Studie-mor

Engang var der en af mine medstuderende der sagde til mig og min studie-mødregruppe  “det er da en god idé at få børn, mens man læser – det er helt sikkert nemmere”.
Det var helt sikkert venligt ment, men i mandags tænkte jeg på hans ord og han skal være glad for at jeg ikke stødte ind i ham der.

I mandags havde jeg nemlig en helt åndssvag studiedag, først undervisning fra 8-12 og så igen fra fra 17-22. Heldigvis dukkede vi kun to op til aftenundervisningen og vi blev hurtigere færdige. Men lige der, synes jeg fandeme ikke at noget som helst var nemmere. Mandag morgen startede kl. 05, og tanken om at dagen først ville slutte ved 23-tiden var næsten ikke til at holde ud. Men jo, der er absolutte fordele ved at have fået barn som studerende, se selv her:

Fordele:

  • Tiden er din egen – jeg har undervisning 3-4 gange om ugen, oftest fra 8-12. Resten af tiden skal jeg så selv administrere.
  • Er barnet syg kan man lidt lettere blive derhjemme. Måske skylder man lige at fortælle studiegruppen det, men som regel er det ikke et problem.
  • Flere frie timer i løbet af dagen – igen, du planlægger selv og kan måske derfor have tid til at se veninder, læse, købe ind og lave aftensmad klar inden barnet skal hentes.
  • Nogle vil også mene at det er en stor fordel at have fået børn, når man engang er færdig med uddannelsen og skal søge job.
  • Intet er så vigtigt som min datter. Da jeg i januar var til eksamen, var det virkelig en befrielse at tænke på, at uanset hvordan det gik, var det en ganske almindelig dag hvor nogen skulle hentes i vuggestuen og vi skulle hjem og lege.

Ulemper:

  • Socialisering – dette kan selvfølgelig også være positivt. Men nogle dage kan jeg godt synes det er hårdt hele tiden at skulle forholde sig til andre mennesker. Jeg kan ikke lukke en kontordør og ikke lige snakke med nogen. Man er konstant på.
  • Økonomi – Jeg er i den heldige situation at min mand arbejder fuldtid. Men vi kan stadig godt mærke at jeg ikke tjener “rigtige” penge
  • Studiejob? Mange af de andre studerende mødre jeg kender, har ikke tid til at arbejde ved siden af studierne. Jeg arbejder selv nogle timer om ugen og har heldigvis meget fleksibilitet i mine studiejobs, hvilket jeg er rigtig glad for, men det giver lige lidt ekstra pres.
  • Tiden er knap og du er træt. Efter jeg er blevet mor, er er sjældent ret meget hjernekapacitet efter kl. 16 – lidt et problem når det er aftenerne der bruges på lektier.
  • Bekymringer!! Selvfølgelig kan man også være bekymret når man går på arbejde. Men jeg bruger virkelig meget tid på at tænke over hvilket job jeg mon får når jeg er færdig. Om jeg får et job. Om hvordan min work-life-balance skal være. Og så videre, og så videre!

Så, kære studieven; ja, nogle gange er det nemmere. Men som med alt andet i livet er der ingenting der bare er lutter lagkage. Jeg er helt klart glad for min beslutning om at få mit barn som studerende. Men jeg mener helt klart at der både er fordele og ulemper.

(Studie) Mor her.

 

You may also like

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *