Ravnemor eller speltmor?

I dag snakkede en veninde og jeg om en debat der har været mellem journalisten Ditte Giese og en kvinde der i et interview til Politiken har fortalt om hvordan hendes liv er indrettet. Kvinden har en videregående uddannelse, men er tilbage på skolebænken. På Facebook udråber Ditte Giese hende til en speltmor der lever af mandens penge og i øvrigt går en sort fremtid i møde. Fordi manden sandsynligvis skrider og tager pengene med. Jeg vil egentlig ikke tage stilling til hvem jeg synes har mest ret. For Ditte Giese har klart en pointe i, at det valg man tager når man vælger deltidsløsningen og de lange barsler, også er et fravalg i forhold til egen værdi på arbejdsmarkedet og pensionsopsparing. Men jeg bryder mig ikke om at der er nogen der vil bestemme hvad der er mest rigtigt.

I lange tider har der været den ene debat efter den anden i forhold til moderskab og de valg der følger i kølvandet på at få et barn. Ofte handler det om hvor meget man er til stede i det der moderskab. Om man er en mor med en smartphone i hånden og karrieren på speed-dial eller om man er så spelt at man har lagt alt det på hylden.

Jeg tror tit det handler om en søgen på at bekræftelse af os selv og de valg vi træffer. I den forbindelse er det bare fandens nemt at komme til at pege fingre af det andre gør.

Enten er man en ravnemor eller en speltmor, enten prioriterer man sin egen karriere eller lever af sin mands penge, mens man tager sig af sine børn. Enten ammer man, eller også shames man for at lade være. Enten laver man daddelkugler til hele gul stue når ungen har fødselsdag eller også fylder man barnet med slik. Enten samsover man (det giver jo trygge børn) eller også gør man ikke. Enten sværger man til BLW eller også er man til mos på glas. Selvfølgelig er det sat lidt på spidsen, men alt sammen fordomme jeg enten har mødt eller hørt om.

Min datter og jeg har aldrig samsovet og hun er tryg. Hun blev ammet til hun var 10 måneder, så ville hun ikke mere. Vi har ikke haft nogle slyngevugge og jeg turde aldrig kaste mig ud i en vikle (hvad nu hvis jeg bandt den forkert?!) Da hun var 7,5 måned bestemte hun at mos var for babyer – og vi har ikke kigget os tilbage siden. Jeg henter nogle gange klokken 14, nogle gange klokken 16. Ofte laver jeg gennemtænkt, sund, nærende øko-aftensmad, andre gange får vi røræg og rugbrød, min datter har natursutter men også blinkende og lysende plastik legetøj. Nogle gange får vi kage, også på en onsdag – men (desværre) ikke hver onsdag. Jeg er studerende, men læser overnormeret og har et job ved siden af. Jeg lever mest af min mands penge og lidt af min S.U. (Som Ditte Giese skriver). Dog tænker jeg i karrierebaner og gør hvad jeg kan for at mit CV er attraktivt. Samtidig tænker jeg at jeg ikke skal arbejde fuldtid mens mine børn er små.

Jeg vil helst ikke være hverken det ene eller det andet. Jeg er bare min datters mor. Med alt hvad det indebærer af gode kvaliteter og fejl og mangler. Men idéer og tanker om hvordan det skal være. Nogle gange viser disse tanker at være de rigtige og andre gange ikke. Jeg vil sgu helst ikke stå på mål for alle mine overvejelser. Jeg er jo bare en træt mor der prøver at finde min vej.

Mit ønske er stadig, at vi ikke peger fingre af hinanden og tror at nogle af os har de vises sten i forhold til moderskabet. Der er jo ingen af os der har regnet den 100 % ud?? Vel?

You may also like

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *