Savn

Igår sad jeg og skrev om det faktum, at min ældste datter fra i morges, er på tur med sin far. Jeg ser hende først fredag formiddag. Igår skrev jeg: Jeg savner hende allerede. Det skal ikke være nogen hemmelighed. Jeg er vant til at vi er sammen 24/7 – og at der er knald på. Så der bliver sikkert stille i det lille hjem de næste par dage. Lillesøsteren er begyndt at sige en lyd, der lyder utrolig meget som om hun siger sin storesøsters navn. Hun er så optaget af hende, hver morgen når hun får øje på hende, er hun ved at hoppe ud af sin egen lille krop, af bare begejstring. Så det er nok ikke kun mig der kommer til at savne.

Jeg skrev:

Som min kloge veninde sagde, det her kan ikke sminkes. Det er ikke sjovt. Det er svært at se fordelene ved det, og det gør mig trist, at det er sådan her det skal være. Man kan prøve at tænke positivt. Jeg ved at hun kommer hjem igen. Jeg ved at vi kommer til at snakke i telefon, og jeg glæder mig til at hun kommer hjem igen. Det fortæller jeg hende, men jeg fortæller hende ikke at mor har ondt i maven, og kommer til at savne hende helt vildt. Det synes jeg på ingen måde, at hun skal forholde sig til.

Men så skete der noget. Min datter var meget tydelig omkring, at det også er svært for hende.

I går morges, da jeg afleverede hende i børnehave, var det med en knude i maven. Jeg syntes det er svært at skulle undvære hende, det vil jeg gerne indrømme. Det sidste halve år, har jeg gjort alt hvad jeg kunne for at give mine børn tryghed og kærlighed. Jeg har sat mig selv på pause af flere omgange, for at lade deres behov komme først. Hverdagen kører, jeg er blevet vant til at have fart på. Vi kører på rutinerne. Om morgenen står jeg først om med lillesøster, skifter hende, giver hende tøj på, laver havregrød til dem begge. Giver lillesøster mad, drikker kaffe. Så står storesøster op, vi leger lidt på gulvet alle 3, jeg varmer havregrød igen, (de slemme morgener tager jeg dagens anden kop kaffe), spiser morgenmad med storesøster, vi finder tøj sammen (hej selvstændighedsalder), leger lidt mere, går i vaskekælderen eller afsted. Pakket med rygsække, pusletaske, sutteflaske, solhat, huer, skiftetøj og løbecykel. Det er hverdag, og vi er vant til det og det kører egentlig uden grus i maskineriet.

Senere da jeg hentede hende i børnehave, kunne man godt mærke at hun var mærket af, at skulle afsted. Vi snakkede om det, og hun begyndte at græde. Jeg krammede hende, og spurgte hvorfor hun var ked af det, hun var dygtig til at beskrive det for mig. Det handlede kort sagt om, det at skulle afsted. Hun ville gerne afsted, men ville også gerne blive hjemme. Hun bliver 3 år om under to uger. Det er tydeligt, at hun er begyndt at forstå, hvad det vil sige at være skilsmissebarn. At det er at være sammen med den ene forælder, nogle gange udelukker den anden. Og det er fandeme hjerteskærende at være vidne til. I nat vågnede hun flere gange, og jeg skulle ligge sammen med hende, så det gjorde jeg. Hun havde brug for den ekstra tryghed, og det var fint at kunne give hende den.

Her til morgen, stod hun op og var glad. Vi pakkede kuffert, snakkede om hvilket legetøj det kunne være rart at have med. At vi skulle huske badetøjet, så hun kan komme i svømmehallen. Ingen tårer, ingen behov for kram og trøst. Hun var glad, og så frem til at skulle afsted.
Mine døtres far kom og hentede den ældste. Vi spiste morgenmad sammen alle 4 og efter en times tid, drog de to afsted. Min morgenrutine var med andre ord aflyst i morges. Da jeg havde lukket døren bag dem, og sunket klumpen i halsen, gik jeg ind for at putte lillesøster til lur. Da hun sov, smed jeg mig i min seng, lå og læste lidt, og faldt i søvn. Klokken 12:30 havde jeg stadig nattøj på. Senere gik vi ud, sad på en bænk i Hans Tausensparken, midt på dagen, som en almindelig barselsmor. Der er pludselig meget tid, når man ikke skal indregne ture til børnehaven og alt muligt andet. Måske lidt for meget tid?

I løbet af dagen har jeg fået billeder af en smilende pige. I går var jeg i tvivl om, hun var klar til at skulle afsted. Jeg vidste, at jeg ville kunne mande mig op, klare savnet, fordi jeg er voksen og fordi jeg har en anden fornemmelse af tiden – fordi jeg har en fornemmelse af tiden. Men hun var glad i morges og ser ud til at nyde turen. Det var hjerteskærende igår, at høre hende sætte ord på. Men jeg er godt nok glad for at hun kan, stolt af hende og tænker at det nok er godt at vi kan snakke om det. At hun ved, at hun kommer hjem igen, og at det er okay at savne og at man kan glæde sig til at se hinanden igen.

Indtil vi ses, ved jeg at hun bliver forkælet af sine bedsteforældre og af sin far. I aften kommer min mor med lækker aftensmad, og i morgen passer min veninde lillesøster, så jeg kan forkæle mig selv. Jeg kan mærke, at jeg brug for at have ting på programmet. For her er mærkbart mere stille, mindre rodet og tiden går langsommere. Jeg glæder mig til, at få min store, seje og kloge pige hjem igen. Og jeg er sikker på, at hun også er klar til at vende hjem når vi rammer fredag. Indtil da, må vi have det så rart vi kan, uden hinanden.

 

You may also like

4 kommentarer

  1. Du skriver vidunderligt. Jeg blev selv skilt i 2015 og da havde vi to børn på henholdsvis 3 og 4 år.
    Sidste sommer fandt vi sammen igen og i marts giftede vi os for (anden!!) gang.! Tjaaaa sådan kan tingene også gå…..
    tak for dine ord og formuleringer!!!
    Og jeg hepper på di

  2. Hvor er det et fint skriv, jeg er helt rørt og jeg synes du er stærk, for det er jo det med også at give slip og vide at børnene har gode oplevelser uden den anden forældre, og så er det hyggeligt at høre alt hvad de har oplevet bagefter. Det er dejligt at savne for det er ekstra godt at ses igen.
    Tak for kloge tanker
    Kram fra Lene

    1. Hej Lene
      Tusind tak for det. Det er jo nemlig det. At sende sine små unger ud i verden. Lige nu ligger jeg store planer for alt det vi skal når hun kommer hjem igen <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *