd, har hjulpet med at hænge op. Goddamn murstensvægge. Jeg er hjemme. Vi er næsten på plads. Jeg er træt i kroppen. Jeg har virkelig fået meget hjælp i den her weekend og jeg er så taknemmelig. Men jeg føler måske også lidt, at jeg har overtrukket hjælpekontoen nu. Det er en svær balancegang. De sidste dage har nok ikke været så sjove for alle. Mine far og bror har virkelig slæbt, bygget Ikea møbler og slæbt lidt mere. Især en af mine veninder har måtte lytte til megen ynk og har også måtte trøste lidt. Mange har løbet op og ned af trapper. Min eksmands bedste ven har været her både igår og i dag og hjælpe mig med alt det, jeg ikke selv kan finde ud af. Er der egentlig nogen der ved, hvor man kan tage et boremaskine-kørekort?

Tidligere i dag, hjalp min far mig med at tømme mine gamle loftsrum og fylde det nye. Verdens mest rædselsfulde opgave. Min far er stor og stærk og det var godt han var der.

Min tante sidder i Aarhus og syer gardiner til min lejlighed. Min faster kørte mig i Ikea. Mine veninder hjalp med at male væggene og pakke kasser og sætte på plads. Alle har været i gang og mit hjem er nærmest et kludetæppe af hjælpende hænders værk.

Når jeg får lidt dårlig samvittighed over, at jeg har trukket så meget på andres hjælp, tænker jeg tilbage på de sidste uger af februar, hvor jeg vitterligt ikke troede, at jeg nogensinde ville kunne være alene med mine børn hverken hele eller halve dage. I dag har jeg – bortset fra 3 timer midt på dagen, været alene med dem. I flytterod. Vi har spist havregrød, været i fakta og pakket flyttekasser ud og der er blevet lavet aftensmad. Der har været mere skærmtid end der plejer, men vi har også tumlet, læst bøger og leget. Det kan godt være, at hjælpekontoen er overtrukket, men heldigvis kan jeg sagtens klare hverdagen og lover mig selv og alle andre, at jeg ikke flytter nogensteder lige foreløbig 😃

 

IMG_4161

Continue Reading

Den sidste nat

Den kommende nat er den sidste nat, jeg sover i min gamle lejlighed. Den første lejlighed jeg har (delvist) ejet. Den lejlighed som mig og min eksmand valgte sammen. Den der skulle være vores hjem.

Min ældste datter, har fundet på at den gamle lejlighed hedder gamligheden og den nye nyligheden. 

I morgen rykker vi over i nyligheden. Ind i vores nye hjem. I dag har jeg, min eksmand, og flere gode (skønne og hjælpsomme) venner hjulpet mig med at komme et ordentligt stykke. Det er vigtigt for mig, at i hvert fald børnenes værelse, står helt klar, når vi rykker. De skal føle sig hjemme, fra første øjekast.

I dag har jeg ligeså stille gået og taget afsked med gamligheden. Jeg har foræret mine gamle Ikea-skabe til to unge flygtninge. Jeg pillet lamper ned, fjernet uroen over puslebordet. Det puslebord min eks-mand byggede, da jeg var høj gravid med den ældste. Jeg kan næsten ikke huske hvordan lejligheden så ud uden. Dørskiltet jeg gav min eksmand i “tillykke-du-er-blevet-far-gave”, med vores families navne på, har jeg skruet ned, med min nye “single-mom”-skruetrækker (Tak Annemette ❤️) Nu er jeg nemlig typen der skal have sin egen værktøjskasse.

Pigerne sover. Jeg drikker en øl på den sofa, jeg købte for et par måneder siden, min første egen sofa. Den kommer min far og bror og slæber over i nyligheden i morgen. Min stue er fyldt med legoklodser, babylegetøj og flyttekasser. I morgen er den tom.

Selvom vi kun flytter rundt om hjørnet. Selvom vi bliver i samme gård. Selvom stukken er ens i begge lejligheder og selvom begge opgange er malet i samme mærkelige lyserøde nuance, er det alligevel pisse vemodigt. Den her lejlighed, gamligheden, var den lejlighed, begge børn blev bragt hjem til. I september 2014, tog min far et billede af to nybagte forældre foran hoveddøren. De holdt begge i liften med en lille bitte pige i. To et halvt år senere, tog min eksmand et billede af en lille ny pige i samme lift. Ved døren ind til lejligheden, babyens mor og storesøster hjalp hinanden med at bære hende over dørtærsklen. Nu er begge piger vokset ud af liften og vi er sammen vokset ud af lejligheden.

Farvel gamlighed. Tak for det hele. For festerne, for hverdagen. For frieriet på sofaen, for de første skridt, for at være rammen om det familieliv der var mit engang. For krampegråden på sofagulvet en sen aften i marts. Jeg håber at nyligheden bliver ligeså fantastisk, og fuld af minder som dig.

IMG_4164

Continue Reading

På det seneste

Som jeg skrev forleden, går det stærkt i de her dage. Jeg har en milliard ting at se til inden pigerne og jeg kan rykke ind i vores nye hjem. Der er så meget jeg har lyst til at skrive, men for nu bliver det bare en slags status.

På det seneste:

  • har jeg været ved at tude over de søde søde kommentarer jeg får her på bloggen
  • været til et meget smukt have bryllup og tudet lidt af rørelse og vemod
  • afleveret tonsvis af tøj til mødrehjælpen
  • malet både lyserøde og blå vægge i lejligheden – det handler om balance
  • fået så meget fantastisk hjælp af familie og venner. Tak tak tak!! (Det har jeg selvfølgelig også været ved at tude over)
  • været til den årlige familieweekend i min eks-mands familie. Hvem sagde moderne idyllisk skilsmisse familie?
  • Pakket og pakket og pakket
  • haft mega meget lyst til at skrive en hel masse
  • bandet over at min (gamle) lejlighed er en labyrint af legetøj og flyttekasser
  • observeret en lille halvårs-unge der er lige ved at knække kravle-koden 😱
  • er jeg blevet forundret og forarget over Ikeas fragtpriser – 799 kroner for at få leveret møbler for 2000 kroner. Når der er fri fragt alle andre steder. Kom ind i kampen Ikea
  • fået en alt for sød gave af søde venner gavekort til nemlig.com og magasin. Så kan hverdagen i den nye lejlighed bare komme an
  • følt mig både hjulpet og elsket ❤️

IMG_4118

IMG_4117

Continue Reading