Princip-mor

I pinsen skal vi på tur til Jylland. En tur vi har taget rigtig mange gange. Denne gang har vi flere stop på vores Jyllandstur, og starter med en togtur på 3 timer første dag, for så at være et døgns tid hos min datters farmor og farfar. Dagen efter tager vi 2,5 time med henholdsvis bus og tog. Det er storartet for os at vi kan bryde vores tur over i flere i dele. Så når det nemlig ikke at blive uudholdeligt for nogle af os.

Når vi har rejst på de her togture tidligere, har der vist sig et mønster, eller en tendens, kan man nærmest kalde det. Vi reserverer altid plads i togets familievogn – hvor andre børnefamilier også sidder. Lidt udfra devisen om at være i samme båd. Jeg tænker at børnefamilier er (forhåbentlig) er mere tolerante over for andre børns larm og løb op og ned af midtergangen.

På turene med tog, tværs over Danmark, er det blevet mig smerteligt klart at vi lever i teknologiens og især iPad’ens tidsalder. For når man tager på togtur med børn – også dem under 2 år – kan man stikke dem en iPad og så er der ellers ro det meste af turen. Således kan mor og far sidde med snuden i deres telefoner og alle kan passe sig selv.

En dag overhørte jeg nogle forældre der snakkede om at det snart var tid til at deres lille barn fik en iPad. Er det bare mig, eller er det ikke totalt hul i hovedet at udstyre børn under 2 år med dyr elektronik?

For et års tid siden var jeg på biltur med mine forældre og min datter – hun var ærligtalt helt helt umulig og i et sidste forsøg på at få hende til at falde ned viste jeg hende et eller andet på min telefon. Min far, der har stor erfaring i at køre skrigende unger rundt på tværs af landegrænser, konstaterede lidt små-fortørnet at moderne forældre havde det meget nemmere end de havde haft det og noget med at vi bare skulle vide.

Men bare fordi vi har alle de muligheder vi har – er det så ensbetydende med at vi skal bruge dem? Jeg synes det er vildt at stikke børn et stykke dyrt elektronik som en form for holdkæft-bolsje. I sidste uge læste jeg en artikel, der handler om at “vi har fået digitaliseringen galt i halsen”. Artiklen kommer blandt andet med den overvejelse at i det vi giver vores børn iPad’en eller elektronikken går de glip af noget andet. Der er sociale koder barnet ikke lærer at aflæse, fordi det er travlt beskæftiget med noget andet. Det tror jeg er meget rigtigt.

Som man måske kan regne ud, ejer vi ikke en iPad. Faktisk har vi heller ikke fjernsyn. Jeg kan forstå at nogle af dem med fjernsyn har Ramasjang kørende hele morgenen. Det kan jeg godt forstå, og jeg er ikke sikker på at vi ikke selv vi ryge i den fælde. Inden man forestiller sig at vi sidder og leger med dukker uden ansigter og løber efter et tøndebånd, skal det lige siges at det faktisk ikke er et politisk statement som sådan. Når det så er sagt, synes jeg ikke at små børn skal se fjernsyn i rå mængder. For der er så meget andet de skal lære.

Hos os har vi TV-tid, engang i mellem. Ikke hver dag, men stadig rimelig tit. Min datter ELSKER at se fjernsyn og kalder alle skærme for Per – Postmand Per har ikke levet forgæves. Når vi har TV-tid fungerer det således, at vi fortæller hende hvor længe hun må se. Det er aldrig mere end 15-20 minutter af gangen. Jeg ved godt at børn på 1½ år ikke kender klokken, men det handler om at få opbygget en vane. Oftest sidder vi sammen med hende, hun vil rigtig gerne snakke om det hun ser, så det gør vi. Selvfølgelig er der dage hvor hun ser fjernsyn når jeg laver aftensmad eller støvsuger. Det er klart. Samtidig er det vigtigt for mig at skærmen ikke bliver en digital barnepige. Man kan ligeså godt stikke barnet et puslespil, en bog, eller nogle farver.

Førnævnte artikel fortæller også hvordan store mediemoguler som Steve Jobs lod deres børn indskrive på en skole hvor digitale redskaber er bandlyst. Omtalte skole har et princip om at disse redskaber ikke har noget at gøre i barndommen. Ret interessant, ikke sandt?

Tilbage til togturen – når vi er afsted, side om side med andre småbørnsfamilier, kan jeg godt få fornemmelsen af at vi er de eneste i landet uden en iPad. Men så har vi en blok, tusher, bøger, legoklodser og snacks med. Når gode råd er dyre, og barnet har leget alt hvad hun kan med det “analoge”-legetøj, får hun lov at se lidt på telefonen. Det handler altså ikke om fuldstændig afholdenhed, men mere om at bare fordi vi har en masse muligheder og redskaber skal vi ikke nødvendigvis bruge dem hele tiden. Der er ingen tvivl om at der virkelig er tidspunkter hvor de er gode at have, og at fjernsyn, film og serier godt kan lære en helt masse, men det må stadig gerne være lidt noget særligt.

Vi øver os meget i at ligge vores telefoner væk, og lade være med at sidde og glo ned i den, når vi er sammen med vores barn. Lige som hun har TV-tid eller skærm-tid, skal vi også efterleve vores egne principper. Jeg er nemlig slet ikke nervøs for at hun nok skal lære og mestre at bruge alle den moderne verdens medier og teknologier – men vanerne, det er dem der er det svære at lære.

– (Analoge) Mor her

You may also like

3 kommentarer

  1. Det er meget sort hvidt stillet op.
    Vi har fjernsyn, playstation og både min mand og jeg har en iPad fra vores arbejde. Det betyder ikke at børnene har ubegrænset adgang til det. Modsat betyder adgang til dem ikke at vi ikke også pakker andre ting til turen. Ved ikke om det er en drenge ting eller temperaments ting. Men hvor mange farver jeg end har i tasken så er det ikke noget der nogensinde fanger i mere end et par min. De har bare virkelig meget krudt i røven.
    Og i et offentligt rum som en togkupe er der grænser for hvor meget man kan lade dem svinge fra hattehylden inden det er at til gene for alle omkring en.
    Så selv om jeg godt kan forstå argumentet så synes jeg det er lidt unuanceret. Herhjemme vil jeg være meget mere fast med mit nej, for der kan de altid gå på deres værelse og lege med noget af deres legetøj. Men spæret inde i en togkupe vil jeg være mere tilbøjelig til at føje for at holde freden. Ikke at vi af den grund ikke kan lege “gæt et dyr” eller “gær en superhelt”. Eller for den store måske kan træne de 120 mest anvendte ord, læse en bog eller andet ganske lærerigt (og meget mere praktisk i iPad form end ti bøger i tasken).
    Teknologi skal klart ikke overtage samværet, men det er heller ikke kun skidt.

    1. Jeg er godt klar over at det er meget sort/hvidt stillet op. Jeg er godt klar over at det at eje en iPad ikke er ensbetydende med at der er lig med ubegrænset adgang. Jeg forstår godt hvad du siger om det unuancerede argument, men vi kommer også to helt forskellige steder fra, du har to store drenge og jeg har et barn på under 2 år. Det der undrer mig er at forældre til så små børn indkøber elektronik med henblik på at bruge det til deres børn, samt at der ikke forsøges med andre ting.

      1. Jeg ved godt hvad du mener. Der er helt klart mange der bruger det som en “sut”. Du får iPad jeg får fred.
        Jeg synes bare også at mange går over i den modsatte grøft og bliver teknik forskrækkede, og ser det som dårlig forældreskab og en ekspres-vej direkte til Helvede.

        Jeg tænker at det jo gælder om at være nysgerrig og undersøgende, før man danner sig en holdning. Og jeg lander et sted i mellem yderpunkterne. For jeg kan se mange gode ting ved iPad’en. Den kan være et meget socialt, kreativt og lærerigt værktøj. Både for små og store.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *