2017, mit livs hårdeste år

Det er jo ret så almindeligt at bloggertyper ser tilbage på året der er gået. Eller, det er vist noget alle gør. Selv er jeg en sucker for de der året der gik programmer der kører i fjerneren i disse dage. Ser det hele! Derfor kan det jo ikke undgås at jeg selv begynder at tænke over det der 2017. Det har jeg egentlig gjort meget de sidste par uger. Især i forbindelse med alle de mærkedage der er omkring jul. For et år siden gik jeg og arrangerede min eksmands fødselsdag med alt hvad det skulle indebærer at omsorgsfulde gaver og hemmelige overraskelser. Det føles meget langt væk nu.

Måske kommer der flere skriv om dette sindssyge år i løbet af de næste dage. Men sent igår aftes lå jeg og skriblede det her på min telefon. Så here goes. Lidt om mit 2017:

2017 har på en gang været mit år og slet ikke mit år.

Man kan sige jeg kom svært fra start. I slutningen af februar blev jeg forladt af den mand jeg elskede. Sgu. Af faderen til mine børn. Ingen nybagt mor fortjener at blive skredet fra bare 5 uger efter en fødsel. Kroppen er jo stadig helt mør ovenpå sådan en omgang. Men – måske netop derfor – lå der nogle seriøse urkræfter og urinstinkter lige under overfladen. Når jeg skriver det her i dag, forstår jeg stadig ikke hvordan jeg kom igennem det.

Her i julen har pigerne og jeg været hos mine forældre. Jeg overnattede på mit gamle værelse. Denne gang i ske med min ældste datter og nu med yngsten i rejsesengen. I februar lå de omvendt. Jeg sov max to timer ad gangen. Ammede hele tiden. Knugede begge børn ind til mig i alle vores vågne timer.
Intet ondt skulle de mærke.
Især i starten af året havde jeg meget svært ved at få dem passet. De skulle ikke være i tvivl om at deres mor var hos dem hele tiden.
De skulle aldrig mangle mig.

I julen havde vi tre overnatninger i mit barndomshjem. Sidst det var så mange overnatninger i træk var i februar. Hvor mit liv blev slået seriøst ud af kurs. Hvor mine forældre hjalp mig med at sætte stykkerne sammen igen. Hvor de hjalp mig på at holde sammen på mig selv og på det hele.

Og på bare 10 måneder er alt som forandret. Jeg føler mig ikke som et skibbrudent vrag længere. Jeg er ikke længere nervøs for fremtiden. Jeg er ganske vist lidt slidt og træt. Året der er gået kan tydeligt ses. Men jeg er ved godt mod.

Det her år mand, med alle dets udfordringer… Nu er vi ved enden og jeg er glad, godt tilpas og et rigtigt godt sted. Julen har ikke været svær. Selvom det var den første uden alt muligt. Men jeg var sammen med mine dejlige unger og min dejlige familie. Fik lækker mad, fantastiske gaver, store kram og rosende ord med på vejen.

For 2017 var alligevel også lidt mit år. Jeg blev mor for anden gang, jeg blev lærer, jeg købte min første helt egen lejlighed, jeg stod på fucking egne ben i alle livets henseender og jeg klarede det. Men det er også godt nok at det hårdeste og mest begivenhedsrige år, jeg nogensinde har oplevet er ved at være slut. Sådan et år, behøver jeg ikke lige prøve igen. Det kommer ikke til at ske.

2018, du kommer bare. Jeg er sikker på, at der må være flere gode ting i vente. Flest gode, ik?!

 

Det sidste billede, jeg tog af mig selv i 2016 (Ret dårlig kvali, I know) Nytårsaften, min eksmands fødselsdag, højgravid og med vielsesring på fingeren. Det sidste billede af mig, som hende jeg var engang. Jeg havde ingen anelse om hvad der ventede, hvilket år der ville møde mig.

Og pludselig var det jul

Den her december er simpelthen fløjet afsted. Kan ikke huske, at jeg nogensinde har oplevet, at det er gået så hurtigt før.  Optakten til jul, er til gengæld noget ganske særligt når man er i selskab med en 3-årig. Vi har både været i Tivoli og møde julemanden, til julekoncert med Motor Mille, bagt pebernødder og brunkager, set Krummernes Jul i en uendelighed, sunget julesange, været på udflugt ud af byen for at kigge på juletræer, møde nisser og købe julemad. Der udover har vi (selvfølgelig!) haft en nisse til at bo her. En nisse der vist lagde lidt ambitiøst fra start med både oppyntning, drillerier og gaver. En nisse som hurtigt lærte, at det (heldigvis!) også kan være magisk at få en fignestang eller en lille bitte chokolade julemand. Nissen lærte også, at de i mange butikker er søde til at pakke bittesmå ting ind hver for sig, hvis man bare er smart nok til at spørge.

Alligevel kommer det helt bag på mig, at det nu er den 23. december. Lille juleaften. Nedtællingen er nærmest forbi. Nissen skal tilbage til julemanden på Grønland. Jeg synes, der var mange ting jeg alligevel ikke nåede denne julemåned. Hyggede man nu nok? Julede vi nu nok? Det tror jeg, at vi gjorde. Jeg fik julet med pigerne, men ikke med mig selv.

Den her december har været lidt hård, at komme igennem. Ikke sådan mentalt, men der har været nok på programmet. Derfor har der også været relativt stille her på domænet. Jeg har haft mange skriv inde i hovedet, men ikke ret mange i fingrene. For det første er jeg blevet det man jobsøgende, eller between jobs, hvis man skal være rigtig smart. Det fylder lidt i hovedet på mig. Hvad jeg vil, og sådan. De store spørgsmål. Jeg er begyndt at snakke med en psykolog, for at få det her sindssyge år bearbejdet. Egentlig har jeg det meget godt, men der er helt klart behov for at få snakket det hele godt igennem. For sikke et år jeg har haft, som psykologen siger.

Selvom jeg normalt har et jernhelbred (og tak da gud for det!), så har jeg været syg to gange. Med ondt i maven, feber og en svimmelhed der gjorde mig totalt sengeliggende. Sidste omgang var i forgårs, og gjorde at jeg lige pludselig var totalt bagud med alt hvad der hed julegaver. Min ældste datter har været på en lille 3-dages ferie til farmor og farfar med sin far i den her uge. De dage var det meningen at jeg skulle nå en masse. Organisere, rydde op, ordne julegaver, lave simreretter og jeg ved ikke hvad. I stedet fik jeg en lige højre af mit immunforsvar og blev slået i gulvet (eller sengen om man vil). Heldigvis kom min søde mor og passede både yngsten og mig.

Igår var jeg på benene igen. Hvilket resulterede et julegave-marathon af den anden verden, inden vi skulle ind og hente storesøster ved toget. Jeg benede rundt på Fisketorvet med barnevognen foran mig. Læssede den til med kasser, gavepapir, bånd og gaver. For helt forpustet at indfinde mig på Hovedbanegården kl. 11.08, hvor toget fra Jylland bragte min allerdejligste store pige hjem.

Nu er det lille juleaftens dag i det lille hjem på Nørrebro. I går eftermiddags lagde vi sidste hånd på de hjemmelavede gaver og nu leger pigerne sammen på deres værelse. Julefreden sænker sig over os.

Om lidt cykler vi op og henter deres far ved toget. Vi skal ud og købe juletræ og have varm kakao. For i eftermiddag skal vi holde jul, bare os fire på moderne- skilsmisse-familie-manér. Men med juletræ, sang, dans og gaver. Alt hvad der sig høre til.

Så selvom jeg er lidt ærgerlig over mange af de ting, jeg ikke nåede i denne december. De æbleskiver jeg endnu ikke har fået, den Gløgg jeg ikke har drukket. Turen ud og købe min mors julegave med min far. Den planlagte julehyggedag med min veninde og hendes datter og kagespisningen på La Glace og julebordsudstillingen hos Royal Copenhagen med min mor. Mange ting blev ikke som det plejer.

Men jeg siger pyt, for nu er det jul.

 

100 år

“Tiden løftede sine frygtelige vinger og fløj bort mod en virkelighed der ikke var hendes. Al tyngde forlod hende, og hun stirrede op i en blå himmel, der var plettet med minder”. 

I dag bliver mit største litterære idol 100 år. Eller, det ville hun være blevet, hvis hun levede i dag. Jeg kunne godt have undet hende, at hun kunne have oplevet hvor stort et hit, hun stadig er. Hun er blevet moderne igen og det tror jeg ville have passet hende.

Selvom vi ikke har levet samtidig er hun en af de største for mig. Min Tove samling er den del af bogsamlingen der fylder mest. Jeg kan umuligt vælge et ynglings digt eller skriv. Når jeg går i mine egne tanker, kan jeg tit høre, eller fornemme hendes ord. Når jeg stiger af toget, i min hjemby, går fra stationen og drejer ned omkring bøgebusken kører hendes ord, om barndommens gade altid i mit hoved.

“Jeg slog dig engang til jorden
for at gøre dit hjerte hårdt”

Selvom der er langt fra en baggård på Vesterbro til et rækkehuskvarter i Nordsjælland. Selvom der er langt fra 1917 til 1989. Jeg synes, at hun er universel. Det er hun for mig.

En af grundende til at jeg holder så meget af Tove, har hun faktisk selv formuleret:

“Jeg elsker det mørke og svære, 
der spænder en ukendt kraft
og volder en sødme, lykken
aldrig har haft”

Selvom det hele godt kan virke trist og mørkt, havde hun også helt vildt meget humor. Da hun levede blev hun nogle gange kritiseret for at være gammeldags, hvilket for mig, er meget svært at forstå. Og når man har fornemmet Tove-feberen rase de seneste år, giver det heller ingen mening. Meget af det hun har skrevet, virker på mig helt friskt og som jeg skrev længere oppe, universelt. Hun er rå og tør.
At hun både var en selvstændig kvinde, men samtidig havde en lille usikker pige inde i sig, er for mig meget genkendeligt og smukt. At hun var så ærlig og uforbeholden, er jeg helt vild med. Hun rører mig, mange af hendes tekster, kan jeg ikke læse eller tænke på uden at få tårer i øjnene. Hun er personlig og hun er min heltinde.

Jeg kan ikke anbefale nok, at dykke ned i hendes forfatterskab. Eller, at gå ind og se Tove! Tove! Tove!

I min stue hænger Ib Spang Olsens billede af Barndommens gade. Pigen med det lysende pagehår taler til mig på så mange niveauer.

Det var den barsel

Sidste mandag meldte jeg med ledig i min A-kasse. Den første uge som jobsøgende er overstået, og min barsel er endegyldigt slut.

Barselsdagpengene kommer ikke længere. Min lille baby er på ingen måde lille mere. Hun kravler op i senge, stole og sofaen. Hun går langs væggene. Har taget et enkelt skridt nogle gange. Hun spiser mad sammen med os andre. I håndværker-portioner. Hun griner. Leger. Vinker og klapper. Hun er en tumling. På nogle og firs centimeter. Og adskillige kilo.

Det er vildt.

Forleden skrev min veninde, at det da godt nok gik stærkt med hende. Jeg svarede tilbage, at det næsten er som om hun sprang babystadiet over. Jeg fik en klump i halsen. Babytiden gik stærkt. Barselstiden gik stærkt. Måske for stærkt?

Der har været seriøst mange ting på programmet. For mange. For mange ufrivillige ting. Tiden gik med skilsmisse. Med eksaminer. Med ble-smidning, pottetræning og børnehave-start for den store. Med flytning for os alle sammen. En livsomvæltende barsel i mere end en forstand. 2017 som jo nærmer sig sin slutning har eddermaneme godt nok haft forandringer på programmet.

Og hvad så med babyen? Hun har fulgt med. Hele vejen. Jeg har haft hende i armene, på skulderen, i en sele på maven, i barnevognen eller ladcyklen hele vejen. Hun sov på min mave da jeg modtog skilsmissebegæringen. Hun var med til bankmøde da fælles økonomien skulle splittes. Hun sov i gården, da jeg malede væggene i den nye lejlighed. Hun er verdens gladeste baby. Jeg har aldrig mødt en med så godt et humør som hende. Hun er ukuelig, sej, sød, grinende, smilende og glad. Hun elsker sin storesøster og lyser op når hun får øje på hende, og ingen kan give hende grineflip som søster. Hun er tryg ved andre mennesker. Smiler til alle vi møder på vejen. Hun er ikke bange for noget og kravler gerne op hvor der er allerhøjest. Hun følger med. Hun vil med. Der hvor storesøster er, vil hun også være. Derfor må man lære at kravle op i sengen til hende, og det gør man så. Om lidt skal hun i vuggestue. I samme institution som sin storesøster. Det giver mening på så mange planer. De er allerede tætte. Måske tættere end andre søskende. Måske de godt ved, at de to virkelig er nødt til at holde sammen?

Så ja, barslen fløj forbi. Det er trist. Vemodigt. Den kommer aldrig igen, og babyen bliver aldrig baby mere. Det sætter tanker igang om et år, der på mange måder var skidt. Men faktisk også godt. For vi har det jo godt. Jeg ved at jeg nåede at nyde det. Muligvis ikke nok, for det gør man aldrig. Men der var mange små øer, hvor jeg bare sad og iagttog hende. Revnede af stolthed og rørelse. Hvor jeg holdt hende ind til mig. Jeg elsker det lille menneske, og jeg skal se hende meget mere, jeg er ikke færdig med at være stolt, eller med at holde hende, passe på hende og være hendes mor. Heldigvis. Og af erfaring ved jeg, at det hele er magisk og stort. Også når de er store. Alle aldre kan noget, og der er meget uudforsket land endnu.

Man kan (åbenbart) godt amme og læse til eksamen samtidig. Jeg behøver nu ikke prøve det en anden gang 😀

Om genbrug

For nylig medvirkede jeg i et reklamespot for DBA. Det faldt mig aldeles naturligt. For jeg elsker genbrug. For et par år siden, lod jeg mig interviewe til en artikel om genbrug som en voksende trend.

På min telefon ligger både DBA, Reshopper og Tradonos apps. På vejen hjem fra børnehaven gør jeg tit et stop ved mødrehjælpen i Jægersborggade – nogle gange med noget aflagt, nogle gange for at købe noget. Jeg både køber og sælger brugt.

Det er mest ting til børnene, egentlig. Men, jeg har altid elsket genbrug, så det at jeg handler flest børneting, er i virkeligheden mest fordi, at det er dem der får flest ting. Mit spisebord, Dea Trier Mørch billedet på væggen, sofaen, luksus-madrassen i min seng er ting jeg har købt brugt. Mine Dr. Martens læderstøvler er købt “brugt”, til 500 kroner, uden at være brugt. For et par måneder siden købte jeg en fin Stine Goya kjole til den nette sum af 300 kroner, fordi den havde tilhørt en anden. En anden der havde passet på den, og som tilmed kom og afleverede den til mig, mens pigerne sov.

Det her fine Dea Trier Mørch billede, købte jeg til mig selv og min nye lejlighed i sommer. Jeg havde aldrig fundet det nyt, og jeg knuselsker det.

Da min ældste datter var 2 år, havde hun som mange andre jævnaldrende et flip, hvor hun var helt vild med køretøjer. I alle former og farver. Men børn fortæller jo aldrig en, om det er deres nye evige interesse, eller mest er fordi nogle andre henne i daginstitutionen er helt tossede med det. Derfor indkøbte jeg en traktor og en gravko (blandt andet) til sølle 30 kroner. De bliver stadig leget med og de fejler intet.

I min optik, er der mange gode grunde til at købe brugte ting: 

  1. Mange af de ting man kan finde brugt, er slet ikke færdige med at blive brugt. Jeg ved ikke om andre mennesker generelt har for mange penge/for lidt plads/bliver skilt hele tiden eller hvad det handler om. Men markedet for brugte ting er enormt. Og mange ting fejler ikke noget som helst.
  2. Jeg er egentlig en ret kræsen forbruger. Jeg ved hvad jeg kan lide. Jeg holder mig til få mærker, som jeg kender og elsker. F.eks. har jeg gået i Dr. Martens støvler siden jeg var teenager, og det stopper ikke lige foreløbig. Det gælder egentlig også når jeg køber ting til pigerne. Jeg har hurtigt opdaget hvilke ting der er en god kvalitet og hvad der er godt til dem og deres kroppe. Så derfor tjekker oftest diverse brugt-sider og taster navnene på favorit-tingene ind før jeg kigger efter det fra nyt. Genbrug gør det faktisk nogle gange nemmere for mig at finde de ting, jeg bedst kan lide.
  3. Miljøet. For fanden. De fleste mennesker har temmelig mange flere ting, end de egentlig har brug for. Mange passer ikke godt nok på dem – for det er så nemt at købe noget nyt. Jeg skal ikke pudse glorie her, jeg kørte en masse IKEA skrammel på lossepladsen og solgte mange ting, i forbindelse med min skilsmisse. Nogle ting røg også ud, for at gøre plads til nye. Fordi det føltes nødvendigt. Altså, at få nye egne ting.
  4. Min økonomi nyder i øvrigt godt af, at jeg elsker at finde ting brugt. Når jeg vader rundt på Nørrebro, og ser hvor mange nye smarte slæder andre mennesker kører deres børn rundt i, bliver jeg gang på gang overrasket. Hvor har de alle de penge fra? Jeg kunne måske godt have haft råd til en dyre søskende vogn til mine døtre, hvis det var en kæmpe prioritet. Men den helt store post i min økonomi er hverdagen. Jeg vil have råd til at tage i Tivoli, til is om sommeren, til at vi kan gå til bageren en gang i mellem, og til at vi kan have det lidt sjovt. Mens de er så små, som de er, og ikke efterspørger andet, giver det sindssyg god mening for mig at de (blandt andet) får brugte ting.
  5. Jeg har nok også en mærkelig kærlighed til gamle ting med hjemmefra. Jeg er vokset op blandt arvestykker og gamle bøger. Min far er (blandt andet) antikvarboghandler. At elske gammelt og brugt, er måske bestemt af mine gener?

Hvordan har I det med genbrug? 

Hvis man ikke har fået nok, af at læse om min kærlighed til alt det brugte,
kan man se reklamen for DBA, her.
Det er filmet hjemme hos mig selv, så der er da rig mulighed for at “lære mig bedre at kende”.

At være så træt, at det kan ses

Jeg går tit ad de sædvanelige barsels/gå tur med barnevognen ruter her på Nørrebro. Det vil blandt andet sige Stefansgade/Jægersborggade-kvarteret og selvfølgelig Assistensen. Her vrimler det med barnevogne. Dyre smarte barnevogne. Min barnevogn har lige fået skiftet forhjulene, de var rustne og smadrede, de gamle. Men okay, det er også snart 3,5 år siden den blev købt. Nogle gange knirker vognen lidt. Der er et hul i stoffet foran, en lille flænge. Ikke noget der betyder noget. Andet end udseendet, selvfølgelig.

Jeg føler mig lidt som den menneskelige udgave af den barnevogn. Jeg er slidt at se på. Ikke decideret i stykker, men bare lidt slidt. Med flere gode år i sig. De mange nætter med afbrudt søvn viser sine tydelige spor, om morgenen når jeg ikke altid at få make-up på. Det er heller ikke altid jeg når at få kontaktlinser i. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har købt nyt tøj. Det meste af det jeg går i, er gamle lidt halv-slidte t-shirt kjoler. Min yngste datter har været snottet i flere uger, og jeg kan simpelthen ikke holde ud hvis hun tørre sin næse af i mine Mads Nørgaard skjortekjoler, eller mit Stine Goya loppefund. Om morgenen prioritere jeg, at lave fletninger på ældsten, få alle mand i rent tøj, lege og lave havregrød, ordne og dutte i en uendelighed. Alt sammen ting, der sætter mine egne behov til side. For, hvor vigtigt er make-up, når der er kvalitetstid med ungerne på højkant? Dertil kommer, at den lille har en lille smule seperationsangst, så at lukke badeværelsesdøren er udelukket. Hvis den er åben stikker hun hele hovedet ned i toiletkummen, bider i toiletbrættet og forsøger at lege med toiletbørsten. Så det er en udfordring.

De andre mødre, på de der barnevognstur-ruter, ser sgu ret godt ud. De er ikke så smadrede at se på. Deres barnevogne er nye. Uknirkende. Deres hår ser rent ud. Randerne under deres øjne er til at overse. Deres tøj ser smart og nyt ud. Intet tyder på snotnæse-aftryk. Jeg er mildest talt imponeret.

Da jeg fortalte min mor, om disse smukke smarte mødre, sagde hun “mon ikke det er deres første barn?” Og det er selvfølgelig ikke til at vide. Men jeg tror det lidt. Dermed ikke sagt, at det ikke er hårdt at have et barn og være på barsel med det. For det er det. Jeg kan selv huske, at jeg synes det var hårdt. Trængte til at komme ud lidt selv. På en eller anden måde, tror jeg, at jeg syntes at det var ligeså hårdt dengang, som jeg synes nu. For man kender jo ikke andet. Det er hårdt, at få frarøvet sin nattesøvn. At vende sig til, at skulle opfylde et lille menneskes behov 24/7. At sætte sig selv på pause. Konstant.

Men det ændre jo ikke på, at der nok er lidt mere tid at gøre med.
Heldigvis ved jeg, at jeg igen får tid til make-up. At snotnæserne stopper med at løbe, at some point. At alting jo bare en fase.
Det ER en fase.

Weekends-tjuhej

Jeg har haft adskillelige blogskriv i ærmet, siden jeg skrev herinde sidst. Alligevel er det ikke rigtig blevet til noget. Det er der selvfølgelig flere gode grunde til. Først og fremmest, synes jeg virkelig at dagene æder hinanden. I dag er det søndag, det synes jeg sgu lige at det har været. Jeg får ikke ret meget søvn for tiden. I ugen der er gået, har pigerne været vågne på skift i løbet af natten. Den ene skal tisse og have hjælp til at finde sin sut. Den anden skal bare have hjælp til at falde i søvn igen – noget der heldigvis oftest kan klares med en hånd på ryggen og lidt nus. Efter de vågne seancer plejer jeg som regel at falde i søvn igen, men ikke i den her uge. Der foregår en masse ting oppe i knolden på mig. Meget af det handler om fremtid. Min barsel er snart slut.

Weekenden er normalt ikke der jeg har mest tid. Oftest ser vi pigernes far om lørdagen (det gjorde vi også i går). Vi tager på tur, eller leger hjemme hos os, spiser aftensmad sammen, og har det ok moderne. I går brugte vi den også på aflusning – gotta love institutionsliv!
Søndag er min alene-dag med dem. En dag der ikke er brudt op af institution eller hverdags-trommerum. En dag der bare er vores. Hele dagen. Disse søndage kan godt føles meget længe. Dels fordi, at børn har det med at stå tidligt op. Dels fordi det ikke altid er helt nemt at finde på sjove ting at lave, som både tilgodeser en på 10 måneder og en på 3 år. Her til morgen blev det en tur i ladcyklen. Ned til Føtex for at købe ind til banankage, og for at få en tebolle. De elsker at sidde i ladcyklen sammen, og når jeg sætter dem begge to op i en indkøbsvogn, så har de en fest. Så tak til Føtex for at sikre underholdningen 😀

Vi nåede hjem igen inden regnen for alvor kom. Vi var tidligt oppe, og har allerede oplevet en masse. Hvilket åbenbart har resulteret i, at begge børn trængte til en formiddagslur. Det er ikke sket i adskillige måneder. Jeg er helt overrasket og ved næsten ikke hvad jeg skal stille op med mig selv.

Eller.. Jo! Det ved jeg. Der skal lades op. Har lige hevet nybagte boller ud af ovnen, og havde åndsnærværelse nok til at få dynen med ind på sofaen. Senere tror jeg, at vi skal til et børnejazz-julearrangement på en café tæt på os.

Søndag.. Du er fandeme helt i orden.

 

Ps. Jeg opdaterer jævnligt på Instagram, så følg med derinde, hvis du synes der er lidt stille på bloggen. 

 

Om lange dage

“Dagene er lange og årene korte”. Det var der engang en der sagde til mig, da snakken faldt på det at være forælder. Det er meget rigtigt synes jeg.

For tiden er dagene virkelig lange. Alt i mens er min baby begyndt at rejse sig selv op, og er passeret de 10 måneder. Snart er hun et år, og det er for vildt. Den store er bare stor, og overrasker mig dagligt med ting hun siger, forstår og kan. Det går lynhamrende stærkt.

Men, dagene er godt nok også lange.
Bare tag i lørdags.
Vi var oppe klokken 6, alle tre. Vi lå lidt og krammede og puttede i min seng. Stod op, og kom igang med dagen. Men pludselig. Midt i havregrødskogningen, begyndte den store og klage over ondt i nakken. Det blev værre og værre. Hun skreg og hylede. Ville ikke bevæge sig. Jeg blev bange. Satte mig på gulvet med hende på skødet og ringede 1813. Hun havde ikke feber, men alligevel ville de gerne se os på Bispebjerg. Jeg bar hende ind foran computeren, og fik den – nu kolde – havregrød i begge piger. Fik dem pakket sammen, pakket snacks, bleer, drikkedunke, sutteflasker og diverse fornødenheder. Nu er jeg jo efterhånden helt øvet ud i det, at tage med børn på hospital. Det gælder om at være forberedt, skulle jeg lige hilse og sige. Klokken var omkring 8, da jeg skubbede dobbelt-klapvognen ud af hoveddøren. Det føltes lidt som om vi var alene i verden. De fleste af dem jeg sms’ede til og prøvede at få fat på, sov tydeligvis endnu. Afsted kom vi. Ind i bus. Ud af bus. Forbi vejarbejde. Gennem regnen. Hen til akutmodtagelsen. Vente vente vente.


“Mor, jeg har ikke ondt i nakken mere” sagde barnet, alt i mens hun hoppede rundt i venteværelset.
Super!

Ind til lægen, lægen undersøgte. Barn strittede imod. Lillesøster vågnede i klapvognen. “Børn kan også få hold i nakken”. Pyh. Altså ingen meningitis – som virkelig er en af mine største skrækscenarier.
Børn op i klapvogn. En bolle til dem hver. På med regnslag. Ud i regnen. Savnede lidt vinduesviskere på brillen. Jeg havde sjovt nok ikke nået, at få linser i.

 

Da vi kom hjem, kom min mor. Min ældste og jeg tog en lur sammen. Vi vågnede. Alt var godt. Ingen hold i nakken mere. Bare krudt og godt humør. Vi havde egentlig planlagt, at skulle på julemarked, og nu var der ikke noget der stoppede os mere. Ud igen. Med børn, udstyr, bleer og alle vores pakkenelliker.

Julemarked var et hit. Jeg startede en ny juletradition på stedet, og lod min ældste datter vælge en  julekugle. Tænker at vi kan fortsætte stilen hvert år. Det bliver sikkert et mærkeligt miskmask af pynt, men det er der nu også noget skønt i. Efter julemarked tog vi på café. Lillesøster tog sig verdens længste lur.

Da tusmørket begyndte at indfinde sig, drog vi hjem. Hjem og spise aftensmad. Bade. Lege. Nattøj på. Godnathistorielæsning.

Kl. 19.30 var der ro.

Verdens længste lørdag.

Og sådan er dagene lidt for tiden synes jeg. Vi står absurd tidligt op, i morges var den 5.
Så ja. Dagene er lange. Men årene er korte. Jeg prøver alt hvad jeg kan, at nyde dagene. Også de lange. Dem med hospitalsbesøg og regnvejr på brillerne. Når man lige når at frygte sygdomme og alverdens ulykker, giver det sig selv. At nyde ungerne. Også når de står op klokken 5.

Solitude

I går havde jeg virkelig dårlige timer. Jeg er egentlig ret god til at finde det gode humør frem. Se lyset i det mørke. Jeg ved at alting er en fase, og jeg er god til at fortælle mig selv det.

Men i går ved middagstid, fløj der er en stor mørk regnsky ind foran hovedet på mig. Den var ikke lige sådan at få væk igen.

Regnskyen fik mig til at tænke på, hvor alene jeg kan være. Hvor alene jeg tit er. Sådan noget sygdom og enlig mor-liv, kan virkelig få følelsen af ensomhed og alenehed til at vokse. Jeg havde ret meget brug for at ringe til nogen lige der. Til at der kom nogen. Men jeg kunne ikke lige finde ud af hvem jeg skulle række ud efter. Folk der ikke er på barsel, går jo på arbejde. Alle har deres at slås med. Mange af mine veninder, går selv og bokser med forskellige ting. På en måde, når jeg har de mørkeste briller på kan jeg også godt få det lidt sådan, at jeg skal tage mig sammen, og at jeg har opbrugt min kvote. Jeg bør være kommet længere. Jeg bør have fattet, at det er mit liv nu og jeg bør være faldet på plads i det. Men så enkelt er det jo ikke. Det at være på barsel, kan i sig selv være en ensom fornøjelse.

Det der hjalp igår,var at gøre noget andet. Sådan rent fysisk at rykke sig fra sofaen og tristheden. At gå ned med vasketøj. At putte barnet i barnevognen og mærke den kolde luft i ansigtet. Så det vil jeg huske. Det er oftest det der virker mest uoverskueligt, at gå ud i verden og gøre ting. Men det er det der hjælper mest. Note to self!

I dag var bedre. Af en eller anden grund. Selvom jeg havde en aftale der blev aflyst. Noget der igår nok ville have gjort mig helt ekstremt ked af det. Jeg blev også ret ærgerlig over det i dag, men bestemte mig for at ryste det af mig. Da babyen havde sovet en lang lur, gik vi ud. Tog i legestue. Gik ud i virkeligheden og var blandt andre mennesker. På vejen ned og hente storesøster, mødte jeg en gammel studieveninde der spurgte om vi ikke snart skal drikke kaffe. Og det skal vi <3 Mødte også en fra min mødregruppe to gange, og det er sgu rart (for sådan en ekstrovert type som mig) at sludre med andre voksne mennesker i løbet af dagen. Det er ret nødvendigt for mig, kan jeg mærke.

Når alt kommer til alt, er jeg ikke spor alene. Altså, jeg bor alene med to børn og er ikke i sådan et der parforhold og alt det. Men jeg er ikke alene. Mit liv er ikke ensomt. Jeg ved, at jeg har mange der tjekker op på hvordan jeg har det, som bekymrer sig for mit ve og vel og som er villige til at steppe ind og hjælpe, når de kan. Mange som gerne vil drikke kaffe/rødvin/sludre og sladre. Tit kan det heldigvis også godt lade sig gøre.

Med tiden har jeg fået en livsfilosofi, eller a way of life, der handler om, at jeg vil være i godt humør. Så meget det overhovedet kan lade sig gøre. Alt det tunge, skal ikke tynge mig ned. Det vil jeg simpelthen ikke være med til. I dag brugte jeg virkelig de tanker, hankede op i mig selv, gik ud og var glad. For mig hjælper det virkelig. For nu, er jeg glad igen. Som jeg sagde til min store datter i morges “i dag regner det ikke, solen skinner og himlen er lyseblå”. Det er sgu vigtigt at fokusere på.

 

Ud på tur – aldrig sur! Heldigvis har jeg verdens gladeste og mest nysgerrige baby, som min tur-makker <3

 

Jeg jinxede…

I løbet af weekenden og igår, har jeg fortalt alle det kunne interessere, at lillesøsters søvn uvaner var på vej væk, og at hun nu kun var vågen en gang i løbet af natten. Som den – alligevel relativt erfarne – småbørnsmor, jeg jo er, burde jeg godt nok have vidst bedre. For selvfølgelig hørte lillesøster mine roser og mærkede at jeg nok begyndte at tro på, at hun ville sove igennem. Og hvad gør man så, når man er baby? Man siger “det kan du f*ndeme glemme, mor!” og begynder at sove som vinden blæser igen.

Jeg har samtidig fortalt flere, at nu gik det bedre med helbredet – at jeg var ved at blive rask. Hah! Hvad gør kroppen, når man siger sådan?Den siger “det skal du sgu ikke bestemme”, og giver en feber. I formiddags fik jeg dog en lur på næsten 2 timer, sammen med søvnterroristen, og det hjalp lidt på det hele. Men hold nu op, hvor er jeg træt! Og hvor er der meget der skal ordnes og klares.

Så, for ikke at jinxe noget, så er jeg træt, vedblivende syg, begge mine børn var vågne i nat og gør det helt sikkert igen i nat. Jeg forventer ingen mirakler eller søvn i lange intervaller. Det regner jeg med, at universet har forstået nu? Aldrig mere vil jeg være kæphøj og have høje forventninger til helbred og søvn.

      Hvad skulle man gøre uden det her sæt?