Sukkersøde minder. Dage der forsvinder.

Det er rengøringsdag. Jeg er ved ikke hvor gammel jeg er, for det her minde, kunne være en hvilken som helst søndag i hele min barndom. Hans hæse stemme gjalder ud gennem højtalerne og overdøver støvsugeren. Jeg tror, at personnummerpladen er min fars yndlings.

Jeg er 14 år. På min første festival. På det mentale plan, har jeg vredet armen om på mine forældre for at få lov at være her. Hele ugen drikker vi de billigste øl man kan opdrive og ser koncerter om aftenen. Det er en familiefestival – det var den festival jeg kunne få. Lidt trygt skulle det være, siger mine forældre. Det er en temmelig broget skare der står foran scenen lørdag aften. Unge og gamle. Brede og smalle. Flippede og stilede, som vi kalder det. ALLE er stimlet sammen. En gråhåret mand med kasketten på sned og en smøg i sin kæmpe kæft går på scenen. Jublen er øredøvende. Min helt nye forelskelse lægger armene omkring mig og vi brøler med på samtlige sange.

I toget mod Fredericia går jeg igennem en røgfyldt kupé. Mit kridhvide hår stritter til alle sider. Mine øjne er smurt ind i sort eyeliner, og på min ryg står der med store røde bogstaver TEENAGERS FROM MARS. Sådan føler jeg det – og så kan jeg ret godt lide bandet bag ordene. En hæs stemme griner og siger “sådan kan man føle sig hele livet – det er sguda en fed t-shirt” – jeg vender mig rundt og den hæse stemme er lyden af min barndom. Jeg slår mig ned overfor, vi får ild på en smøg og snakker helt indtil Odense Banegård, hvor han står af.

Der er hvide huer så langt øjet rækker. Vi sidder nærmest i baggården, til det sted hvor det hele startede. På vores skole hører vi tit hans sange. Vi kan nærmest ikke være andet bekendt. Nu er vi studenter og skal tage afsked med det hele. Morgensangen og trygheden ved at vide hvad man skal hver dag. En stiller sig op på scenen og synger om nogle der kom flyvende med storken, til dette gudforladte sted. Jeg lægger hovedet i skødet på min veninde, og stortuder.

“VI VAR PÅ SPEED I HERSTEDVESTER!!!!!!!”
Vi holder den første fest, i vores første eget hjem. Vi tænker ikke på lydniveau. Eller på at holde igen med øllerne. At det nok ikke er så smart at fylde lejligheden med røg.
Det eneste de her år handler om, er det bedste til mig og mine venner.

Mine to små mennesker og jeg danser rundt på gulvet i vores lillebitte lejlighed. Kun når der er helt ryddet op, er der plads til dans. Men i dag “ka’ vi flyv’ som pegasuser under fremmede stjernetegn”. 

Jeg cykler på arbejde en helt almindelig dag i slutningen af august. Solen skinner – denne her sommer har været så fyldt af sol og jeg har bare tæer i sandalerne og solbriller for øjnene. “Se hvor sneen falder hvidt, sukkersødt og engleblidt, som krystaller på din pande”. Selvom vinteren virker langt væk, smiler jeg og tænker på vinteren, hvor vi skal sætte fodspor begge to, på Dronning Louises bro. Jeg håber, at vi stadig holder i hånden når vinteren kommer.

Jeg var på intet tidspunkt gigantisk fan. Men du var der altid. Lyden af det hele.

Tak
Vil du, vil du
Fordi
Vil du, vil du
Du gik
Da det var forbi

3 tanker om “Sukkersøde minder. Dage der forsvinder.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *