Rise and shine

De sidste 14 dage, har jeg fået ubehageligt lidt søvn. Min yngste har været vågen 3-4 gange om natten og er stået op ved 5-tiden. Hun har ikke spildt tiden med at sove, kan man sige. Det har været lidt hårdt, og jeg har været meget træt. Lige præcis i perioder med sådan nogle nætter, er det hårdt at være alene. Ekstra hårdt. Der er ikke ekstra hjælp at hente om natten, og dagen efter skal vores hverdags-hamsterhjul jo køre alligevel.

Heldigvis er jeg vist ved at blive et rigtigt A-menneske. Jeg plejer at sove senest klokken 22:00. Nogle aftener tænker jeg meget over, at mit liv på en måde er lidt kedeligt – men også at jeg jo samtidig aldrig keder mig. De fleste 28-årige kommer helt sikkert meget mere ud, end jeg gør. Oplever flere spændende ting, tænker jeg. Men faktisk er det helt okay sådan her – det sidste år har været så langt fra kedeligt, det har ligesom været lidt for action packed. Nu er der faldet totalt ro på, og jeg ved altid hvad jeg skal og vi har vores hverdag med rutiner. Jeg kan faktisk virkelig godt lide det.

I nat var yngsten vågen 2 gange. En gang ved 1-tiden og en ved 4-tiden. Efter den seneste opvågning kunne jeg ikke selv falde til ro igen. I går havde jeg virkelig ondt i halsen og nu har hosten overtaget. For ikke at vække pigerne, er jeg trukket ind på sofaen. Så nu – klokken 6 – sidder jeg her med tæppe på, jeg drikker te og læser Alt for damerne. Underligt nok, er jeg ikke spor træt. Måske vænner man sig bare hurtigt til manglende søvn? Jeg ved det ikke.

Der er noget helt særligt over at være tidligt oppe alene. Det sker nærmest aldrig. Ej, det sker aldrig. Der er helt sort ude i min gård. Mine piger sover trygt og godt. Det føles lidt som om, at det hele står stille. At være alene på det her tidspunkt, giver virkelig tankerne frit løb (som man nok fornemmer). Men på trods af manglende søvn, ensformige aftener med lasagne, leg, badning af børn, godnathistorielæsning osv., så synes jeg faktisk, at mit liv er ret godt. Jeg er ret meget der, hvor jeg gerne vil være.

Godmorgen.

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *