Siden sidst..

Bloggen har ligget totalt brak. Jeg glemte endda at betale for mit domæne. Den har simpelthen ikke fyldt i min bevidsthed. Mit liv er forandret. Jeg er et andet sted nu.
Fra den ene dag til den anden ændrede mit liv sig totalt.

En onsdag aften i februar sad min mand og jeg og lavede invitationer til en fest vi vil holde i foråret. En fest der skulle byde vores yngste datter velkommen til verden og en fest hvor hele hendes store familie kunne møde hende.

24 timer senere sad jeg hos mine forældre, jeg havde lige puttet begge mine piger. Jeg var taget op til mine forældre fordi det virkede som om at min mand ikke havde det specielt godt. 24 timer efter vi havde siddet og skrevet adresser og portokoder på invitationer til vores 80 nærmeste venner og familie kom opkaldet. Min mand ville skilles. Og så ingen grund til at trække det i langdrag. Jeg fik et chok.

Nu er der gået 2 måneder. Det har været 2 intense og hæsblæsende måneder. 2 måneder der har lært mig meget om styrke, udholdenhed og om hvor store stormvejr det kan lade sig gøre at få min egen lille båd igennem. En lille båd hvis besætning nu består af mig og mine to døtre. Jeg ved ikke hvilket ord jeg skal bruge om mig selv. Single-mor, solo-mor, enlig-mor. I det offentlige er jeg ene-forsørger. Kort sagt, vi bor kun 3 mennesker hjemme hos mig nu. 1 voksen og 2 børn.

Jeg har skrevet en masse om det, noget skal formentlig blive i skuffen, noget skal måske blive til noget større end skuffeskriv, og noget vil nok ramme bloggen. Det kribler i mine fingre og jeg har meget på hjertet, men det er svært at finde de rigtige ord. For jeg er stadig i tvivl om hvad det præcis er der er sket. Hvorfor det skulle gå så hurtigt, og hvorfor det skulle være nu. Jeg troede at vi var det par der kunne holde sammen igennem det hele. Så jeg prøver at finde de rigtige ord, de ord der nu er min historie. En historie der også omhandler det dyrebareste jeg har – nemlig mine døtre. Der er nogle hensyn der skal tages og derfor kommer hele historien ikke flydende på en gang. Men jeg er glad for at være tilbage, og jeg håber at I vil følge med.

You may also like

16 kommentarer

  1. Jeg følger ihærdigt med og er fuld af beundring over måden hvorpå du italesætter både de store og små samt smukke og grimme følelser (der er jo oftest ikke langt imellem). Bliv ved med det!!

  2. Louise du har altid været noget helt særligt, det viser også måden du tackler denne situation. Lige nu har du din egen båd, men som kaptajn for to små guldklumper. Med dig som kaptajn får de en enestående rejse, hård til en start men den bliver helt særlig.

  3. For to en halv uge siden fik jeg nogenlunde samme besked. Jeg har også to små døtre. Alt hvad du skriver kunne jeg selv have skrevet. Puuhh det er hårdt at læse og jeg er så ked sf det på dine vegne. Men samtidig trøster det mig, at jeg ikke er alene om at opleve noget så sindssygt. Og det trøster mig endnu mere at læse, hvor langt du er kommet på så relativt kort tid. Det håber jeg også jeg kan.

    1. Hej P
      Jeg har tænkt så meget på din kommentar, men helt glemt at skrive tilbage på den. Hvor er jeg ked af at høre at du også skal opleve det her. Det er så frygteligt og hårdt. Men jeg er sikker på at både du og jeg kommer godt ud på den anden side. Hvis du har lyst, må du gerne maile til mig? morherblog@gmail.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *