Sure-mor

Nå men, forleden dag skrev jeg lidt om det der feminisme. En anden debat der er oppe i tiden, er den såkaldte juridiske abort. For nogle er denne debat et spørgsmål om ligestilling. For hvis kvinder har ret til at få en abort, har mænd vel også? Eller?

Min holdning er at kvinder og mænd aldrig kan blive 100 % ligestillet. Det er vores kroppe simpelthen for forskellige til. Man kan sige at der er en biologisk ubalance, og det er måske unfair – men der er sgu ikke rigtig så meget at gøre ved det. Kvinder må leve med at mænd (ofte) er dem fysisk overlegne, og mænd må leve med at det er kvinder der gravide og kan få aborter. Det er lidt snyd, men det er også sådan naturen har lavet os.

Da jeg var 16, fik jeg en abort. En abort jeg tit tænker på, en abort jeg lever med. Jeg var ung, jeg var ikke kærester med “faren” mere, jeg røg og drak meget på det tidspunkt, og havde det i det hele taget meget kaos-agtigt. Aborten blev valgt af alle de rigtige årsager. Men det er stadig en ting jeg tit tænker på, og jeg tænkte meget på den, da min mand og jeg startede projekt baby – tænk hvis den abort havde været min eneste chance for at blive mor? Det var det heldigvis ikke, og nu hvor jeg har fået min datter, er jeg slet ikke i tvivl om at det dengang var det rigtige valg. Alt havde været anderledes idag, hvis jeg havde valgt at blive ung alene-mor dengang.

Især på grund af min egen historie, gør debatten om juridisk abort mig rigtig vred. En abort er et kæmpe indgreb, både fysisk og psykisk. At tro at man kan sidestille de to slags aborter er fuldstændig vanvittigt. I det ene tilfælde bliver et barn født, og det andet gør det ikke. I mine øjne kan de to ting slet ikke sammenlignes og derfor forstår jeg næsten ikke hvorfor debatten får lov at fylde så meget. Derudover ser jeg en masse problematikker i forbindelse med juridisk abort. Er der for eksempel fortrydelsesret? Foreningen Far skriver: “Vi oplever fædre der med saglig grund ønsker en abort, men fortsat langt flere fædre, der opdager den store kærlighed til barnet overtid. For mange fædre begynder kærligheden til barnet først, når de står med barnet i armene efter fødslen og får de mange sjove og glade oplevelser børnene giver os alle. De fortæller ofte at de aldrig ville have været det foruden.” Hvad hvis man skifter mening? De fleste bliver jo ældre og klogere. Selvom man rent juridisk har afskrevet sig sit barn, kan man jo ikke abortere tanken om barnet.

Det er selvfølgelig virkelig trist for de mænd, der bliver snydt af kvinder. Jeg kan ikke komme i tanke om meget der er mere tarveligt og egoistisk end at snyde nogen til at blive forældre. Samtidig kan jeg bare ikke se, hvordan man skal kunne lovgive imod at nogen opfører sig så egoistisk.  Og hvor stopper det så?

Hvis man virkelig ikke vil have et barn, så kan man jo beskytte sig. Det gælder i øvrigt begge veje. I min egen historie var det “min skyld” at den smuttede. Det lod fyren mig også vide, og det gjorde ondt. Han blev vred. Jeg gik med mange tanker om det her barn. Jeg fik aborten. Jeg havde ondt. Jeg græd. Jeg gik med tanker om hvorvidt indgrebet ville betyde noget for min fertilitet. Fyren kunne fortsætte sit liv, og det tror jeg han gjorde. Vi kender ikke hinanden mere. Det var røvhamrende uretfærdigt, og jeg følte mig meget alene. Det er også røvhamrende uretfærdigt at kvinder snyder mænd til at blive forældre imod deres vilje. Livet er (tit) røvhamrende uretfærdigt.

Alle livets valg og fravalg koster. Nogle ganske koster det dyrt, og øv for det.

– (Sure) Mor her.

You may also like

2 kommentarer

  1. ❤️❤️

    Det er altid begges ansvar at bruge prævention. Og graviditet er ligesom kærlighed og sygdom: du kan ikke altid styre, hvornår det kommer. Det er en del af livet.

    1. Helt enig, kære Lærke. Når jeg skriver det var “min skyld”, er det ikke så bogstaveligt ment – men det var det “faren” mente. Hvilket jo virkelig er noget bullshit.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *