Solitude

I går havde jeg virkelig dårlige timer. Jeg er egentlig ret god til at finde det gode humør frem. Se lyset i det mørke. Jeg ved at alting er en fase, og jeg er god til at fortælle mig selv det.

Men i går ved middagstid, fløj der er en stor mørk regnsky ind foran hovedet på mig. Den var ikke lige sådan at få væk igen.

Regnskyen fik mig til at tænke på, hvor alene jeg kan være. Hvor alene jeg tit er. Sådan noget sygdom og enlig mor-liv, kan virkelig få følelsen af ensomhed og alenehed til at vokse. Jeg havde ret meget brug for at ringe til nogen lige der. Til at der kom nogen. Men jeg kunne ikke lige finde ud af hvem jeg skulle række ud efter. Folk der ikke er på barsel, går jo på arbejde. Alle har deres at slås med. Mange af mine veninder, går selv og bokser med forskellige ting. På en måde, når jeg har de mørkeste briller på kan jeg også godt få det lidt sådan, at jeg skal tage mig sammen, og at jeg har opbrugt min kvote. Jeg bør være kommet længere. Jeg bør have fattet, at det er mit liv nu og jeg bør være faldet på plads i det. Men så enkelt er det jo ikke. Det at være på barsel, kan i sig selv være en ensom fornøjelse.

Det der hjalp igår,var at gøre noget andet. Sådan rent fysisk at rykke sig fra sofaen og tristheden. At gå ned med vasketøj. At putte barnet i barnevognen og mærke den kolde luft i ansigtet. Så det vil jeg huske. Det er oftest det der virker mest uoverskueligt, at gå ud i verden og gøre ting. Men det er det der hjælper mest. Note to self!

I dag var bedre. Af en eller anden grund. Selvom jeg havde en aftale der blev aflyst. Noget der igår nok ville have gjort mig helt ekstremt ked af det. Jeg blev også ret ærgerlig over det i dag, men bestemte mig for at ryste det af mig. Da babyen havde sovet en lang lur, gik vi ud. Tog i legestue. Gik ud i virkeligheden og var blandt andre mennesker. På vejen ned og hente storesøster, mødte jeg en gammel studieveninde der spurgte om vi ikke snart skal drikke kaffe. Og det skal vi <3 Mødte også en fra min mødregruppe to gange, og det er sgu rart (for sådan en ekstrovert type som mig) at sludre med andre voksne mennesker i løbet af dagen. Det er ret nødvendigt for mig, kan jeg mærke.

Når alt kommer til alt, er jeg ikke spor alene. Altså, jeg bor alene med to børn og er ikke i sådan et der parforhold og alt det. Men jeg er ikke alene. Mit liv er ikke ensomt. Jeg ved, at jeg har mange der tjekker op på hvordan jeg har det, som bekymrer sig for mit ve og vel og som er villige til at steppe ind og hjælpe, når de kan. Mange som gerne vil drikke kaffe/rødvin/sludre og sladre. Tit kan det heldigvis også godt lade sig gøre.

Med tiden har jeg fået en livsfilosofi, eller a way of life, der handler om, at jeg vil være i godt humør. Så meget det overhovedet kan lade sig gøre. Alt det tunge, skal ikke tynge mig ned. Det vil jeg simpelthen ikke være med til. I dag brugte jeg virkelig de tanker, hankede op i mig selv, gik ud og var glad. For mig hjælper det virkelig. For nu, er jeg glad igen. Som jeg sagde til min store datter i morges “i dag regner det ikke, solen skinner og himlen er lyseblå”. Det er sgu vigtigt at fokusere på.

 

Ud på tur – aldrig sur! Heldigvis har jeg verdens gladeste og mest nysgerrige baby, som min tur-makker <3

 

You may also like

1 kommentar

  1. Jeg hørte i går et interview med Søren Huss, hvor han fortalte om at miste. (Han har jo desværre erfaring på det punkt). Og han fortalte, hvor meget man kan have brug for at få at vide, at det er ok at sørge, selv om der er gået et år. Eller to. “For det er stadig lige sket”, som han sagde. Jeg tror, han har så ret. Og din skilsmisse er stadig lige sket. Ikke engang et år siden. Og det er helt ok at blive ked af det stadigvæk. Og det er det også om et år, hvis det skulle være sådan. Jeg håber det ikke for dig. Men hvis det kommer, så giv det plads.
    Mange kram herfra.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *