Tak, Riget

Jeg lover at det her bliver det sidste indlæg i denne omgang, hvor jeg lovpriser det offentlige system. Men, pudsigt nok, fik jeg brug for vores allesammens sygehusvæsen i fredags.

Fredag var lukkedag i barnets vuggestue, og derfor var jeg hjemme med hende. Vi havde en rigtig hygge-dag, hvor vi var iført nattøj hele dagen – dog med regntøj udenover på et tidspunkt- vi skulle naturligvis have den obligatoriske tebolle fra bageren og en tur på legeplads og hoppe i vandpytter. Senere kom morfar og legede barnet helt træt. Alt i alt en rigtig god hjemme-dag. Men også en aktiv en af slagsen, sådan en 2-årig har temmelig meget krudt et vist sted, kan jeg fortælle.

Ud på aftenen, efter barnets sengetid, fik jeg rigtig ondt i min efterhånden ret store gravide mave og når jeg tænkte tilbage på dagen der var gået, var det ikke meget jeg havde mærket til lillesøster. Jeg ringede på det telefonnummer jeg havde fået til fødegangen og fik verdens sødeste jordemoder i røret. Hun kunne se at jeg var 2. gangsfødende og derfor regne ud at det er meget længe siden jeg sidst har været til jordemoder – “så kom lige ind, så kigger vi på dig” – sagde hun. Som sagt så gjort. Jeg hoppede i en taxa og tog ind på Rigshospitalet, hvor jeg er virkelig glad for at høre til. Jeg meldte min ankomst og blev henvist til venteværelset med varsel om at der selvfølgelig kunne være noget ventetid.

I venteværelset sidder en kæmpe familie: en gravid kvinde, hendes mand, søstre og mødre, de har verdens største care-package liggende på bordet. Der er chokolade, blade, chips og slik nok til en virkelig lang indlæggelse. Jeg får selvfølgelig de lange ører på, og sidder og suger til mig. Den gravide kvindes fødsel er blevet sat igang, hun har fået nogle piller og nu skal de bare vente. Ganske som jeg selv prøvede det for lidt over 2 år siden. Hele familien var kommet for at heppe og støtte. Mens jeg sad og observerede dem, sms’ede jeg med en veninde og fortalte hvor jeg var. “Er du alene?” skrev hun, og lige der, midt i storfamiliens hepperi og medbragte madpakker blev jeg helt ked af det, rørt og følte mig meget alene. Helt som hende den alene i Vinterbørn. Jeg ved godt at jeg ikke er spor alene, men der er godt nok forskel på at skulle have sit første og sit andet barn – det er ikke helt den samme event anden gang, det er lidt mere praktisk og lidt mere noget man lige gør, og normalt synes jeg det er helt fint, men lige der, blev jeg lidt ramt.

Verdens sødeste jordemoder kom heldigvis hurtigt og hentede mig og jeg blev lagt i en dejlig blød seng, og hun målte hjerterytmen på lillesøster. Jeg lå i en time og kiggede op i loftet og mærkede heldigvis i den tid en masse spark, fik søde og opmuntrende sms’er fra både mand og veninde og følte mig slet ikke så alene alligevel.

Jordemoderen undersøgte mig lidt mere og vi snakkede en masse og hun mente at alt var og er fint. Den følelse havde jeg heldigvis også selv, da jeg efter et par timer i det offentliges hænder begav mig ud i efterårsmørket. Jeg følte mig set, passet på og jeg slet ikke nervøs for at skulle føde på Rigshospitalet – selvom der sikkert (også) er travlt den dag.

thumbnail_20161106_192950

P.S. At være tilbage på fødegangen på Riget, mindede mig selvfølgelig om den der september nat for 2 år siden, hvor min datter kom til verden. Min mand har i ugens løb arbejdet på et gæste-indlæg her til bloggen om hans oplevelse af det at blive far – og hele forløbet op til at vi endelig fik vores datter i armene. Det poster jeg i løbet af ugen.

You may also like

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *