Pige-mor

Forleden læste jeg et blog-indlæg om at have præferencer når det kom til kønnet på ens kommende barn, og det satte lidt tanker igang hos mig. Jeg ved ikke om jeg direkte havde præferencer til hvilket køn mit kommende barn skulle have. Jeg troede mest på at vi ville få en dreng, men kunne måske bedst forestille mig at være mor til en pige. Selvom jeg selv har en god portion “drenge-pige” i mig og selvom jeg i flere år passede en dreng, var der bare noget om tanken ved at få en pige. Jeg tror det handler identifikation – i hvert fald for mig – for alt andet lige er jeg selv en pige, og det er det jeg kender til. I dagene op til MD-scanningen, fik jeg dog et andet syn på det. Jeg havde alverdens sygdomme, huller i hjertet, ganespalter og andet på hjernen. Så da den store dag oprandt, var jeg fuldstændig ligeglad med om det var en dreng eller en pige – bare det var et raskt barn. Helt kliche, og fuldstændig som mange havde fortalt mig.

Jeg tænker tit over, om der mon egentlig er så stor forskel på drenge og piger? Måske ville min datter have haft samme personlighed, hvis hun var en dreng? Det er i hvert fald tydeligt at se, at hun har noget fra sin far, noget fra mig og noget der hendes helt eget. Uden at vi i virkeligheden har snakket så meget om det, eller været super bevidste omkring det, bliver hun behandlet som hun er, og ikke som sit køn. Hun har både klassisk “drengelegetøj” og “pigelegetøj” (fraser som jeg ellers ikke bryder mig meget om). Vi prøver at købe/ønske os legetøj til hende, som fanger den interesse, hun viser os. Da vi opdagede hvor meget hun elskede legekøkkenet i vuggestuen, besluttede vi at det var det hun skulle have i julegave. Da vi opdagede hvor sjovt hun synes det var at lege med biler (og sige som biler) købte vi nogle. Senest er hun begyndt at interessere sig meget for kroppen, hvor navlen sidder, at man har tæer, knæ, fingre, øjne, øre og så videre, og så videre. Derfor købte jeg en dukke. En dukke jeg også ville have købt, hvis hun var en dreng. Vi tumler med hende og hun elsker at blive kastet rundt i luften. Noget jeg engang har hørt man især anbefaler at gøre med drenge der vokser op med single-mødre. For mødre tumler jo ikke almindeligvis med deres børn – tsk.

Jeg tror ikke at babyer starter som drenge eller piger, jeg tror de starter som babyer. Men efter at have født en pige, er det blevet meget tydeligt for mig, hvor mange forskellige forventninger og fortællinger der er til det at være en pige. Mange af de ting min datter gør, bliver tit påtalt med bemærkningen – “det er nok fordi hun er en pige”. En ekspedient i en børnetøjs butik undrede sig højlydt over at jeg valgte den mørkeblå termodragt til min pige, når der nu var en gammelrosa (hvem vælger gammelrosa til overtøj??!) Hun er blevet kaldt “en nuttet lille ballerina-pige” (hvem siger at hun vil danse ballet?) Når man køber børnetøj er alting delt op i køn. En veninde fortalte endda at hun havde set noget børnetøj, hvor der på “drengetrøjen” stod Cool & Clever, og på “pigetrøjen”  Pretty & Perfect. At man i 2016 skal være perfekt som (lille!!) pige, mens drengene skal være cool, gør mig helt træt og i dårligt humør. Indtil videre tror jeg ikke at min datter opfatter at hun er en pige og at der er forskel på hende og drengene i vuggestuen, og det synes jeg er så dejligt at tænke på. Samtidig er jeg spændt på hvornår bevidstheden sætter ind, og om hun en dag kommer hjem og kræver en lyserød prinsessekjole – hvis det er et stort ønske, skal hun selvfølgelig nok få sådan en på et tidspunkt, ligesom at vi også kan finde en Spiderman dragt til hende, hvis det skulle blive nødvendigt.

Da jeg selv var barn, kan jeg ikke mindes at jeg tænkt noget særligt over at jeg var en pige og min bror en dreng. Eller selvfølgelig vidste jeg godt det- men ikke at der som sådan var forskel på os. Der blev ikke forventet bestemte ting af mig, fordi jeg var en pige og omvendt med min bror. Min bror var god til at sidde stille og tegne, jeg havde lidt mere ild bagi – de klassiske drenge/pige-evner blev altså ikke fordelt “rigtigt”. Når jeg kigger på mine forældre, var det meget min far der gjorde rent og min mor lavede mad. I mit barndomshjem har jeg aldrig tænkt over at det lå mere for, at det var min mor der ordnede alt det huslige, men hun var nu bedre til at lave mad end min far, og derfor var det hende der gjorde det. Begge mine forældre har arbejdet meget. De passede os begge to når vi var syge. Der blev altså ikke truffet valg udfra at det lå mere til det ene eller det andet køn at gøre ting. Den erfaring er jeg glad for at have lært hjemmefra og jeg tager det med mig i mit eget familieliv.

Jeg kunne virkelig godt tænke mig at min datter ikke behøver forholde sig til at hun skal være nuttet og sød. Jeg kunne godt tænke mig at hun vokser op i en verden hvor hun bliver vurderet på hendes evner og personlighed, frem for hendes udseende og køn. At hun både kan få lov at gå i blåt og lyserødt – og vælge selv. At hun vil være mindst ligeså Clever og Cool, som hun (i morens øjne) er perfekt. Egentlig håber jeg bare at hun får alle verdens muligheder.

– (Pige) Mor her

You may also like

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *