Råbe-mor

I dag har jeg behov for at gå på barrikaderne. De sidste par måneder, har jeg læst og debatteret på forskellige forældre-fora på nettet. Det er spændende og til tider uhyggelige sager. Debatindlæg om hvordan børn svigtes af deres forældre, og hvordan pædagoger ikke længere kan stå inde for deres arbejde strømmer frem. Historien om moderen der er nødt til at blive og hjælpe i vuggestuen, fordi der ikke er hænder nok ramte mit feed i denne uge, vuggestuebørn skal klare sig selv, hvis de altså ikke brækker sig, fordi de er så kede af at gå i vuggestue. Historierne er mange og de er skræmmende!

Vi lever i dag i slipstrømmen af både 00’ernes forbrugsfest og den efterfølgende finanskrise. Det tror jeg har en kæmpe betydning for måden vi indretter vores samfund og liv på. Dels har vi stadig et kæmpe forbrugssamfund der skal tjenes penge til. Butikker med navne som Luksusbaby vælter frem, overalt i bybilledet spotter jeg barnevogne til 8-10.000 kroner, babysenge til flere tusindekroner pryder instagram-glansbilledet. Børn tumles på foldemadrasser til 5.000 kroner. At have et sådant forbrug må godt nok kræve nogle knaster, og derfor også kræve nogle timers arbejde. Personligt er jeg af den holdning at ting skal være af en fornuftig kvalitet, så de kan holde. Men også at børn sgu hellere vil være sammen med deres forældre end blive kørt rundt i en slæde til tusindevis af kroner.

Samtidig tror jeg der er mange der er nervøse for at miste deres jobs. Sparekniven bliver svunget over det offentlige, humanister uddanner sig til arbejdsløshed. Hvis man er så heldig at få foden ind på det der arbejdsmarked, er det jo svært at kræve deltidstillinger, barnets 25. sygedag, og hvad ved jeg. Det kan jeg altså godt forstå.

Vores børn er mere i daginstitution nu end nogensinde. Det finder jeg meget foruroligende for jeg selv, og mange jeg kender var virkelig meget i institution allerede i 90’erne. Så hvordan skal det ikke ende? Samtidig skal institutions området spare. Hele tiden skal de spare. Det hænger jo ikke sammen!

På diverse forældre-fora på nettet læser jeg tit at det er en prioriteringssag. At man må skære ind til benet, så en forældre kan gå hjemme med børnene. Eller at man kan finde sig en god institution enten i det private, eller være en af de få der vinder lotteriet og få en fantastisk offentlig institutionsplads. Jeg er simpelthen lodret uenig. Guld og grønne skove er ikke forundt alle. Nogle har ikke mulighed for at arbejde deltid/gå hjemme/have flekstimer. Alle har ikke råd til private pasnings muligheder, og det er ikke alle forundt at vinde i lotteriet om “de gode pladser”. I mine øjne er det en hamrende usolidarisk holdning at have. Problemerne bliver jo ikke mindre af, at nogle bare melder sig ud.

Jeg kender desværre ikke løsningen på alle disse problematikker. I forhold til min egen lille familie er det klart en fordel at jeg er studerende, og at vi bor (forholdsvis) billigt og ikke har de store udgifter. Det giver et fleksibelt liv for os, og giver mulighed for korte dage i institutionen. Jeg vil til en hver tid hellere sætte tærring efter næring. Spare på luksus og mærkevare. Den største luksus jeg kan komme i tanke om at give mit barn, er tid med os. Forældrene. Tid i familien. Det er få år det i virkeligheden drejer sig om, og jeg før skrevet at “Det er så få år børn er små og jeg vil gerne være med til så meget af det som muligt. Inden man har set sig om, vil de jo hellere hen og lege hos vennerne og så sidder man der – og har tid til sine andre ambitioner” (og til at tjene penge!) 

Men samtidig mener jeg at vi forældre er nødt til at hjælpes ad. Både dem med ressourcer og muligheder, og dem uden. Vi skylder vores børn at vi ikke ender med et samfund der opdelt i A og B-hold allerede fra vuggestue alderen. Selv prøver jeg at bruge min stemme, f.eks. med dette indlæg, jeg er næstformand i forældrebestyrelsen i vuggestuen, og så følger jeg ellers med i meget af det der rører sig på området. Jeg vil anbefale facebookgruppen Familiepolitisk Netværk og Forældrenes Landsforening. Både til inspiration til hvad man kan gøre for sin egen lille familie, men også som inspiration til kampen. Hvis man har ressourcer til at kæmpe en kamp, så synes jeg man skal gøre det.

12933058_10154151928184850_2636736894339618690_n

 

Sammen er vi altså stærkere!

 

 

 

 

 

– (Barrikade)Mor her

You may also like

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *