Picture perfect

Havregrødsgryde og tallerkner står i køkkenvasken. Opvaskeren er stadig fuld og det virker uoverskueligt at gøre noget ved det.

Jeg er blevet syg. Jeg har ondt i halsen, feber, hoster og har ingen stemme. Heldigvis sov pigerne godt i nat og jeg behøvede ikke at stå op før kl. 7. Alligevel er jeg træt. Ikke søvnig. Men sådan træt i kroppen. På sygdoms måden.

De sidste 14 dage har jeg hostet. Eller haft noget med halsen i forskellig variation. Men nu topper det. Det håber jeg i hvert fald.

Pigerne er kommet i tøjet, har fået morgenmad, fået redt hår, børstet tænder, fået vitaminer og den yngste rene bleer. Alt det er en selvfølgelighed, det skal de ha! Selvfølgelig. Men når man er syg og enlig mor, er det lidt hårdt at holde skuden oppe for os alle tre. Jeg har således fedtet hår, briller og daggammel make up og er stadig iført nattøjet.

I går aftes da pigerne sov og jeg havde sofatid, lå jeg og gloede ind i min telefon. Henne på Instagram ligner det, at alle er kreative, på ferie, ude at shoppe, i spa, spiser sund og smuk mad, træner, er til noget smart og kulturelt, og i øvrigt har smukke hjem uden havregrødsgryder der trænger til at blive vasket op.

Jeg har det faktisk virkelig fint med mit liv, mig selv, mit hjem og hvad jeg evner og kan. Her er oftest rent og ryddet op. Børnene er rene og pæne. Jeg er det også (de fleste dage i hvert fald). Vi har det godt og spiser sund og hjemmelavet mad og alt det der. Alligevel, kan jeg sgu godt blive ret træt af, at alt det perfekte er det der fylder så meget.

Johanne fra nutidensmor har lavet en undersøgelse på Instagram, hvor hun spørger om, folk tror at nogle Instagramprofiler eller billeder, kan få andre til at få det dårligt med selv eller give en følelse af utilstrækkelighed. 4 % svarer nej, 96 % svarer ja. Bag de 96 procent gemmer sig 3627 mennesker. Det er alligevel ret påfaldende. Men slet ikke mærkeligt, synes jeg. For der igår. Da jeg lå helt sølle og alene på sofaen, med manglende stemme og ondt i alle knogler, tænkte jeg, at jeg var imponeret over andre menneskers aktivitetsniveau og det overskud de ligger for dagen (Instagram). Jeg er heldigvis godt klar over, at det ikke er virkelighed og lur mig om ikke de fleste har rod i hjørnerne og dage hvor det hele er lidt grimt. Jeg tror det.

Rise and shine

De sidste 14 dage, har jeg fået ubehageligt lidt søvn. Min yngste har været vågen 3-4 gange om natten og er stået op ved 5-tiden. Hun har ikke spildt tiden med at sove, kan man sige. Det har været lidt hårdt, og jeg har været meget træt. Lige præcis i perioder med sådan nogle nætter, er det hårdt at være alene. Ekstra hårdt. Der er ikke ekstra hjælp at hente om natten, og dagen efter skal vores hverdags-hamsterhjul jo køre alligevel.

Heldigvis er jeg vist ved at blive et rigtigt A-menneske. Jeg plejer at sove senest klokken 22:00. Nogle aftener tænker jeg meget over, at mit liv på en måde er lidt kedeligt – men også at jeg jo samtidig aldrig keder mig. De fleste 28-årige kommer helt sikkert meget mere ud, end jeg gør. Oplever flere spændende ting, tænker jeg. Men faktisk er det helt okay sådan her – det sidste år har været så langt fra kedeligt, det har ligesom været lidt for action packed. Nu er der faldet totalt ro på, og jeg ved altid hvad jeg skal og vi har vores hverdag med rutiner. Jeg kan faktisk virkelig godt lide det.

I nat var yngsten vågen 2 gange. En gang ved 1-tiden og en ved 4-tiden. Efter den seneste opvågning kunne jeg ikke selv falde til ro igen. I går havde jeg virkelig ondt i halsen og nu har hosten overtaget. For ikke at vække pigerne, er jeg trukket ind på sofaen. Så nu – klokken 6 – sidder jeg her med tæppe på, jeg drikker te og læser Alt for damerne. Underligt nok, er jeg ikke spor træt. Måske vænner man sig bare hurtigt til manglende søvn? Jeg ved det ikke.

Der er noget helt særligt over at være tidligt oppe alene. Det sker nærmest aldrig. Ej, det sker aldrig. Der er helt sort ude i min gård. Mine piger sover trygt og godt. Det føles lidt som om, at det hele står stille. At være alene på det her tidspunkt, giver virkelig tankerne frit løb (som man nok fornemmer). Men på trods af manglende søvn, ensformige aftener med lasagne, leg, badning af børn, godnathistorielæsning osv., så synes jeg faktisk, at mit liv er ret godt. Jeg er ret meget der, hvor jeg gerne vil være.

Godmorgen.

Det er en fase!

Det er en fase
Det er en fase
DET ER EN FASE!!
 
I nat var min baby vågen intet mindre end 4 gange.

Den sidste af gangene, var klokken lidt i fem, og der var hun overbevist om at det var morgen. I en over en time prøvede jeg at overbevise hende om det modsatte og til sidst lykkedes det og hun sov videre.

Da hun har sovet cirka et kvarter i armene på mig, og jeg har blundet lidt, bliver der kaldt inde fra børneværelset “jeg er vågen, moaar”.. Så. Det var så den nat pg den søvn. For en gangs skyld havde jeg været smart og forudseende og gik i seng halv ni, så jeg er heldigvis ikke så smadret som jeg kunne være.

Jeg har øvet mig meget i, ikke at blive irriteret over at skulle så tidligt op/blive vækket/at ungerne rotter sig sammen og er vågne på skift. For selvom det nogle gange føles sådan, så gør de det nok ikke med vilje 😃 min og deres morgen bliver i øvrigt kun værre af, at mor er i underskud. Så ja-hatten bliver presset godt ned over hovedet. Ofte med et ret ok resultat.

I morges nåede min store datter og jeg f.eks. at lege frisør (også kendt som mor får redt hår) og arkitekt (barn tegner tegning, mor prøver så godt hun kan at bygge den tegnede model med Dublo og arkitekt kan løbende rette 😃). Vi nåede altså kvalitetstid. Jeg gav lov til at vi skrottede havregrøden til fordel for ristet rugbrød med ost, som er en af min datters livretter. Således fik vi os faktisk en ret hyggelig morgen.

I eftermiddags var min far med nede og hente i børnehaven og vi var forbi bageren på vejen hjem. Thank god for kaffe og carbs når dagen starter før fanden får sko på. Og da lillesøster var puttet, nappede vi et afsnit af Krummernes Jul, som er det helt store hit.

I morgen skal min osteglade ældstedatter og jeg med hende her til oste-festival. So far, so good. Det skal nok blive en storartet weekend.

Men send lige noget trylle-sove-støv i min retning. Hvis nogen har tips til hvordan man får en baby på knap 10 måneder til at forstå det der vintertid, hører jeg også meget gerne fra jer 🙈

Jeg er her stadig

Bare et lille skriv for at orientere om, at jeg altså ikke er forsvundet fra jordens overflade/blevet væk i Jylland. Vi er kommet hjem, og vores tur gik godt. Særligt togturen til Aarhus gik over al forventning, den mindste sov lidt over halvdelen af tiden, så der var massere af tid til, at den store og jeg kunne spise madpakker, se på vindmøller, spille fiskespil, sludre, lave klistermærkebilleder og alt muligt andet hyggeligt. Alle man var derfor i godt humør da vi ramte banegården i Aarhus. Derefter gik der et par dage med hygge hos min gudmor, hvor både mindsten og jeg dog blev ramt af en eller virus, og vi var derfor halvsløje, da turen gik videre til mine (eks)svigerforældre. Der havde begge piger en fest, den store kom i svømmehallen med sin far og farmor og den lille fik udforsket det meste af huset.
Det gør mig meget glad, når de er glade. Når de mærker, at der mange forskellige mennesker der holder af dem og at de har en kæmpe familie og mange omkring dem der ønsker dem det bedste. Blandt andet derfor, skal forholdet til min eks-familie, eller hvad man skal kalde det, helst være så uproblematisk som muligt.

Vi kom hjem mandag eftermiddag, og de sidste par dage har jeg sgu ikke haft ret meget overskud. Min yngste datter har slet slet slet ikke fanget konceptet vintertid og har siden natten til søndag, vågnet ved 4-tiden og været overbevist om at nu måtte det da være morgen. 2 af nætterne lykkedes det mig at overbevise hende om, at kl. 4, virkelig er nat. Jeg hoster og er træt. Der har været udpakning og vasketøj i sækkevis. Nu er jeg igennem tøjet, og mangler bare at få det lagt på plads (as if – længe leve IKEA-posen). Vi er landet i hverdagen igen, den store var glad for at gense børnehaven. I dag har jeg lavet aftensmad til de næste par dage og ryddet op. Lillesøster piller så alle tingene frem igen og igen og igen. Men der HAR været ryddet op, vil jeg bare sige. Hverdagen har for alvor indfundet sig.

I dag fik jeg også en video og en masse billeder (blandt andet det til sidst i indlægget her) tilsendt fra en journalist. For en måneds tid siden, blev jeg interviewet til en reklamevideo for DBA, og det vil jeg gerne fortælle mere om en anden dag. Nu skal jeg lige nå at se Kender du typen, mens babyen sover. Rock ‘n’ roll-lifestyle.

 


Billede af Julie Bülow

 

Ferie

“Jeg kan virkelig anbefale Thailand med børn”, sagde en af de andre børnehave-mødre til mig over afleverings-situationen en dag. 

Jeg nåede at tænke på tusindevis af ting jeg hellere vil, end at sidde i en flyver tæt på et døgns tid alene med mine børn. Inden jeg smilede og sagde “jeg er jo alene med dem, det bliver nok ikke lige Thailand i første omgang”. 

For det der med at være enlig mor til to ret små børn, kan godt gøre det der med ferier lidt uoverskueligt. I hvert fald hvis der ikke skal andre med. Jeg er nok heller ikke rejse-tosset eller eventyrlysten nok til at jeg gider kaste mig ud i det. 

Men jeg vil gerne give min datter fridage og ferier fra børnehaven. I denne her omgang har jeg delt efterårsferien over i to dele. I sidste uge havde hun 3 fridage hvor vi blandt andet så Hr. Skæg, på legeplads, i Tivoli og en masse andet. Gode ferier kan også godt være herhjemme og vare få dage vil jeg påstå. 

Og nu er det så tid til anden ferie-etape. Vi er nu på vej til Jylland, hvor vi skal besøge alt muligt forskellig familie. Sidst jeg tog toget med dem til Jylland lovede jeg ellers mig selv, at der skulle gå meget længe før jeg kastede mig ud i det igen. Det var i april, jeg var relativt nyskilt og min yngste (dengang 3 måneder) var begyndt at afvise amningen. Vi havde godt nok min mor med, men den yngste sov ikke på hele togturen og den ældste ville ikke sidde stille. Flere gange i løbet af turen, tænkte jeg, “hvorfor var det lige det her var en god idé” og “jeg gør det aldrig igen”. Men nu er der åbenbart gået længe nok, for jeg kan mærke at jeg VIL kunne. Det skal simpelthen kunne lade sig gøre. Vi sidder nu og venter på et tidligt tog, så det passer med lillesøsters lur, det er lyntog og hvis der ikke er forsinkelser, er vi fremme på under 3 timer (PLEASE DSB! Kør ordentligt!!) 

Indtil videre går alt efter planen. Dobbeltvognen er læsset, lillesøster gnasker på sin hånd, storesøster på en gulerod. Vi har dukken med. Sutteflasker, bamser, dyner, madpakken er gigantisk. Jeg er beredt til tænderne. Vi skal kunne det her.

Wish me luck.

28 år

I går var det min fødselsdag. Jeg har før skrevet om det der med de svære mærkedage i kølvandet på skilsmisse. Og man skulle da også tro, at sådan en fødselsdag ville blive forbigået i tavshed og dagligdags praktiske gøremål, når husstanden herhjemme tæller en 28 årig, en 3 årig og en på 9 måneder. Men nej. Jeg havde den bedste dag.

Sidste år skrev jeg om, at have sin første fødselsdag som voksen, en fødselsdag hvor jeg ikke forventede noget. Den her fødselsdag var lidt anerledes. På den måde, at jeg faktisk ikke havde skænket den så mange tanker. Lige pludselig var det d. 18. Og hvilken dag det var.

Tirsdag aften var jeg ude og spise med verdens bedste Amalie. Det gav jeg nemlig hende i fødselsdagsgave, i sommer, fordi hun er en helt ekstraordinær god ven. Imens passede min mor mine døtre. Sidst på aftenen sendte hun en SMS om at hun havde redt op til mig på sofaen, så jeg kunne få sovet. Folk med små børn vil vide, at det i sig selv er en kæmpe gave.

Onsdag vågnede jeg selvfølgelig 6:30, og kunne ikke sove mere. Men det gjorde ikke noget. Min mor kom ind med mindste-datteren og vi drak morgenkaffe. Jeg havde tid til et morgenbad (endnu en gave). Derefter stod den på en lægetid jeg har udskudt lidt for længe. Derefter brunch med bobler på Sult. En Tivolitur hvor jeg havde tid og mulighed for at køre i karrusel med den 3-årige. Senere shoppede vi børne-vinterstøvler med god rabat. Dagen sluttede med tapas, flere bobler og selskab af mine forældre, bror og hans søde kæreste.

På den måde blev min 28-års fødselsdag både luksus-agtig, praktisk, fyldt med nærvær, vigtige gøremål, kærlighed og så er jeg nu så gammel at det virkelig tæller som en luksus at begge børns vintergarderober er på plads. Og på den måde kunne jeg faktisk ikke have haft en bedre dag.

Hele dagen mærkede jeg, at det slet ikke er et spor ensomt liv jeg har. Der er mange der virkelig passer på mig, forkæler sender rørende søde fødselsdagshilsner som emmer af kærlighed og omsorg. På lørdag sender jeg begge børn på overnatning hos mormor og morfar, og så er det tid til at give lidt tilbage. Min allernærmeste veninder skal forkæles med god mad og rødvin. Life is faktisk great.

28 år – med mørkere rander end nogensinde før. Blomster fra min søde overbo
og fødselsdagsgave-hårbånd fra eksmand og børn.
This is the new normal

Going on 28

I morgen er det min fødselsdag. Min 28 års fødselsdag. Sølle 28. Eller. Altså. På en måde, er det jo lige som det skal være. Men samtidig, kan jeg næsten ikke forstå at jeg kan nøjes med 28. Det er sgu ikke ret meget.

Jeg føler mig ikke særlig ung. Ikke særlig 28. Jeg har sgu allerede oplevet så mange ting. Så mange sindssyge ting at det er svært at forstå.

Men det er også en lettelse. Jeg tænker rigtig meget over fremtiden i de her dage. Og her er det sgu en lettelse at det ikke er værre med alderen. Jeg tror ikke at jeg er færdig med at få børn. Jeg er heller ikke færdig med at uddanne mig.

Og så er der jo alt det der med skilsmisse og mærkedage. I morgen er det min første fødselsdag som fraskilt. Sidste år skrev jeg om min første fødselsdag som voksen. En fødselsdag der bar præg af at min daværende mand havde været syg.

I weekenden batlede jeg ret meget med den der ensomshedsfølelse. Den kan være ret gennemtrængende særlig fredag aften og søndag eftermiddag.

Når alt det er sagt. Så har jeg faktisk mod på det. På det alt sammen. Hvis der er noget jeg har lært i mit 27. år, så er det at alt er foranderligt og intet er ret sikkert. Men også at alt er muligt, hvis man er klar til at kæmpe. Jeg er sikker på at 28, bliver mit år. Og at det må blive de gode overraskelsers år.


Fra skuffen #5

Jeg har tidligere udgivet skriverier fra min skuffe. Jeg holdt et par måneders blogpause, mens skilsmissen stod i lys lue. Det betød dog ikke, at jeg ikke fik skrevet. Nedenstående fra skuffen-skriv, er dog ikke så gammelt. Men læs flere skriv fra min skuffe herherher og her.

 

At være en familie

En gammel klassekammerat offentliggjorde igår et billede af hans nyfødte datter. Selvom han er typen der lavet lidt sjov med det og ikke er så højtidelig, emmer det alligevel af kærlighed. Først bliver jeg rørt, glad på deres vegne og tænker at det er så stort at blive forældre for første gang. Så bliver jeg lidt irriteret, og lidt sur. Sur over alt det som det ikke blev for mig. Og ked af at det aldrig kommer igen. Virkelig ulykkelig over, at den allermest særlige tid blev taget fra mig. Jeg lover mig selv, at jeg ikke er færdig med at få børn. Jeg er nødt til at prøve det igen.

Forleden dag er pigerne og jeg på vej hjem fra weekendbesøg hos mormor og morfar. Jeg øje på et par. De har en barnevogn med. Og en lille dreng der er på alder med min yngste datter. På Hellerup station sidder de og fjoller med ham. Er sammen om ham. Sammen.  De snakker og griner af et eller andet han gør med sin hue. Jeg kigger ned i min dobbeltvogn der er læsset med børn og de alle pakkenelliker, vi har haft brug for for at være på weekend. Den yngste sover trygt. Den ældste smiler op til mig. Jeg kan høre kvinden ved siden af grine.
Var vi mon også sådan, dengang, med bare et barn og to forældre? Måske. Eller det var vi. Nogle gange. Håbløst lykkelige. Og uvidende om hvad der ventede. Men vi havde også vores og slås med. Sygdommen der kom og gik. Og som jeg altid frygtede.

Parret står af på Nørrebro station, ligesom os. Men er hurtigere henne ved elevatoren end mig. De kom på toget først. Først til den forreste vogn. Jeg snakker med min ældste datter. Om at nu er vi hjemme på Nørrebro. At gaderne nedenfor hedder Nørrebrogade og Frederikssundsvej. Manden foran mig bukker sig ind foran kvinden. Jeg kigger væk. Jeg vil ikke se det. Jeg kan åbenbart stadig ikke rigtig holde ud at se et lykkeligt par kysse hinanden. Ihvertfald ikke denne søndag.

 

Børneafdelingen tur-retur

“I får stue 1 – jeg tror faktisk det er den samme som sidst”. 

Før jeg blev gravid første gang, havde jeg aldrig prøvet at være indlagt på et hospital. Jeg har været på skadestuen 2 gange, men ellers har hospitaler været ret uudforsket land for mig. Med børnene blev det anderledes, skal jeg da lige love for. Begge mine graviditeter er endt med igangsættelser, da jeg var gravid i vinter havde jeg 24 timer til observation efter et møde med en bildør, og så var der jo hele frem og tilbage til Riget-showet i foråret. Jeg har været meget på hospital – på et særligt hospital, that is.

Tirsdag aften tog vi en tur mere. Lillesøster og jeg har – igen – været en tur forbi Rigshospitalets børneafdeling.

Vi havde en helt almindelig og stille eftermiddag og aften. Pigernes far hentede den  store fra børnehave og jeg havde lavet lasagne. Begge piger ELSKER lasagne og spiste med stor appetit. Lillesøster rå-åd og det gik hurtigt. For hurtigt. Og det gik galt. Hun fik et stykke i den gale hals og hostede som en gal. Vi dunkede hende i ryggen og lavede alle de der ting man skal når små børn får noget i den gale hals og ud fløj et stykke lasagneplade. Pyha. Men hun blev ved med at hoste. Gentagende gange og med korte intervaller. Det var svært at vurdere om det var en efterreaktion, eller om der sad mere tilbage. Men jeg fik ondt i maven og dårlige nerver. Derfor ringede jeg til 1813. Sygeplejersken var heller ikke vild med hosten, og selv lillesøster hverken havde blå læber eller decideret åndedrætsbesvær og ellers var i fint humør, mente sygeplejersken at vi skulle tage på børneafdelingen.

Jeg bestilte en taxa og tog lillesøster med ned på gaden og vente. Vi ventede og ventede. 15 minutter senere får jeg en SMS fra selskabet om at den er afmeldt. Jeg bruger aldrig 4×35 igen, det er fandeme for dårligt. Det lykkedes til sidst at komme igennem til et andet sted, der selvom der var en times ventetid, forstod alvoren og 5 minutter senere sad jeg i en vogn.

På Rigshospitalet var der en del ventetid. Ikke til lægen, eller de undersøgelser der skulle til. Men jeg ventede 3 timer på, at lægen fik fat i den kirurg der skulle bestemme hvorvidt min datter skulle have en kikkertoperation for at få pillet den rest lasagne op, som et røntgenbillede måske viste.

Der nåede faktisk ikke at komme en rigtig afgørelse, før en sød sygeplejeske kom og sagde at nu havde hun fundet en stue til os. I det øjeblik, begyndte jeg at tude. Ikke igen! tænkte jeg. Senere tænkte jeg, at jeg virkelig ville ønske at jeg kunne klone mig selv. Det kan gøre ondt helt ind i hjertet på mig, at jeg ikke kan være hos begge mine piger, når vi er sådan nogle her situationer.

“Jeg ved ikke hvad fanden jeg har gjort”, sagde jeg hulkende til en veninde i telefonen. Nogle gange føler jeg simpelthen at jeg bliver udfordret helt sindssygt og testet til grænsen.

Onsdag morgen blev min datter undersøgt af en kirurg og fik taget et nyt røntgenbillede. Resultatet var heldigvis at hun slap for kikkertoperation og at vi kunne vende hjem. Efter at have fastet i næsten 12 timer gik vi ombord i frokostbuffeten på børneafdelingen. Min store lille baby var så sej og glad hele vejen igennem og jeg er dybt imponeret af hendes altid gode humør og kampånd. Natten til onsdag sov vi ikke ret meget og så måtte hun ikke spise i tilfælde af operation, alligevel kravlede hun rundt og undersøgte hele legetummet på afdelingen og smilede til alle sygeplejersker og læger. Seje unge ❤️

Nu er vi heldigvis hjemme igen og den almindelige hverdag har indfundet sig. Jeg har det lidt, som jeg havde det efter den sidste indlæggelse, nu føler jeg igen, at mit liv nærmest er nemt, når bare mine børn ikke er syge. Det er en kæmpe frihed, ikke at skulle være på hospital. Selvom vi kun var der i 16 timer og selvom personalet på børneafdelingen er verdens sødeste, så er der sgu intet som at være hjemme. Hjemmelavet mad, begge pigers selskab, at kunne gå ud i den friske luft, lege med LEGO og bare være os. Det er det bedste jeg ved ❤️

 

 

Confessions of a Nørrebro-mom #2

Nå, i sidste uge udgav jeg mit første Confessions of a Nørrebro-mom skriv. Jeg har det ret sjovt med at lave dem, og kommer i tanke om alt muligt, når jeg dagligt traver min bydel tynd. Så nu napper vi lige en omgang mere:

  • Får jeg stadig et stik af “who am I kidding?” og “hvornår blev jeg SÅ voksen?!!?”, når jeg triller mine 2 (!!) børn forbi Bumzen og Jagtvej 69
    Det er da ikke sååå længe siden, at man gik til Punkkoncerter. Eller måske er det?
  • Den der ostecroissant var slet ikke så fantastisk som man kunne have forestillet sig
    #Mitvildelivioverhalingsbanen
  • Er der åbenbart indsat noget der mest af alt minder om et charter-rutefly i kampen mod banderne og skyderierne
    Luftrummet over Nørrebro begynder at være crowdet, og hvor mon det har tænkt sig at lande henne? 
  • Har Føtex 25 % på deres uld til børn
    Igen #Mitvildelivioverhalingsbanen!
    Og måske er det alligevel længe siden jeg kom til de der punkkoncerter – ikke ret meget Rock ‘n’ roll her.
  • Er den her bydel alligevel så meget en landsby, at jeg kan spotte når der er nye barselstyper ude med vognen
    Velkommen til vor midte, du trætte barslende 
  • De grønne metro hegn er forsvundet
    Prøv lige at se noget flot grønt græs der gemte sig bagved 

IMG_4686